Man skal være forsigtig med slå alle katte over en kam, som det sker i overskriften til denne klumme. Der er nemlig store forskelle mellem katte – spændende fra, at de lever som små, forkælede hustyranner, til at de frister en kummerlig tilværelse som syge og skræmte herreløse katte. Tilsvarende har danskere vidt forskellige holdninger til katte, ligesom katteejere på meget forskellig måde tager ansvar for og passer på deres katte.
Overordnet set kan danske katte deles op i tre forskellige grupper med hver deres særlige og til dels forbundne problemer:
For det første er der ejerkatte, der lever i eller tæt på et hjem med mennesker, der vedkender sig at være deres ejere. Denne gruppe består af ca. 650.000 katte, og langt størstedelen af dem (over 90 %) lever som familiedyr i private hjem, mens en mindre del lever i stalde eller udhuse.
For det andet er der herreløse katte, som er dem, der er blevet væk fra, er blevet smidt ud af, eller aldrig har fået en ejer. Vi ved ikke, hvor mange der er af disse katte, men vi ved, at de i stigende tal ender på danske internater. Faktisk har der fra 2004 til 2017 været en stigning på 250 % i antallet af katte, der havner på et internat. I 2017 var det næsten 11.000 katte, som kom på internat.
For det tredje er der de såkaldte »vildkatte«, som ikke er socialiserede i forhold til mennesker, og som derfor holder afstand, når de møder et menneske - men dog godt i en del tilfælde kan knytte sig til en eller nogle få personer. Vi ved heller ikke, hvor mange der er af disse katte – kun at små 4.000 af dem hvert år bliver indfanget af Kattens Værn. Hovedparten af de indfangede »vildkatte« bliver aflivet, mens nogle få af dem bliver neutraliseret, mærket og sat tilbage, hvor de kom fra under opsyn af foderværter, der vedkender sig ejerskabet til dem. Vi ved også, at der er nogle »vildkatte« og andre herreløse katte, som efter aftale med kommunen bliver indfanget i fælder og efterfølgende aflivet af praktiserende dyrlæger. Der er også nogle, som bliver skudt af jægere (det har siden 2014 været forbudt at skyde ejerkatte, men jægere må stadig godt skyde katte, der ikke har en ejer).
Blandt ejerkattene finder man to grupper, som skiller sig lidt ud. Det er racekattene (ca. 15 % af de danske katte), som ejeren typisk har betalt en anseelig pris for (mens ejere af almindelige huskatte typisk ikke har betalt penge (55 %) eller kun et meget lille beløb (17 %) for deres kat); og så er der de katte, der lever som indekatte (ca. 17 %). Det er mit indtryk, at en væsentlig del af racekattene også er indekatte. Disse katte har typisk en høj status, men kan dog stadig have velfærdsproblemer.
Der er en vis dokumentation for, at racekatte i højere grad end de almindelige huskatte vil være ramt af genetisk betingede sygdomsproblemer. Der mangler desværre forskning på dette område; men selv om vi ved, at nogle racer har en højere forekomst af bestemte sygdomme, kan der også være racer, hvor kattene er mindst lige så sunde som de almindelige huskatte. Fedme er et udbredt problem blandt katte – efter alt at dømme langt mere udbredt end hos hunde – og det at være indekat er en væsentlig risikofaktor for fedme. Samtidig er der dokumentation for, at danske indekatte i højere grad viser tegn på kedsomhed end de, der får lov at komme ud.
For at kunne gøre noget ved de genetisk betingede problemer blandt racekatte er der behov for mere forskning og for et samarbejde mellem forskere og dem, der avler racekatte.
For at kunne gøre noget ved de genetisk betingede problemer blandt racekatte er der behov for mere forskning og for et samarbejde mellem forskere og dem, der avler racekatte. Problemer med fedme kan der gøres noget ved gennem oplysning. Via huldscoring kan den praktiserende dyrlæge eksempelvis vejlede ejeren i at holde øje med, om katten er ved at blive for tyk. Information om og opfordring til indendørs aktivering af katte kan også rettes direkte mod ejere af indekatte.
Jeg er ikke tvivl om, at et stort flertal af alle katteejere elsker deres katte, også selv om de ikke har betalt noget særligt for dem. Det er dog lidt tankevækkende, at hele 48 % af ejerkattene bliver vaccineret sjældnere end hvert tredje år, og at 54 % af dem kun kommer til dyrlæge, hvis der er alvorlige tegn på sygdom. De tal er formodentlig langt lavere for hundenes vedkommende, og i den forstand kan man tale om, at katten i Danmark har en lavere status end hunden. For mig at se vil der være god grund til at forsøge at rykke lidt ved vanerne hos en del katteejere, så de gør mere for at sikre deres kattes sundhed. Det kan fx ske gennem kampagner op til kattens uge om vigtigheden af vaccinationer og dyrlægebesøg.
