BOAS-undersøgelse: Livskvalitet under luppen

Der er ingen tvivl om, at praktiserende dyrlæger både i Danmark og i udlandet er frustrerede over, at vi på trods af ihærdig oplysning til hundeejere stadig ser så mange brachycephale hunde, som ikke kan leve et normalt hundeliv pga. markante problemer med sundhed og vejrtrækning.

Spørgsmålet om problemernes omfang giver anledning til heftige diskussion mellem dyrlæger, opdrættere og dommere om, hvorvidt disse er overdrevet fra dyrlægernes side. Det er en følelsesladet debat i mange lande, men hvor stort er problemet reelt blandt de danske hunde?

Behov for mere viden

På baggrund af et seminar om sund avl, der var hovedtemaet på WSAVAs/FECAVAs verdenskongres i 2017, blev der af Den Danske Dyrlægeforening nedsat en interessentgruppe med deltagelse af Dyreværnet, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennelklub, Felis Danica, forskere fra Københavns Universitet samt dyrlæger fra klinisk praksis og Fødevarestyrelsen.

Formålet gruppens arbejde er at belyse og oplyse om problemerne hos de brachycephale danske hunde for derigennem at forbedre sundhed og velfærd blandt disse hunde.

Flere af BOAS-gruppens medlemmer arbejder tæt sammen med forskere i WSAVA (World Small Animal Veterinary Association) og de andre nordiske lande. I forbindelse med dette samarbejde blev der i 2018 udført et pilotstudie af to danske specialestuderende på veterinærstudiet. Her ønskede man at undersøge sundhedsstatus ved franske bulldogs i Danmark. Studiet bestod af to dele: En klinisk del, der omfattede morfologiske målinger af hals og kranium, graduering af nares-stenose, samt vurdering af øvre luftvejslyde ved hjælp af parametre anvendt ved andre BOAS-studier. Studiets andel var en genetisk del.

Den danske BOAS-gruppe var efter specialets afslutning enige om, at den bedste måde at få mere information om de danske forhold på var ved at sætte et landsdækkende deskriptivt studie i gang med udgangspunkt i de parametre (boks 1), der blev anvendt i pilotstudiet.

Formålet var at undersøge, hvordan disse signifikante parametre udtrykkes i den danske population af tre racer: Fransk bulldog, eng elsk bulldog og mops. De tre racer blev udvalgt, idet de repræsenterer den største andel af de brachycephale hunderacer, der er registreret i Dansk Hunderegister.

Denne artikel beskriver resultaterne fra det deskriptive studie, sammenligner disse med tilsvarende studier i andre lande og diskuterer endelig, hvordan resultaterne ses anvendt i forhold til den fremtidige indsats på området.

Stor interesse for at bidrage til studiet

43 af de adspurgte klinikker meldte sig til at bidrage til undersøgelser af de ønskede racer mops, fransk bulldog og engelsk bulldog over en periode på 6 måneder. Der var ingen begrænsninger i forhold til alder eller stamtavle versus ikke-stamtavle, men hunde, som var opereret for brachycephalt syndrom, blev på forhånd ekskluderet fra deltagelse.

Dyrlægerne modtog informationsbrev til ejere samt et skema, som de skulle udfylde i forbindelse med undersøgelserne (Figur 1), ligesom de skulle tage billeder af hundene som angivet i skemaet.

Dyrlægerne indsendte løbende deres optegnelser til Den Danske Dyrlægeforening, som efter undersøgelsesperiodens udløb formidlede dem videre til analyse. De datasæt, der manglede oplysninger, eller hvor fotos var af for dårlig kvalitet, blev ekskluderet.

Der blev modtaget i alt 127 datasæt med kliniske skemaer og billeder af snudeparti, hoved og kropskonformation. 

Figur 1. Klinisk skema til dyrlæger.

Basisdata

Flest franske bulldogs
Langt størstedelen af de 127 undersøgte hunde tilhørte racen fransk bulldog (FB) - i alt 88 hunde - efterfulgt af i alt 28 mops og blot 11 hunde af racen engelsk bulldog (EB).

