Tidligere har der været opstillet meget konkrete målsætninger om at reducere brugen af forsøgsdyr med 50 procent over en kort årrække. Man kan derfor måske blive lidt træt og tænke, at EU-parlamentets nye resolution blot er én i rækken af fine hensigtserklæringer.
Personligt tror jeg ikke, at jeg og for den sags skyld nogle af de kandidater, som vi uddanner lige nu, kommer til at opleve en komplet udfasning af dyr til forsøg. Da jeg begyndte min karriere inden for forsøgsdyrvidenskaben for over 30 år siden, var der også højtstående folk, der talte om dyreforsøgenes snarlige afvikling. Så der er er vel for mange bare tale om »business as usual« på dette område.
Alligevel vil jeg vove den påstand, at EU-parlamentets vedtagelse om at iværksætte en plan, der skal accelerere brugen af dyrefri metoder i forskning, regulatorisk afprøvning og uddannelse sagtens kan repræsentere et paradigmeskifte. Der sættes ikke som tidligere urealistiske mål om, at forsøgsdyrsforbruget kan være afviklet inden for en vis tidsramme, og man anerkender, at der er medicinske formål, som ikke kan opnås uden brug af dyr.
Derimod opfordrer man kommissionen til, at det implementeres der, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre. Der, hvor det endnu ikke kan lade sig gøre, der skal man understøtte en udvikling.
Den traditionelle opfattelse af, at forsøgsdyr er noget, der næsten kun anvendes til sikkerhedstest af kemikalier, lægemidler og kosmetik, er nu forladt til fordel for et helhedssyn, hvor der tales der om brugen af dyr til både forskning, regulatorisk testning og uddannelse.
Der er ikke noget quickfix
Hvis man ser på EUs statistik for brugen af forsøgsdyr, er det sådan, at 46 procent af dyrene anvendes til grundforskning, 27 procent til anvendt forskning – det vil sige udvikling af lægemidler og behandling – og kun 23 procent anvendes til regulatorisk testning eller produktionskontrol.
Det er nærmest selvsagt, at hvis man som hidtil i EUs Center for Validering af Alternative Metoder (ECVAM) har satset på erstatning af nogle veldefinerede regulatoriske tests inden for nogle ganske små områder, så medfører selv en høj succesrate ikke særligt meget reduktion i forbruget af forsøgsdyr.
Man anerkender også, at den store brug af dyr inden for grundforskning og anvendt forskning eksempelvis har dannet grundlaget for store medicinske fremskridt, og at der, såfremt det er noget, man stadig vil opnå, ikke findes noget quickfix til at udfase dyreforsøg.
Det giver ingen mening at bruge 1.000 mus til at udvikle et alternativ til brugen af 100 mus.
Det siger også nærmest sig selv, at man i grundforskningen, der jo for det meste er præget af noget, som ingen har gjort før, ikke kan udvikle erstatninger til dyreforsøg, som ikke laves rutinemæssigt. Det giver ingen mening at bruge 1.000 mus til at udvikle et alternativ til brugen af 100 mus.
Derfor kan man imidlertid godt gøre en større indsats. EU-parlamentet skriver i sin resolution, at akademiske institutioner spiller en væsentlig rolle. Men hvis man kigger på universiteterne, så er der en tendens til, at man bygger større og større dyrestalde. For mit eget vedkommende må jeg også sige, at man indimellem får fornemmelsen af, at de veterinære dyrevelfærdsforskere holdes i armslængde fra universitetets eget forsøgsdyrshold, og at det er meget nemmere at komme til at medvirke til en forbedret brug af forsøgsdyr i industrien.
Bedre dyremodeller
Brugen af dyreforsøg er ramt af den såkaldte reproducerbarhedskrise. Dyreforsøg er i for ringe grad reproducerbare, og resultaterne er alt for ofte ikke overførbare til mennesker. Jeg har selv for nylig købt en el-bil og er blevet lovet, at den vil kunne køre 400 km på en opladning. Men skal jeg over til familiens hus i Vestjylland, så vil jeg gå i stå omkring Vejen, hvis jeg ikke lader undervejs.
Det vil derfor være en win-win situation for alle, hvis den forskning, der sker for at øge kvaliteten af dyremodeller, i et hurtigere tempo blev integreret i dyreforsøgene.
Alligevel er det klimamæssigt stadigvæk en god ide, selv om den bruger for mange opladninger. Sådan er det også med dyremodeller. Der kommer bestemt videnskabelig fremdrift af dem, men vi bruger for mange af dem for at nå i mål, og det vil også koste færre ressourcer på anden vis, hvis de var noget bedre. Det vil derfor være en win-win situation for alle, hvis den forskning, der sker for at øge kvaliteten af dyremodeller, i et hurtigere tempo blev integreret i dyreforsøgene.
