I det sydvestlige hjørne af Kenya ligger det verdenskendte naturområde Masai Mara. Området er indbegrebet af Afrika med vidtstrakt savanne og en helt fantastisk artsrigdom. Stedet er særlig kendt for den årlige migration, hvor enorme flokke af gnuer vandrer over græssletterne og krydser floder, idet de følger græssets vækstcyklus. I hælene på gnuerne kommer de store rovdyr: Løve, leopard, hyæne, gepard og vildhund. Det er et helt unikt økosystem med en enorm biodiversitet – og det er under voldsomt pres (1).
Kenyas befolkningstilvækst ligger blandt de højeste i verden, og i Masai Mara betyder det ikke blot flere mennesker, men også mere kvæg. Hvis dette naturområde skal gøre sig håb om også at eksistere for vores børnebørn, skal der sættes ind nu. Ikke kun for selve naturens skyld, men også for lokalbefolkningen, hvis primære indtægtskilde er knyttet til den turisme, som områdets natur genererer.
Et af de tiltag, som for nylig er blevet igangsat, er MNCDog project. Projektet er lokaliseret i Mara North Conservancy (MNC) - ét af de såkaldte conservancies, som grænser op til Masai Mara Nationalpark, og hvis grundlæggende idé er, at natur og mennesker skal kunne eksistere side om side. De lokale masaier i MNC har således indgået aftale med 11 turist-camps om at deles om området og respektere de regler for græsning og færdsel, der er indgået.
Men med den øgede befolkning og den øgede kvægbestand følger også en hastigt voksende bestand af tamhunde. Kvæget konkurrerer med det græssende vildt i området, men dette bliver holdt under kontrol ved at udpege specifikke græsningszoner for kvæget.
Noget andet er hundene. Indtil for ganske nylig var man ikke opmærksom på den skade, masaiernes tamhunde kunne forvolde, ud over risikoen for transmission af rabies fra hund til menneske (især børn). I 2014 satte et biologispeciale fra Aarhus Universitet fokus på problematikken omkring den voksende bestand af tamhunde i MNC (2). Specialet påviste ikke blot, at hundene er bærere af flere smitsomme vira (distemper-, parvo- og rabiesvirus) og parasitter, men også at hundene effektivt jager og nedlægger vildt, forstyrrer dyrene i ynglesæsonen og stjæler nedlagt bytte fra andre rovdyr. Man har ligefrem observeret, at tamhundene danner flokke, som drager på jagt, og tamhunden er nu det mest talrige rovdyr i Masai Mara uden for nationalparken.
Disse opdagelser bevirkede i 2018, at ledelsen af MNC råbte om hjælp: Noget måtte gøres for at få kontrol med hundeproblemerne. Udfordringen blev taget op den lokalt forankrede Karen Blixen Camp Trust i samarbejde med Institut for Klinisk Veterinærvidenskab på Københavns Universitet. Leder af MNCDog Project er således instituttets lektor, dyrlæge Rikke Langebæk, som siden 2018 har orkestreret indsatsen i MNC i nært samarbejde med den kenyanske organisation, VetAid, hvis leder, Dr. Gabriel Turasha, har sit daglige arbejde i området.
Formål med projektet
MNCDog Project’s overordnede formål er at begrænse antallet af tamhunde i Masai Mara-økosystemet og hindre spredning af sygdomme fra tamhunde til den vilde fauna gennem vaccinationer og ormebehandling. Mere specifikt er formålet at:
- Reducere antallet af tamhunde for dermed at reducere de strejfende hundes forstyrrende indflydelse på den vilde fauna
- Forbedre hundenes sundhed, velfærd og arbejdsevne
- Reducere risikoen for overførsel af sygdomme fra hunde til vildt og fra hunde til mennesker
- Reducere antallet af bidskader hos mennesker
- Reducere aggression mellem hunde
- Undervise lokale beboere i bæredygtigt hundehold og i håndtering af forholdet til den vilde fauna
- Udstyre lokale og internationale dyrlægestuderende med færdigheder og kompetencer relevante for naturbevarelse og håndtering af strejfende, halvvilde hundebestande
- Øge viden om den generelle sundhedsstatus hos masaihundene.
Det er således også vigtigt for projektet at sikre en øget forståelse i lokalbefolkningen for værdien i dels at have færre, men sundere hunde, dels at bevare den unikke natur som grundlag for bæredygtige turistvirksomheder og de medfølgende attraktive jobs.