Der blev modtaget data fra hunde i alle aldre med yngste hund på kun 2 måneder og ældste 13 år. Gennemsnitalderen for de tre racer lå mellem 3,5 – 4,7 år.

Både engelsk bulldog og fransk bulldog blev i gennemsnit vurderet af dyrlægerne til en BCS på middel eller ganske lidt over (Royal Canin BSC skala 1-9), mens mops gennemsnitligt lå over middel (tabel 1).

Tabel 1. Fordeling mellem alder, vægt og BCS mellem de 3 racer: Fransk bulldog (FB), mops og engelsk bulldog (EB).

De tre racer var jævnt fordelt med hensyn til køn (Figur 2). Lidt over halvdelen af hundene var stambogsførte (Figur 3). Hovedparten af hundene var intakte individer (Figur 4).

Figur 2. Kønsfordeling uanset race.

Figur 3. Stambog versus ikke-stambogsført, og figur 4. Den procentuelle fordeling af intakte og neutraliserede hunde.

Kliniske data

Dyrlægerne scorede hundenes åbning af nares ud fra en skala på 1-4, hvor 1 var helt åbne nares, og 4 var meget stenotiske nares (Figur 5). Referencebilleder var angivet i vejledningen til dyrlægerne.

Figur 5. Referencebilleder af åbning af nares ud fra en skala på 1-4.
(Reference: Eva-Marie Ravn-Mølby & Line Sindahl).

                Grad 1                       Grad 2                         Grad 3                             Grad 4

Dyrlægerne scorede hundenes grad af næseborsstenose som angivet i Tabel 2.

Tabel 2. Scoring af næseborsstenose (grad 1-4).

Det ses fra tabellen, at størstedelen af mops havde næsebor med vurdering 2-3, størstedelen af FB og EB havde vurdering 2.

På baggrund af de indsendte fotos af hundenes hoveder blev der foretaget en opmåling til beregning af snuderatio angivet som: Længden »2« (længde snudetip til basis af øret) divideret med længden »1« (længde mediale canthus til basis øret) (Figur 6). 

Figur 6. Måling af ratio. Jo større tallet er, jo længere snudeparti.

Den beregnede gennemsnitsratio fordelte sig som vist i tabel 3 – hvor det fremgår, at gennemsnitssnuderatio på mops er kortere end snuderatio på EB.

Tabel 3. Gennemsnitssnuderatio for mops, fransk bulldog (FB) og engelsk bulldog (EB).

Dyrlægerne i praksis havde i forbindelse med undersøgelserne også vurderet hundenes vejrtrækning i forhold til respiratoriske mislyde i hvile ud fra en beskrivende skala (grad 1-3, hvor grad 1 er ingen mislyde, og grad 3 er kontinuerlig mislyd). 

Der var i alt 72 hunde, der havde respiratoriske mislyde, og 48, der ikke fik konstateret respiratoriske mislyde (Tabel 4), herunder fordelte de sig som 79 % af alle mops med grad 2-3, hvoraf hele 42 % af mops var grad 3, mens 55 % af de undersøgte franske bulldogs og engelske bulldogs placeredes som grad 2-3.

Tabel 4. Indplacering i vejrtrækningskategori (grad 1-3).

n=120 – 7 hunde havde ikke score på vejrtrækning. Grad 1: Ingen mislyd/tegn på dyspnø. Grad 2: Intermitterende mislyde/tegn på dyspnø. Grad 3: Vejrtækning høres konstant under konsultationen.

Tabel 4 viser, at størstedelen af alle undersøgte hunde havde forøget vejrtrækningslyde ved undersøgelsen, og især mops havde kontinuerligt vejrtrækningslyde ved undersøgelsen. Halvdelen af EB havde ingen vejrtrækningslyde ved undersøgelsen.

Tabel 5 sammenligner vejrtrækning med naresscore for alle hunde.

Tabel 5. Sammenligning af vejrtrækning med naresscore for alle hunde.

Der var mulighed for at notere yderligere kommentarer til vejrtrækning, og 3 hunde af racen fransk bulldog havde kommentarer om, at de kollapsede hyppigt, og at dette var forårsaget af vejrtrækningsproblemer. Mops havde genereret flere bemærkninger om vejrtrækning end FB og EB.

