Litteraturstudie: Udposninger i navleregionen hos grise

Introduktion

Udposninger i navleregionen hos grise i Danmark har store velfærdsmæssige og økonomiske konsekvenser. I to danske undersøgelser fandtes 3,4 % af grisene at udvikle en udposning i navleregionen (vægtet gennemsnit i fire besætninger)^1,2. Der er stor besætningsvariation i forekomsten af udposninger i navleregionen, og forekomsten af udposningerne i den videnskabelige litteratur varierer fra 0,17 – 8,3 %^3,4 (tabel 1).

Udposningerne i navleregionen er af varierende størrelse og beskaffenhed^5–7. I en undersøgelse fra Californien blev hovedparten af udposninger synlige, når grisen var 9 – 14 uger gammel⁸. En undersøgelse på slagteriet Danish Crown i 2013 viste, at 1,3 % af grise, der blev slagtet, havde en udposning i navleregionen⁵. Dette er væsentligt lavere end den formodet prævalens på 3,4 %, hvilket antyder at et stort antal grise enten 1) dør eller aflives, 2) afsættes til anden side fx private slagtehuse, hjemmeslagtning mv., eller 3) udposningen forsvinder inden slagtning. I en svensk undersøgelse blev 1,5 % af grisene aflivet eller døde spontant pga. udposninger i navleregionen (vægtet gennemsnit i fem besætninger)⁴.

Tabel 1. Oversigt over prævalensen af grise med udposninger i navleregionen undersøgt i perioden 1994-2017.

^I Antibiotikagruppe 3661, kontrolgruppe 3495 Prævalens: (3661* 0,7 + 3495*2,3) /7156
^II Kontrolgruppe 2077, jodbehandling 1958, Antibiotikagruppe 1761 prævalens: (2077*4,2+1958* 3,3 + 1761*2,7) /5796
^III Besætningerne er valgt efter at have høj prævalens af forandringer i navleregionen.
^IV Skøn på slagtedyr, hvilket underestimerer prævalensen, da der aflives dyr inden slagtning med hævelser i navleregionen.
^V Registreret af personalet i 14 besætninger. Besætningstype er henholdsvis smågrise- og integrerede besætninger.
^VI Artikel på Koreansk, hvorfor informationer om undersøgelsen er ukendt. Prævalensen fremgår af abstract.

En ny produktionsform, der tilsyneladende oplever øget forekomst af grise med udposninger i navleregionen er OUA-produktion (opdræt uden brug af antibiotika)⁹, imidlertid er prævalensen af udposninger i navleregionen i OUA-besætninger ikke videnskabeligt undersøgt.

I to danske undersøgelser, hvor man har sammenholdt slagtedata fra grise opdrættet i henholdsvis konventionelle, frilands- og økologiske besætninger, fandtes signifikant færre hernier (inkl. inguinale, skrotale og umbilicale) hos grise opdrættet i frilands- og økologiske besætninger^10,11. Prævalensen af udposninger i navleregionen i økologiske besætninger og på friland er ikke videnskabeligt undersøgt.

Baggrunden for udposningens oprindelse og patogenese er forskelligartet, idet en række patologiske forandringer giver sig til kende ved en udposning i navleregionen. I tidligere undersøgelser er det klarlagt, at udposningerne dannes grundet forskellige manifestationer, som optræder enten alene eller i kombination med hinanden. De fem primære manifestationer, der danner grundlag for udposningerne, er; 1) hernia umbilicalis (brok), 2) enterocystoma (cyste), 3) paddelformet proliferation, 4) subkutan abscess (byld), 5) kronisk subkutan bindevævsproliferation (arvæv)^5–7,12 (figur 1).

De velfærdsmæssige og økonomiske konsekvenser forbundet med udposninger i navleregionen giver producenter og dyrlæger store udfordringer i beslutningsprocessen om, hvorvidt og hvornår en given gris bør aflives eller fedes op til slagtning.

