Annonce Banner Banner Banner

Tillidshvervet kræver tid, engagement og tillid

Tillidsrepræsentant Dyrlæge Tine Birkelund Nielsen er tillidsrepræsentant for sine kollegaer i Fødevare NordØst. Hun trives med at være bindeled mellem kollegaerne og ledelsen. Og hun trives med at bidrage til at præge udviklingen på arbejdspladsen.

Tine Birkelund Nielsen © Lotte Frandsen
Interview

Tine Birkelund Nielsen begyndte som tillidsrepræsentant for lidt over seks år siden kort tid efter, at hun var blevet ansat i Fødevarestyrelsen i Aarhus. Det har været en tid præget af mange og store forandringer for medarbejderne. Nedlæggelse af Fødevare Midtjylland, oprettelse af Fødevare NordØst, ansættelse af en ny fødevarechef og flytning til nye lokaler.

- Da jeg blev ansat i Fødevarestyrelsen, blev jeg spurgt om, hvordan jeg ville have det med at være ansat i en organisation, der er i konstant forandring. Det var et meget relevant spørgsmål, for der sker hele tiden noget nyt. Og selvfølgelig reagerer alle på forandringer. Forandringer er svære. Det er her, alle folk kan forestille sig diverse skrækscenarier, der ikke altid er realistiske. Det er min opgave at bringe kollegaernes bekymringer videre, men også at tage udfordringerne i opløbet, inden det bliver til store problemer.

Under etableringen af Fødevare NordØst holdt Tine Birkelund Nielsen løbende møder med de øvrige tillidsrepræsentanter og med ledelsen, hvor hun fremførte kollegaernes bekymringer.

- Inden møderne sender jeg en mail ud, så alle kan komme med input til emner, de gerne vil have behandlet. Jeg har meget aktive og engagerede kollegaer, og især midt i en forandringsproces er der rigeligt at tage af. Det er både stort og småt. Fx sidder vi nu i ét stort kontor og har ikke faste pladser. Man sætter sig bare ved en ledig computer og logger ind. Det er en stor forandring fra tidligere, hvor vi sad sammen i teams. Det har været en bekymring og noget, man skal vænne sig til. Men det kan også dreje sig om mere praktiske ting som bedre head sets og manglen på parkeringspladser.

Efter møderne får kollegaerne referater, så de kan se, hvad der har været drøftet.

Faste opgaver

Udover opgaver i forbindelse med forandringer, er der også bundne opgaver for en tillidsrepræsentant. En af dem er at deltage i lønforhandlingerne.

- Lønforhandlingerne ligger i starten af året, og jeg forhandler på kollegaernes vegne om fordeling af den lokale pulje. Det er typisk en periode, hvor jeg har en meget livlig dialog med kollegaerne om deres forventninger, og vi sammen lægger en fornuftig strategi for forhandlingerne. Jeg kan bidrage med min erfaring for, hvad der er realistisk. Det er et meget intenst og krævende forløb med en fast tidsplan og en fast deadline.

Man skal tage hvervet på sig og også være parat til at tage de svære samtaler, fx ved afskedigelser, og være indstillet på at lægge tid og kræfter i arbejdet.

En anden bunden opgave for Tine Birkelund Nielsen er at være med ved ansættelsen af nye medarbejdere i AC-gruppen, hvor hun er med til ansættelsessamtalerne.

- Når der bliver ansat nye folk, kan jeg være med til at præge retningen for afdelingen. Jeg snakker med kollegaerne om, hvilken faglig profil vi gerne vil have, og hvilke kompetencer vedkommende skal kunne bidrage med. I sidste ende er det jo ledelsen, der bestemmer, hvem der skal ansættes, men jeg har indflydelse på, at vi får en medarbejder, der matcher gruppen både fagligt og personligt.

Nær kontakt til den enkelte

Som repræsentant for kollegaerne er det vigtigt for Tine Birkelund Nielsen at være tæt på sine kollegaer.

- Næsten alle kollegaerne har udkørende funktioner, og nogle har hjemmearbejdspladser, så vi mødes ikke hver dag. Men vi prioriterer at holde fysiske møder, og jeg prøver at være på kontoret så meget som muligt. Jeg er tillidsrepræsentant for elleve kollegaer. Det er et passende antal til, at jeg kan have en føling med den enkelte, og de kan omvendt have tillid til, at de bliver set og hørt. Det er meget væsentligt for mig, at jeg har den nære kontakt til den enkelte.

Tine Birkelund Nielsen kender sine kollegaer så godt, at hun også tager sager op af egen drift, hvis hun fx ser en kollega, der er overbebyrdet.

- Så tager jeg fat i vedkommende, og råder ham eller hende til at snakke med ledelsen og få hjælp til at prioritere opgaverne. Heldigvis har vi en både synlig og tilgængelig ledelse. Selvfølgelig kan kollegaerne selv snakke med ledelsen, men jeg kan støtte ved nogle af de samtaler, der kan være svære. Jeg er ikke bange for at tage de trælse og følelsesmæssige ting op. Det kan sagtens påvirke mig, men jeg kan godt opretholde den professionelle distance.

God hjælp til tillidsrepræsentanter

Hvis man har mod på at prøve kræfter med hvervet som tillidsrepræsentant, er der god hjælp at få i form af en række kurser, hvor man blandt andet lærer om forhandlingsstrategi, konflikthåndtering og om mekanismerne i en organisation.

- Jeg lærte rigtig meget på kurserne om, hvordan man sætter ting på dagsordenen, får indflydelse, og hvordan man bedst repræsenterer kollegaerne. Der er også hjælp at hente i Dyrlægeforeningen og hos de andre tillidsrepræsentanter i Fødevarestyrelsen. Vi har på ingen måde konflikter hele tiden, jeg ser mere min rolle som et fredeligt bindeled mellem ledelse og kollegaer. Men man skal tage hvervet på sig og også være parat til at tage de svære samtaler, fx ved afskedigelser, og være indstillet på at lægge tid og kræfter i arbejdet. Og allervigtigst skal man jo have sine kollegaers fulde tillid. Det ligger i ordet.