Københavns Universitet har modtaget 16.916 kvote 2-ansøgninger, hvilket svarer til en stigning på 85 procent i forhold til 2019.
Den store stigning slår også igennem på veterinærmedicin, hvor der samlet er 667 ansøgere, der har søgt ind på kvote 2, heraf 515 som førsteprioritet. Det er 22,3 procent flere end i 2019.
Fristen for kvote 2-ansøgninger er normalt den 15. marts, men på grund af corona-krisen blev ansøgningsfristen skubbet en uge frem til den 22. marts.
Det er første gang i flere år, at antallet af kvote 2-ansøgninger til Københavns Universitet er steget. Ifølge Københavns Universitet kan en ny kvote 2-model og afskaffelse af karakterkrav på 6,0 være blandt årsagerne til den eksplosive stigning.
- Vi er glade for at modtage så mange ansøgninger i kvote 2. En af grundene til denne stigning er nok, at vi har afskaffet karakterkravet på 6,0 i kvote 2, hvilket betyder, at langt flere opfylder adgangskravene til vores uddannelser. Derudover har vi indført en ny kvote 2-model, som jeg tror også har været med til at skærpe interessen, udtaler prorektor for Københavns Universitet Bente Merete Stallknecht.
Coronakrise har sat stopper for ny kvote 2-model
Københavns Universitet har udviklet en ny kvote 2-model, som efter planen skulle tages i brug for første gang i år. Et element i modellen er, at ansøgerne skal deltage i en prøve, der skal afholdes på universitetet.
Den del har coronakrisen imidlertid sat en stopper for med lukkede uddannelsesinstitutioner, hvilket er til stor ærgrelse for prorektoren.
- Det er drønærgerligt, og vi arbejder på højtryk for at finde alternative muligheder for afvikling af kvote 2-optaget for de mange ansøgere. Der bliver jo ekstra hård kamp om pladserne i år, hvor mængden af ansøgere er højere end nogensinde før, siger Bente Merete Stallknecht.
Alle fakulteter melder om en stigning i antallet af kvote 2-ansøgninger. Størst er stigningen til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet med hele 102 procent flere ansøgninger i forhold til sidste år.
Københavns Universitet udbyder ca. 1.000 studiepladser gennem kvote 2 - og på visse uddannelser er der op mod 40 gange så mange ansøgere, som der er plads til. Det betyder, at forholdet mellem antallet af kvote 2-ansøgere og studiepladser er mere skævt i år end tidligere.
På veterinærmedicin tilbydes 50 procent af studiepladserne i kvote 1 og 50 procent af studiepladserne i kvote 2.
Kvote 2-ansøgninger til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Optagelsesområde | 2020 | 2019 | Ændring i % | |||
Total | 1. prioritet | Total | 1. prioritet | Total | 1. prioritet | |
Sundhedsvidenskabelige Fakultet | 4.999 | 2.642 | 2.928 | 1.827 | 70,7 % | 44,6 % |
Farmaci | 348 | 82 | 200 | 73 | 74,0 % | 12,3 % |
Folkesundhedsvidenskab | 123 | 47 | 73 | 37 | 68,5 % | 27,0 % |
Medicin | 2.572 | 1.447 | 1.461 | 961 | 76,5 % | 50,6 % |
Odontologi | 852 | 368 | 417 | 190 | 104,3 % | 93,7 % |
Sundhed og informatik | 66 | 14 | 25 | 7 | 164,0 % | 100,0 % |
Tandplejer (prof. bachelor) |
371 | 169 | 231 | 138 | 60,6 % | 22,5 % |
Veterinærmedicin | 667 | 515 | 521 | 421 | 28,0 % | 22,3% |