Annonce Banner Banner Banner

Hvad bør en »god dyrlægeattest« indeholde?

Dyretransport Dyrlægeattesten er et godt redskab til at lade tvivlen komme dyret til gode, når et dyrs transportegnethed skal vurderes. Vi har samlet syv råd.

Guide

En dyrlægeattest udstedt til et dyr, der ønskes transporteret til eksempelvis slagteri, skal indeholde en solid veterinærfaglig vurdering, der er skriftligt dokumenteret – og ikke kun en
diagnose. I modsat fald kan embedsdyrlægen på slagteriet kun vurdere dyrets tilstand på ankomsttidspunktet og ikke inddrage den attestudstedende dyrlæges veterinærfaglige iagttagelser
i embedsdyrlægens konklusion.

Undersøgelse af et dyrs transportegnethed omfatter de samme elementer som klassisk klinisk diagnostisk, og de enkelte delelementer skal beskrives nøjagtigt:

  • Entydig identifikation af dyret
  • Problemorienteret klinisk undersøgelse
  • Diagnose
  • Tilstandens stabilitet over tid
  • Samlet konklusion af egnethed til en given transport
  • Attestens »gyldighedsperiode«
  • Entydig identifikation af den udstedende dyrlæge.

Entydig identifikation af dyret

Dyret skal kunne identificeres entydigt, så der på slagteriet ikke kan rejses tvivl, om det pågældende dyr er identisk med det, der er undersøgt af dyrlægen.

Denne identifikation er som udgangspunkt øremærke (gerne påsat ved dyrlægens undersøgelse ved slagtesvin) klovbærende dyr.

Problemorienteret klinisk undersøgelse

Den kliniske undersøgelse kan fokusere på den tilstand, som er årsagen til, at dyreejeren ønsker en dyrlægeattest, men det er afgørende, at dyrets generelle kliniske tilstand også medtages.
Alle observationer skal kort dokumenteres i attesten.

Diagnose

De kliniske observationer sammenfattes i en diagnose, så der kan dokumenteres en logisk sammenhæng med observationer og den fremsatte diagnose.

Tilstandens stabilitet over tid

Dette punkt er meget vigtigt og giver oftest problemer på slagteriet, hvis det mangler. Ofte kan dyrlægen give en vurdering på eksempelvis 6 timer, men der vil også være tilfælde, hvor dyrlægen vurderer, at dyret bør transporteres umiddelbart efter undersøgelsen. Stabilitetsvurderingen går over i næste punkt.

Samlet konklusion af egnethed til en given transport

Diagnosen og dens stabilitet over tid skal munde ud i en konklusion, som kan været en af tre:

  1. Transportegnet (eksempelvis inden for de næste 12 timer) uden særlige hensyn
  2. Transport under ekstra hensyn:
    o Adskilt fra andre dyr
    o Ekstra gode pladsforhold
    o Ekstra strøelse
    o Ikke til eksport eller over samlestald.
  3. Ikke transportegnet.

Attestens »gyldighedsperiode«

Her anføres den maksimale tid, som dyrlægen vurderer, transporten skal være tilendebragt indenfor. Dette baseres på tilstandens stabilitet og eventuelle ekstra hensyn.

Entydig identifikation af den udstedende dyrlæge

Husk tydelig angivelse af navn, adresse, telefonnummer og autorisationsnummer.