Grundtanken er enkel: Trygge dyrlæger træffer bedre beslutninger. Og en tryg start på arbejdslivet er en forudsætning for at kunne balancere mellem golden standard og det, der er rimeligt at gøre i en given situation.
Et nationalt mentorprogram for det første år i professionen
I Finland får veterinærstuderende en midlertidig autorisation i deres sidste studieår. For mange betyder det, at de arbejder deres første sommer som dyrlæger allerede mellem femte og sjette studieår. Det var her, mentorprogrammet tog sin begyndelse – som en støtte til dem, der for første gang stod i rollen som praktiserende dyrlæger.
Programmet begyndte i 2023 og har siden omfattet to hele sæsoner. I 2024 deltog 25 mentees og 21 mentorer. Fra 2025 blev programmet udvidet til også at omfatte nyuddannede dyrlæger – ikke kun studerende med midlertidig autorisation.
Det betyder, at Finland i praksis har etableret en struktureret støtte til dyrlæger i deres mest sårbare periode – tiden, hvor man træder ud af uddannelsen og møder sin første virkelige arbejdsplads.
Ida-Maria Kouvo er dyrlæge og ansat hos den finske dyrlægeforening (Suomen Eläinlääkäriliitto). Hun fortæller om udviklingen af mentorprogrammet.
– Vi så et tydeligt behov for at gribe den første fase som erhvervsaktiv dyrlæge for at bidrage til længere og mere bæredygtige arbejdsliv. Ud over psykosocial støtte er formålet med mentorordningen også at formidle såkaldt tavs viden og træne refleksionsevnen – noget, der ofte ikke er plads til i den akademiske uddannelse.
Små grupper og struktureret refleksion
Programmet er bygget op omkring små grupper med to mentorer og to til tre mentees. De mødes digitalt fire til seks gange mellem maj og september, hvilket gør deltagelse mulig, uanset hvor i landet man befinder sig. Enkelte grupper har valgt at mødes fysisk, men digitale møder er normen.
Konceptet adskiller sig fra traditionel oplæring. Mentorerne forventes ikke at undervise eller give facit. Deres rolle er at lede samtalerne, skabe tryghed og hjælpe mentees med at reflektere over deres kliniske hverdag.
Mentorerne er frivilligt engagerede dyrlæger, som får adgang til introduktionsmateriale og inviteres til en fælles kick-off-dag sammen med mentees. Derefter fastlægger hver gruppe selv rammerne for kommunikation, tilgængelighed og eventuelle følsomme emner.
Ifølge den finske dyrlægeforening har denne struktur været vigtig for at undgå, at mentorskabet bliver blandet sammen med supervision, produktion eller krav fra arbejdsgiveren.
Ifølge Ida-Maria Kouvo omfatter mentorskabet ikke konsultationer eller diskussion af enkelte patienttilfælde. I stedet ligger fokus på mere overordnede spørgsmål, såsom hvordan deltagerne ønsker at udøve veterinærmedicin, og hvilken type dyrlæger de ønsker at være.
– Patienttilfælde kan diskuteres på et generelt niveau, netop for at træne refleksionsevnen og forberede sig på lignende situationer i fremtiden, siger Ida-Maria Kouvo.
En støtte til tryghed – men også til patientsikkerhed
Erfaringerne fra de første to sæsoner viser, at mentorskabet giver en merværdi, der rækker langt ud over social støtte. Mange unge dyrlæger beskriver mindre stress, bedre beslutningstagning og en klarere forståelse af, hvad der er rimeligt at gøre i forskellige typer sager.
I den forstand ligger programmet tæt op ad den svenske diskussion om good enough. Det hjælper nye dyrlæger med at se forskellen mellem, hvad der er medicinsk muligt, hvad der er etisk rimeligt, og hvad der faktisk er bedst for det enkelte dyr.
