Hvorfor er det så svært at få landmanden til at aflive kronisk syge dyr?

De fleste praktiserende dyrlæger har sikkert taget sig selv i at tænke: Hvorfor gør landmanden ikke, som jeg siger? Hvorfor ser han/hun ikke det, jeg ser? Jeg har jo sagt igen og igen, at han/hun skal aflive de der dyr med dårlig prognose – rådgivningsbesøg efter rådgivningsbesøg!

En måde at forstå, hvorfor man ikke får landmanden til at gøre, som man siger, kan være at begynde med den egentlige betydning af ordet kommunikation. Kommunikation er afledt af det latinske communis, som betyder »fælles«, og communicare, som betyder at gøre fælles/at dele med nogen. I nutidens daglige tale bruges ordet kommunikation oftest i betydningen »at sende et budskab«, og netop den fortolkning kan måske være årsag til, at folk ikke hører, hvad man siger - det er nemlig ikke »afsenderen«, men »modtageren«, der afgør, om en egentlig kommunikation finder sted. Er modtageren ikke mentalt klar til at modtage et budskab og villig til at forstå, finder kommunikationen og eventuelt ændring i adfærd og handlemønstre ikke sted.

Alt dette lærer de dyrlægestuderende, der på sidste år af studiet har valgt at arbejde med rådgivning i produktionsdyrsbesætninger. Kommunikation er på skemaet med et kursusforløb, hvor de studerende bliver introduceret til forskellige basale begreber inden for kommunikation. Det foregår primært ved praktiske øvelser med konkrete oplevelser fra praktikophold og arbejdet med de studerendes projektbesætninger, men også private oplevelser med vanskelige samtaler sættes i spil. Kurset strækker sig over to gange to dage med 8 ugers mellemrum med kommunikationsrådgiver Sigge Birkenfalk som underviser. Kurset arrangeres af professor Liza Rosenbaum Nielsen og adjunkt Dorte Bay Lastein med deltagelse af adjunkt Inge Larsen.

I denne artikel får du indblik i nogle af de begreber, Sigge Birkenfalk underviser i, belyst ved et mere eller mindre tænkt eksempel fra en rådgivningssituation omkring landmandens rettidige aflivning af kronisk syge dyr.

Hvad ser dyrlægen - hvad ser landmanden?

Ved gennemgang af sygestier på et rådgivningsbesøg kan man som dyrlæge nogle gange opleve eksempler på dyr med slette prognoser, hvor en aflivning efter en dyrlægefaglig vurdering vil være det bedste. Fødevarestyrelsens rapport for kampagnen Håndtering af syge og tilskadekomne slagtesvin og søer fra 2018 viser også, at nogle landmænd ikke er gode til at håndtere syge og tilskadekomne grise. Rapporten uddyber desværre ikke, hvorfor nogle landmænd ikke er gode til at håndtere syge og tilskadekomne grise.

Et eksempel kan være en 30 kg’s-gris, som går i en sygesti og er springhalt på et forben med en kraftig hævelse over skulderpartiet. Dyrlægens vurdering er, at prognosen for helbredelse af en sådan gris er slet. Dyrlægen ser altså en gris, der skal aflives.

Hvad ser landmanden? Hvad tror vi som dyrlæger, at landmanden ser? Ved vi som dyrlæger, hvad landmanden ser?

Landmanden kunne se en 30 kg’s-gris, som han har sat i sygesti. Den æder og er ikke afmagret, men han har ikke helt styr på, hvor længe grisen har opholdt sig i sygestien. Landmanden håber på at se en gris, der kan sendes til slagt, og bryder sig generelt ikke om at aflive grise.

Skal landmandens holdning/adfærd ændres i disse situationer, kræver det, ifølge Sigge Birkenfalk, at vi som rådgivere forstår landmandens perspektiv, men det kræver også, at landmanden forstår, hvorfor vi som dyrlæger siger det, vi gør. Vi skal have vores viden overflyttet til landmanden for at få ham/hende til at aflive kronisk syge dyr rettidigt.

Og hvordan gør vi så det?

Skab et »mentalt helle« i rådgivningssituationen

Vil man ændre modtagerens (landmandens) indstilling eller adfærd kan det være vanskeligt, hvis han/hun er optaget af andre ting, eksempelvis en medarbejder, der er syg, en fodersnegl, der er i stykker for tredje gang, et frygtet tandlægebesøg eller lignende. I disse tilfælde er modtageren ikke »parat« til at modtage og reflektere over et budskab fra dyrlægen. Standardfraser såsom: »Få nu de grise aflivet!« - eller en vedhæftet standardtekst i dyrlægens besøgsrapport er måske heller ikke det mest virksomme, hvis der skal ændres grundlæggende adfærd.

