Den far eller mor, som i en kortere eller længere periode ikke er i stand til at yde optimal omsorg overfor sine børn, har været genstand for intensiv psykologisk forskning i mange år. Den kriseramte voksnes relation til sin partner, til sine forældre, til fødselstraumer, skilsmisse, misbrug, sorg og tab – faktorer, der sekundært kan ramme børnene – er alle overordentlig kortlagte.
Men en næsten tør plet på det børnepsykologiske landkort er den effekt, det har på børnene, hvis en eller begge forældre arbejder i et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Når man tager i betragtning, hvor mange kroge børnepsykologien ellers har bevæget sig ud i, er der forsket forbavsende lidt i »spillover-effekten« – det fænomen, at omstændigheder uden for hjemmet følger med ind i hjemmet og gøres aktive der.
En ny canadisk undersøgelse viser, at hvis kvinder oplever »dårlig opførsel« på deres arbejde, tror de mindre på sig selv som mødre, og behandler deres børn dårligere. Ja, selvfølgelig, fristes man til at sige, for hvem har ikke haft dårlige dage på arbejdet og taget dem med hjem?
I en tid, hvor vi taler overordentligt meget om de psykiske og helbredsmæssige konsekvenser, et dårligt arbejdsmiljø har for de voksne, er det måske på sin plads et øjeblik at stoppe op ved børnene. For i modsætning til voksne har de ikke mulighed for at sige fra og flytte sig, pointerer praktiserende psykolog, skolepsykolog på deltid og forfatter til bøger om børns trivsel Lisbeth Lenchler-Hübertz.
- Børn kan slå fra sig og have en adfærd, som ikke ligner samarbejde. Det er deres måde at hente hjælp ind, når de mangler den. Men dybest set er de prisgivet den kriseramte voksnes evne til at kunne rumme sig selv, siger Lisbeth Lenchler-Hübertz.
Vi smitter hinanden
Den forskning, der findes på området, peger på, at den psykopatiske chef, det alt for store arbejdspres, konflikten med kollegaen – alt det psykiske bagage, man har med sig fra en belastende hverdag på arbejdet – har store konsekvenser for børnene derhjemme.
De børn, som bliver skældt mest ud og oftest oplever, at deres forældre er stressede, er samtidig de børn, som oftest svarer, at de »har det dårligt« eller »meget dårligt« for tiden, viste en undersøgelse fra Børnerådet i 2014. Samme år dokumenterede forskere på University of Central Florida direkte sammenhænge mellem moderens positive eller negative oplevelser på arbejdet og børnenes helbred.
Det ville være mærkeligt, hvis undersøgelser ikke kunne vise de sammenhænge, mener psykoterapeut og forfatter til bøger om »sekundær traumatisering« Susanne Bang.
- Det er veldokumenteret, hvordan vi alle smitter hinanden med vores følelser og sender vores problemer videre i de systemer, vi lever i. Alle mennesker, der opholder sig i det samme rum, påvirker hinanden på måder, vi ikke selv er klar over. Og jo tættere vi er på hinanden, jo mere påvirker vi hinanden. Vi ved fx, at børn af forældre med traumer kan blive så påvirkede af fars eller mors mentale tilstand, at de selv får nogle af de symptomer, som forældrene har. Det kan fx være angst, mareridt, ukontrollerede følelsesudbrud, pessimisme, søvnproblemer og psykosomatiske symptomer, siger hun.
Dekompression
Det fænomen, som i psykologien betegner, hvad forældre gennemgår, når de kommer hjem fra arbejde, er »dekompression«, fortæller Susanne Bang.
- Det er et udtryk, som er hentet fra dykning. Du har været nede under vandet i lang tid, og nu skal du vænne dig til at være oppe på landjorden igen. Jo større en forandring i trykket, du bliver udsat for, jo mere skal du kunne tåle, når du kommer op. Det samme gælder skiftet fra arbejde til hjem. Jo mere belastet, du har været, jo større en psykisk omvæltning er det at træde ind ad hoveddøren. Folk har masser af forskellige gode idéer til at lette overgangen. Nogle kan drikke en kop te eller tage en lille omvej hjem ad en cykelsti. Nogle kan være gode til bevidst at resette på vejen mellem arbejdet og børneinstitutionen. Det afgørende er, at man på trods af belastningerne ikke drukner i sine egne følelser og behov, men kan holde tilstrækkelig meget opmærksomhed på barnets behov, siger Susanne Bang.
Hvis du føler, du ikke har ressourcerne i en periode, så ræk ud!