Endelig har MNCDog Project givet mulighed for, at internationale grupper af dyrlæger og dyrlægestuderende kan mødes i et unikt undervisningssamarbejde. For mens den løbende indsats med vaccination og ormebehandling af hundene varetages af VetAid, så foretages neutralisationer og kastrationer af dyrlægestuderende fra Danmark (Københavns Unversitet), USA (Tufts University) og Kenya (Egerton og Nairobi Universities) under supervision af dyrlæger fra samme lande. To gange om året tager projektlederen således til Mara North Conservancy med fem danske, to amerikanske og tre kenyanske dyrlægestuderende og gennemfører ni dages workshop, hvor områdets tamhunde får foretaget klinisk undersøgelse, taget blod- og afføringsprøver til forskning og bliver kastreret/neutraliseret. Desuden tager projektet rundt til de lokale skoler og fortæller om projektet, og om hvordan operationer og vaccinationer foregår og hvorfor.
Workshoppen
De studerende fra de tre lande udvælges gennem en ansøgningsproces og skal som minimum have bestået deres basale kliniske og kirurgiske rotationer. Selve workshoppen strækker sig over ni dage, hvoraf de seks er dedikeret til det kirurgiske arbejde. De udenlandske studerende og dyrlæger er indkvarteret i Karen Blixen Camp – en danskejet turistcamp, som har helliget sig det naturbevarende arbejde ved blandt andet at have indrettet et særligt område i campen øremærket til forskere. De studerende vågner således op til udsigten over Mara River og store flokke af flodheste og impalaer, som er kommet ned for at drikke.
Første dag i campen holdes en lille konference, hvor projektet og workshoppens forløb gennemgås, hvorefter de studerende demonstrerer deres kirurgiske færdigheder på en hjemmebygget spay-simulator, The SimSpay (3) (Fig 1.). Dette gør det muligt for vejlederne at inddele de studerende i hold, hvor de kan sikre, at mindst én har et godt overblik og kan støtte den anden. Små skønhedsfejl kan ligeledes nå at blive rettet, inden de studerende i de efterfølgende seks dage skal foretage proceduren på masaiernes hunde.
Som afslutning på konferencen deles de 10 studerende ind i hold á to, som de følgende dage vil rotere mellem forskellige discipliner: kirurgi, anæstesi, klinisk undersøgelse, laboratoriearbejde samt vaccination i felten. Efter konferencen drager hele holdet op til den nærved liggende landsby Mararienda, hvor selve klinikken ligger.
Fra bar til klinik
Den midlertidige klinik er indrettet i en relativt stor bygning i udkanten af Mararienda by: »Elephantee Bar and Restaurant« (Fig. 2). En dejlig luftig bygning, malet indvendigt i skriggrøn og blå og med et ramponeret poolbord centralt placeret i det store lokale (Fig. 3). Et luftigt rum i husets ene ende fungerer som operationsrum med plads til to »operationsborde« (campingborde af plastic), og tre mindre rum bag poolbordet har vist sig velegnede til hundenes postoperative opvågning.
Forvandlingen fra bar til klinik var ikke åbenlys ved første øjekast: Overalt i bygningen hang der reklamer for diverse former for alkohol, der stod ramponerede sofaer overalt, strømmen fungerede kun lejlighedsvist, og de små lokaler var fyldt op med gamle senge og madrasser. Men med de studerendes opfindsomhed og arbejdsiver lykkedes det - der blev udtænkt procedurer til at sterilisere instrumenter og tamponer, operationsborde blev konstrueret i den rette højde, scrub-in-område og anæstesi-station blev oprettet, og endelig fik vi indrettet det stærkt nødvendige lounge-område med de tilstedeværende fyldige sofaer. Selv de slidte madrasser fandt sin anvendelse, idet de blev skåret op og anvendt som operationslejer.
Det var således fantastisk at se, hvordan alle – studerende, dyrlæger og chauffører fra campen – deltog og medvirkede til at skabe en klinik, da vi afholdt den første workshop i foråret 2019. For baren endte virkelig med at blive forvandlet til et helt lille hospital, inklusive laboratorie. Og de studerende selv udviklede allerede i løbet af første dag et anæstesiskema, en metode til at lave et »ear-notch«, en manual for sterilisation af instrumenter mv. De skabte løsninger og udfyldte de huller, som de selv havde behov for at udfylde, og som vi andre ikke på forhånd kunne have forudset ville opstå.
