Det starter ofte med en bekymret stemme i telefonen. En nabo, der har set en hund halte. En forbipasserende, der undrer sig over magre heste på en mark. Små tegn på, at noget er galt. For Annemette Pedersen, der er betjent i Københavns Vestegns Politi, kan en enkelt anmeldelse være første skridt på en lang vej – en vej, hvor dyrlægernes faglige blik afgør, om politiet kan handle – og i sidste ende redde et dyr fra lidelse.
Når en sag begynder
Københavns Vestegns Politi modtager ofte flere anmeldelser om dyrs mistrivsel om ugen. Anmeldelserne kan komme fra borgere, fra dyreværnsorganisationer – eller fra dyrlæger selv.
- De fleste sager begynder med en bekymret borger, der kontakter os telefonisk eller skriftligt. Nogle gange handler det om manglende pasning, andre gange om synlige skader eller alvorlig vanrøgt, fortæller Annemette Pedersen.
Når politiet ankommer til en sag, observerer de forholdene: Har dyrene adgang til frisk vand og foder? Er der synlige tegn på mistrivsel eller sygdom? Hvordan reagerer dyrene i deres omgivelser? Men politiets observationer kan kun bringe dem et stykke ad vejen. Den egentlige vurdering af dyrenes helbredsmæssige tilstand er forbeholdt dyrlæger.
- Vi kan ikke selv vurdere et dyrs tilstand. Det kræver en veterinærfaglig vurdering, understreger Annemette Pedersen.
- Uden dyrlægerne kan vi ikke vurdere, om der er tale om en væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grov uforsvarlighed eller mishandling.
Politiets muligheder i dyrevelfærdssager bygger på et tæt samarbejde med Fødevarestyrelsens dyrlæger. Det er dem, politiet ringer til, når en sag kræver en veterinærfaglig vurdering ude på stedet. I hastesager kan en praktiserende dyrlæge også tilkaldes.
- Det er vigtigt at understrege, at det ikke er politiet, der vurderer dyrene. Det er dyrlægerne. Og i de fleste tilfælde forsøger vi at involvere dyrlægen allerede fra begyndelsen, siger Annemette Pedersen.
Netop derfor spiller både Fødevarestyrelsens dyrlæger og de praktiserende dyrlæger en altafgørende rolle.
- Vi har brug for tydelige og konkrete vurderinger. Det er vigtigt, at dyrlægerne ikke blot beskriver, hvad de ser, men også vurderer, hvordan forholdene placerer sig i forhold til lovgivningen – om der er tale om væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grov uforsvarlighed eller mishandling, siger hun.
En uklar vurdering kan forsinke politiets indsats – og koste dyret unødvendig lidelse.
- Den faglige vurdering danner grundlag for hele vores juridiske videre arbejde. Hvis vi mangler en klar vurdering, kan vi risikere, at vi ikke kan reagere hurtigt nok – og at dyret kommer til at vente for længe på den hjælp, det har brug for.
Modet til at reagere
Det er ofte dyrlægens skarpe blik og handlekraft, der gør en forskel. Annemette Pedersen har set, hvad en dyrlæges indgriben kan betyde. Og hun ved, hvor vigtigt det er, at dyrlæger tør bruge deres faglige blik og handle, når noget ikke er, som det skal være. Men det er også Annemette Pedersens oplevelse, at den praktiserende dyrlæge indimellem tøver med at lade en bekymring gå videre til politiet – måske fordi de er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.
Hun understreger, at i tilfælde hvor en dyrlæge konstaterer, at en ejer undlader at iværksætte behandling af en alvorlig lidelse hos sit dyr, kan der være grundlag for at underrette politiet – både af hensyn til dyrevelfærden og for at leve op til det faglige og etiske ansvar.
– Dyrets tarv skal altid komme først – og når først bekymringen er delt med os, er det politiets opgave at tage sagen videre, siger hun.
Hvis en dyrlæge ønsker anonymitet, kan en anmeldelse formidles gennem en dyreværnsorganisation, selvom en vurdering fra en navngiven person ofte styrker sagen betydeligt.
- Det er meget lettere for os at arbejde hurtigt og effektivt, hvis vi har en faglig kontaktperson, siger Annemette Pedersen.
Hun peger også på vigtigheden af tidlig dialog:
- Man må gerne ringe og være i tvivl. Hellere en henvendelse for meget end en for lidt. Vi er altid klar til at sparre, også før der ligger en egentlig anmeldelse. Dyrlæger er dyrenes første forsvarslinje, siger hun.
Behov for tættere samarbejde
Ifølge Annemette Pedersen er der et stort potentiale i at styrke samarbejdet mellem politi og dyrlæger yderligere.
- Jeg håber, vi kan få opbygget flere lokale netværk, hvor vi kender hinanden – så dyrlægerne ved præcis, hvem de kan kontakte, hvis de står med en bekymring, siger hun.
Hun foreslår, at politiet og Dyrlægeforeningen i højere grad samarbejder om faglige oplæg, sparringsmøder og drøftelser af konkrete cases.
- Det ville give os alle en bedre fornemmelse af, hvordan vi bedst hjælper dyrene – og samtidig gøre det nemmere og tryggere for dyrlæger at tage kontakt, når noget bekymrer dem, slutter Annemette Pedersen.