Det virker som meget lang tid siden, men den krise, verden har befundet sig i det sidste halve år, begyndte med en flagermus på et marked i Kina. Eller gjorde den egentlig - vi er jo holdt helt op med at tale om den? Det kunne skyldes, at vi er blevet bombarderet med så meget information og forandring i mellemtiden, at flagermusen er gået i glemmebogen.
Men sandheden er nok snarere, at coronatidens første halve år har vist, at vi står med en pandemi, der er så ny og ukendt, at eksperterne fremsætter hypoteser i alle retninger.
Ikke engang virolog og dyrlæge på det Nationale Influenza Center Ramona Trebbien er helt klar over, hvad konsensus er lige nu på spørgsmålet om, hvor virussen kommer fra. Eller hvad hun selv hælder til at tro mest på.
- Forskere overalt i verden arbejder på at finde ud af, hvordan COVID-19 er blevet overført til mennesker. Men reelt ved vi ikke endnu, om historien om flagermusen er rigtig. Kødmarkedet i Wuhan er stadig interessant, fordi to tredjedele af det første hold smittede havde tilknytning til markedet. Til gengæld er der noget, som tyder på, at den allerførste smittede, som udviste symptomer i december 2019 – »patient nul« - ikke havde tilknytning til markedet. Spørgsmålet er, om vi nogensinde får endegyldigt klarhed over det. Så meget skulle dog være sikkert og vist: Vi har at gøre med en ny coronavirus ved navn SARS-CoV-2. Den stammer oprindeligt fra dyr, hvorfra den har spredt sig til mennesker.
Der skal nogle særlige omstændigheder til, før influenzatyper fra dyr er i stand til at smitte mennesker via luftvejene.
Der skal ske en ændring i genomet for, at en virus pludselig kan springe fra dyr til mennesker. Og vi har ikke set lige præcis dette gen-setup tidligere, fortæller Ramona Trebbien.
- Der kan være sket det, vi kalder en rekombination, hvor forskellige coronavira er blevet blandet sammen, eller måske har et virus ligget skjult i en værtsart. I hvert fald er det en helt ny virus, vi ser hos mennesker. I princippet kunne der være alle mulige virusser rundt omkring i verden, i flagermus eller hvad ved jeg, som blot venter på den rigtige vært. De er bare ikke blevet overført til mennesker, fordi der ikke har været nogen kontakt. Den hændelse, der skal til, har ikke fundet sted. Måske fordi der var nogen, som gik til venstre i stedet for til højre og derfor ikke fik kontakt med den fugl, der kunne have startet en global fugleinfluenzaepidemi, siger Ramona Trebbien, som sammen med samarbejdspartnere fra Københavns Universitet, DTU og St. Judes hospital i USA har fået en stor bevilling på 60 millioner til at undersøge, hvilke mekanismer der gør sig gældende for, at influenzavirus springer fra dyr til mennesker.
Værtsbarrieren
I efterhånden en del år har »pandemier« stået for menneskeheden som skrækscenarier, vi, uden rigtig at kunne gardere os overfor dem, er eksponerede for. Og den helt ukontrollerbare faktor, som også er den, der skræmmer os mest, er infektioner, som springer fra dyr til mennesker. Enhver med lidt fantasi kan forestille sig, hvor ukontrollerbart det kan være, hvis fremmedelementer trænger ind i vores system og gør os syge. Der er en grund til, at der bliver slået alarm, når der er fare for zoonotisk overføring, pointerer Ramona Trebbien.
- En virus, der kommer fra dyr, kan være særdeles farlig for mennesker, fordi virussen udvikler sig anderledes i os end hos det dyr, som den stammer fra. Fugleinfluenzaer har det fx med at sætte sig dybt i lungerne på mennesker og giver dybe og alvorlige lungebetændelser. Derfor er der også en høj dødelighed på cirka 50 procent, når mennesker inficeres med fugleinfluenzavirus. Almindelig sæsoninfluenzavirus sætter sig mere yderligt i det respiratoriske system, så man ikke bliver nær så syg, men har de almindelige influenzasymptomer.
