Tema: Zoonoser

»Influenza i svin er meget mere end en grisesygdom«

Zoonoser Professor i veterinær virologi Lars E. Larsen giver et indblik i et helt livs forskning, og han deler gavmildt ud af sine erfaringer. Ikke så overraskende var det især én virus, der kom til at fylde i fortællingen. En virus med et globalt pandemisk potentiale, som kan komme til at forårsage mere skade, både sundhedsmæssigt og økonomisk, end den allerede har gjort. Overraskende var det dog, at det ikke var SARS-CoV-2.

Lars E 2 © Pia Rindom
Interview

Som ung, jysk student passede det Lars E. Larsen fint, at dyrlægestudiet lå i den anden ende af landet. Selvom han ikke kendte nogen der i forvejen, fik klasseundervisningen på Landbohøjskolen hurtigt rystet de kommende dyrlæger sammen, og sociallivet blomstrede, fortæller han. Selvom man er professor, kan man nemlig godt have nydt sin del af gildet på Acaciavej.

- Det var nogle gode fester. Fagene var også spændende, men jeg gik måske ikke sådan...

Der er stille et øjeblik.

- Altså jeg bestod da mine eksamener, men det var mere festerne indtil efter bacheloren, griner han lidt.

Med en bred interesse for biologi var det ikke en niche eller en drøm om at blive praktiserende dyrlæge, som drev Lars til veterinærstudiet. At virologien skulle vise sig at fange den unge dyrlægestuderendes interesse, var derfor også lidt af et tilfælde.

- Jeg tog det egentlig meget åbent. Jeg tog et års orlov efter femte semester, og så var der en af mine studiekammerater, der var specialestuderende ovre ved patologi, som dengang arbejdede tæt sammen med virologi. Der fik jeg det, der hed et bioteknologisk færdiggørelsesstipendium, som svarer til et speciale i dag. Det var lige der, hvor molekylærbiologien rigtigt kom frem. Så der blev jeg meget interesseret i det.

At vejen skulle gå gennem dyrlægestudiet til en forskerkarriere inden for veterinær virologi, havde dog også sine fordele. Fordele, som Lars også ser hos de unge forskere med veterinærbaggrund, han arbejder sammen med.

- Det er lettere at lære en dyrlæge molekylærbiologi, end det er at lære en molekylærbiolog om patologi, slår han fast.

Grænselandet mellem laboratoriet og felten

Efter et år i USA blandt andet som »visiting scientist« på Iowa State University og derefter et par år i industrien indenfor toksikologi fik Lars tilbudt et ph.d.-studie i virologi ved Statens Veterinære Serumlaboratorium i 1993. Her blev han under diverse fusioner og navneændringer og var i mange år professor ved DTU Veterinærinstituttet, indtil han i januar 2020 fik et professorat på Københavns Universitet ved Sektion for Veterinær Klinisk Mikrobiologi. I sin forskerkarriere har virologen dog hele tiden haft en fod uden for laboratoriet.

- Det er den anvendte forskning, der har interesseret mig. Der er nogle, der kan bruge hele livet på at studere én mekanisme i ét gen. Altså grundforskning. Og det er ikke fordi, jeg ikke synes, det er vigtigt, men det er mit temperament bare ikke til. Det er den anvendelsesmæssige del, der interesserer mig, imellem laboratoriet og felten. Det synes jeg, både er meget vigtigt og interessant, og jeg tror, det er en styrke, at man ved, hvad der foregår derude.

Jeg tror, det er en styrke, at man ved, hvad der foregår derude.

Da PMWS-epidemien toppede i Danmark i 2003, fik Lars for alvor mulighed for at se laboratoriearbejdet udmønte sig i svinestaldene. Den tabsvoldende sygdom, der hovedsageligt skyldes infektion med Porcin circovirus-2, spredte sig voldsomt, og virologen kom derfor på arbejde.

- Det var jo ret sjovt, forstået på den måde, at det var nogle alvorlige virusinfektioner. Vi var med i et EU-projekt, hvor vi fik etableret nogle diagnostiske metoder og fik udviklet nogle strategier til at kontrollere det i samarbejde med erhvervet. Det synes jeg, var meget givende. Også selvom det ikke har så højt impact i form af publicerede artikler, for det har høj impact derude, fortæller han.

