Smittefarer ved dyrlægers arbejde med dyr

Bakterier, svampe, parasitter, virus og prioner kan undertiden overføres fra dyr til mennesker eller omvendt. Smitten overføres typisk via sår i huden, som eksempelvis kan opstå ved bid eller stik. Oral optagelse ved forkert eller manglende brug af værnemidler ved eksempelvis højtryksrensning er også en relevant risiko, og det samme kan ske ved indånding af aerosoler eller støv, der indeholder smitstoffet. WHO har således registreret mere end 200 forskellige zoonoser på verdensplan.

Mange dyrlæger er i deres daglige arbejde i tæt kontakt med levende eller døde dyr, og det fører til øget risiko for smitte med zoonoser. Dyrlæger bør derfor være opmærksomme på denne arbejdsrelaterede risiko, herunder kende til smitteveje og typiske symptomer for de mest almindelige og specielt de alvorligste af zoonoserne.

Dyrlæger bør være særlige opmærksomme ved kontakt med non-humane primater, hvis sygdomme i stort omfang kan smitte til mennesker. Mange infektioner er ikke kun begrænset til arbejdet med levende dyr, men kan også overføres under obduktioner af dyr eller tilsyn med slagtekroppe. Infektionerne vil normalt kunne undgås gennem forebyggende tiltag, herunder god hygiejne.

De omtalte infektioner i denne artikel er ikke udtømmende, men repræsenterer nogle af de væsentligste risici for dyrlæger under danske forhold. Jackson og Villarroel publicerede i 2012 en oversigt over forekomst af zoonoser hos dyrlæger, men da undersøgelsen primært fokuserer på dyrlæger i USA, er den ikke nødvendigvis dækkende for danske forhold. På www.sundhed.dk ligger ligeledes en oversigt over infektioner ved kontakt med dyr.

Q-feber

I Danmark blev vi særligt opmærksomme på Q-feber i 2005-2007, hvor det blev påvist, at kvæg og staldpersonale ofte har antistoffer mod bakterien. Q-feber forårsages af Coxiella burnetti, en såkaldt intra-cellulær bakterie, som er meget smitsom hos kvæg, får og geder. Typisk vil dyrene ikke være syge af bakterien, omend den i visse tilfælde kan føre til aborter. Foruden en høj forekomst i placenta, kan dyrene i mindre omfang udskille bakterien i urin, fæces og mælk. Typisk vil bakterien også kunne findes i omgivelserne, hvor de kan indåndes eller komme i kontakt med huden, når de bundet til støv, eller dråber hvirvles op i luften. Bakterien er modstandsdygtig overfor udtørring.

Dyrlæger bør være særlig forsigtige ved håndtering af vaginalflåd, efterbyrder, fostervæske og aborterede fostre fra drøvtyggere og bør være opmærksomme på, om de udvikler influenzalignende symptomer, såsom feber, kulderystelser, hovedpine, muskelømhed samt luftvejssymptomer. Bakterien kan behandles med antibiotika. Særligt gravide og immunsvækkede personer bør være varsomme, idet den kan give aborter og kroniske infektioner, hvor den vigtigste er endocarditis.

Svinerosen

Svinerosen eller rødsyge (erysipeloid) rammer særligt dyrlæger, slagtere, landmænd og fiskere, der har kontakt med grise og fisk. Det er en zoonotisk bakterieinfektion, som fører til røde hævelser i huden. Bakterien (Erysipelothrix rhusiopathiae) overføres direkte til huden ved kontakt med kød og fisk, men overføres ikke mellem mennesker. Man bør søge læge ved sådanne røde hævelser i huden med henblik på antibiotika-behandling.

Toxoplasmose

Dyrlæger, der arbejder med katte, bør være særlig opmærksomme på toxoplasmose, som skyldes parasitten Toxoplasma gondii. Katten er hovedvært, og alle parasittens tre stadier, nemlig æg, vævscyster og den frie parasit (tachyzoiten) kan inficere mennesker. Kattedyr udskiller via fæces – men kun i en kortere tidsperiode – store mængder æg, som er meget modstandsdygtige, og som kan smitte til mennesker primært ved direkte kontakt, som herefter overføres oralt. Det er disse æg, der udgør en særlig risiko for dyrlæger. De fleste infektioner forløber symptomfrie, men kan også vise sig gennem feber, træthed og hævede lymfeknuder samt undertiden hjerteproblemer.

