Synergien i et krydsfelt mellem forskere

- Alt i biologien er jo flettet sammen, svarer Hans Houe og lader hænderne mødes.

Omringet af ringbind sidder vi i solskinnet fra vinduet på et kontor i en af skolens gamle, lave murstensbygninger. En bogudgivelse ligger i en lille stak på bordet og afslører, at der her arbejdes med sygdomskontrol i husdyrproduktionen – det her er den veterinære epidemiologis epicenter.

Men under samme tag finder man også Bioetik og Etologi, hvor især etologien med sit historiske fokus på det enkelte dyr kan synes fjern fra faget med de store populationsdata. Jeg har spurgt Hans, hvorfor det netop er disse tre forskningsdiscipliner, der er landet sammen her i sektionen, som Hans Houe er leder for, og han fortsætter forklaringen.

- Alle de her skel, vi laver, er jo kunstige, og der er ikke en ultimativ logik i det. Historisk blev de samlet for at understøtte lovgivningen. Man havde brug for lovgivning til at lave nogle bekæmpelsesstrategier for de smitsomme sygdomme, og man havde brug for lovgivning til at sige, hvordan man skulle opstalde dyrene på en korrekt måde, fortæller han.

For her på sektionen ligger også den veterinære retsmedicin. I sin tid var det professor i veterinær retsmedicin H.C. Adler, der i begyndelsen af 1970’erne bidrog til udviklingen af fagområderne Veterinær epidemiologi og Husdyretologi på den gamle Landbohøjskole. Dengang gik forskningsspørgsmålene på, hvilke metoder der skulle udvikles for at understøtte god lovgivning indenfor sygdomsbekæmpelse og dyreværn og -velfærd. Det foregik dengang på det, der hed Institut for Veterinær Retsmedicin, der på den måde begyndte med at binde disciplinerne sammen, men sidenhen er blevet udsat for en del omstruktureringer. I 1997/98 kom bioetikken til, og i dag, hvor det er en del af det store institut, arbejder de tre fag stadig tæt sammen i Sektion for Dyrevelfærd og Sygdomsbekæmpelse.

I samme hus

Selvom biologien ikke sætter klare skel mellem de discipliner, universitetet har valgt at inddele den veterinære og husdyrvidenskabelige forskning i, danner sektionen stadig et vist udgangspunkt for de projekter, der slår deres rødder i netop denne bygning. For som flere forskere i sektionen påpeger, er den korte afstand afgørende.

- Der opstår flere ideer, når man er fysisk tæt sammen. Du får mere dialog omkring tingene. Så for mig at se giver det en forskel, mener sektionslederen, der bakkes op af sine kollegaer.

- Nu har jeg samarbejdet med en del universiteter rundt om i verden, og det er ikke almindeligt, at etologer og epidemiologer sidder sammen, men der opstår en særlig synergi ved lige præcis at sætte dem sammen, siger Peter Sandøe, der bl.a. står for bioetikken i sektionen, men også er sektionsleder for Forbrug, Bioetik og Regulering på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Også professor i Etologi, Björn Forkman, mærker, hvordan fælles forskning udspringer af den korte afstand.

- Det hjælper gevaldigt, at vi sidder i samme hus. Jeg tror altid, at man undervurderer den fysiske afstand. Den betyder rigtig meget, fortæller han.

De tre discipliner mødes i mange forskningsprojekter i sektionen indenfor især vurdering af dyrevelfærd. Lige nu arbejdes der bl.a. på et indeks for dyrevelfærd for svin og kvæg, der blev igangsat med Veterinærforlig II og forlænget ved det følgende forlig. Med indekset bliver det i højere grad muligt at se, hvordan dyrevelfærden forandres over tid. I løbet af projektets levetid har man konstateret, at det er observationer i besætningerne, der er den mest egnede metode, selvom det også er dyrt, for man er nødt til at sætte en kontrollant til at udføre observationerne, fortæller Björn Forkman.

- Når landmanden selv indberetter det, er det fint, men problemet er, at han er biased. Når du går omkring og ser dyrene hver dag, så siger du lettere: »Ja, men hende der hun går altid lidt mærkeligt«. Mens derimod, hvis en kontrollant kommer forbi, siger han: »Jamen, hun er jo halt«. Hver gang viser det sig, at der er meget stor forskel på, hvilke køer, kontrollanten mener, er halte, og hvilke. landmanden mener, er halte. Det er ikke noget med, at han lyver, men man bliver hjemmeblind. 

I indeksprojektet kommer både etologernes og epidemiologernes samt også bioetikkens metoder i spil, og her viser det sig, hvordan disciplinerne kan understøtte hinandens arbejde. 