Sundhedsvidenskabelige forskere og lægemiddeludviklere ser det ikke som et mål at bruge forsøgsdyr. De har et ønske om at skabe nye innovative behandlinger af menneskelige sygdomme. For at de kan bruge deres evner på at blive gode til det, har universiteter og virksomheder som regel samlet dyreforsøgene i store centrale enheder.
Det er i sig selv godt, for her vil blandt andet specialiserede dyrlæger sikre, at forsøgene bliver udført på bedst mulig vis. Men det er de færreste steder, hvor man har centrale faciliteter, der tilbyder hjælp fra hele værktøjskassen af dyrefri metoder. Derfor vil forskeren ofte blive drejet i retning af dyreforsøg, for der kan man få hjælp, mens hvis man vil arbejde dyrefrit, må man klare sig selv.
Flere dyrefri metoder
Mange af de større lægemiddelvirksomheder har rent faktisk i dag en strategi om at udføre en væsentlig reduktion i brugen af dyr i deres udviklingsarbejde. Den Europæiske Lægemiddelforening siger godt nok i en kommentar til EU-parlamentets resolution, at et forbud mod brug af dyr til forsøg kan have »frygtelige konsekvenser for nye lægemidler og behandlinger imod ikke-imødekomne medicinske behov, vacciner, hjertesygdomme og andre livstruende tilstande«. Dette anerkendes dog også af parlamentet, og hvis man ser sig omkring, så er industrien også i gang med en øget udvikling hen imod dyrefri metoder.
Industrien er ikke selv herre over den lovbefalede testning af deres produkter. Skandalen med thalidomid, der giver åbenlyse fosterskader på forsøgsdyr, hvilket bare ikke var undersøgt før markedsføringen, sidder i baghovedet på lægemiddelmyndighedernes ledelser, og derfor er man ikke bare til sinds at anerkende brugen af dyrefri metoder som alternativ.
Set fra forbrugernes side er dette naturligvis prisværdigt, men vi skal alle sammen huske på, at moderne lægemidler ikke nødvendigvis vil give så oplagte skader på tværs af dyrearter som thalidomid, og at frekvensen af dem måske vil være så lav, at et dyreforsøgs chancer for at påvise dem, svarer til chancen ved at købe en lottokupon eller ved at søge midler hos de frie forskningsråd.
Så selv om der kan siges meget om usikkerheden ved brug af mange af de nuværende dyrefri metoder, er dyreforsøgene ikke nødvendigvis bedre.
Der er vel ikke nogen, der har lyst til at sælge et produkt, som mus bliver syge af.
Samtidig så er der nogle af myndighedernes krav til dyreforsøgene med hensyn til kontrolgrupper, der udsættes for et kendt giftigt stof; slutpunkter for, hvor langt dyrene skal gå, o. lign., som man løbende bør holde et kritisk øje med. Visse skaldyrprodukter skal fx batch-testes for, om de slår mus ihjel – hvorfor kan man ikke bare aflive dem, hvis de udviser symptomer. Der er vel ikke nogen, der har lyst til at sælge et produkt, som mus bliver syge af.
I Danmarks 3R-center har vi for nylig udført en undersøgelse af brugen af dyr til uddannelse. Det siger selv, at læger og dyrlæger på et eller andet tidspunkt skal øve sig på noget levende, men i en tid med adgang til virtual reality, computerspil og robotter er det noget uforståeligt, hvorfor fysiologiske og farmakologiske mekanismer stadig skal demonstreres på dyr på nogle helt basale kurser.
Så når EU-parlamentet opfordrer til, at der »sættes ambitiøse og opnåelige mål og tidslinjer«, er der bestemt masser, der kan gøres.
Dyrlægerne udgør stadig en vigtig brik
Nogle vil måske spørge, om ikke det vil have konsekvenser for alle de dyrlæger, der arbejder som eksperter i at lave dyreforsøg. Til det kan siges, at hver gang der har været en væsentlig udvikling af brugen af forsøgsdyr op igennem det 20. og nu det 21. århundrede, er der kommet flere folk omkring det enkelte dyr.
Hvis vi i fremtiden skal have færre dyreforsøg og mindre lidelse for de involverede dyr, så skal dyrlægerne være gode.
Jeg husker, da jeg som grøn dyrlæge i firserne var på et af mine første dyreforsøgskurser. I det transgene laboratorium vendte forskeren sig pludselig fra mikroskopet imod mig og sagde: »Hvis vi i fremtiden kun skal lave ganske få af hver genmodificeret mus, og de så bliver syge, så må dyrlægerne hellere sørge for at være gode«. Og det gælder stadig - hvis vi i fremtiden skal have færre dyreforsøg og mindre lidelse for de involverede dyr, så skal dyrlægerne være gode.
I og med at man på trods af de gode hensigter hos EU-parlamentet ikke kommer til at se en total afskaffelse af dyreforsøg, er det stadig vores opgave at sikre dyrene de bedst mulige forhold og den mindst mulige lidelse.