Dette litteraturstudie giver et kortfattet overblik over den videnskabelige og praktiske viden om velfærdskonsekvenser hos grise med udposninger i navleregionen samt årsagsforhold, forebyggelse og behandling af grise med udposninger i navleregionen. Yderligere belyses igangværende forskningsprojekter.

Velfærdskonsekvenser, når grise har udposninger

I et canadisk studie fra 2017, hvor man undersøgte legeadfærd hos grise henholdsvis med og uden en udposning i navleregionen, fandtes ingen signifikant forskel på legeadfærden imellem grupperne¹³. I en dansk undersøgelse fra 2014 fandtes en signifikant ændret adfærd (øget siddetid og reduceret liggetid) hos grise med udposninger i navleregionen, mest udbredt var det hos grise med diagnosen hernia umbilicalis¹⁴.

I grisens vækstperiode kan umbilicale hernier medføre reduceret tilvækst^8,15, og der kan tilstøde komplikationer i form af adhærencer, strangulation af indholdet i herniet, ileus samt peritonitis. Ofte medfører komplikationer spontan død, med forudgående påvirkning af grisens fordøjelse og almene tilstand^4,17. Mennesker med hernia umbilicalis rapporterer generelt let ubehag ved fysisk anstrengelse samt akut smerte ved indeklemt tarm¹⁶. Det er overvejende sandsynligt, at det samme gør sig gældende hos grise.

Udposninger i navleregionen kan, i varierende grad, hæmme grisens bevægelsesfrihed samt føre til hudlæsioner på udposningen i navleregionen^17,18 (figur 2A). Hudlæsioner er en hyppig komplikation^7,18–20, der er forbundet med smerte^17,20. I en fagdyrlægeopgave fra 2014 blev der fundet en lineær sammenhæng mellem grisens størrelse og størrelsen på udposningen⁷. Yderligere blev der påvist en signifikant større risiko for sårdannelse, hvis udposningen var stor (>15 cm i diameter)⁷.

Sårene placerer sig ofte på undersiden af udposningen og opstår som følge af slid mod underlaget^7,20. I værste fald bliver læsionerne dybe og kroniske, hvilket kan medføre ruptur af udposningen, med aflivning eller spontan død til følge^17,18. I en fagdyrlægegave fra 2014 blev der ud over slidsår ligeledes observeret rifter og skrammer som følge af slagsmål¹⁹. Ifølge Det Veterinære Sundhedsråd ses skrammer og rifter hyppigt tilfældigt placeret på udposningerne – typisk erhverver grisen sig disse i forbindelse med etablering af rangorden, hvor stifællers bid, puf, stød og tråd udgør en væsentlig risiko for sårdannelse på udposningen¹⁷.

Transport af grise med udposninger

I EU og Danmark er der sanktionerede og indskærpede regler for transport af grise med udposninger i navleregionen^18,21,22. Generelt gælder samme lovgivning både i Danmark og EU, idet Danmark følger EU-forordning Nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport²¹. Ifølge denne forordning er dyr som udgangspunkt ikke transportegnede, hvis de er tilskadekomne, har fysiologiske skavanker eller undergår en patologisk proces fx dyr, der ikke er i stand til at bevæge sig uden smerte eller har alvorlige åbne sår. Undtagelsesvis kan de dog transporteres, hvis de ikke påføres yderligere lidelse i forbindelse med transporten²¹.

I Danmark er dette yderligere præciseret i en udtalelse fra det Veterinære Sundhedsråd i 2008¹⁸ og i Bekendtgørelse nr. 26 om beskyttelse af dyr under transport²². På baggrund af gældende lovning har brancheorganisationen SEGES udarbejdet guidelines for transport af grise med udposninger i navleregionen^23,24.