Forløbet i klinikken
Patienterne, som skal opereres, bliver efter aftale med ejerne hentet ude i de små »homesteads« og kørt i pick-up truck til klinikken (Fig. 4). Hundene er fritgående og ikke ligefrem samarbejdsvillige. Det kan derfor være udfordrende at fange dem og iføre dem de mundkurve, som er absolut nødvendige rent sikkerhedsmæssigt. Ved ankomst til klinikken bliver hundene vejet og kredsløbet tjekket, hvorefter de injiceres med Medetomidin+Ketamin (tæver) eller Xylazin+Ketamin (hanhunde) for derefter at falde i søvn i ét af de små baglokaler. Ofte kan den grundige kliniske undersøgelse først foretages af to studerende, når hundene er faldet i søvn, da disse hunde slet ikke er vant til at blive håndteret, og enhver manipulation med dem i vågen tilstand vil gøre dem unødigt stressede (Fig. 5).
Efter den kliniske undersøgelse bliver operationsfeltet klargjort og hunden båret ind i operationsrummet til et af de to operationsborde, som er konstrueret af plastichaveborde på vakkelvorne ben – benene måtte forlænges for at få en passende arbejdshøjde (Fig 6). En let brise suser kølende ind gennem det tætte net, som dækker vinduesåbningerne og gør arbejdsforholdene tålelige for kirurger og anæstesiologer. En studerende har ansvar for anæstesien af hunden, mens to andre foretager selve indgrebet, superviseret af en dyrlæge fra enten KU eller Nairobi Universitet (Fig 7.). Fra en række danske virksomheder har vi fået doneret utensilier, som bidrager til, at operationerne kan udføres på et efter omstændighederne højt niveau. Som regel er der to operationer i gang samtidig – enten kastrationer af hanhunde eller neutralisationer af tæver.
Selvom kastrationsproceduren anses for relativt simpel, er de studerende blevet mødt af udfordringer, de ikke før har set. For mange af hanhundene har ar efter bidsår på scrotum, hvilket gør, at de studerende skal tænke kreativt og konstruktivt og selv finde ud af, hvordan de enkelte tilfælde skal løses. Ved afslutning af operationerne bliver der af laboratorieholdet lavet et »ear-notch«, så hunden kan identificeres efterfølgende, og der tages blod-, fæces- og slimhindeprøver, hvorefter hunden bliver lagt ind i et skyggefuldt rum til opvågning (Fig. 8).
Samtidig med aktiviteterne i klinikken kører to studerende med mr. Inderjiit fra VetAid ud til bostederne og vaccinerer hunde – besøg som virkelig har været en øjenåbner for de danske og amerikanske studerende (Fig. 9). De får på denne dag virkelig set, under hvilke forhold både dyr og mennesker lever ude på savannen og dermed en bedre forståelse for, hvorfor hunden ofte kommer nederst i familiens fødekæde (Fig. 10).
Selve klinikarbejdet har naturligvis også været lærerigt på mange måder udover det rent faglige. For selvom vi synes, vi har fået indrettet en komplet lille klinik, er der langt til de vante danske forhold: Visse dage har vi måttet arbejde til sent om aftenen og operere i lyset fra pandelamper og smartphones, andre dage hvirvlede støvet ind gennem sprækkerne i vægge og vinduesnet og lagde sig som et fint lag på al inventaret i »operationsstuen«, og vandet, som hver dag blev leveret i store dunke, rakte kun med nød og næppe til en hel dags aktiviteter. Når beholdningen af sterile tamponer begyndte at svinde, lærte de studerende hurtigt, at en fugtet tampon ikke nødvendigvis behøver være fugtet med saltvand for at suge, men at man lige så vel kan bruge en blodig, opvredet tampon. Og ved mangel af et undersøgelsesbord kan camping- og barborde – ja sågar et stykke pap på gulvet sagtens bruges.
Arbejdet i felten
Workshoppens sjette dag er en oplevelse i sig selv, idet hele holdet forlader klinikken og i stedet drager i firehjulstrækkere ud på savannen. Herude, langt fra Mararienda by, ligger spredte bomaer, hvor én eller to familier bor med deres kvæg og hunde. På forhånd har MNCDog project aftalt med familierne, at vi kommer i løbet af dagen og kastrerer deres hanhunde. De tre firehjulstrækkere bliver stillet op ved bomaen, således at der kan spændes en presenning ud mellem dem for at skabe skygge. De to campingborde bliver placeret i skyggen, en scrub-in-station organiseres på bagsiden af den ene bil, og en »steril-central« til kogning af instrumenter indrettes bag en anden (Fig. 11 og 12).
