Baltic Network for Animal Welfare og Sveriges Lantbruksuniversitet (SLU) havde sat et vigtigt emne på dagsordenen, da de samlede forskere, myndigheder og industrien til et seminar, der både berørte
nødslagtning af enkeltdyr, masseaflivning i udbrudssituationer, vurdering af transportegnethed og velfærd på slagterier.
Debatten på mødet viste, at selvom langt de fleste regler på området er fælleseuropæiske, resulterer forskelle i fortolkningen i forskellige rammer for dyrevelfærd ved transport og slagtning. Det lettiske landbrugsministerium var vært for seminaret, der blev holdt den 13. september 2018 i Riga.
Transportegnet eller ej?
David Arney fra Estonian University of Life Sciences fortalte, at små slagterier i Estland lukker, og derfor må dyr transporteres længere end før i tiden - bl.a. til Letland, hvor slagteomkostningerne er lavere, hvorpå kødet transporteres retur til det estiske marked. En anden mulighed er, at levende dyr transporteres til Tyrkiet, hvor man ved meget lidt om, hvordan de behandles, fordi de har forladt EU.
Lotta Berg fra SLU lagde vægt på, at reglerne for vurdering af transportegnethed som sådan er klare, men at problemerne opstår, fordi tilstandene sjældent kan måles eksakt, og derfor afhænger af personen, der observerer. Men også fordi forholdene, som dyrene observeres under, ikke er optimale. Fx er det svært at vurdere døde og tilskadekomne kyllinger i transportkasser. En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet illustrerer desværre dette problem, da den tyder på, at dyrlæger, landmænd og transportører vurderer alvorligheden af halthed hos malkekøer forskelligt, både indbyrdes og mellem de tre typer af observatører (Dahl-Pedersen et al 2018).
Nødslagtning
Evita Leitane fra det lettiske landbrugsministerium fortalte om problemstillingen i forhold til transport af ikke-transportegnede kreaturer til lettiske slagterier. Antallet af dyr, som ikke er transportegnede, er stigende. Dette gælder også kassationer, samt antallet af bøder, men myndighederne mener ikke, at sanktioner løser problemerne.
Debatten på mødet viste, at der er store forskelle mellem landene i forhold til fortolkning af EU-reglerne om nødslagtning og de muligheder, som er til rådighed for landmænd, der har dyr, som ikke er transportegnede. EUs Transportforordning 1/2005/EC definerer klart, at det er landmandens ansvar, at de dyr, som læsses til transport, er transportegnede. Mens det er veterinærmyndighederne på slagterierne, der har ansvaret for at vurdere, om dyret var transportegnet, dvs. om landmanden og transportøren har levet op til deres ansvar.
Debatten viste, at der i de baltiske lande er et misforhold mellem det økonomiske incitament til at sende et ikke-transportegnet dyr til slagtning og at få dyret nødslagtet i tilfælde, hvor det vurderes egnet til human konsum. Udgifterne forbundet med en nødslagtning eller en aflivning og bortskaffelse er væsentligt højere end bødestørrelsen for at sende et ikke-transportegnet dyr til slagtning.
Dilemma – er bøderne høje nok?
Elisiv Tolo fra Norwegian Meat and Poultry Research Centre (Animalia) fortalte om nødslagtning af kreaturer og den norske oksekødsindustris initiativ, der gør det muligt for landmanden at få afhentet nødslagtede kreaturer og dermed få mulighed for at få kødet godkendt til konsum til 60 % af afregningen. For at kunne godkendes til human konsum skal ante mortem-kontrol foretages af en dyrlæge, kadaveret skal ankomme til slagteriet senest 2 timer efter aflivning og godkendes i post mortem-kontrollen på slagteriet. Landmanden løber i processen risikoen for total kassation på slagteriet, hvorved landmanden stadig skal dække udgiften til nødslagtning og transport.
Til gengæld er bøden for at sende en ikke-transportegnet ko til slagtning på hele 7.000 Euro, hvilket Elisiv Tolo anser for hovedårsagen til, at der kun sjældent transporteres ikke-transportegnede dyr til norske slagterier. Til sammenligning er bøden for at levere en slagtekylling med en brækket vinge på 1.000 Euro.
Lotta Berg fra SLU fortalte, at man i Sverige har haft et lignende system finasieret af myndighederne, der blev afskaffet efter kun et år, da det ikke var rentabelt. Der var for mange nødslagtede dyr, der blev erklæret uegnede til konsum i post mortem-kontrollen, af årsager som i mange tilfælde kunne have været opdaget af den dyrlæge, der foretog ante mortem-kontrollen, fx dyr med mælkefeber eller dyr, der var behandlet med antibiotika. Store afstande til slagterier opfattede Lotta Berg også som en begrænsende faktor for ordningens succes. Mulighederne er derfor nu enten aflivning eller slagtning i besætningen til landmandens eget brug.
Hvad er situationen i Danmark?
I Danmark er nødslagtning forbeholdt dyr, der er akut tilskadekomne. Der skal foretages ante mortem-kontrol af en dyrlæge, der skal udfylde en erklæring, som medsendes dyret efter aflivningen. De små slagtehuse er som regel i stand til at foretage nødslagtningerne, og de tilknyttede – ofte praktiserende – dyrlæger, der udfører kontrollen her, foretager bedømmelse og studerer den medsendte erklæring. Landmanden betaler for slagtningen til slagtehuset. Han kan vælge at få kødet selv eller sælge det, hvis dyret godkendes. Ved kroniske eller andre ikke-akutte lidelser er der pt. ikke mulighed for nødslagtning. I Kødkontrollen diskuteres mulighed for såkaldte »velfærdsslagtninger«, fx ved kronisk halthed eller store brok.
