Chlamydia psittaci i brevduer - årsag til ornitose hos brevdueejere

Zoonoser Samling af den humane og veterinære diagnostik på Statens Serum Institut (SSI) giver mulighed for undersøgelse af og opfølgning på ornitose udbrud i et one health-perspektiv.

Scanstockphoto Image 1172465 © Scandinavian Stockphoto
Case

I juli 2019 blev ejeren af en brevduebesætning på Sjælland indlagt med lungebetændelse, og den udtagne luftvejsprøve blev fundet positiv for Chlamydia psittaci, som er årsag til ornitose, også kaldet papegøjesyge. Dette tilfælde blev anmeldt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut (SSI). Som opfølgning udtog Fødevarestyrelsen prøver fra den pågældende brevdueflok: Svaberprøver fra trachea fra 30 brevduer. Prøverne blev indsendt til og analyseret af SSI som en del af samarbejdet i Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET). Poolede prøver fra tre duer blev undersøgt med qPCR. Undersøgelsen viste, at seks ud af 10 poolede prøver var positive for C. psittaci. Fødevarestyrelsen påbegyndte herefter undersøgelse af alle brevduehold på Sjælland, der havde haft direkte eller indirekte kontakt til den positive brevdueflok. SSI modtog i perioden 6. august til 26. august 2019 prøver fra 32 kontaktflokke. I alt blev der taget prøver fra 961 brevduer fra index-flok og kontaktflokke.

I de fleste tilfælde blev prøver fra tre fugle poolet, hvorfor i alt 329 prøver blev undersøgt. Der blev påvist C. psittaci i 40 prøver (12 %) fra i alt 12 brevduehold (36 %). I alt tre personer med kontakt til disse brevduehold blev også påvist smittet med C. psittaci, én ved PCR og to ved serologi (disse to sidste er ikke anmeldt med ornitose). Kun i ét af disse tilfælde (den PCR-positive indexpatient) blev der rapporteret om kliniske symptomer. De fleste personer med kontakt til brevduerne blev ikke undersøgt, og for nogle var det ikke muligt at bringe på det rene, hvorvidt de var blevet undersøgt hos en læge. Udredningen kompliceres yderligere af, at det er vanskeligt at lave en unik kobling mellem brevdueflok og de relevante CPR-numre hos ejer og andre med kontakt til fugleholdet.

Der har tidligere i år været tre andre fund af C. psittaci hos brevduer i Danmark (ét på Sjælland og to i Jylland). I alle tre tilfælde startede sagen med, at en ejer blev diagnosticeret og anmeldt med ornitose, og at brevdueholdet efterfølgende også blev påvist smittet med C. psittaci. Der har kun været udført begrænset smitteopsporing i disse sager, og det er ikke kendt, om der er et epidemiologisk link mellem disse tre sager og det tidligere omtalte udbrud på Sjælland.

Ingen af de brevduehold, der blev undersøgt i 2019, viste kliniske symptomer.

Alle positive besætninger blev pålagt offentligt tilsyn, hvilket bl.a. indebærer, at fugle ikke må fjernes eller tilføres flokken, og at personer med kontakt til flokken ikke må have kontakt med andre fugle. Fødevarestyrelsen anbefaler endvidere, at ejeren kontakter egen læge. Det offentlige tilsyn kan først fjernes, når dyrerummene er rengjort og desinficeret, og dyrene har gennemgået en antibiotikabehandling i mindst 45 dage eller er blevet aflivet.

Samling af human og veterinær diagnostik giver en enestående mulighed for at opdage og opspore smitteveje.

Årsag til sygdommen

Ornitose er en infektion, der forårsages af den intracellulære bakterie C. psittaci, der kan overføres fra fugle til mennesker (en zoonose). Gennem mange år har man vidst, at papegøjer og papegøjelignede fugle (undulater, nymfeparakitter, mv.) kan smitte mennesker, og sygdommen er derfor også blevet kendt som papegøjesyge eller psittakose (efter det græske navn for papegøjer, psittakos). I dag ved man, at smitte kan overføres fra mange typer fugle, herunder duer og ænder (sjældnere hønsefugle) og vilde fugle (fx ved rengøring af foderbræt). I dag bruges derfor den mere generelle betegnelse ornitose (ornis er græsk for fugl). Infektion med C. psittaci hos fugle betegnes normalt som (aviær) chlamydiose.

Ornitose hos mennesker

I de fleste tilfælde er sygdomsforløbet hos mennesker mildt og evt. helt uden symptomer eller kun med let feber. De fleste af dem, som bliver syge, får influenzalignende symptomer som feber, muskelsmerter, hovedpine evt. ledsaget af diarré, kvalme og opkastninger.