- Vi ved rigtig meget om influenza, men står på næsten bar bund overfor corona, fortæller Ramona Trebbien.
- Symptomerne er ikke identiske, men de ligner hinanden. Begge er virusinfektioner og giver luftvejsinfektion. Og mange af modellerne, som vi har udviklet til influenza, kan overføres direkte. Corona-forskernes opgave er den samme som influenzaforskernes opgave. For at behandle og vaccinere skal vi have identificeret, hvordan virusset binder til vævet i kroppen, og hvordan det i øvrigt opfører sig, siger hun.
Men snart hører lighederne op, for corona-partiklerne er meget forskellige fra influenza. De er opbygget anderledes og tilhører en anden virusfamilie. Det komplicerer sagen, når man vil finde ud af, hvordan corona kommer ind i kroppen, fortæller Ramona Trebbien.
- For at en viruspartikel kan komme ind i kroppen, skal den finde noget derinde, som den kan binde sig selv til. Den leder blandt de proteiner, der sidder uden på overfladen af vores celler. Viruspartiklen kommer med nøglen, overfladeproteiner på cellerne er nøglehullet, kan man sige. Forskellige vira har bestemte proteiner, de foretrækker, når de skal ind i cellen. I sig selv har de ikke noget selvstændigt liv. De består groft sagt af en beskyttende skal med noget arvemateriale indeni og er flere tusinde gange mindre end en bakterie. Det er ved at »hacke« sig ind vores celler, at de får et liv, fortæller hun.
Koden, der skal knækkes
Når en virus kommer ind i kroppen, har den en slags molekyler på overfladen, der gør, at vores celler snydes til at lukke den ind. Og inde i cellerne snyder den igen systemet til at lave tusindvis af kopier af sig selv. Kopier, som så kan inficere andre celler. Hvis det ikke var for immunforsvaret, ville en virus til sidst inficere og ødelægge så mange celler i vores krop, at vi ikke ville overleve. Sådan går det heldigvis sjældent, fortæller Ramona Trebbien.
Den helt store gamechanger er efter min bedste vurdering vaccinen. Det er trods alt den, der historisk set har hjulpet os helskindet igennem talrige influenzaepidemier- og pandemier.
- Når immunforsvaret opdager en virus, udvikler det antistoffer, der fanger viruspartiklerne og gør det svært for dem at inficere nye celler. Immunforsvaret sætter sig fast på molekylerne, som sidder på virussens overflade. Og når antistofferne først er udviklet, kan immunforsvaret reagere hurtigt og effektivt. Når vi bliver vaccineret, skyder vi en genvej til at blive immune. For så viser vi immunforsvaret nøglerne, og det er klar med sine våben, hvis der skulle komme en virus forbi. Man er derfor immun, hvis man skulle møde samme type virus igen. Hele den beskyttelse, der består i, at immunforsvaret sæson efter sæson har oprustet mod en bestemt virus, har vi ikke, når det gælder corona. Immuniteten skal formodentlig opbygges helt forfra, siger Ramona Trebbien.
Koden, som vi skal knække for at kunne lave en effektiv vaccine, er, hvilket protein på coronavirus kroppen vil reagere mest effektivt imod. Først da kan man danne antistoffer og skabe immunitet ved at vaccinere, fortæller hun.
- Vi skal både vide noget mere om nøglen og om nøglehullet. Foreløbig ved vi, at vi er heldige med coronaproteinets overflade. Den gør, at vi kan bruge håndsprit effektivt.
Ofte er viruspartikler meget hårdføre, fordi der ligger en hård skal af protein udenpå dem. Derfor er der forskellige typer virus, hvor håndsprit ikke hjælper. Roskildesyge er et eksempel på en virus, der har en hård skal og derfor ikke kan sprittes væk. Men corona-partiklen har en fedtmembran rundt om sig, som gør, at sprit er effektivt, siger hun.
