Formålet med risikovurderingen er ikke at finde det absolutte antal syge, men at svare på ét centralt spørgsmål: Bliver risikoen for, at mennesker bliver syge af salmonella større eller mindre, hvis vi ændrer på reglerne?
Fødevarestyrelsen står ofte i den situation, at man ønsker at lempe regler – fx for at gøre det lettere for små producenter at sælge deres æg direkte til forbrugeren. Men hvad sker der så med risikoen for salmonellainfektioner?
- Vi kan ikke lave videnskab om fremtiden, men vi kan bruge videnskabelige metoder til at forudsige sandsynlige konsekvenser. Det er hele pointen med risikovurdering, sagde Håkan Vigre, der hjælper Fødevarestyrelsen og andre myndigheder med at samle og forme viden, så de kan handle klogt, også når de ikke ved alt. Et centralt tema i Håkans arbejde er erkendelsen af, at en god beslutning ikke nødvendigvis er en rigtig beslutning.
- En god beslutning behøver ikke være rigtig. Det ved vi først bagefter, når vi ser effekten af den. Det skal man lære sig at leve med. Jo mere viden beslutningen baseres på, jo større er sandsynlighed for, at beslutningen er rigtig, men man kan aldrig være helt sikker på, at den er rigtig, understregede han.
At arbejde baglæns: Fra sygdom til høne
Håkan tager udgangspunkt i, at mennesker bliver syge, og han arbejder derfra baglæns i fødevarekæden: Fra mennesket, der bliver sygt, tilbage gennem ægget og helt til hønen i stalden. Han opstiller relationer mellem led i kæden, hvor mange kontaminerede æg lægges der, hvor længe går der, før smitten opdages, og hvor stor en andel af æggene når forbrugeren?
I praksis betyder det, at han ikke kan beregne antallet af syge mennesker direkte, men derimod ændringen i risiko. Modellen sammenligner sandsynligheden for infektion fra æg, der går gennem pakkeriordningen, med æg solgt direkte fra stald.
For at finde den relative risiko ser han på forholdet mellem: Antal salmonellainficerede æg fra staldsalg og fra pakkerier, og hvor mange æg, der samlet produceres i hvert system.
Hvis forholdet overstiger 1, er staldsalgsæg farligere. Hvis det ligger under 1, er pakkeriæg det.
Data, modeller og realistiske antagelser
Håkan har ikke den luksus at kunne indsamle nye data. Han må arbejde med de data, der findes, og det kræver både tålmodighed og kreativitet.
Overvågningen af salmonella i ægbesætninger kører i to spor:
- Besætninger, der leverer til pakkerier, testes hver anden uge
- Småbesætninger med gårdsalg testes kun hver niende uge.
Det betyder, at infektioner i staldsalg kan forblive uopdagede væsentligt længere, men samtidig er antal æg, som produceres i de små besætninger, meget færre per dag.
For at beregne, hvor mange æg, der når markedet, før en infektion opdages, simulerer Håkan smittespredningen i en besætning. Han antager, at infektionen begynder med to smittede høns, og at spredningen følger en eksponentiel kurve – langsom i
starten, men hurtigt stigende.
Ved at kombinere denne model med testfrekvens og prøvefølsomhed kan han estimere, hvor mange æg fra inficerede høns, der når at blive solgt, før besætningen opdages.
Resultatet: 2-3 gange højere risiko
Efter tusindvis af simuleringer og beregninger står resultatet klart: Risikoen for, at et æg fra staldsalg er kontaminerede med salmonella, er to til tre gange højere end for et æg, der har været igennem pakkeriordningen. Men fordi langt størstedelen af de æg, danskerne spiser, kommer fra pakkerier, er det stadig dér, de fleste smittetilfælde ses.
- Vi har et »højrisikoprodukt«, som få spiser af, og et »lavrisikoprodukt«, som alle spiser af, forklarer Håkan, men understreger samtidig, at der stadig er en absolut meget lav sandsynlighed for at blive syg af stalddørsæg - men relativt til pakkeriæg er den højere.
Selv de mest avancerede modeller kan ikke eliminere usikkerheden. Risikovurdering handler i sidste ende om tillid til data og metode.