Generelt er slagtegrise med udposninger i navleregionen transportegnede, hvis de er trivelige, kan gå normalt, og udposningen er under 15 cm i diameter. Udposningen må ikke være varm, øm eller misfarvet, og den skal være uden sår, dog accepteres små overfladiske sår og tørre rifter^23.

Hvis en slagteklar gris har en udposning i navleregionen, der overstiger 15 cm i diameter, men opfylder øvrige krav til transportegenethed, kan grisen transporteres under særlige hensyn¹⁸. Særlige hensyn vil sige, at grisen skal være adskilt fra andre dyr, have et ekstra tykt lag strøelse og af- og pålæsses særskilt. Grisen skal transporteres til et nærliggende slagteri for at minimere transporttiden¹⁸. Hvis producenten ønsker, at flere grise med store udposninger skal transporteres samtidig, kan disse transporteres med op til 5 grise i hvert aflukke, såfremt der er et ekstra tykt lag strøelse og ekstra gode pladsforhold¹⁸. Denne transport forudsætter, at en dyrlæge, på baggrund af en grundig klinisk undersøgelse, tidligst 7 dage inden transporten finder sted, vurderer, at hver enkelt gris er transportegnet og udformer en skriftlig transporterklæring¹⁸.

Der er ligeledes regler for grise til eksport^25,26. Det er typisk grise på ca. 30 kg, der eksporteres²⁷, enten direkte fra landmanden eller via et samlested²⁶. Som udgangspunkt må grise ikke eksporteres med tegn på klinisk sygdom²⁶. En gris med udposning i navleregionen kan imidlertid eksporteres, såfremt at embedsdyrlægen finder den transportegnet ved sin helhedsvurdering af dyrets almenbefindende, udposningens lokalisation, udseende og størrelse²⁵.

Transporteres grisen via et samlested, vil den oftest blive aflivet, uanset udposningens størrelse, idet køberne i udlandet ikke ønsker grise leveret med handelsfejl, fx pukkelryg, små brok eller skæve tryner²⁸. Mod udgangen af 2018 indskærpede Fødevarestyrelsen, at der skal ske korrekt dokumentation og sanktionering af overtrædelser om reglerne for transportegnethed^28,29. Dette har sat ekstra fokus på transportegnethed i forbindelse med eksport og givet anledning til frustrationer for landmænd og dyrlæger, der efterlyser mere ensartet kontrol og klare retningslinjer³⁰.

Udposninger kan føre til økonomiske tab

Fremkomst af udposninger i navleregionen medfører et økonomisk tab for danske griseproducenter. Der er øget omkostninger som følge af højere mortalitet blandt grise med udposninger i navleregionen^4,15 og tilstanden er, i to udenlandske studier, associeret med lavere tilvækst^8,15. Hvor stort tabet er i den enkelte besætning, afhænger af forekomsten af grise med udposninger i navleregionen. Yderligere er management og opstaldningsforhold af afgørende betydning for, hvor stor en del af grise med udposninger, der kan leveres til slagtning (se afsnit nedenfor; Forebyggelse og behandlingsmetoder).

Det er også af betydning, hvornår besætningsejeren vælger at aflive grise, der af dyrevelfærdsmæssige årsager ikke opnår slagtevægt. Ved at aflive grisen tidligt i forløbet reduceres antallet af spildfoderdage, og grisen optager ikke en syge- eller aflastningssti³¹. Ud over tabt dækningsbidrag på døde og aflivede grise vil der være udgifter til ophold i sygestier, særtransport til slagteri samt udgifter til dyrlæge⁸.

Genetik og arvbarhed

Hos mennesker og flere dyrearter er hernia umbilicalis forbundet med høj familiær forekomst eller relateret til specifikke genetiske mønstre^35,41,42, det samme gør sig gældende hos grise^43–48.