Et værktøj til at nå ind til landmandens bevidsthed kan, ifølge Sigge Birkenfalk, eksempelvis være at skabe et »mentalt helle« i rådgivningssituationen. En form for tryg situation, der skabes ved at stille åbne spørgsmål, som landmanden ikke kan besvare med et »ja« eller »nej«, og hvor refleksion er nødvendig for at svare – fx: Hvad har vi her? Hvad ser du her? Tror du, den har ondt? Hvordan ved du det?

I et såkaldt helle skal man undgå at være for konfronterende i sin spørgeteknik - eksempelvis med spørgsmål som »Hvorfor har du ikke aflivet de her grise?!«, hvilket kan få modtageren til at gå i forsvarsposition og dermed ikke begynde at reflektere.

Intentionen med det mentale helle og de åbne spørgsmål er at få landmanden til selv at reflektere over håndteringen af de syge grise i besætningen - hvad synes han/hun egentlig? Og den vej rundt tage stilling til håndteringen af kronisk syge grise, ikke kun ved det indeværende rådgivningsbesøg, men også fremover.

Mennesketyper

Der findes flere modeller til at beskrive typer af mennesker. I rådgivnings- og kommunikationssammenhæng arbejder Sigge Birkenfalk med det, han kalder »kognitive« og »auditive« mennesker.

Kognitive mennesker er populært sagt »dem, der tænker, før de taler«, og auditive personer er »dem, der taler, før de tænker«. Typerne er ikke eksempler på, hvad der er rigtigt eller forkert og heller ikke en fuldstændig måde at kategorisere mennesker på, idet vi alle indeholder elementer af begge dele, men det er en konstatering af, at vi er forskellige i vores måde at reflektere og udtrykke os på. Kognitive mennesker har brug for at tænke nogle sekunder, ja nogle gange op til minutter, før de har formuleret det, de vil sige, hvorimod auditive mennesker har brug for at sige ting højt og tale sig frem til, hvad deres synspunkt er. Hvor kognitive mennesker kan synes, at auditive »taler for meget«, kan auditive mennesker omvendt synes, at kognitive mennesker er »langsomme i optrækket«. I rådgivningssituationer kan auditive mennesker have gavn af at holde pause i deres egen talestrøm, stille åbne spørgsmål og lytte, mens kognitive mennesker skal lære at sige: »Stop lige… jeg skal lige tænke mig om«.

Situationstilpasset rådgivning

Der findes ikke én korrekt rådgivningsstil, men Sigge Birkenfalk introducerer de dyrlægestuderende for den modtagerbestemte og situationstilpassede rådgivning og ledelse, som kan bruges både i daglig ledelse, rådgivning og undervisning.

Første skridt ved denne rådgivningsmetode er at identificere modtagerens motivation (høj/lav) og deres ekspertise (høj/lav). Ved aflivningsproblematikken kan et eksempel være en ny medarbejder, der ikke ved, hvordan en boltpistol og stikkniv håndteres, men gerne vil lære det (høj motivation, lav ekspertise). Et andet eksempel kan være en ældre landmand, som absolut ikke bryder sig om at aflive grise (lav motivation, høj ekspertise). Problemstillingen er den samme, at syge grise ikke aflives, men måden at løse problemet på er forskellig.

Den modtagerbestemte og situationstilpassede rådgivning kan kategoriseres som vist i tabel 1.

Tabel 1. Situationsbestemte rådgivningsmetoder efter Sigge Birkenfalk.

Hvordan bliver vi bedre som rådgivere?

At komme igennem med sit budskab og få en landmand til at ændre rutiner er en af de store og spændende udfordringer ved sundhedsrådgivningsarbejdet i produktionsbesætninger.

Kommunikative værktøjer til at få en landmand til at blive bedre til at aflive kronisk syge dyr kan blandt andet være at katalysere deres selverkendelse ved at skabe et mentalt helle, lytte til dem og yde råd og støtte baseret på deres individuelle motivation og ekspertise. Alt sammen med det formål, at vi som rådgivere forhåbentlig kan inspirere til, at landmændene selv tager stilling til, hvordan de i deres besætning afliver kronisk syge dyr rettidigt – til gavn for både dyrene og dem selv.