– Vi ved ikke præcis, hvilke emner der diskuteres i de enkelte mentorgrupper, fordi samtalerne er fortrolige. Men vi opfordrer deltagerne til at reflektere over, at veterinærmedicin er et fag præget af livslang læring, og at det af forskellige årsager ikke altid er muligt at nå det, der defineres som gold standard. Arbejdet på en mindre klinik kan adskille sig væsentligt fra arbejdet på et universitetsdyrehospital, hvor mange nyuddannede senest har deres erfaring fra.
Ifølge Ida-Maria Kouvo er mentorordningen ikke tænkt som en måde at give konkrete »dag-1-færdigheder« på, men snarere som en hjælp til unge dyrlæger til at se og værdsætte den viden og kompetence, de allerede besidder.
- Vi mener, at introduktion og oplæring i det praktiske arbejde er arbejdsgiverens ansvar. Hvis patientkonsultationer skulle indgå i mentorskabet, ville det kræve en struktureret vurdering og opfølgning på mentorernes kompetenceniveau, og til den slags konsultation findes der andre og mere egnede fora. Derfor har vi valgt at fokusere på at støtte studerende på vejen ind i professionsrollen og i kollegafællesskabet.
Finlands dyrevelfærdslovgivning og syn på livskvalitet ligner Sveriges. I begge lande møder unge dyrlæger dyreejere, der har tilegnet sig meget information og har høje forventninger. Alligevel mangler mange nyuddannede dyrlæger redskaber til at håndtere disse samtaler i begyndelsen af deres arbejdsliv.
På spørgsmålet om, hvorvidt programmet har påvirket studerendes og nyuddannede dyrlægers tryghed, når de møder kliniske situationer for første gang, henviser Ida-Maria Kouvo til den feedback, de har modtaget:
- Programmet ser ud til at styrke deltagernes tryghed i deres nye professionelle rolle som dyrlæger. Ifølge deltagernes tilbagemeldinger bidrager både mentorerne som rollemodeller og støtten fra andre unge dyrlæger til øget selvtillid i det kliniske arbejde og i kliniske beslutninger.
Hun fortsætter:
– Ud fra deltagernes feedback tyder meget også på, at mentorskabet hjælper mentees med at håndtere fejl på en konstruktiv måde og udvikle sig gennem refleksion. De oplever også, at refleksion og støtte fra kolleger giver større tillid til deres egen kompetence.
Matchning, administration og evaluering
Alle grupper sammensættes af foreningens sekretariat. Matchningen er ikke kompetencebaseret, men bevidst tilfældig. Tanken er, at mentorskabet skal fungere uanset klinisk område og være et forum for refleksion – ikke specialistuddannelse.
Mentorgrupperne sammensættes, så deltagerne kan arbejde hvor som helst i Finland. Det letter netværksdannelse og kan give flere kollegiale kontakter at henvende sig til, også for dyrlæger, der arbejder alene eller i tyndtbefolkede områder. Selve mentorskabet omfatter ikke konsultation, men hver gruppe er fri til at skabe egne kontaktnetværk, fx ved at udveksle kontaktoplysninger eller danne uformelle konsultationsgrupper.
Indtil videre har ingen grupper haft behov for at blive omorganiseret, hvilket ifølge foreningen tyder på, at modellen fungerer.
Feedbacken efter to sæsoner er overvejende positiv. De synspunkter, der er kommet frem, handler primært om tekniske og praktiske spørgsmål – at finde mødetider, få gang i gruppen og skabe momentum. Det er noget, man nu justerer frem mod de kommende sæsoner.
Hvad kan vi lære af Finland?
Finland viser, at et støtteprogram kan organiseres nationalt, bæredygtigt og uden store omkostninger. Det viser også, at mentorskab kan være en del af arbejdet med good enough – ved at normalisere tanken om, at man ikke behøver kunne alt fra dag ét, og at professionel dømmekraft udvikles gennem refleksion, ikke kun gennem produktion.