Tilknytningstryghed Psykolog, ph.d. Nina Thorup Dalgaard, som til daglig arbejder som postdoc i Dignity Dansk Institut mod Tortur, har i løbet af sit ph.d.-studium undersøgt, hvordan det påvirker børn af flygtninge, at deres forældre lider af posttraumatisk stress. Hun understreger, at hendes erfaringer fra dette studie handler om forældre, som er diagnosticeret med posttraumatisk stress, og derfor ikke direkte kan overføres på arbejdsrelateret stress. Men hun har observeret, hvordan nogle af de helt klassiske tegn på længerevarende stress blandt forældre påvirker børnene.
- Når de voksne er mindre følelsesmæssigt tilgængelige og mindre sensitive i deres interaktioner med børnene, påvirker det børnenes tilknytningstryghed. Det, der skaber tryghed for børn, er tilgængelige og nærværende forældre. Når trygheden forsvinder, har barnet ikke længere en oplevelse af, at voksne er tilregnelige. Det medfører ofte en tendens til ikke-alderssvarende problemløsning. Det kan betyde, at børnene ikke længere søger voksenhjælp - selv i situationer, hvor de har et åbenlyst behov, siger Nina Thorup Dahlgaard, som arbejder ud fra den systemiske tænkning, hvor man, når man står over for et problem, helt naturligt kigger efter problemer andre steder i systemet, der kan hænge sammen med det.
- Vi påvirker hinanden på kryds og tværs. Og forskellige faktorer påvirker hinanden på kryds og tværs i en konstant vekselvirkning mellem system og individ. I forholdet til forældrene registrerer barnet et virvar af påvirkninger. Humøret smitter, og adfærden smitter, siger Nina Thorup Dahlgaard. Forældres strategi i forhold til at komme igennem en svær tid på arbejdet, uden at det går ud over børnene, er meget afgørende, mener hun.
- Børn af forældre, som ser problemerne i øjnene og lægger en plan, er væsentligt bedre stillede end børn af forældre, som enten ikke vil se problemet, eller som opgiver at tage hånd om det. Det er faktisk ikke så afgørende, hvilken strategi man har. Det vigtige er, at man har en strategi. For det betyder, at man tænker i at handle på en situation, man har erkendt. Og så er man allerede nået et langt stykke af vejen, siger Nina Thorup Dalgaard.
Tag et filter på
Det er en god idé at lægge en meget operationel og lavpraktisk plan for, hvordan man klarer sig igennem en underskudsperiode, uden at det rammer børnene, mener Lisbeth Lenchler-Hübertz. - Hvis du føler, du ikke har ressourcerne i en periode, så ræk ud! Generelt ser vi for snævert på vores netværk og familierelationer. Hvorfor skulle børnene ikke kunne tage på efterårsferie hos bedsteforældrene, hvis man er mega presset?
Det kan også være, man skal sige til sit barn: »Hvis du har lyst, må du gerne tale med din klasselærer om, at far er presset for tiden«. Hvis man ikke siger udtrykkeligt til børn, at det er ok at trække på andre mennesker og få luft hos dem, sker det ikke, fordi de er så afsindigt loyale.
- Vi er desværre ikke særlig gode til at række ud i Danmark. Men min erfaring er, at beder man om hjælp på en meget konkret måde, samtidig med at man måske løfter et lille slør for, hvorfor man har brug for hjælp, vil folk enormt gerne træde til, siger Lisbeth Lenchler-Hübertz.
Der kan være behov for at tale med barnet om, hvad der foregår - men pas nu på ikke at orientere på et niveau, barnet ikke er på, advarer hun.
- Alt for mange forældre har for lidt filter på i forhold til deres børn. Brug voksne i stedet for at bruge børn til at tale om voksne problemer. Børn har ikke brug for at vide noget om terror, global opvarmning, bakterier i maden eller overfald på cykelstien. Og de har heller ikke brug for at vide, hvor hårdt det er for mor for tiden. De har brug for at vide, at de voksne nok skal klare den.
- Vi ser en enorm vækst i angste børn. Jeg vil vove den påstand, at meget af væksten skyldes væksten af angste forældre. De henter og bringer, nusser og curler, men det signal, de sender til deres børn, er, at der er grund til at være bekymret. Så skærm dine børn ved at have et filter på, når du er sammen med dem. Og spørg dig selv: Hvad har de brug for at vide? Hvad har de brug for at høre, så de ikke behøver at bære på dine bekymringer?
