2025 er det første år uden ADO-generalforsamling, og bestyrelsen ønskede derfor et dialogmøde for at vejre stemningen blandt medlemmerne i forhold til bestyrelsens arbejde og foreløbige tanker om ADOs fremtid. Formatet var enkelt: Et kort oplæg, derefter drøftelser ved rundborde og opsamling i plenum.
Huset på Frederiksberg
Josefine Sinkjær indledte med en status på det fælles sekretariat på Frederiksberg, som ADO deler med DDD og DA – med fælles personale, it-systemer og medlemsadministration.
Men som hun forklarede, er samarbejdet i bevægelse. DA forbereder en afstemning om eventuel tilknytning til Dansk Erhverv. Intet er besluttet, men processen skaber usikkerhed om fremtidens struktur.
Pointen fra scenen var ro og realisme. ADOs bestyrelse arbejder derfor med flere scenarier, så foreningen kan stå solidt, uanset hvad der sker.
- Der bliver ikke truffet beslutninger hen over hovedet på jer – og der sker ikke noget i morgen, forsikrede Josefine Sinkjær.
Hvor står ADO i dag?
Herefter tegnede Josefine Sinkjær et billede af foreningens medlemmer og de udfordringer, der følger med. Langt størstedelen af ADOs medlemmer er lønmodtagere, og der er et stabilt medlemsantal – men ikke vækst, selv om der uddannes flere dyrlæger, end der forlader arbejdsmarkedet.
- Vi ved, at mange nyuddannede og unge dyrlæger er prisfølsomme. Når man står med studielån og små børn, kan et fuldt medlemskab virke dyrt, især hvis man oplever, at de klassiske fagpolitiske spørgsmål ikke føles relevante i hverdagen.
Hun pegede på, at ADOs styrke netop ligger i det veterinærfaglige kendskab og den personlige rådgivning, som man ikke får i bredere fagforeninger.
- Når du ringer til ADO, får du en, der forstår din verden – ikke bare juraen, sagde hun.
To spørgsmål til medlemmerne
Efter den indledende gennemgang inviterede Søndergaard deltagerne til rundbordsdrøftelser.
Opgaven var at drøfte to centrale spørgsmål:
- Hvad er det vigtigste, man som medlem får ud af at være en del af Den Danske Dyrlægeforening?
- Hvad vil der ske, hvis ADO og DDD adskilles – og flere kan blive medlem af ADO uden samtidig at være medlem af DDD?
Formålet var at teste stemningen, før bestyrelsen arbejder videre med modeller for et eventuelt mere fleksibelt medlemskab, hvor man kan vælge mellem en samlet pakke (fagforening og fagpolitik) eller et mere målrettet ADO-medlemskab.
Fællesskab og fleksibilitet
Debatten blev livlig og engageret. Mange fremhævede den faglige og fagpolitiske tyngde som det vigtigste ved medlemskabet – høringssvar, dyrevelfærd og den samlede veterinære stemme i den offentlige debat. For mange er det afgørende, at nogen taler på vegne af professionen, når komplekse sager om etik, dyrevelfærd eller regulering rammer medierne. »Det giver legitimitet, at det kommer fra en samlet dyrlægestemme«, lød det fra et bord.
Andre lagde vægt på rygdækningen – den juridiske rådgivning, overenskomsterne og ADOs personlige sagsbehandling, der blev beskrevet som noget helt særligt:
- Min kollega i en anden fagforening fik et standardbrev. Jeg blev ringet op. Det er derfor, jeg bliver, fortalte et medlem.
Flere pegede på, at ADOs styrke netop ligger i det, man kaldte »den veterinære forståelse« – at rådgiverne ved, hvad det betyder at stå i en klinik, tage vagt eller være underlagt veterinær myndighed.
Samtidig var der forståelse for, at prisen kan være en barriere – især for studerende og yngre dyrlæger, der endnu ikke føler sig tæt knyttet til det fagpolitiske fællesskab. Nogle efterlyste mulighed for at tilpasse kontingentet efter livsfase eller engagement.
- Når man er ny og lige ved at kæmpe sig ind på arbejdsmarkedet, har man måske brug for en »light«-udgave, men man skal stadig kunne høre til, sagde en deltager.
Mange ønskede derfor mere fleksibilitet – muligheden for at skrue op og ned for medlemskabet afhængigt af livssituation, uden at man behøver melde sig ud og ind igen.
Et mindretal advarede dog mod at adskille fagforening og fagpolitik for meget. For dem hænger det hele sammen: De ansattes vilkår, dyrenes velfærd og den veterinære etik.
- Hvis vi løsner båndet, risikerer vi at svække den veterinære stemme – og miste noget af det, der gør os til en profession, lød det advarende fra et af bordene.
Vi har tid til at tænke os om
I plenum samlede Josefine Sinkjær trådene fra bordene. Der var en tydelig vilje til fornyelse – men også en stærk bevidsthed om, at for meget tempo kan koste sammenhængskraften. Flere pegede på, at udvikling kræver balance mellem at modernisere strukturerne og samtidig fastholde det fælles veterinære ståsted, der giver ADO sin identitet.
Søndergaard understregede, at bestyrelsen tager alle input med videre, og at næste skridt bliver at undersøge de økonomiske og praktiske konsekvenser af de modeller, der blev diskuteret. Først derefter skal de præsenteres for medlemmerne i en bredere høringsproces.
Hun takkede for den åbne og konstruktive debat og rundede af med at sende et roligt signal ud i rummet:
- Der er ingen, der trykker på knapperne i morgen. Vi har tid til at tænke os om – og vi gør det sammen.
