Som udgangspunkt er hesten et præstationsdyr, hvor hensigten er anvendelse i sporten indenfor en given disciplin. Her er anvendeligheden af hesten meget afhængigt af, at hesten kan holde til den påtænkte brug. Ortopædiske skader står for en meget stor andel af årsagerne til nedsat holdbarhed, hvormed der er meget fokus på netop ortopædi og holdbarhed indenfor ride- og væddeløbsverdenen.
Både seneopbygning og -styrke er kun påvirkelig indenfor hestens første to leveår – og tildeling af tilstrækkelig motion indenfor de første leveår er af stor betydning i forhold til at mindske fremtidige ortopædiske skader via opnåelse af en optimeret senekomposition4,27,28.
Kollagen-strukturen i led har allerede en færdigudvokset struktur hos den unge plag/hest, hvorimod mineralindholdet i den subchondrale og den trabekulære del af knoglerne udvikles indtil 4-års alderen34. Det voksne subchondrale og trabekulære knoglevæv består af ca. 50 % mineralindhold, hvormed det er en stor del af knoglens opbygning, som ikke er færdigudviklet før ved 4-års alderen34. Den optimale udvikling af særligt den subchondrale knogle og dennes chokabsorberende evner er ligeledes afhængig af motion i opvæksten3.
Ibrugtagning af væddeløbsheste
Travheste
Et af de nyeste studier på travheste er udført på svenske og norske koldblodstravere (n = 14.548)35. Disse adskiller sig fra den traditionelle travhest ved, at kun få heste startes i løb som 2-års, hvilket i dette studie udgjorde 1,9 % mod 52 % som 3-års, 23,4 % som 4-års og 22,6 % > 5-års. I dette studie fandt man, at koldblodstraverens holdbarhed i sporten øges med tidlig ibrugtagning. Et studie på spanske travere (n = 6131)30 i perioden fra 1988-2012 fandt ligeledes positiv effekt på holdbarhed af tidlig ibrugtagning. Her fandt man, at heste, der begyndte deres løbskarriere som 3-5-års, havde større risiko for afkortning af løbskarrieren sammenlignet med heste, der begyndte som 2-års.
I 2011 fremlagde man undersøgelser af den australske travhesteårgang fra år 2000, hvor man sammenholdt heste, der begyndte deres første løb som 2-års (43,9 %) med heste, der begyndte deres første løb som 3-års (33,9 %) (n = 999)13. Også her fremkom det, at heste, der startede deres første løb som 2-års, havde en statistisk signifikant længere løbskarriere og yderligere fandtes, at indtjeningen i løb var højere hos denne gruppe.
Et noget ældre studie fra 1977 havde en lidt anden tilgang til emnet, idet man fulgte tidspunktet for, hvornår vækstzonen i distale radius lukkede hos 2-års travere og pacere (n = 113)9. Vækstzonerne blev klassificeret (C, B-, B, B+, A (lukket)) ud fra røntgenoptagelser. Her fandt man, at vækstzonen lukkede fra 26-35-måneders-alderen. Der fandtes ikke forskel mellem køn eller mellem travere og pacere. Der fandtes ingen sammenhæng mellem klassificeringen af vækstzonen og frekvensen af skader eller præstation gående på løbstider, placeringer og indtjening i 2-års-løbene, ligesom antallet af skader heller ikke fandtes relateret til antallet af løb, placeringer, indtjening eller løbstider. Der fandtes dog en svag tendens mod, at heste med meget immature vækstzoner (C og B-) havde langsommere løbstider og en let øget tendens til skader.
Galopheste
En lang række studier har vist, at risikoen for visse ortopædiske skader øges i takt med øget alder ved første løbsstart for galopheste – startende ved 2 år1,7,10-12,14,15,18,19,23,31,37,40. Et engelsk studie har yderligere vist, at galopheste, der begynder løb tidligt, har mindre risiko for fatale løbsskader40. Endelig har adskillige studier vist, at galophesten, der begynder løbskarrieren som 2-års, opnår en længere løbskarriere sammenlignet med hesten, der introduceres til væddeløb senere i livet13,16,20,21,29-31,33,36,37.
