I Fødevarestyrelsens transportguide om transportegnethed er der beskrevet syv forskellige lidelser, og det er de samme skader, Wencke Petersen og kolleger ser hver dag, når de modtager grise i AM-kontrollen på Danish Crowns svineslagteri i Blans.
- Vi ser mange store brok, men ikke længere med sår. Det er umiddelbart min vurdering, at det er blevet meget bedre, fordi vi har fokus på problemet. Også halebid er der kommet meget mere opmærksomhed på, hvilket der ikke har været før, og det har hjulpet utrolig meget i forhold til vurderingen af transportegnethed, siger Wencke Petersen og påpeger, at især chaufførerne gør en rigtig stor indsats for at adskille grisene under transporten, hvilket betyder, at embedsdyrlægerne ikke længere ser mange blødende haler, når grisene kommer ind til slagtning.
Som reglerne er, må der ikke være friske blødninger og heller ikke hævelse, blødninger eller betændelse i halen. Hvis den er dækket af sårskorpe, og grisen er upåvirket, og der ikke er infektion i halen, må den tages med som adskilt transport.
Gråzonen er stor
Haltheder er under ét ubetinget den skavank, embedsdyrlægerne ser flest af i gråzonen, forklarer Wencke Petersen.
- Vi ser deforme klove, senekontraktur, hvor grisene går med meget krumme forben. Vi ser nye og gamle ledbetændelser, arttrirtis og artrose og vi ser gamle knoglebrud, der bliver sendt til transport. Haltheder er fortsat et område, der kræver stort fokus, og som også kræver meget opmærksomhed fra chaufførerne, når de står ude i besætningen og skal adskille grisene korrekt, understreger Wencke Petersen og tilføjer:
- De må transporteres, hvis de er lettere tilskadekomne eller halte – i de tilfælde kan de transporteres adskilt, men hvis de er springhalte, må de ikke transporteres. Chaufføren og landmanden skal også have i baghovedet, at en transport kan øge halthedsgraden, bemærker Wencke Petersen.
- Grisen er rigtig god til at gemme sig i flokken – det er et udpræget flokdyr – så selvom den halter og ikke har det så godt, prøver den at følge med strømmen og støtter sig op ad naboen. Det er en af de store gråzoner, vi har lige nu og her. Vi ser dem dagligt, fastslår Wencke Petersen.
Der er nogle chauffører, der er gode til at adskille grisene, og andre har svært ved det, hvilket Wencke Petersen egentlig har forståelse for.
- Landmanden har det helt store overblik og ser grisene til dagligt, så der burde fra landmandens side ske en større adskillelse af dyrene som forberedelse til transporten. Chaufførerne har rigeligt at se til med at sortere, tælle og sætte grisene ind i de enkelte bokse, mens landmanden burde have mulighed for at tage de dyr fra, som skal have adskilt transport under transporten.
Skader under transporten
Hovedparten af de skader, embedsdyrlægerne ser i AM-kontrollen, er skader, der er opstået ude i besætningen. Skader, der sker undervejs under transporten, er ifølge Wencke Pedersen primært dyr, der kan komme i klemme, eller at de bliver drevet for hårdt ved pålæsning og aflæsning og måske får vredet et ben. Slåskampe er også et problem.
- I Blans oplever vi, at transporter fra nogle avlscentre, hvor man blander han- og hundyr sammen, er et problem. I forhold til størrelsen er de måske egnet til sammenblanding, men i forhold til kønsmodenhed er det et problem, fordi grisene har sloges undervejs, og de slås rigtig meget inde i stierne efterfølgende på slagteriet, siger Wencke Petersen og påpeger, at chaufførerne ikke har mulighed for at kønssortere dem, men det har besætningerne mulighed for.
Problemerne skal italesættes
I de seks år, hvor Wencke Petersen har været på DC i Blans, er det kun sket en enkelt gang, at hun har set en dyrlægeattest på de tusindvis af grise, der ankommer til slagteriet. Til gengæld ser hun og kolleger mange brokattester, der må være op til en uge gamle og udstedes ved transport af op til 5 brok- grise i et rum. Ifølge embedsdyrlægen ses der tit manglende og sikker identifikation af de enkelte grise. Mange er slet ikke markeret ved ankomst til slagteriet.
- Jeg kunne godt ønske mig, at dyrlægeattest bliver taget lidt mere i brug. Fx at landmanden har en dyrlæge ude til at kigge på de halte grise. Vi kan jo se, at der er mange med ledbetændelse og enkelte gamle brud, der bliver sendt afsted. Det virker som om, at dyrlægen ikke bliver brugt særligt meget til vurdering af grise inden transport i Danmark, ud over, når der er tale om transport af flere grise med brok.
Wencke Petersen appellerer til, at dyrlægerne, når de er på sundhedsrådgivningsbesøg i besætningerne, også har fokus på at have en dialog med landmanden om dyr, der skal transporteres.
- Spørg ind til, om der er nogen, der har problemer med led og ben og se på, om de er egnet til transport, eller om de skal transporteres adskilt. Der er nødvendigt at få italesat over for landmanden, at der kan være problemer.
Wencke slår fast, at dyrene er landmandens ansvar.
- Bedømt ud fra de mange grise, vi ser på slagteriet, er det min opfattelse, at der er brug for mere fokus på den enkelte gris’ fysiske kondition. På det sidste har vi faktisk fået en del små grise på 50-70 kg med kæmpestore brok. De grise er faktisk ikke egnet til transport, men det er tilladt, hvis de kan transporteres adskilt, men det er jo ikke meningen, at en så lille gris skal rende rundt med en brok under maven på størrelse med en fodbold.
- Når vi modtager 200 grise fra én besætning, har vi tidligere set på den samlede flok. Men nu har vi så småt ændret synsvinkel også på svineslagterierne og kigger på det enkelte dyr. Og det er jo der, hvor vi skal hen. Dyreværnsloven tager ikke hensyn til flokstørrelse – den tager udgangspunkt i det enkelte dyr. Det er tydeligt, at hver enkelt gris har følelser - det er sansende individer. Dette bliver vedkendt i den nye Dyrevelfærdslov, der træder i kraft den 1. januar 2021.
- Jeg kan se, at hver enkelt gris er forskellig fra den anden, og de opfører sig forskelligt. Det er derfor vigtigt, at vi får rettet fokus på dette, og vi bliver også nødt til at acceptere og se det enkelte individ, som vi har foran os.
