Selvom dyrlæger, der arbejder med OSR, bruger det meste af tiden på de daglige gøremål i besætningerne, er det vigtigt at huske, at vi som dyrlæger altid har den vigtige rolle også at tænke på sundhed hos mennesker. Dette er på den mest dramatiske vis aktualiseret ved nedslagning af et helt erhverv. Cirka 17 millioner mink og 1.200 familiers levebrød blev ofret for at reducere smitterisiko til mennesker med SARS-CoV-2. Helt uforståeligt blev praktiserende dyrlæger, som ellers har deres daglige gang i disse besætninger, stort set holdt udenfor samtalen om, hvordan problemet kunne være løst uden nedslagning.
I dansk svineproduktion har vi godt styr på de fleste sygdomme. Det har vi fordi, vi er opdraget med SPF-systemet og en daglig fokus på smittestyring og forebyggelse, og fordi der er en klar erkendelse af, at sygdommes persistens i besætninger koster på produktivitet, velfærd og antibiotikaforbrug.
Alligevel virker det som om, vi er ved at blive overhalet indenom af særligt virusinfektioner. PRRS slås mange besætninger stadig med, parvovirus genotype 2 er blevet mere prævalent, PCV2 er allestedsnærværende, influenza i forskellige varianter er vidt udbredt, og virus som PCMV stikker af og til hovedet frem og giver symptomer.
Selvom coronavirus kan påvises hos danske svin, er der heldigvis intet, der tyder på, at disse virus har nogen som helst relation til SARS-CoV-2. Og selvom der har været rygter om det modsatte, er der heldigvis heller intet, der tyder på, at SARS-CoV-2 kan smitte svin. Ude i horisonten truer afrikansk svinepest (ASF), men hidtil holder vi den væk ved at holde fritlevende vildsvin væk fra landet.
Influenza har pandemisk potentiale
Som den eneste af ovennævnte virus i svin, skiller influenza sig ud ved at have zoonotisk pandemisk potentiale. Og netop derfor bør vi øge vores fokus på denne sygdom i rådgivningen. Lorbach et al1 konkluderer, at »en fortsat udbygning af de eksisterende immunologiske afstande (red.: mellem cirkulerende Influenzavirus fra svin (IAV-S)) kan øge sandsynligheden for en fremtidig smitte med IAV-S til mennesker og fremme en vedvarende smitte mennesker imellem, som kan resultere i udbrud med pandemisk potentiale«. Set i lyset af Pia Ryt-Hansens thesis2 og Simon Smed og Henriette Guldbergs veterinære speciale3, som på fremragende vis dokumenterer, at IAV-S er endemisk forekommende i mange svinebesætninger, samt det faktum, at KU finder vedvarende drift af virus internt i de enkelte besætninger4, peger pilen på, at vi som praktiserende dyrlæger sammen med de svineproducenter, vi rådgiver, bør have et meget skarpt fokus på at få brudt smitten og derved nedbringe risikoen for genetisk drift.
SSI har netop dokumenteret et tilfælde, hvor en IAV-S har smittet et menneske uden kendt kontakt til svin5. Udover genetisk drift er der naturligvis risikoen for rekombination, hvor influenzavirus fra svin og menneske blander gener. Eller i det værst tænkelige scenarie - risikoen for at en højpatogen fugleinfluenza blander sig og skaber en ny og ukendt variant. Dette forhold aktualiseres af, at der er en stigende mængde grise på friland, som uundgåeligt vil have nær kontakt med fugle og vilde dyr. Vi har endnu til gode at se dette ske i en svinebesætning, men de sidste fem år er cirka 10 udegående fjerkræhold slået ned på grund af infektion med patogen fugleinfluenza, og netop nu er der flere udbrud i store dele af Europa.
Gode gamle McRebel
SEGES har åbnet for initiativer til at gøre Danmark fri for PRRS. En vigtig del af dette vil være at stabilisere besætninger, blandt andet ved hjælp af de principper, som i årevis har været kendt som »Management Changes to Reduce Exposure to Bacteria to Eliminate Losses«, bedre kendt som McRebel, beskrevet af McCaw i 20006. Konceptet beskriver i al sin enkelhed de fornuftige principper, som bryder smitte ved at undgå sammenblanding af aldersgrupper, arbejde med fuldsektionering, isolere eller aflive syge og utrivelige grise, have optimale staldforhold (ventilation, varme, mv.), høj hygiejne og et fuldstændig strikt styret flow af grise.
