Sygdom X er en betegnelse brugt af blandt andre Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i prioriteringslister over sygdomme, der potentielt kan forårsage en fremtidig pandemi.
Betegnelsen dækker over en sygdom, som man ikke kender til i forvejen hos mennesker. Sygdom X vil potentielt kunne være forårsaget af et helt nyt ukendt agens (agens X), eller en allerede kendt agens eventuelt med ændrede egenskaber, som bliver i stand til at smitte og spredes epidemisk mellem mennesker. Det vil derfor eksempelvis også kunne være et agens hos dyr, som springer til mennesker ved zoonotisk transmission.
En af de vigtige grunde til, at man har fokus på den ukendte sygdom X, er, at man skal sikre infrastruktur og beredskabsplaner i forhold til globale sundhedstrusler. Selvom man ikke kender den konkrete trussel, kan man forberede sig ved at have grundlæggende foranstaltninger til bekæmpelse af infektionssygdomme på plads fx i form af pandemiplaner. Pandemiplaner er noget, der globalt set især kom fokus på efter 2003 i kølvandet på fugleinfluenza H5N1 og severe acute respiratory syndrome (SARS).
COVID-19 pandemien
COVID-19 pandemien forårsaget af severe acute respiratory syndrome corona virus 2 (SARS-CoV-2) er et godt eksempel på sygdom X. Man havde ikke kendskab til det pågældende coronavirus, inden det gav anledning til pandemien. Nogle af de seneste pandemier (den spanske syge i 1918 og H1N1 i 2009) har været forårsaget af influenzavirus.
Selvom coronavirus også har været på radaren over virus, der potentielt kunne give anledning til en pandemi, var det nok de færreste, der havde forudset en så omfattende pandemi med et coronavirus, som vi har set med COVID-19.
Udover at det var et coronavirus, var det også interessant, at det var var en formodet zoonotisk transmission, der var indledningen til pandemien, samt at en række dyr, heriblandt mink, viste sig at være modtagelige for SARS-CoV-2.
Virus betragtes dog som den mest sandsynlige årsag til fremtidige pandemier.
Flere lande mobiliserede deres pandemiplaner i forbindelse med COVID-19, men det viste sig hurtigt, at de i mange lande var utilstrækkelige. Dette afspejlede, at der var en masse uforudsete problemstillinger og udfordringer, man ikke havde fået tænkt ind eller på anden måde havde forberedt sig på. Et eksempel var den store globale efterspørgsel på værnemidler, laboratorieudstyr, podepinde mv.
Mulige nye sygdomstrusler
Sygdom X vil i princippet kunne forårsages af mange forskellige ukendte agens, eksempelvis bakterier, parasitter, virus, prioner eller svampe. Virus betragtes dog som den mest sandsynlige årsag til fremtidige pandemier. Grunden til dette er, at virus har været årsag til nogle af de mest alvorlige sygdomsudbrud i nyere tid, eksempelvis human immundefekt-virus (HIV), influenza H1N1 og H5N1, Lassa-virus, ebolavirus, mellemøstlig respiratorisk syndrom coronavirus (MERS), SARS og selvfølgelig nuværende SARS-CoV-2.
Et samlende karakteristikum for virus, og især virus med et RNA-genom, er, at de har en høj mutationsrate, hvilket betyder, at de er gode til at ændre og tilpasse sig. RNA-virus udgør 94 % af zoonotiske virus, der smitter fra dyr til mennesker. Det er derfor også sandsynligt, at en kommende pandemi vil kunne være forårsaget af et zoonotisk RNA-virus.
Udover direkte transmission fra dyr til mennesker er der også vektorbårne sygdomme, som i mange tilfælde er afhængige af klima. Vurderingen af nye ukendte sygdomstrusler bliver derfor også nødt til at inddrage klimaændringer i overvejelserne.
En af udfordringerne ved virus er, at der ikke findes effektive behandlingsmuligheder. For en del virus er det dog muligt at udvikle vacciner, men udvikling af vacciner tager tid og vil først være et effektivt middel i bekæmpelsen, når epidemien er udbredt.
Forudsigelse og bekæmpelse af nye sygdomstrusler
Betegnelsen sygdom X betyder implicit, at det er noget ubekendt, og omfanget af en ny pandemi kan da også være svær at forudsige. Der er dog måder, hvorpå man kan forberede sig. Der er behov for metoder til at opdage og påvise det ukendte i forhold til den første identifikation og karakterisering af sygdommen.
