Annonce Banner Banner Banner

Forskningsprofessor i veterinær parasitologi – i Norge

Karriere Fortæl om dit job: Hvilke arbejdsopgaver gemmer der sig bag dyrlægens mange jobtitler? Vi går tæt på med en række personlige fortællinger.

5

Dobbelt-selfie foran kontorarbejdspladsen i Oslo. På pc’en: Nyhedsindslag om det første fund af Angiostrongylus vasorum i Norge, NRK Nyheter.

© Heidi Enemark
Portræt

Igennem de sidste fire år har jeg været ansat som forskningsprofessor i veterinær parasitologi på Norges Veterinærinstitut i Oslo. Det er på mange måder et helt fantastisk job: Afvekslende, udfordrende og spændende, men også krævende, fordi jeg har efterladt familien i Danmark og derfor pendler frem og tilbage hver weekend. Det er en dyr og ikke særlig miljøvenlig løsning, og det er jeg naturligvis kun villig til, fordi jeg elsker mit arbejde som parasitolog og har brugt mange år på at specialisere mig inden for fagområdet.

Hvad laver en forskningsprofessor?

Som forskningsprofessor er min primære opgave at forske og formidle. I modsætning til en universitetsprofessor har jeg ingen undervisningsforpligtelse, men jeg er alligevel involveret i undervisning og faglig formidling via diverse efteruddannelseskurser/seminarer for praktiserende dyrlæger og vejledning af specialestuderende, ph.d.-studerende og postdocs.

Veterinærinstituttet i Norge er en sektorforskningsinstitution, hvis primære arbejdsområder er diagnostik, beredskab, myndighedsbetjening og forskning vedrørende sygdomme hos husdyr (inklusive opdrætsfisk, hvis betydning er på linje med olieindustrien i Norge) samt zoonoser, inklusive levnedsmiddel- og foderbårne infektioner.

Medarbejderstaben inkluderer et bredt spektrum af fagpersoner som fx patologer, immunologer, epidemiologer, molekylærbiologer og bioinformatikere. Det betyder, at jeg har let adgang til at samarbejde med nogle af de dygtigste fagfolk inden for områder, der har relevans for mit speciale.

Mange tænker nok, at arbejdet som parasitolog er uhyre specialiceret. I virkeligheden er fagområdet særdeles bredt og omfatter både endo- og ektoparasitter hos alle dyrearter samt diagnostik, behandling og kontrol af parasitære lidelser, inklusive fx værtsparasitinteraktioner, sygdomsmekanismer, antiparasitær resistens og meget mere.

Selvom jeg har arbejdet med parasitologi i mere end 20 år, opfatter jeg mig selv som generalist, og fordi der er forholdsvis få fuldtidsansatte veterinære parasitologer, er der behov for, at vi kan dække hele dette store fagområde. Det er en udfordring, men medvirker natur ligvis også til at arbejdet aldrig bliver kedeligt. 

Feltarbejde på Svalbard. De indsamlede fæcesprøver pakkes under primitive forhold, før de sendes til Veterinærinstituttet i Oslo.
Mistanke om Echinococcus multilocularis i levere fra rensdyr fra Nord-Norge. Sammen med min kollega Inger Sofie Hamnes. I vigtige beredskabssager er det altid godt med flere kritiske øjne.
Feltarbejde på Island. Erfaringer fra praksislivet er til tider ganske nyttige.
Elg netop ankommet til obduktion på Veterinærinstituttet.

Stor frihed og mulighed for fordybelse

I løbet af min karriere har jeg haft mange forskellige jobs indenfor veterinærfaget. Nogle af fordelene ved arbejdet som forsker er dels muligheden for fordybelse, dels friheden til at arbejde med stort set hvad som helst, hvis blot jeg kan skaffe midlerne til det.

Jeg har igennem de seneste fire år bl.a. været involveret i projekter om coccidiose og coccidiostatika-resistens hos får, diagnostik og kontrol af Strongylus vulgaris hos hest, leverikter hos malkekvæg, får og vildt, herunder smittedynamik, økonomisk betydning og molekylær epidemiologi samt antiparasitær effekt af bioaktive planter in vivo og in vitro.