Det er sandsynligt, at der er tale om en polygenetisk nedarvning, altså en arvegang, der er bestemt af flere gener⁴⁹. Samtidig er der bred enighed om, at den fænotypiske varians, der kommer til udtryk ved en udposning i navleregionen, dels skyldes genotypisk variation samt faktorer i miljøet ^8,17,42.

I fire studier har man ved hjælp af gensekventering identificeret syv potentielle gener, der formodes at relatere sig til udposninger i navleregionen (tabel 2). Hvad der er fælles for alle undersøgelserne, er, at dyrene er udvalgt på baggrund af en synlig udposning i navleregionen uden at differentiere udposningernes indhold og årsagsforhold^45–48.

Tabel 2. Oversigt over gener relateret til udposninger i navleregionen.

^IYderligere undersøgelser er påkrævet pga. den lille prøvestørrelse.
Fælles for undersøgelserne i tabellen er, at grisene er udvalgt på baggrund af en synlig udposning i navleregionen uden at differentiere udposningernes årsagsforhold.

Der er endnu ikke foretaget genetiske undersøgelser, der tager højde for, at det er forskellige manifestationer, der danner grundlag for udposningerne i navleregionen, hvilket fortsat betyder, at man reelt ikke kan sige noget om arvbarheden eller genetikken bag de enkelte diagnoser. I det danske avlsselskab DanBreed frasorteres alle avlsdyr, med en synlig udposning i navleregionen⁵⁰.

Årsager til udposninger i navleregionen

Hernia Umbilicalis
Hernia umbilicalis eller navlebrok, som det kaldes i daglig tale, er den hyppigste og mest velkendte tilstand, der forårsager udposninger i navleregionen (figur 1). I en undersøgelse fra 2013, foretaget på slagteriet Danish Crown, var prævalensen af umbilicale hernier på slagtetidspunktet omkring 0,5 % (58/12730), hvoraf ca. halvdelen var hernia-kombinationsdiagnoser⁵, dvs. hvor herniet optræder sammen med en eller flere af de nævnte årsager til udposninger i navleregionen. I en svensk longitudinal undersøgelse, hvor grisene følges fra de er 9 uger gamle og frem til slagtning, blev 2,6 % (70/2660) af grisene diagnosticeret med hernia umbilicalis⁴.

Et hernie defineres ved eventration af et organ, eller dele deraf, gennem væggen i en legemshule. I dette tilfælde er der tale om bughulen (cavitas abdominalis), hvor typisk peritoneum (bughinde), der kommer til at danne broksækken, samt dele af tyndtarmene prominerer ud gennem umbilicus, der udgør brokporten (figur 2A og 2B)³².

Tilstanden fremkommer, idet navlearret ikke er modstandsdygtigt over for trykket i bughulen³³. Der er flere faktorer, som disponerer for manglende lukning af bugvæggen. Den bedst verificerede er en forudgående betændelsestilstand i navleregionen. Typisk erkendes det ved hævelse, rødme eller tilstedeværelse af pus (omphalitis)^4,8,15,34.

For at undgå mekanisk træk ved navlestedet, og dermed undgå hernier, anses det for god praksis at klippe lange navlestrenge over efter udtørring¹⁷ samt ikke kun at løfte grisen i et bagben, da det medfører et skævt træk i musculus rectus abdominis¹⁷. Umbilicale hernier hos børn forsvinder ofte spontant35. Resultater fra et veterinært specialeprojekt i 2016 viste, at dette formentlig også gør sig gældende hos grise, idet kun 5 % (3/60) af de grise, der havde en udposning i første leveuge, kunne genfindes i 5-6 leveuge¹².

Enterosystoma (cyste)
Enterocystomer er den næsthyppigste årsag til udposninger i navleregionen (figur 1). I en dansk undersøgelse fra 2013 var prævalensen af enterocystomer på slagtetidspunktet ca. 0,5 % (64/12730), hvoraf 28 % (18/64) af grisene med enterocystomer havde en enterocystom-kombinationsdiagnose⁵. Forekomsten af cyster viste sig i en fagdyrlægeopgave at være signifikant højere blandt sogrise end galt- og ornegrise⁷.