- Det er et projekt, hvor man skal finde de rigtige velfærdsparametre, og det er det, adfærdsfolkene er gode til. Men det skal også kvantificeres, hvilket epidemiologerne er gode til. Så det er i høj grad et projekt, der binder dem sammen, siger Hans Houe.

Samtidig har bioetikken været inde over projektet i forbindelse med overvejelserne omkring, hvordan man bedst lægger de mange målinger sammen for at give et retvisende billede af dyrevelfærden.

En refleksion over det naturfaglige

Bioetikken fylder personalemæssigt ikke meget på sektionen, men i mange af forskningsprojekterne trækker faget en reflekterende linje til det omkringliggende samfund, fortæller Peter Sandøe. For det er ikke mejslet i sten, hvad der tæller som god dyrevelfærd – det er noget, der flytter sig med strømninger i befolkning og samfund.

- Man kan sige, at det, bioetikken gør, er at lægge en refleksion oven på det rent naturfaglige. Det vil sige, at man ikke bare undersøger, fx hvordan et dyr reagerer på, hvordan vi holder det, men også giver plads til en refleksion over, hvad der er godt og skidt. Desuden bidrager bioetikken via et samarbejde med samfundsvidenskabelige forskere til at vise, hvordan der er forskellige opfattelser af godt, hvordan forskellige grupper tænker om det, og hvordan man på forskellige niveauer finder praktiske løsninger. Etisk refleksion anser jeg for at være meget værdifuld, når vi har at gøre med forskning, der skal anvendes til at løse konkrete kontroverser i samfundet, fortæller Peter Sandøe. Bioetikken kommer også i spil i et andet dyrevelfærdsprojekt i sektionen omkring benchmarking, hvor man forsøger at kortlægge graden af dyrevelfærd i seks europæiske lande, der sammenlignes i lyset af bl.a. lovgivning og dyrevelfærdskrav ved markedsdrevne initiativer.

- Der samarbejder vi jo både med etologer og epidemiologer, fordi det er noget med at sætte nogle tal på, men det er jo også vigtigt at få udtrykt den dyrevelfærdsmæssige fællesnævner bag de mange tal. Når man laver sådan nogle store sammenligninger, er man nødt til at træffe en masse svære valg. Her skal der foretages etiske refleksioner, og det er det, jeg bidrager med, fortæller han.

Selv igennem en telefon smitter Peter Sandøes entusiasme, og det er tydeligt, at det ikke er naturvidenskabens entydige facit, der driver ham, men netop vægtningen af argumenter i etikkens forskellige tolkninger, bl.a. i benchmarkprojektet.

- Der er jo nogle meget interessante sammenligninger, for hvis du fx tager Danmark og Sverige, har Sverige faktisk en væsentlig bedre lovgivning. Der er en række ting fx med løse søer og forbud mod at halekupere grise, der er det meget bedre derovre. Omvendt kan man sige, at svenskerne køber en masse svinekød fra Danmark. Danmark har en del markedsdrevet dyrevelfærd, og vi er rigtig gode til at lave specialprodukter for dem, der vil betale mere for det, siger Peter og fortsætter:

- Om Danmark eller Sverige er bedst samlet set, kommer lidt an på, hvordan du lægger de her ting sammen. Det er spændende, hvis det viser sig, at svenskerne har en høj dyrevelfærd, men ender med at købe en masse dansk kød, for så har de jo ikke rykket ret meget med deres fine lovgivning. Og omvendt, hvis danskerne kan lave en masse mærker, hvor man kan få løftet niveauet op til svensk niveau bare ved at betale lidt ekstra, så har vi jo løst den samme opgave bare på en anden måde. At kunne sammenligne det systematisk, synes jeg, er en sindssygt spændende opgave. Skal vi måle produktionen, eller skal vi måle forbruget? Det er en af problemstillingerne.

Epidemiologiske miljøer samles

Selvom mange projekter går på tværs af de tre forskningsdiscipliner, er der også flere, der holder sig indenfor ét forskningsområde.

