Hvordan er ammetanters sundhed i danske ko-kalv besætninger?
Baggrund og formål
Der er både blandt forbrugere og mælkeproducenter en stigende interesse for alternative opstaldningssystemer, der tilgodeser dyrenes naturlige adfærd i højere grad. En måde at gøre dette på er ved at have køer og kalve gående sammen i længere tid – såkaldte ko-kalv-systemer. I Danmark vælger de fleste landmænd med ko-kalv-systemer at have såkaldte ammetanter, der går sammen med kalvene.
Formålet med dette speciale var at beskrive udviklingen i ammetanternes sundhed indenfor den første måned i systemet.
Fællesboks med ammetanter og deres kalve.
Metode
Vi undersøgte 61 ammetanter på tværs af syv besætninger. Der blev udført klinisk undersøgelse af alle ammetanter indenfor en uge efter indsættelse og igen efter fire til fem uger i systemet. Desuden blev landmændene interviewet om indretningen af deres ammetantesystem.
Resultater og betydning i praksis
Vi fandt, at 65 % af ammetanterne var mellem anden og fjerde paritet, og at det hovedsageligt var udsætterkøer, der blev brugt til at passe kalvene. De fleste ammetanter passede 3-4 kalve, og landmændene udvalgte køer med en gennemsnitlig ydelse på 10 liter mælk pr. kalv.
Der var ingen signifikant ændring i yversundhed, herunder celletal, hvilket indikerer, at den overordnede yversundhed ikke blev hverken positivt eller negativt påvirket. Antallet af køer med sår eller rifter på yveret steg dog signifikant fra 23 % ved første undersøgelse til 52 % ved anden undersøgelse, hvilket formodes at skyldes de diende kalve.
Prævalensen af haser uden hævelse steg signifikant fra 44 % ved første undersøgelse til 67 % ved anden undersøgelse. Det førte dog ikke til ændring i prævalensen af halte køer trods opstaldning i dybstrøelsesbokse. Huldscoren ændrerede sig heller ikke fra første til anden undersøgelse.
Resultaterne viser, at belastningen på ammetanterne indenfor den første måned overordnet set ikke påvirker ammetanterne negativt, men det skal samtidigt bemærkes, at det er hårdt arbejde at passe kalve, hvilket fx sliddet på yveret indikerer.
Perspektivering
Studiet viser, at det er vigtigt at have fokus på ammetanterne og få udvalgt de rigtige køer. Desuden mangler der viden om både de positive og negative påvirkninger af at være ammetante i længere tid end den første måned.
Immunmedieret keratitis hos heste – er stamcellebehandling en mulig behandling?
Baggrund og formål
Immunmedieret keratitis (IMMK) hos hest er en kronisk øjensygdom, som medfører nedsat syn, tilbagevendende inflammation og ofte livslang behandling. Standardbehandlingen består af lokal immunosuppression og kræver høj ejercompliance. Samtidig aftager effekten ofte over tid, og komplikationer forekommer.
Typisk IMMK-øje med tydelig vaskularisering og uklar hornhinde.
Vi ønskede at kortlægge sygdomsforløb, behandling og udfald hos heste diagnosticeret med IMMK på Universitetshospitalet for Store Husdyr, KU-SUND over en 10-årig periode. Samtidig undersøgte vi, om stamcellebehandling i form af subkonjunktivale injektioner med autologe knoglemarvsderiverede mesenkymale stromalceller (BM-MSC) kunne være et relevant supplement eller alternativ til den nuværende behandling.
Metode
I studiets første del analyserede vi ejerbesvarelser fra spørgeskemaer samt journaldata fra 29 heste diagnosticeret med IMMK. I den anden del behandlede vi en undervisningshest med IMMK fra Universitetshospitalet med stamceller fire gange over fire måneder. Effekten blev fulgt ved gentagne oftalmologiske undersøgelser og ved systematisk scoring af hornhinden og de omkringliggende strukturer.
Resultater og betydning i klinisk praksis
Vi fandt ingen race-, alders- eller køns prædisponering for IMMK. Diagnosen blev hyppigst stillet mellem november og marts (69,0 %), og adfærdsændringer op til var normalt forekommende (24,1 %). Mange ejere oplevede desuden udfordringer i forbindelse med behandling (64,0 %) og økonomi (60,0 %).
Komplikationer som corneale sår (51,7 %), uveitis (24,1 %) og steroidrelaterede bivirkninger (31,0 %) var hyppige. I 40,9 % af casene aftog effekten af standardbehandlingen, og 75 % fik tilbagefald - ofte inden for det første år. Halvdelen af hestene endte med at få fjernet øjet eller blive aflivet - risikoen for dette var tre gange højere ved multiple tilbagefald.
Stamcellebehandlingen var veltolereret af hesten, som viste en moderat men fluktuerende klinisk forbedring af det syge øje i observationsperioden.
Resultaterne indikerer, at standardbehandlingen af IMMK ofte ikke er tilstrækkelig, og at stamcellebehandlingen potentielt kan være et vigtigt klinisk behandlingstilbud i selekterede cases, hvor alternativerne ellers er enukleation eller aflivning.
Perspektivering
Studiet understreger behovet for nye behandlingsstrategier til IMMK for at forbedre hestenes velfærd og prognose samt yderligere forskning i sygdomsårsag og stamcellebehandlingens sikkerhed, effekt, optimale dosering og relevans.