Det kan fx gøres ved at have generiske overvågningssystemer og påvisningsmetoder, der kan imødekomme forskellige agens og sygdomme. Derudover skal man overveje mulige inddæmnings- og bekæmpelsesstrategier, som vil være afhængige af sygdommens og agens’ karakteristika. Til det kan man opsætte forskellige teoretiske scenarier og opbygge matematiske modeller ud fra viden om allerede kendte agens og sygdomme.
Tidlig påvisning og karakterisering af agens X er helt afgørende for at kunne inddæmme en begyndende epidemi.
Tidlig påvisning og karakterisering af agens X er helt afgørende for at kunne inddæmme en begyndende epidemi. Når agens X er påvist, skal der implementeres diagnostiske metoder med høj sensitivitet og specificitet. Der skal være kort analyse- og besvarelsestid. Dette vil kræve fortsat forskning og udvikling samt udbygning af infrastruktur for diagnostik, så systemerne er klar til at imødekomme det nye og kan opskaleres.
Ligeledes er det vigtigt at karakterisere agens X’ fysiske egenskaber i forhold til, hvilke desinfektionsmidler der kan anvendes i bekæmpelsen. Den hurtige karakterisering af agens X er også vigtig i forhold til at kunne udvikle nye effektive lægemidler, vacciner mv.
Metoder, der bedst kan anvendes til at håndtere og bekæmpe et epidemisk agens X, afhænger i høj grad af smittemåden. Dyr kan spille flere roller i en fremtidig pandemi – dels kan agens X opstå i de vilde dyr (fx flagermus) eller produktionsdyr (fx svin), og dels kan både vilde dyr (fx gnavere) og produktionsdyr spille en rolle for spredningen mellem mennesker i en cyklus, hvor agens springer frem og tilbage mellem dyr og mennesker. Dette er illustreret af den særlige rolle, mink spillede for COVID-19 i 2020 i Nordjylland.
Minksagen vidste tydeligt, at det veterinære område, herunder branchen, spiller en stor rolle i et forudseende beredskab for en pandemi.
Både vilde dyr, kæledyr og produktionsdyr kan være reservoir for zoonotiske agens, men da kæledyr ofte har kontakt med et begrænset antal af andre individer, vurderes det, at produktionsdyr spiller en større rolle for fremtidige epidemier. Vilde dyr samt vektorer kan være vigtige mellemværter, som potentielt kan bære et agens over større geografiske afstande.
Reduktion af risikoen for fremtidige spring mellem dyr og mennesker er en måde at nedsætte risikoen for fremtidige pandemier. OIE har lanceret en række anbefalinger til, hvordan risikoen for, at der sker fremtidige spring af infektiøse agens mellem vilde dyr og mennesker, kan reduceres. Disse anbefalinger omfatter bedre kontrol med markeder, hvor vilde dyr omsættes, bedre kontrol med (ulovlig) omsætning af vilde dyr, bedre overvågning mv.
For produktionsdyr peges på bedre biosikkerhed, overvågning samt bedre kontrol med de virus, der har kendt zoonotisk potentiale, herunder influenzavirus i fjerkræ og svin.
Er der grund til at være bekymret for sygdom x?
Spørgsmålet kan omformuleres til: »Er der en risiko for, at der kommer en ny pandemi a la COVID-19«? Svaret på dette spørgsmål er et klart »Ja«, men det er ikke muligt at kvantificere denne risiko med en rimelig grad af sikkerhed, ligesom det er umuligt at forudsige, hvornår det vil ske. Den eneste mulighed for at imødekomme denne trussel er, at vi forbereder os så godt som muligt på at håndtere en pandemi, når/hvis den kommer.
WHO har på baggrund af COVID-19-pandemien udviklet en ny beredskabs- og responsplan. Denne omhandler international koordination, opskalering af beredskab både internationalt og nationalt samt accelerering af forskning, diagnostik og overvågning.
Spørgsmålet er ikke »om«, men »hvornår« den næste epidemi opstår.
En ny pandemisk trussel er både et nationalt og globalt anliggende samt i mange tilfælde, som blandt andet var tilfældet med COVID-19, et anliggende for både mennesker og dyrs sundhed samt miljøet. Derfor bør der også være fokus på samarbejde mellem myndigheder og på tværs af discipliner. Internationale og nationale myndigheder bør samarbejde, og der skal være fokus på at sikre et forudseende beredskab. Minksagen vidste tydeligt, at det veterinære område, herunder branchen, spiller en stor rolle i et forudseende beredskab for en pandemi. Et forudseende beredskab er i sidste ende et politisk anliggende, men kræver en villighed til at investere i beredskabet, og at der anlægges et One Health-perspektiv i forberedelsen. Spørgsmålet er ikke »om«, men »hvornår« den næste epidemi opstår, og når det sker, skal vi gerne være forberedt.