Enterocystomet blev første gang beskrevet veterinært i 1930’erne - som en stærkt varierende misdannelse i navleregionen³⁶. Tilstanden optræder oftest i form af en større svulstlignende bindevævsmasse indeholdende væskefyldte hulrum (figur 3). Den kan enten være en- eller flercystet³⁷. Enterocystomet kan placere sig intra-, ekstra-, eller samtidigt intra- og ekstraabdominalt. I de fleste tilfælde ligger enterocystomet forenet med bugvæggen og umbilicus^5,37. I andre tilfælde ligger enterocystomet op til og/eller i relation til ileum. I enkelte tilfælde er forbindelsen mellem ileum og umbilicus bibeholdt med ligamenter³⁸.

Enterocystomet formodes at være en udviklingsanomali, som opstår i ductus vitellinus (ductus omphalomesentericus). I fostertilstanden forbinder ductus vitellinus blommesækken (choriovitelline placenta) til det, som er forstadiet til tarmene. I begyndelsen af soens drægtighed anvendes blommesækken til at ernære embryonet^39,40. Fra dag 18 i soens drægtighed tilbagedannes blommesækken til en rudimentær stump^39,40. Både den choriovitelline placenta samt ductus vitellinus er normalt fuldt tilbagedannet ved fødslen. Det formodes, at enterocystomer videreudvikles efter fødslen pga. en persisterende del af ductus vitellinus. Hos mennesker bliver 2-4 % af børn født med en lille persisterende del af ductus vitellinus³⁸.

Paddelformede proliferationer
Paddelformede proliferationer er en patologisk forandring med ukendt genese. Forandringen blev første gang beskrevet i 2013 i forbindelse med et projekt på Københavns Universitet. I nævnte studie lå prævalensen på slagtetidspunktet på 0,34 % (43/12730), hvoraf 88 % (38/43) forekom i forbindelse med kombinations-diagnoser, hyppigst i kombination med hernia umbilicalis⁵.

Paddelformede proliferationer kan forekomme i kanten af brokringen, i bunden af broksækken samt forskellige steder i væggen på hernier og enterocystomer. Proliferationerne kan dels være aflange og butrandede eller mere paddelformede og indeholde en afrundet blære. De forekommer som enkeltdannede eller er multiple, i sidstnævnte tilfælde vil de ofte være sammenhængende⁵ (figur 4). Paddelformede proliferationer og enterocystomer er histologisk set ens, og det anses for overvejende sandsynligt, at proliferationerne er et stadium i udvikling af enterocystomer⁶.

Subkutan absces
En absces i navleregionen opstår typisk som følge af omphalitis (navlebetændelse). Tilstanden skyldes typisk infektion og vil i mange tilfælde udvikles til en purulent inflammation i dermis og subcutis (figur 5A og 5B). I mange tilfælde vil abscessen med tiden forsvinde (briste/ophele) efterladende kronisk subkutan fibrosering (arvævsdannelse). Subkutane abscesser i navleregionen forebygges som omphalitis beskrevet nedenfor under behandlingsmetoder. Forekomsten af abscesser er i et studie fundet signifikant højere blandt orne- og og galtgrise end ved sogrise⁷.

Kronisk subkutan bindevævsproliferation
En kronisk subkutan bindevævsproliferation omtales også som arvævsdannelse eller fibrosering. Tilstanden opstår typisk som følgetilstand til abscesdannelse (figur 6A, 6B og 6C).

Forebyggelse og behandlingsmetoder

Antibiotikabehandling og desinfektion af navlested
Det er i flere undersøgelser vist, at antibiotikabehandling i grisens første levedøgn kan reducere forekomsten af umbilicale hernier markant^2,51–53. I en rapport fra Fødevarestyrelsens Veterinære Rejsehold angives det, at omfanget af navlebetændelse og udposninger i navleregionen i ca. 3/4 af de danske sobesætninger er så omfattende, at der anvendes strategisk antibiotikabehandling på grisens første levedøgn⁵⁴.

