Baggrund
BSAVA (British Small Animal Veterinary Association) udgav allerede i 1963 en rapport om de problemstillinger, der kan være knyttet til usund hundeavl (1). Emnet kom imidlertid først til den bredere offentligheds kendskab med BBC-dokumentaren Pedigree Dogs Exposed fra 2008 (2), og der skulle gå yderligere en årrække, før der kom specifik lovgivning på området. Det skete blandt andet, da Nederlandene i 2020 indførte avlsmæssige begrænsninger på avl af brachycephale hunde med en såkaldt kraniofacial ratio (forholdet mellem snudens og kraniets længde) under 0,5 (3), hvilket i praksis betød et forbud mod avl af racer som mops, fransk og engelsk bulldog. Nogenlunde samtidigt lagde en dyreværnsorganisation sag an mod den norske kennelklub samt opdrættere af engelsk bulldog og cavalier king charles spaniel med påstand om, at avlen af disse racer medførte overtrædelse af dyreværnsloven. Sagen gik helt til den norske højesteret, som i 2023 afgjorde, at cavalier king charles spaniel er så belastet af hjertesygdommen MMVD (Myxomatous Mitral Valve Disease) samt syringomyeli, at fortsat avl vil være i strid med dyreværnsloven, mens avl på engelsk bulldog kan fortsætte under særlige betingelser (4).
Herhjemme indgik regeringen i 2024 sammen med en række andre partier et »dyrevelfærdsforlig«, der skal sikre bedre dyrevelfærd, herunder sund avl af familiedyr. Som en direkte forlængelse heraf trådte en ny bekendtgørelse i kraft den 1. juli 2025. Denne tjener ikke mindst til at regulere hundeavl (5). Bekendtgørelsens § 15 lyder: »En hund må ikke indgå i avl, hvis det med rimelighed kan forventes, at hundens sundhedstilstand eller anatomiske, fysiologiske eller adfærdsmæssige egenskaber risikerer at have en negativ effekt på moderdyrets eller afkommets velfærd og sundhed«. Bekendtgørelsen regulerer en række forhold af betydning for avlstævers velfærd, og en række racer er blevet omfattet af krav om screening for fx hofte-og albueledsdysplasi, vejrtrækningsproblemer eller hjertesygdom. Mange af disse krav har været gældende inden for den organiserede hundeavl i en årrække, men det er nyt, at de udstrækkes til at gælde alle hunde af de pågældende racer. Efter vores vurdering vil dyrlæger i de fleste tilfælde ikke i henhold til Dyrevelfærdslovens § 39 være forpligtet til at anmelde klienter, der overtræder lovens bestemmelser om usund avl, men man må forvente, at loven vil medføre nye rådgivningsopgaver og flere spørgsmål om avl.
Lovgivningen omfatter ikke på nuværende tidspunkt krav om DNA-tests for arvelige sygdomme, men DNA-testning er et område, hvor udviklingen går særdeles stærkt. I de senere år er udbuddet af DNA-tests til hunde mangedoblet, men pålideligheden og relevansen af disse er stærkt varierende (6,7). Derfor kræver det en vis indsigt både at vælge og tolke resultaterne af disse tests.
For at afdække danske dyrlægers oplevelse af og praksis inden for hele det fagområde, der omfatter avlsrådgivning vedrørende hunde samt deres syn på den nye lovgivning, blev der i foråret 2025 gennemført en spørgeskemaundersøgelse som del af et veterinært specialeprojekt, og denne artikel opsummerer de vigtigste resultater. Specialet er i sin helhed tilgængeligt via dette link: Speciale-Minna_Diemer.pdf
Metode
Forud for udarbejdelsen af spørgeskemaet blev der gennemført kvalitative, onlineinterviews med fire praktiserende dyrlæger samt med de siddende forpersoner for henholdsvis DDD og Faggruppe Familiedyr. Optagelser af interviewene blev gemt i KUs elektroniske forskningsarkiv, ERDA (Electronic Research Data Archive), og slettet ved projektets afslutning. Det endelige spørgeskema bestod af 24 spørgsmål og blev delt via Facebook-grupper for dyrlæger som fx »Vettalk«, »Medlemmer af Den Danske Dyrlægeforening« og »DDD Faggruppe Familiedyr« i perioden fra den 13/05-2025 til den 01/06-2025. Spørgeskema, interviewguide samt oplysninger om anonymitet og informeret samtykke findes som bilag i specialet.