Influenza-setup’et
Den influenza, som hærgede i 2009, blev også kaldt en pandemi. Men hvorfor udviklede den sig ikke til at være nær så omsiggribende som corona?
- Dels havde vi udviklet en vis immunitet overfor den fra tidligere influenzaer. Og dels var forskerne klar med en vaccine lynhurtigt, fordi vi ved meget mere om influenza, end vi ved om corona, pointerer Ramona Trebbien.
- Vi har hele setup’et til influenzavirus og kan derfor reagere effektivt. Vi arbejder med et prototype-virus, hvor vi så »bare« skal udskifte nogle komponenter. Skabelonen er der, men den mangler fuldstændig, når det gælder corona-virussen. Det er helt rutinemæssigt, at influenzavaccinationer skal justeres hver ny sæson. En af de helt store udfordringer, når vi står på bar bund med en ny form for virus, er netop, at vi ikke ved, hvor meget den kommer til at ændre sig fra sæson til sæson. Vi ved ikke, om corona opfører sig som mæslingevirussen, der er næsten den samme i dag, som da vi var børn. Eller om den er helt uregerlig og gør vacciner ubrugelige på meget kort tid. Der skal også tages højde for, at der kan være store nationale forskelle. Lande har forskellige sundhedssystemer, demografier og befolkninger, hvilket alt sammen spiller en rolle. Det er først nu ved at blive beskrevet, og studierne kommer hen ad vejen. Indtil videre har jeg bidt mest mærke i de meget forskellige symptombilleder – fra ingen symptomer til svært syge. Men på nuværende tidspunkt er der så mange mellemregninger, vi ikke har, at det er svært at forudsige, hvordan symptomerne udvikler sig. Der er alt for mange ubekendte faktorer, som spiller ind, siger Ramona Trebbien.
Antiviral resistens
Én ting er vaccinen, noget helt andet er en effektiv behandling, som kan mindske symptomerne. Hvis man skal tage bestik af erfaringerne fra influenza med anti-viral resistens, så skal vi ikke håbe for meget på medicin, der kan symptombehandle COVID-19, fortæller Ramona Trebbien.
- Generelt er det svært at finde nogle effektive behandlingsmetoder overfor virus. Der findes behandling for herpes, som er rimelig effektiv. Og så har behandlingen af HIV, som nu anvendes i stor stil, været en virkelig stor succes. Her er det lykkedes at behandle på flere forskellige måder, hvilket gør, at man kommer udviklingen af resistens i forkøbet. Hvis det ene element i kombinationen ikke virker i, så virker det andet. Det er en skrøbelig proces at følge en virus, der hele tiden ændrer sig, til dørs. Og hvis en patient har et skrøbeligt immunforsvar, så kan det tage lang tid at komme af med den. Det giver så i sig selv et nyt problem med langvarige infektioner, for så har virus god tid til at udvikle resistens overfor behandlingsmetoden.
Der bliver hele tiden, uden nogen overvældende succes, forsket i nye behandlingsmetoder, fortæller Ramona Trebbien.
- På et tidspunkt var der nogen, som fandt ud af, at der på overfladen af nogle giftfrøer var et stof, som virkede mod influenza. Det kan lyde skørt, men det var faktisk en videnskabelig artikel, som fortalte om opdagelsen. Når den slags ting sker, så bliver jeg ofte kontaktet af en journalist for at kommentere på det, og jeg synes, det er lige spændende hver gang, selvom noget af det kan være lige lovlig spekulativt. Men vi ser ofte, at det er de mærkeligste opdagelser, der fører til løsningen. Det berømteste eksempel er vel den mug på væggen, som en forsker opdagede i sit laboratorium, der kunne slå bakterier ned. Sådan blev penicillin til.