Mit arbejde med parasitære zoonoser har bl.a. inkluderet et projekt på Svalbard i samarbejde med Polarforskningsinstituttet. Her har vi kortlagt forekomsten af Echinococcus multilocularis hos østmarkmus, hunde og polarræv samt beskrevet parasittens genetiske variation med henblik på at øge vores viden om smittedynamikken under de særlige klimatiske forhold.

Jeg arbejder desuden med in vitro-metoder til screening af bioaktive planter og lægemidler mod Cryptosporidium og andre parasitære protozoer samt risikovurdering, »source attribution« og »risk ranking« af forskellige levnedsmiddelbårne parasitter.

Kommunikation og internationalt samarbejde

Arbejdet som forsker indebærer naturligvis fordybelse i faglitteraturen og mange timer alene foran computeren, men det er langt fra et ensomt job. For at få succes som forsker i dag er det faktisk en stor fordel at være ekstrovert. Desuden er det nyttigt at være nysgerrig, kreativ, målrettet samt besidde en høj stressterskel, og det er nødvendigt at kunne samarbejde på tværs af faggrupper og institutioner både nationalt og internationalt. Forskningsresultaterne skal præsenteres for lægfolk, fagfolk og forskerkollegaer i skriftlig form, men i høj grad også mundtligt ved seminarer og kongresser rundt om i verden. Fordi vi er en forholdsvis lille gruppe mennesker, der arbejder med veterinær parasitologi, mødes vi igen og igen i forskellige faglige sammenhænge. De internationale venskaber, der udvikler sig med tiden, er en stor charme ved jobbet, og jeg har efterhånden fået et solidt netværk og kender stort set alle, der beskæftiger sig med mit fagområde, i hele verden.

Men det er ikke tilstrækkeligt at kunne lide mennesker, det er også nødvendigt at holde af sprog og kommunikation. Det giver ingen mening at opnå gode forskningsresultater, hvis ikke man formår at formidle sin viden til omverdenen. Det er heldigvis noget, der kan læres. Jeg husker stadig de første mange gange, jeg skulle tale til et stort publikum bestående af fagfolk med langt større erfaring og viden end mig. På grund af nervøsitet har jeg ofte slået autopiloten til og ikke kunnet huske noget efter en præsentation, men trods fejl og mangler overlever man altid, og i dag nyder jeg faktisk interaktionen med et engageret publikum.

Ingen roser uden torne

Det er ingen hemmelighed, at forskningsmiljøet er utroligt konkurrencepræget, og man skal besidde et vist mål af selvværd for at kunne overleve de spidse albuer og store egoer, som er talrigt til stede. Når jeg ind imellem har lyst til at kaste håndklædet i ringen, på trods af at jeg holder utroligt meget af mit job, er det fordi, jeg godt kan blive træt af at skulle være så selvhævdende, som miljøet kræver; og fordi den evindelige konkurrence er opslidende i længden.

22 © Heidi Enemark

Et andet trættende aspekt ved forskertilværelsen er de mange timer, som man bruger på at skrive forskningsansøgninger. Med succesrater på 8-10 % betyder det, at en meget stor andel af forskerne i Norge såvel som i Danmark spilder tiden på at skrive forskningsansøgninger i stedet for forskningsartikler. Der er ingen tvivl om, hvad jeg finder mest stimulerende.

Myndighedsbetjening, diagnostik og beredskab

Heldigvis indebærer jobbet som forskningsprofessor på Veterinærinstituttet mange andre og mere inspirerende opgaver. Diagnostik og forskning er for nylig blevet adskilt i separate afdelinger med henblik på at give forskningen bedre vilkår og undgå unødvendige afbrydelser. Det betyder, at jeg kun bliver tilkaldt, hvis der er særligt udfordrende cases i laboratoriet, eller hvis der er mistanke om anmeldepligtig sygdom. For en dansker som mig er det især spændende at deltage i diagnostikken af bjørne, ulve, elge og andre vilde dyr, der indgår i sundhedsovervågningen af Norges vilde fauna.

Som led i myndighedsbetjeningen og det forskningsbaserede beredskab deltager vi i årlige præstationsprøvninger arrangeret af Det Europæiske Referencelaboratorium for Fødevarebårne, Parasitære Zoonoser i Rom. Det europæiske referencelaboratorium holder også årlige seminarer for de nationale referencelaboratorier. Det er en af de tilbagevendende begivenheder, der medvirker til at styrke samarbejde, videnudveksling og faglige kompetencer på tværs af nationale grænser – og en medvirkende årsag til, at jeg i dag er stærk tilhænger af EU.