Typisk anvendes et bredspektret semisyntetisk penicillinderivat⁵⁴. Behandlingen bekæmper infektioner i navleregionen, der formodes at disponere for utilstrækkelig lukning af bugvæggen efter fødslen. I en dansk undersøgelse fra 2018 kunne bakterielle infektioner i navleregionen samt systemisk spredning påvises inden for grisens første levedøgn⁵⁵. Hyppige bakterier i navleregionen hos grise er Escherichia coli, Streptococcus sp., Staphylococcus sp., Clostridium sp., Trueperella pyogenes og Aerococcus viridans^55,56.

Der er ikke påvist signifikant effekt af desinfektion af navleregionen efter fødsel uden samtidig brug af antibiotika^2,53,57. Af forebyggende foranstaltninger kan nævnes hygiejne og tørt stimiljø for at reducere mængden af bakterier, der kan give anledning til infektioner^58,59. Yderligere vil en god råmælksoptagelse bevirke, at grisen er mere modstandsdygtig over for bakterier i miljøet⁶⁰.

Management
Dokumenteret viden og effekt af management og opstaldning i relation til grise med udposninger i navleregionen er begrænset. Dyrlæger og landmænd beretter om, at opstaldning i dybstrøelsesstier kombineret med restriktiv fodring reducerer antallet af grise med hudlæsioner på udposningen⁶¹, hvormed antallet af slagteklare grise øges^62,63. I en fagdyrlægeopgave fra 2014, hvor man undersøgte hudlæsioner (sår, rifter og skrammer) hos grise med udposning i navleregionen opstaldet henholdsvis på dybstrøelse og betonbelægning, fandt ingen signifikant forskel¹⁹.

Det Veterinære Sundhedsråd vurderer i en udtalelse fra 2008; at grise, hvor udposningen medfører dårligt almenbefindende, væksthæmning eller tydelig bevægelseshæmning skal aflives straks¹⁸. Er udposningen i navleregionen over 15 cm i diameter på en slagteklar gris, men uden nævnte komplikationer, skal grisen straks placeres i sygesti med et tykt lag strøelse¹⁸. Branchens egen organisation SEGES har i deres anbefalinger tilføjet, at for grise, der ikke er slagteklare, skal grænsen for udposningens størrelse skaleres ned, hvilket svarer til, at grise på 30 kg placeres i sygesti, hvis udposningen overstiger 5 cm i diameter²⁴.

Operation af grise med udposning i navleregionen
Operation af grise med udposninger i navleregionen er en mulig behandlingsmetode. Det er en simpel operationsteknik, og succesraten er størst ved mindre grise, hvor åbningen i abdominalvæggen er minimal⁶⁴. Grisene opereres ude i besætningerne, når de vejer mellem 5-15 kg⁶⁵. Cirka 80 % af grise med en udposning i navleregionen kan opereres. Grise med komplikationer i form af adhærencer, strangulation af indholdet i udposningen samt komplicerede infektioner fravælges⁶⁵. Grisene bør faste 24 timer forud for operation⁶⁴, og selve operationen foregår i fuld bedøvelse⁶⁵.

Recidiv efter operation afhænger af management op til/efter operation, grisens vægt, brokportens størrelse, udposningens indhold, samt hvorvidt tarmfremfald opstår under operation⁶⁶. Hvis brokportens åbning er 0-4 mm, er succesraten vurderet til ca. 84 %. Observeres der tarmfremfald under operation, reduceres succesraten markant⁶⁶. Når brokportens åbning overstiger 8 mm, vil omkring 15 % af grisene formentlig kunne opereres med succes⁶⁶.

