Rutinemæssig halekupering af grise er forbudt i EU, men en meget stor del af grise i EU og næsten alle danske grise bliver i dag halekuperet for at forebygge halebid.
Vi har ved Aarhus Universitet (AU) foretaget en omfattende analyse af haleskader hos konventionelle indendørsgrise, konventionelle frilandsgrise og økologiske frilandsgrise, der viste, at forekomsten af registrerede haleskader på slagteriet i de tre grupper af grise var var henholdsvis 0,7 %, 2,9 % og 2,1 % (1). Altså noget højere hos ukuperede grise (konventionel friland og økologi) end hos kuperede grise (konventionel indendørs).
Myndigheder overalt i EU gør nu en stor indsats for at få svineproducenter til at ophøre med at kupere haler. Halebid indgår typisk i registreringsprotokollen for kødkontrol på tværs af EU, og det er derfor nærliggende for myndighederne at anvende registreringer fra kødkontrollen i overvågning af niveau af halebid. Den enkelte svineproducent kan bruge resultaterne fra kødkontrollen i bestræbelserne på at følge udviklingen i halebid i besætningen, efterhånden som han implementerer nye tiltag til forebyggelse.
Flere studier har vist, at der er stor forskel i niveauet af halebid mellem besætninger med hele haler. Der er således mulighed for at opnå et lavt niveau af halebid også efter ophør med halekupering.
Men hvor god en indikator er kødkontrollens registrering af haleskader på ukuperede grise i Danmark? Det satte vi os for at undersøge i et studie, der nu er publiceret i tidsskriftet Porcine Health Management (2).
Materiale og metode
Gennem to kolde perioder i 2018 og 2019 fulgte vi 24 hold af ukuperede slagtesvin i 15 slagtesvinebesætninger (2 produktionstyper; friland og økologi). En forsker fra AU tog ud i besætningerne, umiddelbart før grisene skulle leveres til slagtning, og lavede en vurdering af haleskader. Disse resultater blev sammenholdt med kødkontrollens resultater på slagteriet. Vi havde således ikke sammenhørende værdier på griseniveau, men på holdniveau.
Figur 1. Boxplots af haleskader i besætninger og ved kødkontrol.
Ved vurderingen af halen i besætningen brugte vi en skala med fire kategorier:
- En normal intakt hale (intakt hud, halespids og hår på hele overfladen)
- En mild ophelet skade (intakt hud, halespids med skarp og abrupt afslutning og uden hår på den yderste del)
- En mild ikke-ophelet skade (ikke-intakt hud, halespids med skarp og abrupt afslutning og uden hår på den yderste del)
- En alvorlig skade (ikke-intakt hud og hævelse og/ eller tydeligt tab af væv).
Resultater
I besætningerne fandt vi i 13 % af grisene med milde haleskader, 9 % med milde, ikke-ophelede skader og 6 % med alvorlige skader på halerne (median-værdier). Der var stor variation mellem holdene, som det fremgår af figur 1.
Alle grisene i studiet blev slagtet på samme slagteri. Slagteriet registrerede haleskader ud fra deres almindelige protokol med to koder: Kode 600: Halebid, lokal begrænset og kode 601: Halebid/haleinfektion.
I vores undersøgelse blev ca. 1 % af de slagtede grise fra de pågældende hold registreret med halebid. Vi lavede en statistisk analyse, hvor vi sammenlignede registrering af alvorlige skader ved vores kliniske undersøgelse i besætningerne (de 6 %) med registrering af halebid i kødkontrollen.
Resultatet fra sammenligningen er vist i figur 2. Som det fremgår, blev der registreret en væsentlig lavere forekomst af haleskader i kødkontrollen end ved den kliniske undersøgelse. Der var ikke nogen systematisk sammenhæng mellem fund i den kliniske undersøgelse og fund på slagteriet. En høj forekomst af haleskader på de levende slagtesvin i besætningen gav således ikke nødvendigvis en høj forekomst ved kontrollen på slagteriet.
Figur 2. Sammenhæng mellem påvisning af haleskader i besætninger og ved kødkontrol. Regressionslinje (fuldoptrukken) med 95% konfidensinterval (afbrudte streger). Den prikkede linje indikerer, hvordan data ville have ligget, hvis der var perfekt overensstemmelse mellem de to måder at vurdere haleskader på.
Diskussion
Vores resultater viser, at den aktuelle registrering af halebid i kødkontrollen ikke afspejler niveauet af haleskader i en besætning. Det er for så vidt ikke overraskende. Vi forventede ikke, at slagteriet ville registrere lige så mange skader, som vi havde set på de levende grise, da kontrollens opgave jo er at identificere de grise, der potentielt udgør en risiko for menneskers sundhed. Men at man heller ikke kunne se nogen form for systematik i forekomsten af skader på levende og slagtede dyr overraskede os. Vi havde håbet at finde en systematisk sammenhæng, således at kødkontroldata kunne bruges til se udvikling over tid og til at finde forskelle i niveau mellem besætninger med ukuperede grise. Resultatet viste desværre, at en svineproducent, der giver sig til at producere grise med lange haler, aktuelt ikke kan bruge resultater fra kødkontrollen i sin monitorering af besætningens evne til at forebygge halebid.
Det må forventes, at en del svineproducenter vil få problemer med halebid, når de ophører med halekupering. Det er derfor vigtigt, at producenterne har gode redskaber til at overvåge udviklingen i egen besætning, og at der foreligger pålidelig information om niveauet af haleskader på besætningsniveau, som kan bruges i rådgivningen og til erfaringsudveksling mellem producenter.
Det synes oplagt at registrere tegn på halebid på slagteriet. Registreringer i besætningerne vil alt andet lige være dyrere og sværere at standardisere. Flere steder i Europa arbejdes der på metoder til automatisering af registrering af haleskader på slagteri (3). Et eksempel er 3-dimensional billedanalyse (4).
En mere detaljeret og valid registrering af tegn på halebid på slagteriet vil føre til registrering af et højere niveau af haleskader på ukuperede grise. Det statslige dyrevelfærdsmærke »Bedre Dyrevelfærd« godkender aktuelt kun grise uden tegn på halebid på slagteriet (5). Der ligger derfor et dilemma i, at en mere valid registrering af haleskader på slagteriet umiddelbart vil reducere værdien af at deltage i mærkningsordningen. I længden vil en valid registrering dog være en gevinst, fordi slagteriets data kan bruges som et arbejdsredskab i forhold til at minimere forekomsten af halebid i besætningerne.