Det er meget vigtigt, at kvinder ikke inficeres for første gang under graviditeten, idet de så risikerer at overføre parasitten til fostret, hvilket kan føre til aborter. Toxoplasmose forebygges igennem en god håndhygiejne.

Borreliose

Borreliose skyldes bakterierne B. afzelii, B. garinii og B. burgdorferi, der overføres via skovflåten (Ixodes ricinus), som findes udbredt i hele landet. I de senere årtier er der sket en vækst i hjortebestandene, som er de primære værtsdyr for skovflåten, og derfor er risikoen for bid vokset tilsvarende i samme periode. Seroprævalensen er betragteligt forhøjet hos personer, der arbejder med dyr eller er meget ude i naturen. Borreliose viser sig som en lokaliseret infektion i huden, der hvor skovflåten har bidt, og kan give et klassisk udslæt med en rød plamage i midten og en rød ring, som migrerer, heraf navnet erythema migrans. Infektionen kan dog også spredes til andre organer og forårsage blandt andet led-betændelse, endocarditis, hjernehindebetændelse og hjernebetændelse, hvilket kan være ganske alvorligt. Infektionen forebygges ved at være opmærksom på at fjerne skovflåter på huden, og hvis der alligevel opstår infektion, bør man kontakte læge medblik på antibiotikabehandling.

Svine-MRSA (MRSA CC398)

Den såkaldte svine-MRSA (MRSA CC398) er ikke mere farlig end andre stafylokokker, som kan give bylder og i sjældne tilfælde andre infektioner, eksempelvis endocarditis. Men ved infektion er det vigtigt at tage højde for bakteriens resistensprofil, når der skal vælges antibiotikabehandling.

Selvom MRSA CC398 i Danmark først og fremmest findes hos svin, kan man undertiden også finde den hos andre husdyr, og derfor bliver den undertiden også betegnet som husdyr-MRSA. Ved kontakt med dyrene risikerer man at blive bærer af MRSA CC398, men for de flestes vedkommende vil bakterien forsvinde af sig selv efter en vis periode uden kontakt med husdyr. Bærere af MRSA CC398 og personer, der har kontakt med grise, skal oplyse dette ved kontakt med sundhedsvæsenet, således at der kan træffes særlige foranstaltninger. Bærere af MRSA CC398 har naturligvis de samme krav på behandling i sundhedsvæsenet som alle andre.

Ringorm og andre svampesygdomme

Dermatofytosen ringorm er ikke farlig, men kan alligevel være ubehagelig at erhverve sig. Der findes en række forskellige zoonotiske svampe hos blandt andet kvæg, heste, hunde og katte. Svampene overføres ved direkte hudkontakt mellem dyr og mennesker. Ringorm giver lokale hudinfektioner og kan behandles med svampedræbende lægemidler. Forebyggelse sker gennem god håndhygiejne, hvor man undgår direkte hud-til-hud kontakt med dyrene.

Bidskader

Bid fra dyr kan også føre til alvorlige infektioner, og dyrlæger har øget risiko for bid, når de undersøger syge dyr med smerter. Hundebid giver anledning til infektioner i 5-25 % af tilfældene, mens kattebid giver infektioner lidt oftere, nemlig i 30-50 % af tilfældene. Foruden bakteriefloraens særlige sammensætning, vil kattens spidse tænder ofte føre bakterierne dybere ned i huden end ved bid fra andre dyr.

En af de hyppigste agenser ved bid er bakterien Pasteurella multocida, men blandingsinfektioner er meget almindelige (blandt andet streptokokker, stafylokokker og anerobe bakterier). Foruden lokale infektioner kan bid også føre til led-betændelse og blodforgiftning.

Bidskader forebygges ved forsigtig omgang med dyrene. Bidsår bør straks vaskes, og ved behov kan en læge starte antibiotikabehandling. Det bør også sikres, at den bidte har en fuldt dækkende tetanus-vaccination.

Vaccinationer

Dyrlæger og andre, der arbejder med dyr, bør som minimum lade sig vaccinere mod tetanus. Det er også muligt at blive vaccineret mod centraleuropæisk hjernebetændelse (TBE), som i sjældne tilfælde overføres via flåtbid. Derudover bør dyrlæger også lade sig vaccinere, hvis de arbejder med særlige dyr, såsom mod rabies ved arbejde med flagermus og hepatitis ved arbejde med blandt andet primater.