En tikkende bombe

Da Veterinærinstituttets afdeling i Århus lukkede i 2010, overtog afdelingen på Frederiksberg ansvaret for aviær influenza. Her arbejdede Lars og hans kollegaer allerede med svineinfluenza, og det var derfor oplagt, at forskningen i gruppen også rettede sig mod det zoonotiske aspekt af disse virusinfektioner. I et tilbageblik på et arbejdsliv, hvor især fugle- og svineinfluenza har fyldt meget, har trusselsbilledet dog udviklet sig forskelligt for de to.

- Med fugleinfluenza er der ikke sket så meget de sidste 10 år. Der er meget godt styr på det i Europa, selvom H5N1, der kom i 2006, stadigvæk giver humane infektioner. Værtsbarrieren mellem fjerkræ og mennesker er bare så stor, at her og nu betragter jeg ikke fugleinfluenza som værende hverken på top-10 eller top-5 over listen med virustrusler for mennesker.

Anderledes forholder det sig dog med svineinfluenza.

- Den nye pandemi opstår helt sikkert med svineinfluenza. Det er en tikkende bombe – og det er noget, erhvervet skal forholde sig til, mener Lars.

Efter et pandemiens år, som har tvunget millioner af mennesker ud i ekstrem fattigdom, forårsaget en ny økonomisk krise og i skrivende stund været årsagen til mere end 1,8 millioner menneskers død, er det svært at sluge Lars’ professionelle vurdering. Hvornår vi kan forvente en ny stamme af svineinfluenza med pandemisk potentiale, som tilmed er farlig for mennesker, kan selvfølgelig ikke siges med sikkerhed. Lars vil dog alligevel godt komme med et bud.

- Det skete sidst i 2009, og så er der gået 10 år mellem SARS og COVID-19. Så mon ikke den kommer næste år, spørger Lars retorisk og efterlader en rum stilhed på linjen.

- Pointen er, det kan ligeså godt ske næste år, som det kan ske om fem år. Er vi klar til det? Har vi en plan? Hvor skal vi begrave alle de grise? Nok ikke ved siden af en sø, ville jeg foreslå, letter han stemningen, selvom det er svært at trække mundvigene op efter en mildest talt nedslående nyhed.

Med udsigten til endnu en pandemi om hjørnet, får man lyst til at spørge, om ikke man kunne have gjort mere for at undgå den her trussel fra svinestaldene.

Lars E 3 © Pia Rindom

- Vi er jo en masse, som har råbt om det her i årevis, men lige pludselig lytter folk. Jeg ved ikke lige hvorfor, siger professoren.

I den optik kan en pandemi som minimum altså tjene til at gøre opmærksom på andre potentielle pandemier. Men hvordan kan det være, at netop svineinfluenza udgør en fare, der er større end andre zoonotiske virusinfektioner? Lars forklarer.

- Det er en kombination af, at den dels godt kan lide at rekombinere, men også at vi finder masser af humane influenza-gener i svin. For der er jo også en løbende smitte af svin fra mennesker, som gør, at de rekombinerer og laver nye svineinfluenza. Vi har nu 22 varianter i Danmark, hvor det ikke er dem alle sammen, der er farlige for mennesker. Problemet er bare, at vi ikke ved hvilke. Vi har ingen markører for at kunne forudsige det. Når vi identificerer et nyt virus i svinene, så ved vi ikke, hvad vi skal kigge efter.

Problemet med de manglende markører er der dog råd for.

Behovet for vacciner

Lars’ forskergruppe »Enzootic and zoonotic virus research« på KU modtog sammen med SSI og DTU sidste år 60 millioner kroner fra Novo Nordisk til forskning i zoonotiske og pandemiske influenza A-vira. Projektet, kaldet FluZooMark, løber frem til 2025 og skal undersøge de faktorer, der gør nogle Influenza-A-stammer i stand til at smitte fra svin til mennesker. Her håber Lars på, at de kan finde de nødvendige markører, som gør det muligt at vurdere en virusstammes pandemiske potentiale. Dernæst er udfordringen blandt andet at få udviklet vacciner, som kan bremse den ekspanderende smitte, forklarer han.