Et af veterinærfagets hovedområder har været kontrol og senere udryddelse af smitsomme husdyrsygdomme, og dette område har særligt epidemiologien beskæftiget sig med. Som den første blev kvægpesten udryddet i 1782, og siden har Danmark været i stand til at udrydde en lang række smitsomme husdyrsygdomme. Dette arbejde foregår til stadighed ved udvikling af mere og mere systematiske epidemiologiske metoder. Disse er en helt essentiel del af nationale kontrol- og udryddelsesprogrammer som BVD, Salmonella Dublin, B-streptokokker og plasmocytose, men også i frivillige programmer som det eksisterende paratuberkuloseprogram. Med sådan en historik har sektionen kunnet klarlægge mere komplekse forhold omkring de smitsomme sygdomme, fortæller Hans Houe:

- Sektionen har gennemført og bidraget til en lang række af epidemiologiske undersøgelser af sygdomsudvikling, smittespredning indenfor og mellem besætninger, inklusive risikofaktorer herfor, samt udvikling af teststrategier. Den viden har været brugt i udviklingen af lovgrundlag for nationale bekæmpelsesprogrammer og rådgivningsværktøjer til praktiserende dyrlæger og husdyrerhvervets rådgivende centre, forklarer han.

Endvidere trækker overtagelsen af det veterinære beredskab primært på epidemiologernes ekspertise i sektionen, og som Hans Houe forklarer, har opgaven bragt både nye medarbejdere, opgaver og viden med sig.

- Vi har fået nogle meget spændende miljøer samlet, hvor det giver god faglig mening. Med de nye ting, der kommer hertil, får vi en epidemiologisk ekspertise ind med blandt andet nye modelleringsmetoder, og jeg har allerede selv lært meget om de særlige udfordringer, der er ved at modellere sygdomme, der spredes med vektorer.

Også viden omkring de simuleringsmodeller, der er for mund- og klovsyge og svinepest, og de økonomiske konsekvenser, det har. Så jeg synes, det er et rigtig nyttigt supplement til enheden her. Især så tror jeg fremadrettet, at vi får en bedre udnyttelse af data og databaser, selvom der kan være nogle udfordringer med lovgivningen omkring rettigheder og anonymitet osv. Men det må jo løses.

Hvert år eksporterer Danmark 13 millioner smågrise og svinekød for 32 milliarder kr. Det er derfor yderst vigtigt for erhvervet at holde Danmark fri for eksotiske sygdomme, herunder afrikansk svinepest og mund- og klovesyge. Den afrikanske svinepest rører for tiden på sig i Østeuropa, i Belgien og i Asien. Med computermodeller, der simulerer, hvordan sygdommen spredes i hhv. tamsvin og vildsvin, er det muligt at teste, hvilken bekæmpelsesstrategi der vil være mest effektiv, hvis vi skulle få et udbrud i Danmark og dermed støtte op omkring beredskabsplanlægning.

I den udvidede opgave med overtagelsen af beredskabet arbejdes der desuden med andre tungtvejende problemstillinger, såsom med modeller til bekæmpelse af mastitis og nedbringelse af antibiotikaresistens.

At tælle insekter

Også vektorovervågningen er kommet til Sektion for Dyrevelfærd og Sygdomsbekæmpelse med overtagelsen af myndighedsbetjeningen. I denne gruppe overvåges vektorer i Danmark, og det undersøges blandt andet, om der kommer nye vektorer til, og hvordan klimaforandringer påvirker smitterisikoen ved at bringe nye insekter med til vores nordlige breddegrader. Men også inden for landets grænser kan overvågningen kaste lys over sygdomsspredningen blandt husdyrbesætningerne.

- Vi forsker også i, hvordan mikroklimaet gør det muligt at opformere virus, når myggene aktivt opsøger varme områder rundt om landets besætninger. Dette har bl.a. været med til at forklare, hvordan Bluetongue og Schmallenberg kunne spredes blandt drøvtyggere langt ud på efteråret i Danmark. Vi har en database med temperaturerne hver time for hver kvægbesætning i Danmark de seneste 17 år. De data bruger vi sammen med vores ugentlige myggetællinger til at kunne vurdere smittepotentialet for de vektorbårne sygdomme. Når man løbende kender smittepotentialet, kan man lettere beslutte, hvornår det er relevant at bruge penge på en aktiv overvågning, skriver René Bødker til DVT – han er epidemiolog og seniorforsker ved sektionen. 

Indenfor vektorovervågningen kan ny teknologi bidrage til kortlægningen af insekternes færden, og dette giver igen nye muligheder, forklarer René Bødker.

- Et nyt forskningsområde er machinelearning, som vi er begyndt at kombinere med miljødata fra satellitter. Vi bruger metoden til at forudsige, hvor og hvornår der er mange vektorer i et givet område. Vi har brugt machinelearning til at estimere de månedlige mitter i Vesteuropa og til at kortlægge risikoen for flåtbid i hele Skandinavien, skriver han til DVT. 