Andre forhold

De undersøgte hunde var hos dyrlægen i forbindelse med anden undersøgelse. Dette for at imødekomme evt. bias ved kun at »indkalde« interesserede hundeejere eller opdrætter til deltagelse i studiet. Derfor havde dyrlægerne mulighed for at notere, om hundene havde andre sygdomme, og om de var i behandling for en sygdom på det pågældende tidspunkt.

Næsten halvdelen af hundene (55 %) havde en bemærkning om kronisk sygdom, oftest i form hudproblemer, men også øjen- og rygproblemer på undersøgelsestidspunktet. Ud af disse fik 13 af hundene medicin – oftest allergimedicin. Figur 7 viser, at 13 ud af de 127 hunde fik medicin på undersøgelsestidspunktet.

Figur 7. Andelen af hunde, der fik medicin på undersøgelsestidspunktet.

Diskussion af resultater

Det er første gang, at et studie af denne slags er udført i Danmark. Der blev modtaget 127 datasæt med kliniske skemaer og billeder af snuder samt hoved- og kropskonformation i løbet af de 6 måneder, som studiet varede, og som sådan giver studiet et interessant billede af, hvorledes de tre undersøgte brachycephale racer betragtes.

Generelle bemærkninger om studiet
En usikkerhedskilde i dette studie er, at der ikke er lavet undersøgelse af observatørforskelle. Tidligere studier har vist, at observatørforskellene er signifikante. I dette studie prøvede vi at korrigere for dette ved at tage billeder af dyrene. Set fra et præcisionssynspunkt ville det optimale have været træning af observatørerne og undersøgelse af eventuelle forskelle. Men på den anden side kan man sige, at dette er de observationer, som dyrlæger gør i deres hverdag, og dette er i sig selv validt i lyset af, at det er disse personer, som foretager de kliniske vurderinger.

Langt størstedelen af det indsamlede materiale vedrører fransk bulldog (FB), nemlig i alt 88 hunde, efterfulgt af 28 mops og i alt 11 hunde af racen engelsk bulldog (EB). Dette svarer godt til andelen af det totale antal registrerede hunde i DKK: EB 0,8 % , FB 1,6 % og mops 0,7 %. Det er beklageligt, at der kun er data fra 11 EB, hvilket gør det svært at bruge data til sammenligninger imellem racer, men der er nogle træk som fx Body Condition Score (BCS) og nares-stenose, som alligevel er markant forskellige mellem racerne.

I dette studie var kun halvdelen af hundene stambogsregistrerede. Dette svarer til resultater fra lignende tidligere studier. Betydningen af dette i forhold til sundhed er dog uvis, idet der ikke er påvist forskel i sundhedsstatus på stambogsførte og ikke-stambogsførte hunde. I forhold til forbedring af sundhed er dette noget, som er ved at blive undersøgt i andre studier. 

Alder, vægt og køn
Aldersfordelingen var jævnt fordelt mellem alle hunde. Ældste dyr var 12 år, og yngste dyr var blot 2 måneder. Tidligere studier har vist signifikant forværring af BOAS-symptomer med alderen, og den relativt lave gennemsnitalder kan derfor være en af forklaringerne på, hvorfor der ikke er set så mange hunde med BOAS-symptomer i dette studie, som man ellers kunne forvente.

Køn var ligeligt fordelt mellem de undersøgte hunde. I tidligere studier har kønsfordelingen også været ligeligt fordelt. En lidt pudsig observation i et af de tidligere studier viste, at der er kønsforskel i BOAS-symptomer mellem racer, således at mopstæver har større risiko for BOAS-relaterede symptomer end mopshanner har, og FB-hanner har større risiko end FB-hunner.
Gennemsnitlig BCS viste sig i nærværende studie at være langt højere for mops end for de andre to racer, hvilket svarer til observationerne i andre studier. En høj BCS har vist sig at have  betydning for graden af BOAS både i pilotstudiet og andre studier. Derfor er en vigtig anbefaling til ejere af brachycephale hunde, at disse hunderacer holdes normalvægtige, og at ejere tager lyde fra de øvre luftveje alvorligt.