Mit arbejde med parasitære zoonoser har bl.a. inkluderet et projekt på Svalbard i samarbejde med Polarforskningsinstituttet.

Øvrige beredskabsopgaver omfatter overvågningsprogrammerne for forskellige anmeldepligtige og særligt uønskede patogener. Fastlandsnorge er et af de få lande i Europa, som officielt er fri for Echinococcus multilocularis. Det betyder, at Norge kan forlange ormebehandling af hunde, der indføres fra udlandet. For at opretholde denne status kræver EFSA (European Food Safety Authority), at vi overvåger ca. 500 ræve årligt. En del af disse ræve undersøges også for en anden uønsket parasit: Angiostrongylus vasorum (Fransk hjerteorm). Jeg leder begge disse overvågningsprogrammer. I samarbejde med NMBU (Norges miljø- og biovitenskapelige universitet) og Animalia (norsk brancheorganisation) deltager jeg desuden i udarbejdelsen af guidelines fx for bekæmpelse af parasitter og forebyggelse af anthelmintikaresistens.

At være dansker i Norge

Efter at have været udsat for omstuktureringer og nedskæringer igennem mange år på DTU Veterinærinstituttet var jeg ikke længe om at beslutte mig, da jeg fik tilbudt jobbet i Norge. Jeg kendte landet godt efter mange skiferier, og i min bevidsthed repræsenterede jobskiftet ikke en større miljøændring, end hvis jeg havde fået job i Jylland. Men der tog jeg fejl.

Det er let at være dansker i Norge, og man bliver mødt med stor imødekommenhed; men der er en større kulturforskel, end jeg umiddelbart troede. Generelt oplever jeg nordmændene som mere konservative, velopdragne og hensynsfulde end vi danskere, og det var en stor glæde at opleve den venlige omgangstone på arbejdspladsen – plus sommerfesterne, julefrokosterne og sikkerheden i ansættelsen. Til gengæld skal man passe på, at man ikke »stikker for meget ud fra mængden« - Janteloven har gode vilkår.

Og så er der sproget! Den første uge var jeg virkelig træt, når jeg kom hjem fra arbejde – ikke kun pga. de mange nye indtryk, men også fordi jeg skulle koncentrere mig utroligt meget for at forstå nordmændene, når de snakkede indbyrdes. Det blev heldigvis hurtigt bedre, men her fire år efter min ankomst taler jeg fortsat ikke norsk. Jeg kan sagtens gøre mig forståelig ved at bytte lidt rundt på ordstillingen og ændre visse ord (det norske »grine« betyder fx at græde), men det er stærkt grænseoverskridende at tilegne sig sprogtonen. Så det kommer nok aldrig til at ske – i hvert fald ikke for mit vedkommende.

13
Aftenstemning med udsigt over Oslofjorden.
© Privat

På plussiden er jeg nødt til at nævne den norske natur. Norge er et paradis for friluftselskere, og blot en halv times tur med sporvognen fører til »Nordmarka« og endeløse vandre-/skiruter i vildmarken. Desuden er der økonomien (helt klart bedre end den danske), det faktum, at norsk landbrug omtales med respekt og stolthed, samt statens investering i et spritnyt og topmoderne veterinærcampus. Til gengæld, og på trods af de norske oliemilliarder, er Veterinærinstituttet i akut pengenød. Flytningen til de nye faciliteter kommer til at koste mere end beregnet, og det veterinære beredskab er dyrt. Penge, der kan være vanskelige at finde, med mindre frygtede sygdomsepidemier nærmer sig grænsen. Så nu er der varslet massefyringer på Veterinærinstituttet, og jeg frygter så småt, at dette kan være begyndelsen til enden og en gentagelse af den udvikling, som beredskabsområdet har undergået i Danmark.

Til slut vil jeg opfordre unge kollegaer, som overvejer en forskerkarriere, til at gribe chancen. Livet som forsker byder på mange muligheder og spændende udfordinger, men man skal være indstillet på lidt knubs undervejs, og de faste stillinger hænger ikke på træerne, så konkurrencen er hård.