De tidlige tegn på et halebidsudbrud

På etologi forskes der også i projekter, hvor der primært anvendes etologiske metoder. Et af dem er et projekt omkring halebid hos grise, hvor ph.d. Helle Lahrmann har undersøgt, hvorvidt der findes tidlige tegn hos grisene på, at der er et halebidsudbrud på vej, og i så fald, hvilke tiltag der kan stoppe det.

- Helle så blandt andet på aktivitet og på halepositur. Der viste hun dels, at man godt kunne forudse et udbrud på haleposituren, når man analyserede video. Det er der sådan set ikke så utroligt meget nyt i, for det er der andre, der har haft lignende erfaringer med. Det nye, som hendes forskning viste, var, at ved at stå og se på dyrene omkring et minut kunne hun rent faktisk identificere de stier, hvor der ville komme et halebidsudbrud. Det kan derfor ikke kun gøres ved en meget nøjagtig videoanalyse, men også ved ren liveobservation, og det gør det jo meget mere nyttigt for landmanden. Han kan jo ikke sidde og analysere videobånd, men det andet her kan han godt bruge i praksis ved at kigge efter proportionen af grise med hængende hale.

Et andet etologisk projekt handler om den store hvide bjørn, klimaforandringernes dyresymbol, isbjørnen. Her arbejder Cecilie Skovlund i et erhvervsPhD-projekt i samarbejde med Zoologisk have København på at udvikle en protokol til at vurdere isbjørnens velfærd.

- Det er jo sådan, at der hyppigt er et problem med at holde isbjørnene i fangenskab. Formålet med projektet er at kunne måle og i forlængelse heraf forbedre deres velfærd. For sådan, som det er nu, ved du ikke rigtigt, hvad der virker. Du kan gøre alle mulige tiltag og fx mene, at det er en god ide at give dem mere plads eller fodre dem uregelmæssigt, men hvis du ikke rigtig kan sige, hvad det har for en effekt på bjørnen, bliver det svært at vurdere det, forklarer Björn Forkman.

Protokollen er inspireret af Welfare Quality®, som er en velfærdsvurdering udviklet med fokus på dyret, dog tilpasset isbjørne, og inkorporerer hhv. både fysiske, fysiologiske og adfærdsbaserede parametre inden for bl.a. naturlig adfærd, sundhed, management og mentaltilstand.

Man får en større respekt for hinanden

Fra epidemiologens kontor kan man gennem de åbne døre se lige ind til etologen på den anden side af gangen. Det er således ikke svært at forestille sig, hvordan idéer hurtigt kan udveksles. Om det er den korte afstand, der har bragt forandring med sig, er nok svært at gøre op, men bioetikeren mener at ane en vis systematisk sammenfletning af fagdisciplinerne.

- Man kan jo sige, at epidemiologerne indtil for nogle år siden kun arbejdede med sygdomme, og nu er de så blevet mere interesserede i dyrevelfærd. Deres metoder er jo populationsanalytiske metoder, som ligeså godt kan bruges på andre ting, så de har nu udvidet deres repertoire. Omvendt kan man sige, at etologerne er blevet mere rettede mod at arbejde med dyrevelfærd på populations- og besætningsniveau efter samarbejdet med epidemiologerne, forklarer Peter Sandøe.

Historisk set har epidemiologien med sin sygdomsforskning i høj grad arbejdet med at udvikle metoder, der kunne give landbruget økonomiske besparelser ved at mindske smittespredningen. Imens har adfærdsforskerne været mere optagede af velfærden. Derfor kan de til tider repræsentere to områder, der modarbejder hinanden, fortæller Hans Houe.

- Nogle gange opstår der jo også dilemmaer. Fx så er det et dilemma, at kalve gerne vil være sammen i grupper, som især indenfor paratuberkulose er et problem, fordi det smittemæssigt er bedst, at de står isolerede. Men dette er jo adfærdsmæssigt negativt. Så nogle gange har vi de her modsatrettede kræfter. Det, som er godt sundhedsmæssigt, kan være skidt for velfærden.

Dilemmaerne kan dog være nyttige udgangspunkter for en mere nuanceret tilgang til forskningsresultaterne, fortsætter Hans Houe.

- Man får nok en større respekt for hinanden, og man når frem til, at det er en afvejning. Så man er ikke så ultimativ i sin argumentation, at man som epidemiolog siger: »Jamen det bedste er at isolere dyrene«, for man ved godt, at det har en bagside. Så det bliver måske lidt en afvejning eller et kompromis, hvor man siger: »Jamen så lad dem da gå to og to sammen, for så smitter de jo kun hinanden, og så har de dog lidt kontakt«. Man får en forståelse for de dilemmaer, der er i de beslutninger, der tages.