Resultater og diskussion
Der kom i alt 114 besvarelser, og langt størstedelen (n = 107; 94 %) af respondenterne var kvinder. Det fremgår af »Tal og Fakta fra DDD«, at godt 3.000 dyrlæger er beskæftiget inden for området familiedyr, og at kønsfordelingen blandt medlemmer af DDD er ca. 30 % mænd og 70 % kvinder (8). Alene af den grund kan respondenterne derfor ikke siges at være repræsentative for alle danske dyrlæger. Godt halvdelen (n = 60; 53 %) havde under 10 års erfaring fra familiedyrspraksis og den resterende del (n = 54; 47 %) over. Geografisk var der flest besvarelser fra praksis i Region Sjælland (n = 33; 29 %) og Region Hovedstaden (n = 29; 25 %).
Hvad rådgiver dyrlægerne om?
De emner, som dyrlægerne i henhold til besvarelserne rådgav mest om, var ikke overraskende vaccination, parasitbehandling, ernæring og neutralisation. Avl og reproduktion blev mindre ofte bragt op, hvilket er en naturlig følge af, at det kun er relevant for den relativt lille del af klienterne, som opdrætter hunde. Respondenterne blev bedt om at angive, hvor ofte de selv tog initiativ til at tale om avl, når de havde stillet en specifik diagnose på en hund (figur 1). Det fremgik, at BOAS (Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome) var den diagnose, der hyppigst førte til en dialog om hundens fremtid som avlsdyr (n = 82; 72 %), mens det kun skete ved en ud af fem epilepsidiagnoser (n = 24; 21 %). Det kan der være flere grunde til, herunder at det langt fra er alle former for epilepsi, der kan antages at have en arvelig ætiologi.
Figur 1. Procentdelen af dyrlæger der svarer, at de »ofte«eller »meget ofte« taler med klienten om avl i forbindelse med syv specifikke diagnoser.
Dyrlægers indflydelse på avlen
Blandt de dyrlæger, der besvarede spørgeskemaet, ville størstedelen gerne spørges til råds i forbindelse med avl (n = 90, 79 %). Det var imidlertid under halvdelen (n = 49; 44 %), der var enige i udsagnet »Jeg oplever at have indflydelse på mine klienters beslutninger om avl«. Samtidig oplevede mere end halvdelen (n = 68; 60 %) af dyrlægerne, at de sjældent blev involveret, før parringen havde fundet sted, og (n = 92; 81 %) var enige i, at hundeejerne opsøger viden andre steder end hos dyrlægen.
Der er næppe tvivl om, at mange hundeejere i dag opsøger viden på internettet, og en spørgeskemaundersøgelse fra 2022 blandt dyrlæger fra henholdsvis Danmark, Østrig og Storbritannien konkluderede, at der både kan være fordele og ulemper forbundet med, at klienterne har opsøgt viden hos »Dr. Google« før et besøg (9). Godt halvdelen (54 %) af de danske dyrlæger i undersøgelsen fra 2022 var enige i, at det kunne kvalificere diskussionen om diagnose og behandlingsmetoder. Samtidig var 71 % enige i, at klienternes brug af internettet medførte øget tidsforbrug til at retfærdiggøre diagnoser og forslag til behandlinger.
I undersøgelsen var 23 % af respondenterne enige i udsagnet »opdrætterne har ofte større viden om racerelaterede sygdomme end jeg«. Det svarer meget godt til resultaterne af studiet fra 2022, hvor knap en tredjedel af dyrlægerne (28 %) var enige i, at klienternes brug af internettet kunne føre til situationer, hvor disse er bedre informeret, end dyrlægen er.
Faglige forudsætninger og rådgivningspraksis
Flertallet af dyrlægerne (n = 70; 61 %) angav, at de i høj eller i meget høj grad var rustede til at vurdere, om en hund er et sundt avlsdyr. Derimod var det kun et mindretal, som i samme omfang følte sig fagligt klædt på til at rådgive om arvelige sygdomme (n = 40; 35 %) og DNA-tests (n = 21; 18 %). (Se tabel 1).
Tabel 1. De 114 dyrlægers svar på spørgsmål om, i hvor høj grad de føler, at de besidder de faglige forudsætninger for at rådgive om avlsrelaterede emner.
|
I hvilken grad føler dyrlæger, at de har de faglige forudsætninger til at: |
I meget høj grad |
I høj grad |
I nogen grad |
I mindre grad |
Slet ikke |
Ved ikke eller ønsker ikke at svare |
|
Vurdere, hvor vidt en hund er et sundt avlsdyr |
17 (15 %) |
53 (47 %) |
38 (33 %) |
5 (4 %) |
0 (0 %) |
1 (1 %) |
|
Rådgive om arvelige sygdomme |
7 (6 %) |
33 (29 %) |
53 (46 %) |
19 (17 %) |
1 (1 %) |
1 (1 %) |
|
Rådgive om DNA-tests |
4 (3 %) |
17 (15 %) |
33 (29 %) |
40 (35 %) |
18 (16 %) |
2 (2 %) |
Resultaterne kan tolkes således, at dyrlægerne mener, at de godt kan vurdere, om en hund fysiologisk set er sund og rask, og om fx en tæve kan klare en drægtighed, men at de føler sig mere usikre, når det kommer til specifikke arvelige sygdomme og DNA-tests.
