Sigríður Olga Magnúsdóttir, eller blot Sigga, som hun kalder sig til daglig, er oprindeligt fra det nordlige Island, hvor hun er født og opvokset i en lille fiskerby, der hedder Skagaströnd. Allerede dengang elskede hun dyr, og da familien de første år ingen kæledyr havde, faldt kærligheden i stedet på byens nødstedte dyr.
- Jeg slæbte utallige skadede fugle med hjem, som jeg ville helbrede. Desværre var fuglenes prognose oftest ret så elendig, men med mit barnehjerte troede jeg på, at jeg gjorde en forskel! Jeg forsøgte virkelig med ske-mad og varme. Om sommeren var jeg et par uger på en gård, og der kunne jeg bedst lide at være i kvægstalden eller hos hestene. Der var også altid moderløse lam, der skulle have flaske, og det var min yndlingsbeskæftigelse sammen med at lege med hundene.
Så længe Sigga kan huske tilbage, har hun villet være dyrlæge. Hun søgte uden held ind på veterinærstudiet, læste så nogle semestre biologi og medicin, før hun til sidst var så heldig endelig at blive optaget på veterinærstudiet i København. I studietiden ville Sigga være fåredyrlæge, og hun prøvede også arbejdet i Kødkontrollen, før hun i 2008 afsluttede studiet. Efter sin anden graviditet fik hun arbejde i blandet praksis i Bindslev Dyrehospital.
- Det var for sådan en som mig, der gerne ville prøve at arbejde med forskellige dyr, en drømmestilling. Patienterne var alt fra en dværghamster til store kødkvægstyre krydret med eksotiske dyr, såsom vaskebjørne, leopardskildpadder og sæler. Jeg elskede det! Men i længden var det meget opslidende at få vagtpuslespillet hos mig og min mand, der er læge, til at gå op i en højere enhed med tre små børn og ingen familie i nærheden, og det stjal altså noget af arbejdsglæden.
Sigga begyndte derfor at se sig om efter et nyt arbejde.
Tilsynsførende uden vagter
I 2014 skiftede Sigga til Biomedicinsk Forskningslaboratorium, Aalborg Universitets Hospital. Her havde man brug for en tilsynsførende dyrlæge, der kunne virke som forsøgsdyrsveterinær. Foruden friheden i de manglende vagter, trak det også for Sigga, at hun blev stillet et ph.d.-studium i udsigt.
- Jeg havde altid ønsket mig at prøve forskning og at skrive en ph.d. Jeg søgte faktisk ph.d.-stillinger lige efter min dimittering, men fik dengang afslag, heldigvis. Jeg ville aldrig have været foruden den kliniske erfaring, som jeg fik som dyrlæge i blandet praksis.
Det var ikke nogen stor afdeling i Aalborg, som Sigga kom til, nærmest tværtimod. Hun er den eneste dyrlæge, der sammen med fem dyrepassere tager sig af, at forsøgsdyrene har det godt.
- Jeg er ansvarlig for dyrene og deres velfærd. I samarbejde med dyrepasserne i Biomedicinsk Forskningslaboratorium gør vi vores bedste for at give dyrene et godt hjem – fra de kommer til os, og mens de er i forsøg. Vi er et lille sted, så jeg har god mulighed for at følge dyrene meget tæt, især dem, der indgår i længerevarende forsøg.
Forskerne henvender sig ofte direkte til Sigga, når de vil i gang med et nyt forsøg, og her slår det igennem, at det er en lille arbejdsplads. - Nogle gange begynder det med, at nogen får en god idé, men ikke helt ved, hvad der kan lade sig gøre rent praktisk, eller hvilket dyr der vil være bedst egnet til deres forsøg. Andre gange ønsker de hjælp til deres ansøgninger til Dyreforsøgstilsynet, især når det kommer til den del, som omhandler bedøvelse, smertebehandling og humane endepunkter.
Sigga kan godt lide at læse op på farmakologien og virkninger af forskellige lægemidler, sådan at hun kan hjælpe forskerne til at vælge den helt rigtige bedøvelse til forsøgsdyrene og forsøget. Men arbejdet stopper ikke her, idet Sigga undertiden også arbejder praktisk med dyrene.
- Jeg hjælper tit med den praktiske del af bedøvelsen. Her på det sidste har jeg været meget involveret i nogle kanin-operationer, hvor forskerne ønskede assistance til at varetage anæstesien af dyrene, mens de udførte kirurgien. De har da også fået mig op på dupperne, de kære kaniner, men det kører rigtigt godt nu.
Derudover indebærer arbejdet en del papirarbejde, sundhedsmonitorering, karantænetjek og undervisning. Staldene er placeret på forskellige lokaliteter, og særligt den nye gnaverstald, der stod færdig for to år siden, men med mange »børnesygdomme«, har givet ekstra arbejde at få op at køre. - Jeg keder mig i hvert fald ikke på arbejde, og jeg har endnu ikke oplevet, at min to-do-liste bliver tom.