Et af disse studier er fra 2013 og præsenterer dataindsamling fra 2000 til 2010 (n = 4950)37 på fuldblodsheste i Hong Kong. Her fandt man, at 14 % af hestene havde deres første start som 2-års og 52 % som 3-års. Et andet studie af samme hovedforfatter36 så specifikt på sammenhængen mellem alder for første løbsstart og karrierelængde for australske fuldblodsheste ud fra et stort datasæt (n = 117.088) over en periode på 10 år. Her sås, at 56,71 % havde deres første løbsstart som 2-års, 34,33 % som 3-års og 8,96 % som 4-års eller ældre. Udover den positive effekt på karrierelængde fandt studiet også, at et tiltagende antal starter som 2-års samt længere løbsdistancer som 2-års øgede karrierelængden.
Uagtet alder for ibrugtagning har undersøgelser vist, at risikoen for skader er størst indenfor det første år i sporten15,17. Dette kunne indikere, at det er den indledende adaptationsfase til løb, som er den mest risikobetonede periode i en galophests liv, hvor denne adaptation så lader til at ske mere optimalt for det helt unge individ i forhold til det ældre individ. En svaghed ved det store australske studie36 er, at studiet ikke inddrager de heste, som begynder træning, men som aldrig når til start. Et studie fra 200639 fandt netop, at 39 % af 2-års galopheste i træning ikke kom til start. Mange faktorer spiller ind i relation til denne frasortering, heriblandt skader samt »lack of ability« og »too slow«, som en træner udtrykte det39.
Et studie fra New Zealand (n = 5634)33 fulgte en årgang over 7 år og fandt, at 32,7 % af en årgang slet ikke kom i træning og 43,2 % kom ikke til prøvestart, hvor sidstnævnte tilsvarende er fundet at ligge på 40,3 % hos New Zealandske travere32. Der sker således en stor grad af selektion, inden en væddeløbshest overhovedet kommer i træning. Endelig fandtes, at 55 % ikke opnåede at komme til start, hvor der dog skal tages højde for, at 12,4 % blev eksporteret33. Ud af de heste, som kom til start i løbet af de 7 år, blev kun 21 % igangsat som 2-års, men de, der begyndte løbskarrieren som 2-års, fandtes at have flere starter, en længere løbskarriere samt flere sejre og placeringer sammenlignet med de heste, der begyndte løb senere i livet. Dette forventer forfatterne har en sammenhæng med en mindre skadesfrekvens, hvilket dog ikke er opgjort i studiet.
Den tidlige træning forbundet med løbsstart som 2-års følges af en optimeret fysisk udvikling og virker beskyttende mod ortopædiske skader33,38,40. Dette stemmer overens med en undersøgelse fra 2007, der fandt en øget risiko for afkortning af løbskarrieren pga. seneskader hos galopheste i Hong Kong i takt med øget alder ved første løb14. Risikoen fandtes derimod ikke relateret til antallet af løb. Hos 2-års galopheste har man undersøgt knoglevævs respons på træning over en 13-ugers træningsperiode, hvor man så en statistisk signifikant effekt af træningen på knoglestørrelse, -densitet og -styrke sammenlignet med utrænede 2-års heste8.
Et studie fra Australien (n = 274) på 2-års galopheste i træning fandt, at der er statistisk signifikant forskel mellem trænere i forhold til ortopædisk skadesfrekvens5,6. En undersøgelse af samme forskergruppe fandt desuden en øget frekvens af ortopædiske skader hos 2-års i forhold til 3-års galopheste, og her fandtes ligeledes en stor variation mellem trænerne, således at nogle trænere i højere grad får skadede heste end andre5.
Ibrugtagning af rideheste
I 2010 blev et studie publiceret gående på hollandske ridehestes holdbarhed i sporten samt faktorer, som påvirker længden af hestens sportskarriere26. Studiet så på data fra en periode på 9 år (1995-2004) og inkluderede dressur- og springheste samt ganske få military- og distanceheste (n = 520). Her fandt man, at dressurheste var statistisk signifikant ældre, når de havde deres konkurrencedebut i forhold til springheste. Man så også, at hestens alder ved konkurrencedebut for spring- og distanceheste har betydning for hestens holdbarhed i sporten, således at for hvert år, der lægges til hestens konkurrencedebut, øges risikoen for afkortning af hestens sportskarriere pga. nedsat holdbarhed med en faktor 1,1. Ortopædiske skader stod for 63,7 % af de veterinære årsager til, at hesten afsluttede dens sportskarriere. Hos 74 % af hestene forekom et eller flere afbrud i sportskarrieren, og 21,8 % af disse første afbrud i karrieren fandtes relateret til veterinære forhold, hvor seneskader var den hyppigste årsag – 27,4 %.
