Det er en ny måde at være dyrlæge på

– Jeg når måske ét eller to besøg på en dag. Nogle gange er jeg hele dagen ét sted. Det er jo lidt en anden måde at være dyrlæge på, end mange er vant til, siger Henrik Hagbard, som i foråret stiftede virksomheden Naturplejedyrlægen ApS.

Det gjorde han efter 19 år som dyrlæge i blandet praksis, og før det, syv år som forsker og underviser på dyrlægestudiet på det daværende Hospital for Store Husdyr.

Arbejdet med naturplejedyr spænder vidt: Fra bedøvelse og øremærkning af kalve, behandling af syge dyr til rådgivning og undervisning af både dyrepassere, rangere, skovarbejdere eller frivillige, der skal kunne spotte velfærdsproblemer i felten.

– Jeg bruger meget tid på at undervise i adfærdsobservationer og sygdomstegn. Hvad er normalt, og hvornår skal man reagere? Og hvornår skal man ringe efter dyrlægen. Det er også de anmeldepligtige sygdomme.

Et andet fagligt blik på dyrene

Når Henrik Hagbard bliver spurgt, hvad det vigtigste forebyggende greb er i naturplejeprojekter, tøver han. Der er ikke ét enkelt svar. Men noget af det første, han nævner er arvelige lidelser som sommereksem hos heste

– Det er rigtig uheldigt at have sommereksem som naturplejedyr, for det kan man ikke bare behandle sig ud af. Det kræver næsten daglig pleje, og det kan man ikke i praksis, siger han.

I nogle tilfælde kan man flytte hestene til et mere vindudsat område, hvor der er færre mitter, men det er ikke altid nok. Og vurderingen af, hvad der er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt, kan være svær.

– Det kan godt være, at en hest klør sig, men det betyder ikke nødvendigvis, at den lider. Men hvis den lider eller udsættes for væsentlig ulempe, så skal der gøres noget. Det er en faglig vurdering, man må tage på stedet.

Forebyggelse handler også om at have en strategi for parasitkontrol og smittebeskyttelse. Mange naturplejedyr behandles ikke rutinemæssigt mod indvoldsorm, og derfor skal dyreholderen være ekstra opmærksom på, hvordan smitte undgås – særligt hvis der flyttes dyr mellem arealer.

Men det handler ikke kun om sygdomme. Dyreadfærd spiller også en stor rolle, understreger Henrik Hagbard.

– Når dyrene går i større flokke og får lov at udleve deres naturlige adfærd, skal man tænke sig om. Det kan skabe uro at flytte for meget rundt på flokken, eller sætte nye dyr ind. Man skal holde øje med, hvornår de unge bliver kønsmodne, og hvornår det giver gnidninger i flokken.

Også hestenes hove er noget, der kalder på fagligt blik – særligt når nogen uden erfaring reagerer på et billede, der ser dramatisk ud.

– Det kan se virkelig grimt ud, uden at hesten har ondt. Og det er jo det, jeg bliver kaldt ud for at vurdere: Er det her en dyreværnssag, eller har vi en hov, der er flosset, men ikke gør ondt?

Han kigger på adfærden. Står hesten for sig selv? Vil den ikke følge med flokken? Eller galoperer den frit omkring?

– Man kan godt se på den, hvordan den har det, ligesom med alle andre heste. Man skal bare lige vide, hvad man kigger efter – og det er noget af det, som dyrlæger kan bruges til.

Mange forestillinger og ofte misforståelser

Henrik Hagbard oplever, at arbejdet med naturplejedyr er præget af mange forestillinger og ofte misforståelser.

– Det er jo et ret kontroversielt område. Der bliver nærmest automatisk sat lighedstegn mellem naturplejedyr og tanken om, at de bare skal passe sig selv og dø af sult. Og det er lige så langt ude, som hvis man mente, at det der skete på et meget omtalt stutteri for nogle år siden, er repræsentativt for alle hesteejere, siger han.

Derfor ser han oplysning som en central del af sin rolle. Ikke kun over for dyreejere, men også over for myndigheder og kolleger.

– Det er et andet dyrehold. Det er nogle andre forudsætninger og nogle andre metoder. Og det betyder også, at vi er nødt til at være nysgerrige, hvis vi vil forstå det. Man bliver nødt til at sætte sig ind i konteksten – i stedet for bare at dømme ud fra, hvordan vi plejer at gøre, siger Henrik Hagbard.

Han understreger, at der ikke gælder andre regler for naturplejedyr. Det er stadig dyrevelfærdsloven, der sætter rammen, og det handler stadig om at undgå smerte og unødige lidelser. Men i praksis kan arbejdet være mere kompliceret.

