Myten fortæller, at den indiske vismand, der opfandt skakspillet, skulle have en belønning af kongen for sin bedrift. Kongen spurgte ham, om der var en gave, han kunne tænke sig. Vismanden svarede ydmygt, at hvis blot man lagde et enkelt riskorn på det første af skakbrættets 64 felter, to på det næste, fire på det tredje felt og så videre – så skulle han ikke bede om mere. Kongen indvilligede og syntes, det var et meget beskedent ønske. Indtil det gik op for ham, at der på det sidste felt ville ligge flere års høst af riskorn i hele Indien.
Kongen havde ikke forstand på eksponentiel vækst, men det er mennesker overalt i verden anno 2020 ved at få, for det er med eksponentiel vækst i antallet af smittede, at coronavirus indtager verden. Og det er ikke på skakbrættets første felter og de første fordoblinger af smittede, der er problemet. Det er på de næste felter, slaget står.
Det har først til vidtrækkende restriktioner i samfundet, og ikke mindst på arbejdsmarkedet, hvor virksomheder på stribe enten er pålagt at holde lukket eller selv må minimere driften som følge af færre kunder. Bekymringen er, om samfundet i længden kan holde til at være lukket ned trods diverse politiske hjælpepakker, men vi ved ikke, før vi står på den anden side, hvor slem coronakrisen bliver for det danske samfund. Den effekt, som mange på arbejdsmarkedet umiddelbart kan forholde sig til, er et arbejdsliv, der er vendt på hovedet.
Den arbejdsmæssige reaktion
De store omvæltninger i samfundet har fået Dansk Psykolog Forening til i midten af marts at nedsætte en task force, som skal kunne håndtere de akutte spørgsmål, der dukker op som følge af bl.a. den ændre situation. Her arbejder man lige nu med en inddeling af arbejdsmarkedets medarbejdere i nogle grupper, der oplever vidt forskellige konsekvenser, fortæller autoriseret psykolog og specialist i Arbejds- og Organisationspsykologi, Anna-Mette Thomsen, som er en del af Psykologforeningens ambulancetjeneste.
- Én gruppe kan med få ændringer fortsætte med at gå på arbejde, som om intet var hændt. En anden gruppe kan i disse dage sende hilsner med familiebilleder på Facebook fra sommerhuset, hvor man kan se, at Trivial Pursuit-spillet er kommet på bordet. De er på ferie og er allerede gået i gang med at lave terrassen. Og her kommer så de udfordrede grupper: Dem, som i den grad går på arbejde. De har allerede oplevet at være lagt ned af opgaver med livsvigtig karakter, der vælter ind. Eller også forbereder de sig på deres livs arbejdsindsats, som eksperterne fortæller kan blive dette forår. Så er der de selvstændige, hvoraf mange, men langt fra alle, lige nu kan ånde en smule lettet op over at leve i et land, der skulle vise sig at kunne hive et trecifret milliardbeløb op af baglommen til hjælpepakker i nødens stund. Tilbage står, at de over en bred kam har lukket deres virksomheder og er berettiget bekymrede for, hvad den nærmeste fremtid bringer. Endelig er der den måske største af alle grupperne – hjemsendte medarbejdere, som har børnene hjemme samtidig med, at de udfylder en vigtig funktion på arbejdspladsen, siger Anna-Mette Thomsen.
Det er på alle måder en situation, som fremprovokerer svære følelser.
Anna-Mette Thomsen,
Autoriseret psykolog og specialist i Arbejds- og Organisationspsykologi
Det er en gruppe, som er i alarmberedskab lige nu, og hvor man allerede ser en del belastningsreaktioner, fortæller hun.
- Vi har identificeret tre former for udfordringer for de hjemmearbejdende. Først er der den fysiske dimension. Kan hjemmearbejdspladsen overhovedet fungere? Skal det foregå ved spisebordet eller i køkkenet? Er de digitale kommunikationssystemer og aftalerne på plads, så man kan få fat i de kolleger, der er nødvendige, for at man kan arbejde meningsfuldt hjemmefra? Og så er der børnene, som man skal hjælpe på plads i et digitalt læringsunivers. Det er en kæmpe opgave for de fleste at få deres arbejde til at fungere under de vilkår, siger Anna-Mette Thomsen.
Dernæst er der den personlige dimension, fortæller Anna-Mette Thomsen – for hvordan strukturerer man sin arbejdsdag, når man er vant til gennem et langt arbejdsliv at tage på arbejde om morgenen og komme hjem om eftermiddagen?
- Nogle har det fint med omvæltningen. Hvis man ikke har små børn til at forstyrre, er der hjemmearbejdende, som ånder lettet op over endelig at kunne få fred til at arbejde uforstyrret i en periode. Men for dem, der udgør hovedparten af arbejdsmarkedet, som har vænnet sig til en arbejdsdag med faste rammer, fuld af kollegial aktivitet på kryds og tværs, er det en enorm omvæltning at finde sig tilrette i et arbejdsliv, hvor man selv skal skabe strukturen. Man skal heller ikke undervurdere, hvor ensom og isoleret mange vil føle sig. Det er på alle måder en situation, som fremprovokerer svære følelser, siger Anna-Mette Thomsen.
