Stress deler vandene

For nylig kunne man læse følgende opslag på stresseksperten Thomas Milsteds Facebookside: »Tror aldrig at jeg i min 20 årige karriere har været så forvirret. Og jeg mener forvirret grænsende til det lammende. På den ene side går vores beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ud her til morgen og påpeger problemer med det psykiske arbejdsmiljø … stressen er på vej op og det skal stoppes. På den anden side har vi så Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, der dokumenterer, at vi har verdens bedste arbejdsmiljø. Altså at stressen er på vej ned. I grove træk. Den tvivl jeg sidder tilbage med er, om vi overhovedet har et problem med stress på danske arbejdspladser, eller om vi har?«

Det, som Thomas Milsted reagerer på, er Pernille Knudsens debatindlæg i Altinget, hvor hun prikker hul på det tabu, hun selv mener, det er blevet, at italesætte arbejdsmiljøet i Danmark positivt. Hvorfor skal det ligefrem være en provokation, spørger hun: »Hvis man drister sig til – endda med udgangspunkt i tal og undersøgelser - at påpege, at Danmark har et arbejdsmiljø, som mange lande misunder os? Man bliver nærmest set på med mistro«, skriver hun.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har senest konkluderet, at danskerne ligger godt på parametre som tillid, indflydelse på arbejdet og samarbejde. Den historie skriver medierne kun sjældent, mener hun. - Jeg opponerer mod, at man taler om stress, som om det er et større problem, end det er. Og hver gang fremstilles det som om, det skyldes dårlige arbejdsforhold. Det er for ensidigt at se det på den måde, siger Pernille Knudsen.

Stædige arbejdsgivere

Thomas Milsted oplever, at arbejdsgiverne for tiden er ude på et massivt korstog, hvor de ikke bare betvivler medarbejdernes oplevelser af at være overbelastede, men også underkender, at oplevelsen af stress kan være en direkte afspejling af arbejdsmiljøet.

- Det er korrekt, at pressen ind i mellem blæser problemerne med stress unødvendigt op. Jeg bryder mig fx ikke om, at man slynger om sig med et ord som »folkesygdom«. Men jeg oplever ikke, at fagfolk gør problemet større, end det er. Til gengæld ser jeg en stædighed fra arbejdsgiverne i underkendelsen af de sociale, kulturelle og organisatoriske dimensioner af stressproblematikken, siger Thomas Milsted og tilføjer:

- Arbejdsmiljøforskningens konklusioner på, hvad der for alvor forebygger stress, er klokkeklare. De går i al sin enkelhed ud på, at jo mere indflydelse og kontrol, medarbejderne har over deres egen arbejdssituation, jo mindre risiko vil der være for udvikling af sociale og sundhedsmæssige problemer. Det betyder, at vi skal ind og sætte spørgsmålstegn ved omfanget af ledelsesretten, hvis vi for alvor skal sænke stressniveauet. Medarbejdere skal selv kunne påvirke kompleksiteten og mængden af krav.

Også et samfundsproblem

Et sted mellem 20 og 25 % af den arbejdende befolkning er ramt af stress. Det er tal, der har ligget nogenlunde stabilt, siden NFA i 2012 begyndte med at måle på arbejdsmiljøet i Danmark. Spørgsmålet er så, hvordan man fortolker tallene. Som udtryk for, at det går godt, fordi det ikke er blevet værre? Eller som dokumentation på, at vi ikke har fået knækket stresskurven siden 2012, hvor Danmark på bagkanten af finanskrisen allerede havde udviklet et stort problem med stress?

Pernille Knudsens ærinde er hverken at tale stressproblemet ned eller at skubbe ansvaret for det væk fra virksomhederne, pointerer hun.

- Selvom forskerne konkluderer, at vi i Danmark har et godt psykisk arbejdsmiljø sammenlignet med andre lande, skal vi selvfølgelig ikke underkende de problemer, der er. Og uanset, hvad årsagen til stress er, bærer en stressramt sin problematik med ind på arbejdspladsen, som derfor skal være en del af løsningen. Hvis der er problemer, som arbejdsgiverne ikke vil se i øjnene, går det i øvrigt ud over dem selv i form af nedkørte medarbejdere, der arbejder ineffektivt. Men tallene viser altså, at der ikke er blevet flere psykisk overbelastede.

Det er dog rigtigt, at et stort antal beskæftigede føler sig stressede, men et øget stressniveau har i en årrække været en generel udvikling i alle grupper i samfundet. Stressfølelsen blandt beskæftigede er faktisk mindre end i samfundet generelt. De unge og de ledige er mere stressede end den arbejdende befolkning.

