Slaget om en differentieret pensionsalder

Fremskrivninger af danskernes levetid og alderssammensætning indvarsler problemer med sammenhængskraften. Vi står lige overfor at skulle fejre rigtig mange 100 års-fødselsdage i befolkningens store generationer, mens den
35-40 årige, der står på toppen af sin arbejdsmæssige ydeevne, er født et af de år, hvor Danmark ramte bunden af kurven for fødselsrater.

Små årgange til at holde hjulene i gang, store årgange til at spille golf og kræve pasning og pleje. Hvor er skuldrene, som skal løfte den opgave?

Der er kommet pres på pensionsalderen, og ved indgangen til det forestående folketingsvalg er det store flertal af politikerne enige om, at vi skal arbejde længere.

Fronten har i stedet flyttet sig til differentieret pensionsalder, hvor det argument, som har så meget rødt blod i sig, at flere eksperter spår, det kan vinde et folketingsvalg, er dette: Det kan ikke være rigtigt, at murerarbejdsmanden, der begyndte som lærling i en alder af 15 år, og nu har arbejdet 50 år, skal løfte en lige så stor del af den ekstra byrde (vi på grund af den demografiske udvikling må pålægge hinanden) som akademikeren, der blev færdiguddannet som 30-årig og i en alder af 65 år kun har arbejdet 35 år, sandsynligvis endda stillesiddende.

Det svære objektive kriterium

Argumentet er svært at tilbagevise, men ifølge professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC Bent Greve, bliver differentieret pensionsalder en meget svær balancegang mellem objektive kriterier og individuelle hensyn.

- På den ene side er det fakta, at fysisk tunge fag slider mest på kroppen, og at der i disse fag befinder sig mange, der, når de når pensionsalderen, har arbejdet en del flere år end folk med lange uddannelser. Men der er så mange individuelle forhold, der gør sig gældende, at det i retfærdighedens navn er umuligt at opstille objektive kriterier, som gælder så mange på én gang, siger Bent Greve. 

Differentiering på fag og antal år på arbejdsmarkedet er begge problematiske parametre, vurderer han.

- Der kan jo sagtens være medarbejdere, som arbejder i statistisk set skånsomme jobs, der alligevel kommer til at foretage det ene forkerte løft, som sætter sig i ryggen, og på sigt slider den ned. Ligesom vi omvendt ser mange medarbejdere i fysisk tunge fag, som ikke bliver nedslidte, siger Bent Greve, som også vurderer selve opgørelsen af, hvor mange år man har arbejdet, når man når op i pensionsalderen, til at være et nærmest umuligt regnestykke.

- Hvad skal man gøre med sygdomsperioder og ledighedsperioder? Skal de ikke tælle med, og i givet fald hvorfor ikke?

- Vi ved, at psykisk nedslidning spiller en lige så stor rolle for folks arbejdsevne som fysisk nedslidning. Og vi ved, at ledige er befolkningens mest stressramte gruppe. Det bliver svært at argumentere for, at folk med lange ledighedsperioder bag sig, skulle være mere arbejdsparate i en høj alder end folk, der har passet deres arbejde et helt liv.

- Og hvad med barsel? Skal vi til at foretage kønsbestemte justeringer? Der er også livsstilsproblematikker, som spiller ind. Og der er arveligt betingede sygdomme, løfteskader og arbejdsulykker – det kan ende i et rent kaos, siger Bent Greve, som kun kan få øje på ét kriterium, som han kan tro på, vil skabe tilnærmelsesvis rimelighed og retfærdighed i en differentieret pensionsalder: - Hvor meget har man haft brug for at være i sundhedsvæsnet? Hvor mange kontakter har man haft med systemet? Hvad har man fejlet undervejs? Det er, så vidt jeg kan se, det eneste parameter, som nogenlunde objektivt kan måle på graden af reel fysisk og psykisk nedslidning.

- En enkelt lægeerklæring kan ikke være nok, for så ender vi med, at de praktiserende læger bliver presset til at udstede den af borgere, som desperat gerne vil på pension. Det er nogle meget vanskelige afgrænsninger, der skal trækkes her. Man kan ikke undgå, at der er nogle, som falder lige uden for disse afgrænsninger, der ikke vil kunne forstå afgørelserne, siger Bent Greve.

Det hele kunne gå op

Lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet Mimi Yung Mehlsen, som har forsket i sammenhængen mellem aldring, sundhed og trivsel, ser ikke meget håb for en retfærdig differentieret pensionsalder, som ikke er baseret på individuelle skøn.

- Mennesker er så forskellige. Vi har forskellige jobs, vi har forskellige kroppe og psyker, og vi har forskellige livshistorier. Det har alt sammen indflydelse på vores arbejdsparathed. Derfor kan objektive kriterier blive noget rod i praksis, hvis det, man ønsker, er retfærdighed, siger Mimi Yung Mehlsen, som håber, at politikerne vil begynde at tænke i en helt anden retning.

- Hvorfor går vi ikke i gang med at flade arbejdslivet ud? Kulturen og systemerne klumper det sammen omkring de 20-25 år, hvor vi samtidig skal være forældre til vores børn. Jeg er ikke overbevist om, at vores største problem i fremtiden bliver, at der mangler hænder. Jeg tror, den helt store udfordring bliver at finde mening med tilværelsen i de mange år, som vi skal leve inaktive på arbejdsmarkedet. Samtidig med at vi midt i den erhvervsaktive alder er pressede til det yderste for at få tilværelsen til at hænge sammen. Vi skal løse det problem for begge generationer.

- Vi har masser af sunde 70-80-årige og hvorfor ikke endnu ældre, som sagtens kan blive ved med at være erhvervsaktive. På nedsat tid sandsynligvis, og måske under nogle særlige forhold. Vi skal huske på, at vores fysiske formåen mindskes med alderen, og kroppens styrke og smidighed er nedsat i 65 års-alderen, så der kan være nogle reelle begrænsninger, som sætter ind, der skal tages højde for. Men der ligger et kæmpe potentiale i at forlade den firkantede tankegang, hvor man enten arbejder for fuld damp eller slet ikke, siger Mimi Yung Mehlsen, som mener, tankegangen er baseret på en stereotyp.

- Vi vil gerne se mennesket som et væsen, der ønsker at springe over, hvor gærdet er lavest, og hellere vil spille golf og ligge på stranden end at arbejde. Min forskning i, hvad der gør ældre mennesker tilfredse, peger i en helt anden retning. Meningsfuldhed, at være værdsat, at være del af sociale netværk og at få sat sine kompetencer i spil er altafgørende. »Fornøjelser« er ikke nødvendigvis lykken. Der
for bliver der også lavet frivilligt arbejde som aldrig før. Men hvorfor ikke bygge det potentiale ind i et pensionssystem, der sætter sig for at rumme alle ressourcerne?

- Ville de fleste mennesker ikke, med de rette incitamenter naturligvis, vælge at trappe ned over nogle år i stedet for at stoppe brat, hvis det lå som en naturlig del af arbejdskulturen? Selv jord- og betonarbejderen med det nedslidte knæ kan få en 15-timers stilling med oplæring og rådgivning og sandsynligvis leve et mere meningsfyldt liv af den grund.

- Hvis tilpas mange sunde, raske og ikke mindst erfarne ældre mennesker vælger at blive ved med at arbejde, så går det hele op. Men det kræver naturligvis, at systemet understøtter dem i det, siger Mimi Yung Mehlsen.