Tak for et godt og veloverstået årsmøde i Den Danske Dyrlægeforening. Det var to dage præget af høj faglighed, stort engagement og en stærk følelse af fællesskab. Tak også for de mange gode generalforsamlinger i faggrupperne – og ikke mindst tak for valget som ny forperson. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet sammen med jer alle.
Jeg har altid troet på, at det, man sætter sig ind i, bliver spændende. Det har ført mig fra veterinærstudiet til forskning og videre til Fødevarestyrelsen, hvor jeg i over ti år har arbejdet med fødevaresikkerhed og veterinært beredskab. Det har også ført mig ind i det veterinærpolitiske arbejde, hvor jeg de seneste seks år har været forperson for faggruppen Dyresundhed og Fødevaresikkerhed, medlem af hovedbestyrelsen i DDD – og nu forperson.
Jeg tror på, at vi skal bruge vores kræfter dér, hvor de gør mest gavn. At vi skal forenkle og effektivisere, så vi får mere tid til det, der betyder noget: Dyrlægernes faglighed, indflydelse og fællesskab. Jeg er derfor meget tilfreds med resultatet af den netop overståede urafstemning, hvor I medlemmer vedtog en række vedtægtsændringer, der vil gøre foreningens arbejde enklere og mere effektivt.
Samtidig viste afstemningen, at medlemsdemokratiet står stærkt – og at I medlemmer ikke er bange for at bruge jeres stemme, når I ønsker en anden vej end den, hovedbestyrelsen foreslår. Det opfatter jeg som et sundhedstegn for vores fællesskab og et solidt fundament for det videre arbejde.
Vi skal bruge vores kræfter dér, hvor de gør mest gavn.
For mig er det afgørende, at vi som forening arbejder med udgangspunkt i vores faglighed – hvad enten det gælder interne prioriteringer eller vores eksterne udmeldinger. Et aktuelt eksempel er de varslede besparelser i Fødevarestyrelsen. Det er en alvorlig sag, som potentielt kan få betydning for både dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og veterinærfaglige arbejdsvilkår – og er noget, DDD er meget opmærksom på.
Men udmeldinger kræver indsigt. Derfor afventer vi i DDD, hvordan besparelserne konkret fordeler sig, før vi kommenterer. Det handler ikke om at tøve – men om at være fagligt skarpe og troværdige, når vi taler.
DDD skal være dyrlægernes forening. Et sted, hvor alle faggrene føler sig hørt og repræsenteret. Et sted, hvor faglighed og fællesskab går hånd i hånd. Det er det, jeg vil arbejde for som forperson – med erfaring, med energi og med hjertet fuldt af kærlighed til vores fag.