Endelig er der den rent opgavemæssige dimension af hjemmearbejdet, pointerer hun.
- I hvor høj grad er man overhovedet i stand til at løse opgaverne? Er der styr på resten af arbejdspladsen, så man kan indhente de informationer, man har brug for? Kan man gennemføre et skypemøde, mens der sidder børn ved bordet i begge ender?
Pludselig er alle rammer væk. Og nu skal man helt af egen drift skabe det fokus og den koncentration, der skal til, for at kunne levere arbejdsmæssigt, ridser hun op.
Det bliver vigtigt for de hjemmearbejdende at få etableret en rutine, der fungerer. Men hvordan den skal være er højst individuelt, vurderer Anna-Mette Thomsen.
- Jeg anbefaler, at man skaber rum til 25 minutters perioder, hvor børnene ikke må forstyrre, og man arbejder på højtryk – efterfulgt af en pause. Og så igen 25 minutter mere, når situationen passer til det, siger hun og tilføjer:
- De fleste bør nok se at komme ud af nattøjet inden kl. 9, så man får en fysisk fornemmelse af at være på arbejde. Men der er også dem, der kan være super effektive i en morgenkåbe langt op af formiddagen. Mange vil skulle genopfinde sig selv i denne situation, siger hun.
Den menneskelige reaktion
Selvom de arbejdsmæssige og samfundsmæssige reaktioner endnu ikke har udfoldet sig fuldt ud, har vi allerede set en stor del af befolkningens menneskelige reaktion – herunder positive reaktioner som det udstrakte samfundssind, statsministeren har opfordret til, men også negative reaktioner, som onsdag aften den 11. marts, hvor supermarkederne blev væltet af hamstrende danskere i kølvandet på statsministerens pressemøde.
De scener minder om en oplevelse, som lektor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet Einar Baldursson havde under generalstrejken i Danmark i 1998. Han er ude at handle og har oksekød stående på indkøbslisten. Han nærmer sig køledisken og ser, at en kvinde – med en indkøbsvogn fyldt til randen med kødpakker – har set det samme som ham: der er kun to pakker kød tilbage i hele supermarkedet. Kvinde kommer først hen til disken, griber fat i de to kødpakker og putter dem i vognen oven på det i forvejen eksisterende bjerg af kød.
Men helt lige så slemt som dengang har det endnu ikke udviklet sig i dag, siger han:
- Lige nu er vi i en lavpraktisk fase, hvor der er nok at gøre med at omstille sig til at arbejde alene og have børnene hjemme. Vi er stadig sysselsatte med trivialiteter, hvilket jeg tror, er grunden til, at befolkningen indtil videre har taget alt dette til sig på en ualmindeligt sagte måde. Vi retter ind, og det er ikke så ringe endda. Men når denne artikel er udkommet, kan vi være et helt andet sted – med konsekvenserne af virussen naturligvis, men også i den mentale proces, der både rummer faldgruber så store som kvinden i supermarkedet og muligheder for enorme kulturelle gevinster, siger Einar Baldursson.
Det vil føles som en kold tyrker for befolkningen at nulstille sig selv, men det vil være en kur, som potentielt kan virke helbredende på vores kultur.
Einar Baldursson,
Lektor, Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet
I skrivende stund er han dog optimistisk, og han mener, at en af de positive reaktioner på situationen kan være, at vi faktisk får tid til at tænke:
- Det vil føles som en kold tyrker for befolkningen at nulstille sig selv, men det vil være en kur, som potentielt kan virke helbredende på vores kultur, hvor det helt store og altoverskyggende problem er, at vi får uendeligt mange ligegyldige fragmenterede brokker og brudstykker ind i hjernen, som vi ikke har tid til at fordøje. Vi bliver syge af »mental diarre« og er ved at miste evnen til at dvæle ved noget længere. Det suger saften og kraften ud af både politiske diskussioner og kulturelle bevægelser. Det gør, at vi ikke længere ved, hvem vi er. Men nu får vi langt om længe chancen! Hundredtusindvis af frustrerede unge mennesker, der tilbringer deres vågne tid med at flygte fra dem selv og ind i en digitaliseret verden, hvor der kun er andre unge at spejle sig i, får nu en mulighed for at spejle sig i sig selv og i deres forældre, siger Einar Baldursson.
Udfaldet af kuren afhænger af, om vi kan tåle mosten, vurderer han.
- Situationen lægger op til, at mange på én gang bliver nødt til at stoppe op og tænke sig om. Det er der en stor smerte forbundet med, og jo mindre man er vant til det, jo større er smerten. Man vil imidlertid hurtigt opdage, at der er en kæmpe belønning forbundet med at tænke sig om, som består i en indre konsolidering, siger han og uddyber:
- Hvis du tænker på ting, der ikke findes svar på, længe nok, så vil der på et tidspunkt opstå en følelse af, at du ikke behøver at finde svaret. Du tvivler, men på et oplyst grundlag, fordi du har tænkt dig om. Jo flere gange du giver dig selv lov til først at tænke, dernæst at tvivle, jo mere ved du ikke bare om dig selv, jo mere bliver der også »af dig selv«. Håbet for fremtiden er, at vi nu får en historisk chance for at kede os så gudsjammerligt, at vi kommer til at tænke på noget vigtigt, siger Einar Baldursson.