Ingen dage er ens, og dagene ender ofte med at blive anderledes, end jeg havde planlagt. Det passer mig ganske fint.
Ph.d.-projekt om ilts effekt på lungen
Sigga er også meget glad for, at hun har mulighed for at forske i sin stilling på Biomedicinsk Forskningslaboratorium. Efter to år som forsøgsveterinær, begyndte hun i 2016 som ph.d.-studerende på deltid, hvor hun undersøger ilts effekt på lungerne.
- Vi ved, at lungesvigt nedsætter iltoptagelse i lungerne. Det kan føre til ændringer i lungekarrenes regulering, og øget modstand i lungekredsløbet vil kunne påvirke hjertets pumpefunktion. Forskellige medikamenter kan afhjælpe nogle af disse tilstande, men ikke uden bivirkninger. Ilt, som er et lægemiddel, kan i høje koncentrationer i indåndingsluften være gavnligt i relation til den øgede modstand i lungekarrene, men ilt er samtidigt skadeligt for selve lungevævet.
Sigga håber, at projektet vil give øget forståelse af lungernes kredsløbsfysiologi og på den måde en bedre forståelse af de mekanismer, som regulerer modstanden i lungekredsløbet, og hvordan ilten påvirker lungevævet. Det er Siggas mål, at projektet skal føre til bedre behandling af dyr og mennesker med akutte lungeproblemer. Hun vil igennem tre delstudier undersøge lungekredsløbet, lungepatofysiologien og lungepatologien hos forsøgsdyrene. Om de konkrete eksperimenter fortæller hun:
- Det udføres som et griseeksperiment, hvor grisen bruges som model for mennesker. Vi lægger grisene på hjerte-lungemaskine, åbner thorax og lægger en flowmåler omkring arterie pulmonalis – derudover lægger vi en trykmåler ind i arterie pulmonalis og venstre atrie. Ved at måle flow og tryk disse steder kan vi beregne modstanden i lungekredsløbet under normale iltforhold. Når vi så ændrer forholdene, enten til iltfattige eller iltrige, kan vi se, hvilken effekt det har på modstanden i lungekredsløbet.
Det er min akilleshæl, det med at fordele min tid fornuftigt.
De to kasketter
Sigga har altså to jobs i ét, dels som forsøgsdyrsveterinær, dels som forsker. Hvordan klarer hun, at hun det ene øjeblik har kontrollør-hatten på overfor forskerne, og skal kunne gribe ind, hvis dyrene har det dårligt, og det næste øjeblik selv er forsker? Sigga forklarer:
- I begyndelsen syntes jeg, det var lidt hårdt, men det føler jeg faktisk ikke mere. Og lige på det punkt har jeg det nemt med at adskille min forskning fra min stilling som tilsynsførende dyrlæge. Jeg har nemlig gjort det nemmere for mig selv ved kun at anvende akutte dyr til mine egne forsøg. Jeg tror, det ville give langt større udfordringer, hvis min forskning involverede kroniske forsøg, hvor jeg skulle kontrollere mig selv og sige, at nu går den vist ikke længere til et forsøgsdyr, der overstiger tilladt smerte eller lidelse.
Sigga oplever altså, at det med tiden bliver lettere at være forsøgsdyrsveterinær, selvom man skal kunne sige fra overfor forskere, hvis primære interesse er at få data i hus:
- Det er nok erfaringen, der gør forskellen. Jeg har efterhånden været ind over mange forskellige forsøg og stoler mere på mig selv, end da jeg var lige begyndt i faget. Jeg arbejder med dygtige forskere med forskellig baggrund - der er både læger, dyrlæger, ingeniører, industrielle medicinere, farmakologer og tandlæger, og de har ofte et andet syn på forsøgsdyr og deres adfærd, end jeg selv har. Inden forsøget går i gang, tager vi en dialog om de humane endepunkter i deres forsøgstilladelse, hvad vi forventer, så alle ved, hvornår vi siger, at nok er nok.
Sigga fordeler selv sin tid mellem at være forsøgsdyrsveterinær og ph.d.-studerende. Hvordan klarer hun det, så begge dele bliver ligeligt tilgodeset?
- Åh, det var et godt spørgsmål, og jeg har desværre ikke et godt svar på det! Det er min akilleshæl, det med at fordele min tid fornuftigt. Jeg forsøger at strege en uge ud ad gangen til mit projekt, da det, jeg har behov for, er kontinuitet, men det er ikke altid, at det lykkes mig at overholde det. Jeg har nok svært ved at holde mig væk fra arbejdet (som forsøgsdyrsveterinær, -red.) i en hel uge, men jeg bliver bedre til det, eftersom jeg kan mærke afslutnings-tidspunktet for ph.d'en nærme sig med hastige skridt!.
Sigga skal efter planen afslutte sit ph.d.-studium i 2022.
