Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, har sammen med Janne Winther Christensen, lektor ved Aarhus Universitet skrevet en kronik, der er bragt i Berlingske Tidende, og som kan læses på KUs website.
I kronikken tager forfatterne udgangspunkt i, at vi som mennesker kategoriserer de dyr, som vi omgiver os med – og at vi samtidig behandler dyrene helt forskelligt. Mens nogle dyr er produktionsdyr med en nytteværdi, er andre ”kæle- og familiedyr, som skal underholdes, passes og plejes efter alle kunstens regler, inden de mætte af dage modtager dødshjælp fra en dyrlæge omgivet af deres sørgende familie”, skriver forfatterne, som også understreger, at denne dyreetiske kassetænkning er problematisk, når talen falder på heste. For de har så at sige et ben i hver kasse.
Som forfatterne i kronikken peger på, er hesten ganske rigtigt både et produktionsdyr og et familiedyr. For langt de fleste er hesten et brugsdyr, men samtidig investerer ejeren mange følelser, tid og penge i sin hest. Det ved vi som hestedyrlæger, og det er en del af vores opgave at håndtere.
I forhold til lovgivningen er hesten i sit udgangspunkt et produktionsdyr, men i forhold til kommunikation med ejeren er der flere ligheder med familiedyrlægernes verden. Forhold, der er med til at øge kompleksiteten i vores liv som hestedyrlæger.
Heste er ikke elefanter
Forfatterne har ret i, at hesten er domesticeret gennem flere tusinde år. Den er tillige gennem mange generationer fremavlet til vidt forskellige discipliner og formål, så vi i dag har heste, som ser meget forskellige ud. Og som har meget forskelligt temperament. Derfor er det ikke rimeligt at sammenligne hesten med elefanten i cirkus. Elefanten er nemlig stadig et vildt dyr. Et væsentligt argument i debatten om rewilding og naturnationalparker er netop også, at hesten ikke bliver et vildt dyr, blot fordi vi lukker den ud i friheden, omgivet af et hegn.
Vi skal passe på, at vi avlsmæssigt ikke bevæger os i retning af de samme faldgruber, som er tilfældet med nogle hunderacer.
Gør dette så vores ansvar for, hvad vi udsætter hesten for mindre? Nej absolut ikke, snarere tværtimod. Vi skal passe på, at vi avlsmæssigt ikke bevæger os i retning af de samme faldgruber, som er tilfældet med nogle hunderacer. Hensynet til dyret skal stå over alt andet – det gælder også i vores behandling af dyret. Som dyrlæger bør vi arbejde for, at hestens fysiske og adfærdsmæssige behov tilgodeses i endnu højere grad end i dag.
Heste må da gerne sælges
I modsætning til Peter Sandøe ser vi det i DDD ikke som et grundlæggende problem, at hesten forsat er et brugsdyr, som sælges, når behovet for hesten ikke længere er til stede.
Det klassiske eksempel er børn. Børn vokser alle som en fra deres ponyer. Og når det sker, har familien typisk to muligheder. Enten må de beholde ponyen, som barnet nu er for høj/tung/gammel til at ride, og hesten parkeres som en utrolig dyr græsslåmaskine.
Familien kan også sælge ponyen videre, og salget kan dermed finansiere købet af en større pony/hest. Efter køb af hus og bil er investering i en hest langt den største investering, der foretages af den danske forbruger. Og den overvejende del af hesteejere har ikke råd til flere heste. Ikke mindst, fordi de løbende udgifter til at holde hest over tid ofte overstiger hestens købspris.
Men det betyder jo ikke, at enhver ponyejer blot skiller sig af med sin pony med et skuldertræk. Nej tværtimod. Som hestedyrlæge kommer vi ofte tæt ind på livet af hesteejere. Vi ser og mærker den sorg, som hesteejere oplever, når de skiller sig af med deres pony, for at kunne få muligheden for at dyrke den sport, som de elsker.
Skal hestesport virkelig kun være for de velhavende?
Hvis det grundlæggende ikke accepteres, at hesten er et brugsdyr, der sælges, når behovet ændres, fx for at få råd til en større pony, så vil ridesporten i endnu højere grad gå i retning af en rigmandssport. Og det vil være uendelig trist for flertallet af hesteejere.
De fleste hesteejere er fortsat mennesker med relativt gennemsnitlige indkomster, som er nødsaget til at tage meget aktive valg for at have råd til en hest; fravalg af nye køkkener og dyre ferier. Og tilvalg om at tilbringe lange aftener og weekender sammen med hesten. Valg som tydeliggør, at ønsket om at eje en hest, udspringer af et ønske om at gøre det bedste for hesten og ikke for at udnytte den.
Men det svære spørgsmål er, om vi kan forbedre velfærden hos vores heste? Og svaret er ja – så absolut. Eliterytterne har både en moralsk og en etisk forpligtigelse til at vise vejen til bedre hestevelfærd.
Eliterytterne har både en moralsk og en etisk forpligtigelse til at vise vejen til bedre hestevelfærd.
Eliterytterne ved, at de på godt og - nogle gange - også ondt bliver sportens ansigt udadtil og uomtvisteligt er et forbillede for mange i bredden af ridesporten.
Og dyrevelfærden kan også forbedres andre steder. Som dyrlæger ser vi ind imellem, at der er hesteejere, som ikke fodrer og passer deres heste optimalt. Det handler oftest om manglende viden, og kun særdeles sjældent er det udtryk for et aktivt valg om eksempelvis ikke at ville fodre sin hest optimalt. Og her er der ingen som helst tvivl om, at vi som hestedyrlæger er forpligtede til at forbedre hestens velfærd og formidle vores faglige viden til ejeren. Det er faktisk derfor, at vi er dyrlæger.