Vi har hidtil kun afviklet dette kirurgiske »savanne«-arbejde én gang, men der er ingen tvivl om, at det har været endnu en øjenåbner for de studerende. På en meget varm, solrig og blæsende dag oplevede de, at det kunne lade sig gøre at bedøve og operere syv hanhunde uden komplikationer af nogen art – i hvert fald ikke for hundene. For de studerende selv måtte konstant være opmærksomme på at undgå overophedning (både af patient og kirurg), dehydrering, solskoldning og på at reagere lynhurtigt, når et vindstød blæste støv op, så operationsfeltet øjeblikkeligt måtte tildækkes for at undgå kontamination.
Status for projektet
MNCDog project har nu kørt siden 2018 med støtte fra Englunds Fond (2018-2019) og Karen Blixen Camp Trust samt en række virksomheder, som har doneret utensilier og udstyr: Kruuse A/S, E-Vet, Boehringer; Johnson&Johnson, Eickemeier. Siden begyndelsen af 2020 er projektet støttet i to år af Dyrenes Beskyttelse og har fået en donation fra Ragnhild Bruuns Fond. Ved hjælp af disse gavmilde donationer har projektet på ganske få år sat tydelige aftryk og har langsomt opnået at få vendt lokalbefolkningens indstilling til hundehold og -velfærd. I modsætning til tidligere er mange flere nu villige til at lade deres hunde vaccinere og nu står folk ligefrem på venteliste til at få deres hunde neutraliseret. Siden september 2018 er 1.700 hunde blevet vaccineret, og i løbet af de to afholdte worskhops er 86 hunde (han og hun) blevet neutraliseret. Desuden er to specialeprojekter om henholdsvis parasitforekomst og anæstesiprotokol under udarbejdelse, og flere forskningsprojekter er i støbeskeen.
Desværre måtte den planlagte workshop i maj 2020 aflyses på grund af COVID-19-situationen, og vi håber selvfølgelig, at det bliver muligt at gennemføre workshoppen i november 2020, så vi kan fortsætte arbejdet med at begrænse antallet af hunde i området. Heldigvis har vores lokale samarbejdspartnere, VetAid, været i stand til at fortsætte deres vaccinations- og informationskampagner, således at vi kan fastholde den tillid, som MNCDog Project har opnået hos lokalbefolkningen.
Magisk, meget større end bare kirurgi
Én ting er den store betydning, projektet har for masai-hundenes sundhed og for Masai Mara-økosystemets bevarelse, en anden er det uudslettelige indtryk, oplevelsen har gjort på deltagerne i workshop’ene. Nogle af de gennemgående ord, som er dukket op i forbindelse med disse er: Magisk/meget større end bare kirurgi, teamwork, skabe noget sammen, gøre noget, som har større betydning end bare min egen udvikling, kulturelt møde… og meget, meget mere! Gabriel Turasha, lederen af VetAid, Kenya sagde på første workshop afslutningsvis til de kenyanske studerende: »I’m normally not a lazy person, but I was just sitting there in the clinic watching all the efficiency and the very competent girls [de danske og amerikanske studerende], and I was so impressed. If I had had this kind of experience when I was a young vet, my life would have been completely different. So, Amos, Simel and Matthew [de kenyanske studerende], I hope you realize what an exceptional opportunity this has been for you and that you will continue to learn and to grow as you have done this week!«
Projektet har således også en stor betydning for den interkulturelle udveksling af erfaringer, viden og kompetencer blandt dyrlæger og dyrlægestuderende. Og ikke mindst har Mararienda og MNC Dog Project potentialet til at blive et forbillede for andre byer/områder, hvor man ønsker en harmonisk balance mellem lokalbefolkninger, deres husdyr og den natur, vi alle ønsker at beskytte. Vi håber selvfølgelig, at projektet får mulighed for at fortsætte på trods af udfordringerne, både de økonomiske, de lokalpolitiske, de klimamæssige og de verdensomspændende.
Taksigelse
Tak til Dr. Gabriel Turasha, VetAid Kenya, og Dr. Stephen DeVincent, Tufts University, USA, for fortrinligt samarbejde.
Tak til de studerende fra Nairobi, Egerton, Tufts og Københavns Universiteter for engagement, opfindsomhed og arbejdsiver.
Tak til Karen Blixen Camp for det smukkeste »husly« og den mest fantastiske logistiske assistance.
Tak til vore gavmilde sponsorer uden hvis bidrag MNCDog Project ikke ville eksistere. Hovedsponsorer i 2020-22 er Dyrenes Beskyttelse og Ragnhild Bruuns Fond.