- Vi bliver nødt til at få stoppet, at op mod 100 procent af danske svinebesætninger har influenzavirus cirkulerende. Lige nu har vi ikke redskaberne til at få det stoppet. Vi har nogle vacciner, der hjælper lidt, så grisene ikke bliver så syge, men vi kan ikke stoppe viruscirkulationen. Det er den, der er bekymrende ud fra et zoonotisk perspektiv, fordi jo længere tid virus cirkulerer i besætningerne, jo større er risikoen for, at der opstår rekombinationer. Det kræver, at vi får nogle bedre vacciner, samt at vi får udviklet nogle systemer, der kan sektionere bedre og sørge for at begrænse smittespredningen indenfor besætningen.

På grund af den genetiske variation i de cirkulerende stammer af svineinfluenza indeholder de kommercielle vacciner ofte flere stammer af subtyperne H1N1, H1N2 og H3N2. Mutationsraten overhaler dog alligevel vaccinerne indenom, og de veterinære vacciner er derfor aldrig opdaterede i forhold til den aktuelle stamme i svinestaldene. For at vaccineudviklingen kan følge med, kræver det et opgør med de krav, det europæiske lægemiddelagentur (EMA) stiller til industrien, mener Lars.

- Mit opråb er i virkeligheden, at reglerne omkring veterinære vacciner bliver blødt op på europæisk plan. Som det er nu, holdes en masse vacciner tilbage, fordi det simpelthen er for dyrt at producere dem. Man burde ligesom i USA fokusere på safety og så lade markedet bestemme, om vaccinerne er effektive nok. Dyrlægerne vil jo ikke bruge dem, hvis de ikke virker. Helt akut skal vi have lov til at opgradere vaccinerne meget mere hyppigt, end vi kan nu, siger Lars og fortsætter:

Jo længere tid virus cirkulerer i besætningerne, jo større er risikoen for, at der opstår rekombinationer.

- Det er jo grotesk, at man humant må skifte vaccinestammen ud hvert år, men at man ikke må det på svin. Det tager 10 år at få en ny svineinfluenza ind i en ny vaccine, og det betyder, at man aldrig har den aktuelle stamme i vaccinen.

Dialogen bør begynde i fredstid

Det er sket før, at man gennem effektive vaccineprogrammer har fået kontrol over verserende vira i svineindustrien, forklarer Lars og fremhæver PCV-2 og PRRS som eksempler.

PMWS ses som følge af vaccination stort set ikke mere, og for PRRS har vacciner, bedre diagnostik, et øget kendskab til smitteveje samt øget sektionering overordnet ført til markante forbedringer. I 2007 var fx cirka 56 procent af de danske blå SPF-besætninger deklareret fri for PRRS. Ved udgangen af 2020 var det tal steget til cirka 80 procent på trods af et stort udbrud i 2019.

Skal vi komme et udbrud af zoonotiske virus som svineinfluenza i forkøbet, er det dog afgørende, at planlægningen begynder i fredstid, konstaterer Lars. Et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når dialogen ikke er etableret, inden katastrofen rammer, har de fleste nok frisk i hukommelsen.

- Selvfølgelig er det myndighederne, der har det sidste ord, men et kærligt skub til branchen er bedre end hurtige, uovervejede beslutninger, som jeg mener, det var at slagte alle minkene, før andre muligheder var afsøgt. I Danmark har vi ellers god erfaring med det vi – inspireret af arbejdsmarkedet – kalder »den danske model«, hvor udfordringer med fx zoonoser løses i tæt samarbejde mellem branchen, myndigheder og eksperter. »Minksagen« må være skrækscenariet for alle, hvor dialogen tydeligvis ikke var optimal. Vi må kunne gøre det bedre, for der er jo i virkeligheden ikke nogen af de involverede, der har modsatrettede interesser, siger han og afslutter:

- Jeg kan ikke sætte mig ned i morgen og beskrive, hvordan det hele skal gøres i svinebesætninger for at forhindre den næste pandemi. Men vi bliver nødt til at gå i gang og erkende, at influenza i svin er meget mere end en grisesygdom.