Meget få af de responderende dyrlæger (n = 4; 3 %) rådgav ofte eller meget ofte om relevansen af specifikke DNA-tests. Disse tests blev som regel udført på hundeejerens foranledning (n = 77; 68 %), og kun knap en tredjedel (n = 35; 31 %) af dyrlægerne angav, at de ofte hjalp med at fortolke resultaterne af DNA-tests. Når det gælder specifikke arvelige sygdomme og DNA-tests, tyder svarene på, at mange dyrlæger umiddelbart træder et skridt tilbage og i nogen grad overlader både beslutningen om at teste og vurderingen af konsekvenserne af et DNA-testresultat til andre.
Behovet for rådgivning om DNA-tests er imidlertid til at få øje på. Udbuddet af tests er steget markant i takt med DNA-teknologiernes hurtige udvikling (6), men mange af disse tests er ikke validerede, de fleste er kun relevante for en eller få racer, og resultaterne bør derfor tolkes og anvendes med omhu (7). En mulig forklaring på, at dyrlægen i mindre grad er involveret i beslutninger om DNA-tests og fortolkning af resultatet, er sandsynligvis også, at prøvematerialet kan udtages uden dyrlægens hjælp i form af et kindskrab, der sendes direkte til testfirmaet. I forbindelse med avlsprogrammer for stambogsførte hunde skal prøven dog udtages af en dyrlæge, der kan verificere hundens identitet.
Dilemmaer/konflikter i avlsrådgivning
Mødet mellem dyrlæge og klient kan ind imellem være konfliktfyldt, fx hvis dyrlægen udtaler sig kritisk om kvaliteten af et potentielt avlsdyr. Hele 89 % (n = 101) af dyrlægerne i undersøgelsen var enige i, at rådgivning om avl kan være konfliktfyldt, og halvdelen (n = 57; 50 %) havde oplevet at komme i klemme mellem klientens tilfredshed og deres egen faglige vurdering. Det er interessant, at denne oplevelse af at komme i klemme var uafhængig af både dyrlægernes erfaring og deres angivelse af egne faglige forudsætninger. På trods af de potentielle konflikter angav meget få dyrlæger (n = 16; 14 %) dog, at risikoen for at miste kunder påvirkede deres rådgivning om avl.
Udgangspunktet for familiedyrsdyrlægens rolle som rådgiver er da også et andet end det, som produktionsdyrsdyrlægen har. Familiedyrsdyrlægens klienter ser ofte deres hund som et medlem af familien, så hvis dyrlægen udtaler sig negativt om dyrets udseende eller grundlæggende egenskaber, er det næsten ligesom at kritisere deres barn. Alt andet lige har de fleste landmænd nok et noget mere nøgternt forhold til deres dyr og er derfor mere indstillede på at modtage rådgivning.
Det kan også handle om overhovedet at blive lyttet til. En af respondenterne skriver i et kommentarfelt: »Hvis man støder nogen, lytter de ikke til ens råd. Så̊ selvom man også ønsker, at de skal forblive kunder, handler det for mig primært om, at hvis man kan mærke, de har besluttet sig om avl af deres bulldog, så skal jeg ikke stå der og sige, at alle bulldogs er usunde, og avl burde forbydes. Det kommer jeg ingen vegne med«.
Lovgivning og ansvar for sund avl
Mere end ni ud af ti dyrlæger (n = 107; 94 %) var enige i, at det er deres ansvar at fraråde avl på hunde med arvelige lidelser. Det var dog under halvdelen (n = 54; 47 %), der mente, at det på et mere overordnet plan er dyrlægers ansvar at fremme sund hundeavl. Det tyder på, at de praktiserende dyrlægers fokus i højere grad er på den enkelte hund, der står foran dem, end på den danske hundepopulation som helhed.
Adspurgt om, hvor ansvaret for sund hundeavl primært skal placeres, svarer dyrlægerne, at det skal ligge hos henholdsvis myndigheder, dernæst hvalpekøbere, kennelklubber og i højeste grad hos opdrættere (figur 2).
Figur 2. Andelen af dyrlæger i procent, der er enige/meget enige i udsagnet »Ansvaret for sund hundeavl ligger primært hos henhodsvis myndigheder/politikere, hvalpekøbere, kennelklubber eller opdrættere«.