Næsebor og vejrtrækning
Lyde fra øvre luftveje ved den almindelige kliniske undersøgelse er ikke normalt og er tegn på forringelse af hundens livskvalitet. Alle studier viser, at graden af næseborsstenose er vigtig for udvikling af vejrtrækningsproblemer og BOAS. I dette studie havde mops den største grad af næseborsstenose, og det var også disse dyr, som havde flest kommentarer omkring vejrtrækningen - 79 % af mops havde kommentarer til vejrtrækning, hvilket svarede til forventningen inden studiet. Det var dog overraskende, at kun lidt over halvdelen af FB havde kommentarer til vejrtrækning, og der var ikke mange FB, som havde høj score på nares-stenose. Vi har diskuteret dette i arbejdsgruppen og sammenlignet med dataindsamling i andre studier; en del af forklaringen kan være, at observatører i dette studier scorer lavere end observatører, som er trænet på forhånd, og der kan også være en højere andel af unge hunde i dette studie.

Næsten alle BOAS-studier inkluderer en motionstolerancetest, hvilket ikke var en del af dette studie. Motionstolerance er på nuværende tidspunkt anset som den mest retvisende indikator for, om hunden lider overlast i forhold til vejrtrækning. Den mest kurante af disse indikatorer er »BOAS Functional Condition Score«, som bliver beregnet på baggrund af en 3-minutters- motionstest, hvorved der ses på forskellige respirationsparametre. Dette var ikke muligt at udføre rent praktisk i dette studie, da undersøgelserne foregik i private praksis og blev vurderet til at være for tidskrævende for den enkelte praksis. Da denne test efterhånden er valideret fra flere BOAS-centre, vil det blive en vigtig del af vurdering af hunde til avlsegnethed og indgå som en del af køreplanen til hvalpekøb for fremtiden. DKK arbejder på dette.

Andre anatomiske forhold
Hvad er en uhensigtsmæssig kropskonformation i forhold til udvikling af BOAS? Raceforskelle i kraniofacielle forhold (CFR) blev beregnet ved dette studie og viste forskelle mellem racer. Dette resultat er ikke uventet, da racestandarderne er forskellige mellem racerne.

I et tidligere engelsk studie blev der ikke fundet forskelle i BOAS-risiko i forhold til CFR, men det blev konkluderet, at betydningen af dette fund var uvis, idet der så er mange andre forhold, som fx forskelle i BCS og halstykkelse, der også påvirker graden af BOAS, da der er mange forhold, som gør sig gældende omkring pladsen i pharynx og larynx.

På nuværende tidspunkt er der derfor enighed om, at der er mange faktorer, som bidrager til udvikling af BOAS, og risikofaktorer er raceafhængige pga. forskelle i hoved og kropskonformation. Ved diskussion af resultaterne med nogle af de deltagende dyrlæger ved DDDs årsmøde 2019 blev det foreslået, at man kunne tage CT-scanner til hjælp, hvilket kunne være en spændende videre udvikling af de kliniske parametre til vurdering af avlsegnethed.

Generel sundhed
Der var mange hunde i studiet, som havde bemærkninger til hud, øjne og ører. Bl.a. havde næsten alle EB-kommentarer om kroniske hud- og øreproblemer. Ved gennemgang af dette materiale og sammenligne det med forsikringsdata fra Agria Dyreforsikring ses, at datasættene svarer godt overens, idet forsikringsdata fra de brachycephale hunde viser, at disse har en meget højere sygdomsfrekvens end de gennemsnittet for de andre racer, især har de vejrtrækningsproblemer, men også hud- og øjenproblemer. Har dette en betydning? Data indikerer at en høj sygdomsfrekvens kan have stor betydning fx ved en reduktion i levetid på 2 år mindre end gennemsnittet for alle andre racer. Det giver anledning til eftertanke i forhold til fremtidige for de brachycephale racer og vil helt sikkert være et emne for debat både mellem ejere, dommere og dyrlæger.