- Så ja, vi har et stressproblem, men det er i høj grad også et samfundsproblem. Den udvikling får vi ikke vendt ved kun at kigge på virksomhederne, siger Pernille Knudsen.

Positiv psykologi

Man skal være klar over, at det er i arbejdsgivernes interesse at skyde ansvaret for stress to steder hen, pointerer Thomas Milsted: På samfundet og på den individuelle medarbejder.

- I disse år ser man, hvordan kommuner i stor stil sender medarbejdere i kognitiv terapi, når de går ned med stress. Det er en terapiform, hvor man lærer at fortolke ens stressorer på en anderledes og mindre stressende måde. Man ændrer oplevelsen af arbejdsmiljøet til det positive. Man lærer at smile og føle velvære på trods af belastende og stressende vilkår. Det er en måde at sætte en overgrebsagtig underkendelse af medarbejdernes oplevelse af stressende arbejdsvilkår i system. De kommer i koldt vand, når de går på arbejde, men får teknikker til at opfatte vandet som varmt. Det er desuden spild af penge, for naturligvis virker det ikke, hvis man behandler på noget, som ikke er den egentlige årsag, siger Thomas Milsted. 

Kognitiv terapi udspringer af positiv psykologi, hvis indtog på arbejdsmarkedet – med budskabet »det, du fokuserer på, skaber du mere af« - har været hovedårsagen til, at ansvaret for det psykiske arbejdsmiljø er endt hos den enkelte medarbejder, vurderer han.

- Selvfølgelig kan der være personlige årsager til, at mennesker går ned med stress. Men også her er forskningens konklusioner klare: Den væsentligste årsag er psykologisk og fysisk pres på arbejdet. Man ser ofte, at en stressramt tager det sidste stykke ud over kanten af personlige grunde, som arbejdspladsen ikke er en del af. Men medarbejderen vil typisk være kørt hele vejen ud til kanten på grund af forhold på arbejdspladsen. Og så nytter hverken kognitiv terapi eller mindfulnesskurser noget, siger Thomas Milsted, som et langt stykke ad vejen frikender ledere i Danmark for ikke at kunne knække stresskurven.

- Lederne føler sig magtesløse. Det lyder som en kliché, når de siger, at de er bundet på hænder og fødder, men det er mit indtryk, at det er rigtigt. I de store organisationer er man i høj grad bundet op på vilkår, som er vedtaget højere oppe i systemet. Det er helt oppe i toppen af samfundet, at man skal beslutte sig for at skabe et arbejdsmarked på medarbejdernes præmisser, hvis man vil gøre noget, som virker, siger Thomas Milsted.

Forskellige løsninger

Hvis medarbejdere bliver presset på grund af en for hård arbejdsbelastning, skal man selvfølgelig ikke agere som om, problemet er oppe i deres eget hoved, mener Pernille Knudsen.

- Problemet skal korrigeres der, hvor det er opstået. Også derfor er det så vigtigt, at vi ikke kigger på det med for ensidige briller. Virksomhederne har en objektiv forpligtigelse til at drage omsorg for, at medarbejderne har det godt. Men som menneske har man jo også et ansvar for sig selv. Hvis vi tabuiserer det personlige ansvar, mister vi den rigtige sammenhæng. Den enkelte medarbejder skal af egen drift sørge for at være klar til sit arbejde. Det kan være helt banale ting som at få sovet nok, få restitueret, få slukket for de sociale medier, så man kan koncentrere sig.

- Det er ikke smart, hvis vi får en kultur, der parkerer alt ansvar hos andre, siger Pernille Knudsen, som mener, at stress er et ekstremt komplekst problem, man må nærme sig med stor respekt.

- Jeg er selv leder og ved, hvor forskellige problematikker der er i spil, når nogen får psykiske helbredsproblemer på arbejdet. Hvis man har oplevet dødsfald i familien, er det ofte en håndholdt løsning, der skal til. Er det en mere generel oplevelse af at være for presset, kan et stressforebyggende kursus eller en samtale med en psykolog være en god løsning. Og selvfølgelig skal arbejdsgiveren altid være klar til at kigge arbejdsgangene efter i sømmene. Men »one size fits all« eksisterer ikke, når vi snakker stress. For det er en kombination af mange typer problemer, der skal mødes med forskellige typer løsninger, siger Pernille Knudsen.