Dansk forskning og branchevejledning

På nuværende tidspunkt er flere forskningsprojekter igangsat med henblik på at udrede årsagsforhold ved udposninger i navleregionen hos grise. Et ph.d.-projekt vedrørende diagnostik og konsekvens ved udposninger i navleregionen hos grise forventes afsluttet i april 2021. Det primære formål er at udarbejde et diagnostisk værktøj til landmænd og dyrlæger med henblik på at differentiere mellem grise med en udposning i navleregionen, som ud fra et velfærdsmæssigt og økonomisk aspekt bør aflives tidligt i livet, og grise, som med fordel kan fedes op til slagtning. I diagnostisk øjemed skal det på besætningsniveau undersøges, med hvilken prævalens de enkelte diagnoser optræder, hvilke kliniske karakteristika der afspejler de enkelte diagnoser, samt fastlægges, hvilken histologisk baggrund der ligger til grund for de forskellige manifestationer, som kommer klinisk til udtryk ved en udposning i navleregionen. I projektet følges et stort antal grise med en udposning i navleregionen fra fødsel til slagtning/aflivning. Projektet er finansieret af Svineafgiftsfonden og er et samarbejde mellem Københavns Universitet og SEGES.

Yderligere er en forskergruppe i gang med at undersøge muligheden for at reducere risikoen for udvikling af udposninger i navleregionen uden brug af antibiotika. Det undersøges, om en besætningsspecifik autovaccine, fremstillet på baggrund af bakterier isoleret fra navlestedet, kan reducere forekomsten af udposninger i navleregionen. Projektet forventes færdigt i juni 2020. Det gennemføres med tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) og er ligeledes et samarbejde mellem KU og SEGES.

Samtidig har SEGES lanceret en informationskampagne om udposninger ved navleregionen på griseeproduktion.dk. Her findes information om de forskellige typer af udposninger i navleregionen og information om forebyggelse og håndtering af grise med udposninger.

Diskussion og konklusion

Grise med udposninger i navleregionen er et problem for dansk griseproduktion, og dokumenteret viden om forekomst og forebyggelse er begrænset. Yderligere er det vanskeligt at vurdere velfærden hos grise med udposninger i navleregionen, idet grisens almene tilstand påvirkes af udposningens størrelse og indhold samt tilstedeværelse af sår på udposningen.

Det er veldokumenteret, at en forudgående betændelsestilstand på navlestedet er associeret med udviklingen af en udposning i navleregionen, samt at antibiotikabehandling på grisens første levedøgn kan reducere forekomsten af grise med udposninger i navleregionen. Antibiotikabehandling er imidlertid ikke en fremtidsorienteret behandlingsmetode, idet brugen af antibiotika bør begrænses fremadrettet, grundet resistensproblemer. Operation af grise med udposninger i navleregionen har varierende succesrate og er tillige omkostningstungt. Grisens afregningspris vil derfor afspejle, hvorvidt det er rentabelt for landmanden, at få opereret grise med udposninger i navleregionen.

Ny viden omhandlende udposningernes beskaffenhed, ophav og udvikling er nødvendig for at kunne afdække årsagsforhold samt prognosen for en gris med en udposning i navleregionen. Det er afgørende at undersøge, hvilke kliniske karakteristika, tidligt i grisens liv, der afspejler, hvilke grise med udposninger i navleregionen der kan slagtes, og hvilke der bør aflives tidligt af dyrevelfærdsmæssige årsager.

Yderligere er det nødvendigt at undersøge risikofaktorer for udviklingen af udposninger i navleregionen, således at det tidligt er muligt at identificere grise med høj risiko for at udvikle en udposning i navleregionen og evt. udvikle forebyggende foranstaltninger.

Resultater fra de igangværende forskningsaktiviteter vil i fremtiden gøre det muligt at komme med nye anbefalinger til håndtering af grise med udposninger i navleregionen.