Samtidig er dyrlægerne positivt stemt overfor den nye lovgivning på området. Knap tre fjerdedele af dyrlægerne (n = 82; 72 %) er enige i, at lovgivningen vil fremme sundheden hos hunde, men også at loven vil medføre nye opgaver og placere et større ansvar hos dem (n = 85; 75 %). Et stort flertal (n = 99; 87 %) er enige i, at lovgivningen kan være en støtte, når de skal fraråde brugen af uegnede hunde til avl (tabel 2).
Tabel 2. Uddrag af de 114 dyrlægers svar på spørgsmålet om, hvor enige/uenige de var i en række udsagn om den nye lovgivning.
|
Udsagn |
Enig/meget enig i udsagnet, antal (%) |
|
Lovgivningen vil fremme sundheden hos hunde |
82 (72 %) |
|
Lovgivningen vil medføre nye opgaver for praktiserende dyrlæger |
85 (75 %) |
|
Lovgivningen placerer et øget ansvar for sund hundeavl hos dyrlæger |
66 (58 %) |
|
Lovgivningen støtter dyrlæger i at fraråde brugen af uegnede hunde til avl |
99 (87 %) |
Et af de spørgsmål, der har været diskuteret i forbindelse med den nye lovgivning, er blandinger samt hunderacer, der ikke er omfattet af nogle specifikke krav. England og Wales har indført en såkaldt Fit to Breed model, hvor opdrættere kan anmode den praktiserende dyrlæge om at udfylde et dokument som dokumentation for, at deres avlshund lever op til lovgivningen (10). Dette sker ved kliniske undersøgelser for ekstreme fænotyper, vurdering af sygdomshistorik og adfærd samt behovet for eventuelle screeninger eller DNA-tests. Langt størstedelen (n = 95; 83 %) af de danske dyrlæger, der besvarede spørgeskemaet, var enige i, at det vil være relevant at udarbejde en tilsvarende model i Danmark. Efterfølgende er »Klar til avl«- attesten udviklet i et samarbejde mellem Den Danske Dyrlægeforening, Dyrenes Beskyttelse, Dyreværnet, Dansk Kennel Klub samt Dyreværns-Organisationernes Samarbejds-Organisation (11).
Efteruddannelse
I skrivende stund figurerer avlsrådgivning ikke som et tilbud i efteruddannelseslandskabet, men størstedelen af dyrlægerne gav udtryk for, at der i meget høj (n = 13; 11 %), høj grad (n = 38; 33 %) eller i nogen grad (n = 47; 41 %) er behov for efteruddannelse af dyrlæger inden for området. Godt halvdelen (n = 60; 53 %) angav desuden, at de sandsynligvis ville deltage i en kort efteruddannelse, hvis den udbydes. En dyrlæge uddyber sit svar således: »Det kræver meget at holde sig opdateret med nyeste test osv., og for især yngre kolleger kan det være svært at formidle »dur ikke til avl« – så en kursusdag ville ikke skade.«
Hvis der uddannes dyrlæger med særlig ekspertise indenfor området, vil det desuden være muligt for andre at henvise til disse.
Undersøgelsen afdækker altså både et behov og en interesse for efteruddannelse inden for avlsrådgivning.
Konklusion
Størstedelen af dyrlægerne i dette studie gav udtryk for, at de gerne ville bruges som avlsrådgivere, men at de samtidig har begrænset indflydelse på deres klienters avlsbeslutninger. Dyrlægerne tog selv initiativ til at tale om avl i forbindelse med diagnostik af nogle sygdomme, men næsten alle dyrlægerne oplevede, at avlsrådgivning kan være konfliktfyldt.
Dyrlægerne var generelt positivt stemt overfor den nye lovgivning, som de mente både kan fremme sundheden hos hunde og støtte dyrlægerne i at fraråde avl med en hund, som vurderes uegnet.
Flertallet følte sig mindre godt fagligt rustede til at rådgive om arvelige sygdomme og DNA-tests, og i tråd hermed gav dyrlægerne udtryk for både behov og interesse for efteruddannelse på området.
Undersøgelsen giver et hidtil uudforsket indblik i danske dyrlægers syn på avlsrådgivning, der dog begrænses af det relativt lave antal respondenter, den skæve kønsfordeling samt det faktum, at spørgeskemaet blev delt via sociale medier, hvor det kan formodes, at dyrlæger med særlig interesse for emnet vil være mest tilbøjelige til at sige ja til at deltage i undersøgelsen.
Tak
Tak til de dyrlæger, der tog sig tid til at svare på spørgeskemaet samt til tidligere formand for Faggruppe Familiedyr, Christine Fossing, for opfordringen til at gennemføre undersøgelsen. Der skal ligeledes rettes en tak til Skibsreder Per Henriksen, R. og Hustrus Fond for økonomisk støtte.