Ofte er viruspartikler meget hårdføre, fordi der ligger en hård skal af protein udenpå dem. Derfor er der forskellige typer virus, hvor håndsprit ikke hjælper.
Da man forskede i HIV, prøvede forskere også alle mulige forskellige stoffer af – både kendte og ukendte. Så der kan både opstå løsninger, som er helt ude af boksen, og som vel mest af alt handler om held. Og der kan opstå løsninger, fordi man benytter videnskabelige skabeloner og modeller til at finde det stof, som kan hæmme virussens overlevelseschancer, siger Ramona Trebbien.
Lige nu ser der ikke ud til at være nogen større gennembrud på vej, når det gælder COVID-19, vurderer hun. Man har dog Remdesivir, som lader til at have en vis effekt hos patienter med COVID-19.
- Der bliver forsket på højtryk, men det går langsomt med at finde nye virksomme behandlinger. Når man tror, at man har færten af noget, så kan man blive slemt skuffet, selvom det, man har fundet, rent faktisk virker, fordi virus finder en måde at udvikle resistens hurtigt mod de lægemidler, der er tilgængelige. Bakterier kan vi ofte behandle effektivt med antibiotika, men det er straks sværere, når det gælder virus, som er meget mere hårdfør, blandt andet fordi den sidder inde i cellerne. Partiklerne er så små og så mange, at vi har svært ved at ødelægge dem.
- For influenzavirus er der er dog et par midler på markedet, som vi kan bruge i EU. Tamiflu og Relenza gør, at de nye influenzaviruspartikler bliver fanget i cellen, så de ikke kan slippe ud. En anden virkningsmekanisme er, at man hæmmer viruspartiklernes evne til at kopiere sig selv, hvilket er lægemidlet Baloxavirs virkningsmekanisme. Dette middel er dog ikke på markedet i Danmark endnu. En vej frem, som nogle forskere har undersøgt og fundet forbedret effekt med, er at benytte sig af begge mekanismer på én gang i en kombinationsbehandling. Men det stof, som sikkert slår virus ud, det har vi aldrig fundet, siger Ramona Trebbien.
Vi ser ofte, at det er de mærkeligste opdagelser, der fører til løsningen.
Vi har tre våben
Så hvor står vi med den corona-pandemi, som man må sige stadig er i fuld gang. Der er tre ting, vi kan håbe på – en effektiv vaccine, en behandling, der rent faktisk virker, og den flokimmunitet, som langt de fleste danskere på nuværende tidspunkt er blevet klar over, hvad betyder. Vi kan afvise virussen, hvis tilstrækkeligt mange bliver smittet med den med fare for, at flere end vi bryder os om, dør af den.
Der er forskere, som mener, at vi kan håbe på, at vi allerede har opbygget en vis immunitet overfor corona, fortæller Ramonas Trebbien.
- Vi har sandsynligvis ikke udviklet nogen videre immunitet overfor COVID-19, men andre former for forkølelses-corona kan muligvis være med til at give os immunitet. Der er også forskere, der mener, at fordi dem, der bliver smittet med corona, samtidig også er dem, der generelt blander sig mest med andre mennesker i samfundet, så behøver vi måske ikke at komme op på, at 60-70 procent befolkningen har været smittet, før en vis grad af flokimmunitet indtræffer. Det er endnu en ting, der svæver i det uvisse, og det kan også se ud som om, der under alle omstændigheder er langt derhen. Hvis jeg skal give et bud på, hvad status er på de våben, vi har til rådighed overfor pandemien, skal vi ikke gøre os store forhåbninger, hverken om en behandlingsmetode, der får styr på symptomerne, eller en flokimmunitet, som i nærmeste fremtid effektivt kan afvise virussen. Den helt store gamechanger er efter min bedste vurdering vaccinen. Det er trods alt den, der historisk set har hjulpet os helskindet igennem talrige influenzaepidemier- og pandemier, siger Ramona Trebbien.
