Coronavirus (COVID-19), Salmonella og fugleinfluenza. Vi har hørt om dem og måske også følt dem på egen krop – de zoonotiske sygdomme. Men der findes mange flere og endnu ukendte farer i form af zoonotiske patogener, der kan forårsage sygdom hos mennesker via vilde faunadyr, produktionsdyr og de familiedyr, vi deler vores hjem med.
Zoonoser er på verdensplan ansvarlige for cirka to tredjedele af alle infektionssygdomme hos mennesker. Af disse opstår og vedligeholdes næsten alle i den vilde fauna.
På grund af Danmarks mangeårige fokus på høj fødevaresikkerhed, ansvarligt antibiotikaforbrug og effektive metoder til sygdomskontrol samt de klimatiske forhold, vi er begunstiget med, er der mange zoonotiske sygdomme, som er udryddet i Danmark, eller som vi har god kontrol med. Og her spiller dyrlægerne en essentiel rolle som en til tider usynlig del af samfundets immunforsvar.
Det står også klart, at forhold som klimaforandringer, øget fokus på husdyrhold under naturlige forhold, international handel og transport, indvandring af nye dyrearter og fokus på mere vild natur øger risikoen for, at nye patogener hurtigt spreder sig og kan ramme både familiedyr, husdyr og mennesker.
Der er masser af sygdomme forårsaget af vira, bakterier og parasitter, som smitter mellem dyr og mennesker. Det har vi lært at håndtere, acceptere og leve med. Hvis vi ikke gjorde det, ville det være utroligt svært overhovedet at holde dyr i Danmark.
Eksperternes erfaring fra udbrud af zoonotiske sygdomme viser, at vi beskytter mennesker mod sygdom, når vi beskytter dyr mod sygdomme.
Vi må leve med truslen
Vi kan i vid udstrækning håndtere en ny zoonotisk epidemi med viden og indsats. Det kræver dog et skarpere fokus i tæt samarbejde med dyrlæger, bedre finansiering og mere forskning i de fælles sundhedstrusler, der eksisterer for dyr og mennesker. Både nationalt og globalt skal der stilles skarpt på at spore spredning af sygdomme hos dyr og overvåge interaktionerne mellem mennesker og dyr. Det er en forudsætning for effektiv sygdomskontrol.
Vi må samtidig acceptere at leve med truslen om, at nye varianter og smitstoffer hele tiden dukker op.
Smittebeskyttelse og sygdomskontrol som fx brug af vaccination er et nøgleinstrument i dyrlægens værktøjskasse. Det er en væsentlig del af den forebyggende pleje af individuelle dyr, men også vigtig for at beskytte grupper af dyr mod infektionssygdomme.
Ved at udvikle og bruge nye og bedre behandlinger af dyresygdomme kan vi reducere spredning af disse – både blandt dyr og mennesker. Men vi må samtidig acceptere at leve med truslen om, at nye varianter og smitstoffer hele tiden dukker op, og der er næppe tvivl om, at vi også i fremtiden skal forvente, at nye større sygdomsudbrud og pandemier kan have deres ophav i dyr. Vi skal derfor hele tiden være på forkant.
Kræfterne skal sættes ind på tværs
I Danmark overvåges zoonoser, og der udarbejdes risikovurderinger indenfor forskellige kategorier som fx nye smitstoffer som »sygdom x«, nye varianter af kendte smitstoffer som COVID-19 og influenza, og kendte smitstoffer, der skifter til en ny vært eller som flytter sig geografisk.
Klimaforandringer øger også risikoen for nye zoonoser i Danmark, da varmere temperaturer og fugtigt klima giver gode betingelser for fx myggearter og flåter, der kan bære sygdom, som kan overføres til mennesker.
Der er talt meget om One Health, men der er behov for, at det bliver gjort meget mere konkret, og at der arbejdes på en øget gensidig faglig respekt mellem de veterinære og humane fagpersoner.
Myndighederne kan ikke operere ud fra en forventning om helt at kunne eliminere risikoen for smitte mellem dyr og mennesker.
Det er karakteristisk i Danmark, at dyrlæger, besætningsejere og veterinær- og fødevaremyndigheder har et stærkt fagligt samarbejde om netop smittebeskyttelse. Den viden og erfaring, mener Dyrlægeforeningen, bør bringes i spil, når vi fortsat ønsker at opretholde husdyrhold og sikre fødevareproduktion. Det kræver kontrol, veterinærfaglig indsigt og fagligt samarbejde at reducere risici for smittespredning i alle populationer/lag af samfundet, herunder også pandemier.
Senest har minksagen vist, hvor afgørende samarbejdet er på tværs af ministerier og andre interessenter hele vejen fra toppen og til folkene på gulvet. Det er derfor ekstremt vigtigt, at det faglige samarbejde mellem det veterinære og humane sundhedssystem er på plads, så det ikke er politikere, der ender med at lave de faglige vurderinger.
Myndighederne kan ikke operere ud fra en forventning om helt at kunne eliminere risikoen for smitte mellem dyr og mennesker – det er ikke en realistisk præmis, når vi taler om zoonotiske smitstoffer.
Hvis den præmis skal være gældende i fremtiden, kan der ganske enkelt ikke holdes dyr i Danmark – hverken produktionsdyr eller familiedyr. Sameksistens mellem dyr og mennesker vil altid medføre risiko for udbrud af sygdomme, som ikke bare smitter fra dyr til mennesker, men også fra mennesker til dyr.