Hovedparten af de danske ejerkatte har udendørsadgang, og langt de fleste af dem vil derfor tilbringe en del tid på egen hånd i området omkring hjemmet. De fleste af disse katte er neutraliseret, men der er stadig en ikke ubetydelig andel af ejerkatte, som er intakte (13 %). Flertallet af ejerkattene er mærket og registreret (75 %), men der er således også en betydelig andel, der ikke er.
De mange udekatte kan derfor inddeles i to grupper:
Den største gruppe består af katte, som ejerne har rimeligt styr på gennem neutralisering, mærkning og registrering. Den anden og mindre gruppe består af katte, som ikke bliver mærket og registreret, og som for en dels vedkommende heller ikke bliver neutraliseret. En del af disse katte ender som herreløse, og en del af dem får killinger, der ender som herreløse eller »vildkatte«.
Hvis revisionen går igennem, kan en person ikke gøre krav på at være ejer af en kat, med mindre vedkommende har sørget for at mærke og registrere den.
Der er en revision af Mark- og Vejfredsloven på vej, som skal ramme ejerne af den sidstnævnte gruppe katte. Hvis revisionen går igennem, kan en person ikke gøre krav på at være ejer af en kat, med mindre vedkommende har sørget for at mærke og registrere den. Dette er efter min opfattelse en udmærket lovændring, som gør det nemmere for dyrlæger og internater at tage affære over for herreløse katte. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, om der vil være den store effekt i forhold til de ejere, som ikke ser ud til at bekymre sig synderligt om, hvad der sker med deres katte.
Der vil dog helt sikkert være en gruppe katteejere, som i lyset af den nye lovgivning vil blive motiveret til at lade deres katte mærke, registrere og neutralisere. Her kunne det være en god idé, hvis de praktiserende dyrlæger slog sig sammen om at køre oplysningskampagner og tilbud om neutralisering, fx i forbindelse med kattens uge.
I Danmark er det en række private organisationer, som driver de internater, der tager imod de herreløse katte og forsøger at videreformidle de sunde og velfungerende af dem. Der er et rigtig godt samarbejde mellem organisationerne, og jeg er fuld af beundring for deres store og effektive indsats, som betyder, at internaterne år for år tager imod stadigt flere katte og får videreformidlet et stadigt større antal af dem. Dog kan jeg samtidig frygte, at organisationerne indirekte bidrager til at fastholde ansvarsløsheden hos nogle katteejere, hvis de gør det for nemt at komme af med en herreløs kat. For mig at se er der en svær balance mellem at tage hånd om katte i nød og at holde katteejere fast på deres ansvar.
For mig at se er der en svær balance mellem at tage hånd om katte i nød og at holde katteejere fast på deres ansvar.
»Vildkatte« i Danmark lever efter alt at dømme alle sammen tæt på mennesker og er i høj grad afhængige af at blive fodret af »kattedamer« og andre velmenende mennesker. Disse katte deler vandene i Danmark: I den ene lejr er kattene af forskellige årsager uønskede, mens de i den anden anses for at have en plads i det danske land. Når disse katte er uønskede, er det dels, fordi folk mener, at det er synd for dem, og at de må være sultne og forhutlede. (Foreløbige resultater fra en undersøgelse, som jeg er med til at lave, peger dog på, at hovedparten af disse katte er normalvægtige og ikke er syge.) Dels er det fordi, katte uden for private hjem og haver af blandt andre ornitologer og jægere opfattes som invasive skadedyr.
I den anden lejr, som jeg selv hører til, er opfattelsen, at katte bør have lov at være derude – som de har været det i Danmark siden jernalderen. Selvfølgelig kan der være gode konkrete grunde til at indfange og aflive dem, hvis de er til væsentlig gene for mennesker, hvis de gør skade på vilde dyr, eller hvis de er syge og nødlidende. Dette er dog for mig helt foreneligt med, at en stor del af dem skal have lov at være der. Selv håber jeg, at jeg sammen med mine kolleger fra KU kan bidrage til at øge forståelsen for disse katte i takt med, at vi får gennemført og offentliggjort vores forskning om dem.
Som sagt mener jeg, at hovedparten af danske katteejere holder af deres katte, men det ændrer ikke ved, at katte i Danmark generelt set har en lavere status end hunde. Uafhængigt af deres status oplever mange katte velfærdsproblemer, og kattens uge kan være en god anledning for danske praktiserende dyrlæger til at gøre noget ved begge problemstillinger, blandt andet via forskellige oplysningskampagner.
De i parenteser angivne procenter stammer alle fra en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse fra 2015, hvis hovedresultater er publiceret i DVT 5/2016: Danskere og katte - resultater fra en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse.