Generelt for afbrud i sportskarrieren skyldes veterinære forhold de 35,9 % af tilfældene, og ortopædiske skader fandtes at være den hyppigst forekommende karrieredefinerende faktor. Den gennemsnitlige karrierelængde var 3,8 +/- 2,8 år, og der fandtes ingen statistisk signifikant forskel mellem disciplinerne. Det kan diskuteres, hvorvidt et sådant studie i samme grad som studierne på væddeløbsheste definerer det reelle ibrugtagningstidspunkt for hesten, idet nogle rideheste bevidst først præsenteres på konkurrencebanerne, når de har nået et vist niveau i deres uddannelse. Det er en faktor, som kun eksisterer i beskeden grad for væddeløbsheste. Det ville således have været særdeles interessant, hvis studiet også havde inkluderet tidspunktet for træningsstart.
Springheste
Et studie fra 20052 så på, om det er muligt at kvantificere springegenskaber hos føl. Her så man på springpræstation og -teknik over 0,6 meter i 6-måneders alderen og igen under rytter over 1,15 meter som 5-års, hvorefter man også fulgte hestenes videre sportskarriere. Man fandt herved, at de bedst præsterende hestes springteknik i relation til albueflektion og bagbensretroflektion allerede var til stede som føl, men dog ikke således, at man på enkeltdyrsniveau ville være i stand til at udpege de overlegne individer som føl, da dette kun er få ud af mange parametre, som definerer en talentfuld springhest.
En forlængelse af dette studie gik på at undersøge, om tidlig træning har fremmende effekt på hestens præstation på sigt25. Studiet opdelte de 6 måneder gamle føl i to grupper (n = 30), hvor grupperne gik i hhv. løsdrift om vinteren og fold om sommeren, og hvor forsøgsgruppen yderligere indgik i et træningsprogram i 2½ år gående på løsspringning to gange om ugen og skridt i skridtmaskine tre gange om ugen. Fra tilridning og fremadrettet blev de to grupper underlagt samme træningsregime. Som 4-års sås en statistisk signifikant effekt af træning hos forsøgsgruppen på adskillige springtekniske parametre, resulterende i færre fejl på et baneridt. Sammenligning af de to grupper blev foretaget igen som 5-års efter et års springtræning, hvor forskellen mellem grupperne var udlignet, således at kontrolgruppen havde tillært sig springteknik på lige fod med forsøgsgruppen efter et års træning.
I et stort studie fra 201124 så man på franske springhestes holdbarhed i sporten (n = 209.296) i perioden fra 1972 til 2008, startende fra hestens fjerde leveår. Studiet fandt, at jo tidligere hesten debuterede i sporten, desto længere blev dens sportskarriere. For heste, der begyndte i sporten som 6-års, var risikoen for en afkortet sportskarriere 1,33 gange større end for heste, der begyndte i sporten som 4-års. Studiet fandt yderligere en heritabilitet på 0,10 for karrierelængde for franske springheste.
Et lignende studie fra 201422 så på ungarske springhestes holdbarhed i sporten (n = 8475) i perioden fra 1996 til 2011, ligeledes startende fra hestens 4. leveår. Her fandt man også, at heste, der påbegyndte deres konkurrencekarriere som 4-års, opnåede en længere springkarriere, og man så, at risikoen for en afkortet karriere var 20 % lavere for denne gruppe i forhold til heste, der havde konkurrencedebut som 5-års. Begyndte en hest sin konkurrencedebut som 8-års, var risikoen for en afkortet karriere 56 % højere i forhold til en hest, som begyndte som 5-års. I dette studie fandtes heritabiliteten for karrierelængde lidt højere – 0,17 – sammenlignet med franske springheste.
Konklusion
En meget stor mængde forskning indikerer, at tidlig ibrugtagning er gunstig for hestens sportskarriere og tilmed beskytter mod ortopædiske skader i hestens fremtidige atletiske virke. Overvægten af undersøgelser foreligger på væddeløbsheste, og i relation til rideheste er det særligt springheste, der er set på. Uagtet alder finder man, at det første år i træning er den mest risikobetonede træningsperiode i forhold til ortopædiske skader, idet det er selve det at skulle adaptere til ibrugtagning, der giver øget risiko for skader. Netop adaptation sker mest optimalt hos det unge individ, hvilket flere studier bekræfter, og det forklarer, at den tidlige ibrugtagning netop mindsker skadesfrekvensen på sigt og forlænger hestens sportskarriere. Med tidlig træning af den unge hest følger selvsagt et stort ansvar i forhold til at undgå overtræning, hvilket der altid vil være nogle trænere/ryttere, der mestrer bedre end andre.