I nogle tilfælde opstår der desuden en tør hoste, som senere kan blive med slim. Hosten kan ledsages af brystsmerter og vejrtrækningsbesvær. Infektionen kan i sjældnere tilfælde føre til alvorlig lungebetændelse med påvirkning af andre organer (lever, milt, hjerte, mv.). Risikoen for alvorlig sygdom stiger med alderen og ved nedsat immunforsvar. Inkubationstiden, dvs. tiden fra man bliver smittet til man får symptomer, er normalt 5-14 dage, men længere tid er rapporteret.

Ornitose forekommer over hele verden. I Danmark anmeldes 10-30 tilfælde hos mennesker om året, men forekomsten er givetvis langt højere, da især mildere tilfælde ikke diagnosticeres. Der forekommer fra tid til anden erhvervsbetingede udbrud, fx på fjerkræslagterier, hos dyrehandlere eller hos fugleopdrættere.

Chlamydiose hos fugle

Hos fugle kan infektionen have meget forskellige forløb. Symptomerne er relativt uspecifikke med flåd fra næse og øjne, diarre, nedstemthed og i nogle tilfælde dødsfald. Andre fugle kan være klinisk raske smittebærere og udskille bakterien i lang tid. 

Inficerede fugle udskiller bakterien gennem ekskrementer og næsesekret, hvorfra den kan overføres til mennesker. Bakterien kan tåle en del udtørring, og smitte sker oftest ved inhalation af forstøvet afføring eller sekret, men også ved mund-tilnæb-kontakt, eller ved kontakt med fjerdragt og væv fra inficerede fugle - fx ved slagtning.

Det kan ikke udelukkes, at smitte kan ske fra person til person, men det må betragtes som yderst sjældent. De fleste patienter bliver sandsynligvis smittet fra fugle, der holdes som kæledyr, eller personer, der har hobby eller erhvervsbetinget kontakt med fugle (dyrehandlere, dyrlæger, fjerkræsslagtere, fugleopdrættere og folk med dueslag).

I en betragtelig del af tilfældene kendes smittekilden ikke. Det skyldes sandsynligvis, at smitstoffet kan bevare smitsomheden meget længe og er luftbåren, samt at blot kortvarig udsættelse for smitstoffet i nogle tilfælde vil kunne medføre sygdom.

Diagnostik

På SSI er der i forbindelse med overtagelsen af det veterinære beredskab udviklet en ny qPCR-test til detektion af C. psittaci. Testen er baseret på tilstedeværelsen af en specifik gensekvens, der kun findes i C. psittaci og ikke i andre Chlamydia-arter. Denne test benyttes til prøver fra både dyr og mennesker.

Som regel undersøges fugle ved at udtage svaberprøver fra trachea. Typisk vil der fra en flok udtages 10 prøver, hvor den enkelte prøve er en pool af tre dyr. I tillæg kan der udtages svaberprøver fra kloak samt afficerede indre organer. Kliniske prøver fra fugle behandles i et BSL3-laboratorium.

Hos mennesker stilles diagnosen tidligt i sygdomsforløbet ved PCR-påvisning af C. psittaci i sekret fra nedre luftveje. Prøven skal tages så tidligt i forløbet som muligt. Mange patienter har i den tidlige sygdomsfase kun tør hoste – i disse tilfælde kan en podning fra svælget anvendes. Det er dog vigtigt med god kontakt til slimhinden, så der kommer cellemateriale med. Sensitiviteten for podninger er generelt ikke så god som ved anvendelse af sekret fra nedre luftveje. 

Herudover er det muligt efter 2-3 uger eller længere tids infektion, at påvise antistoffer i blodprøver. Påvisning af antistoffer medfører ikke nødvendigvis, at der har foreligget kliniske symptomer. I Danmark dyrkes C. psittaci ikke fra kliniske prøver (dette kræver dyrkning i cellekultur i et BSL3-sikkerhedslaboratorium).

Konklusion

Samling af human og veterinær diagnostik giver en enestående mulighed for at opdage og opspore smitteveje ved udbrud med den zoonotiske bakterie C. psittaci. Generelt betragtes human ornitose som spontane, enkeltstående tilfælde, og de følges sjældent op epidemiologisk eller ved molekylær typning. Epidemiologiske undersøgelser af relationer mellem dyr og mennesker vil kunne identificere smitteveje, som efterfølgende kan konfirmeres ved molekylær identifikation og karakterisering af bakterien. 

Fremadrettet vil denne viden kunne sætte os i stand til tidligt at koble humane infektioner til et dyrereservoir og tillige påvise smittespredning mellem besætninger. Dermed vil både human- og veterinærsiden kunne agere aktivt forebyggende både hurtigere og mere målrettet.