Hertil kan lægges, at smitte med IAV-S ofte introduceres eller vedligeholdes af nye avlsdyr, som Simon Smed og Henriette Guldbergs speciale tydeliggør. De gode nyheder er, at hvis McRebel principper efterleves, vil de fleste virus, også fx AIV-S, blive reduceret og smittespredningen bedre kontrolleret.
Dansk succes med en bagside
Som ung dyrlæge var jeg i 1990 sendt ud i landets daværende største sobesætning med 1.200 søer. Besætningen lå cirka to grise under landsgennemsnittet på 24 grise per årsso. Jeg spurgte lidt drillende landmanden: »Hvordan kan du acceptere at ligge og rode nede på 22 grise per årsso«. Med et skævt smil svarede han: »Jeg har ikke råd til at ligge på 24«. Den bemærkning har fulgt mig i nu godt 30 år.
I årevis har én parameter været det vigtigste for sobesætninger at jagte - nemlig grise per årsso.
I årevis har én parameter været det vigtigste for sobesætninger at jagte - nemlig grise per årsso. Avlsarbejdet har med kæmpe succes fokuseret på flere grise født per kuld. Selvom der også i avlsarbejdet fokuseres på bedre moderegenskaber og flere patter, er det alt andet lige sådan, at der skal laves en betragtelig del ammesøer for at opfostre de mange grise. Der skal indrettes babystalde til at holde liv i dem, som bliver fravænnet med lav vægt, trods passende alder, og kæmpes for, at alle – også de meget små fødte grise – får tilstrækkeligt med råmælk.
På grund af stort fokus på grisenes overlevelse, udøvet af virkeligt dygtigt personale i landets farestalde og med god rådgivning fra praktiserende dyrlæger, er det lykkedes at fastholde en relativt lav dødelighed efter fødsel på cirka 14,5 procent. Denne dødelighed har med små udsving været stabil i cirka 10 år. Ligeledes har andelen af dødfødte grise ligget stabilt på omkring 8-9 procent. Men prisen for den lave dødelighed er blandt andet, at de små grise flyttes rundt i staldene. Er de smittede med virus, vil de, som en anden fløjtende corona-inficeret østrigsk bartender, sprede disse.
Et helt nyt speciale fra KU7 viser, at der for hver ekstra gris i kuldet sker en reduktion af den gennemsnitlige fødselsvægt på cirka 20 g, fødes 0,5-0,7 procent flere såkaldte IUGR-grise, samt at vægtvariationen i kuldet øges med 0,38 procent. En undersøgelser8 fra Videncenter for Svineproduktion har vist, at grise under 1 kg har en signifikant højere dødelighed, samt at de mindste grise har en reduceret tilvækst helt til slagtning – og jo værre, jo mindre de er. IUGR-grise (”Delfingrise”) vejer altid under 1 kg og har en signifikant højere dødelighed end større kuld-søskende og grise uden IUGR.
Nødvendige spørgsmål
Spørgsmålet, som vi bliver nødt til at forholde os til, er, om vi skal blive ved med at kæmpe for enhver gris, eller om vi ikke var bedre tjent med at lade dødeligheden stige 5-10 %-point ved at aflive de grise, som alligevel har stor risiko for at dø efter en periode med sult eller sygdom?
Hvis vi indregner den ekstra omkostning, som det er at fede grise op, som har op mod 40 dage længere til slagtning, og indregner, at der er negativ påvirkning af øvrige grise på grund af vedligeholdelse af smitte, vil det være et meget interessant regnestykke at afdække, om der udover en reduktion af smitte med virus som AIV-S også vil være en positiv gevinst for den samlede økonomi, da fx også PRRS, streptokokker og mycoplasma spredes mindre?
Om små grise øger virusforekomsten, er ikke klart dokumenteret.
Om små grise øger virusforekomsten, er ikke klart dokumenteret, men da de mange og små grise er en udfordring, når McRebel-procedurer skal opretholdes, er det nok en ganske logisk følgeslutning. Skal vi arbejde konsekvent på virusreduktion – og dermed også reduktion af risikoen for opståen af pandemisk AIV-S med svin som kilde – må vi nødvendigvis kigge på jagten på grise per årsso. Og vi må kritisk forholde os til, om det virkelig fortsat skal være et numerisk mål at reducere dødeligheden i de første dage efter faring. Måske vil produktionsøkonomien forbedres, antibiotikaforbruget falde og risikoen for AIV-S og andre virus mindskes og alle derfor være bedst tjent med, at der straks efter faring træffes et konsekvent valg om at aflive grise med svag eller reduceret livskraft?