– Det kan være sværere at vurdere, hvornår dyret lider, fordi det tit gemmer sig. Nogle gange tager det tre timer at finde det dyr, man er blevet ringet op om. Eller man ved, at der skal gå 14 ponyer, og man tæller kun 13. Så må man ud og lede.

At dyrene har mulighed for at udleve naturlig adfærd, ser han som et vigtigt plus i forhold til velfærd, men det stiller også krav til fagligheden. Som et nyttigt redskab henviser han blandt andet til de vejledninger, Dyrlægeforeningen har udarbejdet for dyrlæger, der skal arbejde med naturplejedyr. Dem bruger han selv aktivt, både i rådgivning og i dialog med lodsejere.

– DDDs vejledninger er og har været en stor hjælp – også i forhold til at forklare for andre, hvad vi kigger på, og hvorfor. Det er godt, at vi har fået nogle fælles redskaber, der tager højde for den kontekst, vi arbejder i, siger Henrik.

Når reglerne spænder ben for fagligheden

Selvom arbejdet med naturplejedyr giver mening for Henrik Hagbard, støder han som dyrlæge ofte på faglige benspænd, ikke mindst når det kommer til medicinering og håndtering.

– Vi ved jo, at der findes rigtig gode og potente bedøvelsesmidler, men vi må ikke bruge dem, fordi de ikke er godkendt til de her dyr, siger han.

Det skaber problemer, især når dyrene skal håndteres i det fri. Hvor man på en hesteklinik har gummiceller og kontrol med omgivelserne, står man i naturplejen ofte med en bedøvet hest i et krat. Her kan selv en kort opvågningsfase være farlig – både for dyret og omgivelserne.

– Der findes midler, der kan ophæve bedøvelsen hurtigt, men vi må ikke bruge dem. Det samme gælder nogle af de præparater, vi kunne bruge til vilde kreaturer, som virker hurtigt og sikkert. Det er enormt frustrerende, siger Henrik Hagbard og peger på, at det formentlig er EU-lovgivning, der står i vejen.

Selvom det er et krævende job at øremærke nyfødte kalve, ser han god mening i kravet – særligt med hensyn til smitteopsporing og håndtering af anmeldepligtige sygdomme.

– Sidst der var mund- og klovsyge i England, spredte det sig, fordi man ikke kunne spore dyrene. Så ID-mærkning giver mening. Problemet er bare, at øremærkerne ofte bliver revet af, og så ender jeg med at bruge meget tid på at indfange enkeltdyr, fordi de skal mærkes igen.

Han oplever også, at kravet om tidlig mærkning kan kollidere med dyrevelfærden.

– Det kan være svært at komme til kalven, fordi koen passer godt på den. Og når kalven er blevet så stor, at den kan løbe, er det næsten umuligt. Nogle bruger dyrlæger til at bedøve kalvene for at kunne mærke dem, men det er jo igen forbundet med de samme udfordringer, siger han.

Endelig peger Henrik Hagbard på en konkret forskel mellem heste og kvæg i naturpleje.

– Vi har mulighed for at tage heste ud af konsum, hvis de skal behandles med medicin, der ikke er godkendt. Den mulighed har vi ikke for køer – heller ikke selvom mange af dem går og græsser på PFAS-forurenede områder og alligevel ikke skal bruges til fødevarer. Det giver ikke rigtig mening i forhold til dyrevelfærd i naturplejen, siger han.

Fravalg er ikke vejen frem

Henrik Hagbard mærker, at interessen for naturplejedyrlæger er stigende, men også, at det er en opgave, som nogle kolleger vælger fra. Ikke fordi det ikke er vigtigt, men fordi det er følsomt. Flere dyrlæger har ifølge ham oplevet modstand eller kritik, blot fordi de har valgt at engagere sig i feltet. Han forstår det godt – og har selv drøftet det med familien – men han mener ikke, det er vejen frem ikke at påtage sig opgaverne.

– Der har været så meget kritik af, at dyrlæger ikke har været en del af det her tidligere. Dyrlægerne har også været ude med kritik af, at vi er blevet holdt udenfor. Derfor synes jeg også, det forpligter os som faggruppe at gå ind i det. Det kan godt være, vi ikke er enige alle sammen. Men så må vi tage en faglig diskussion i en god tone. Vi skal ikke sætte os hen i et hjørne og råbe. Vi skal være med, og vi skal turde at tage ansvar, siger han.

Det er nyt for os alle sammen

Det betyder ikke, at han mener, det hele er enkelt. Naturpleje er et komplekst og kontroversielt felt, og det kræver både mod og nysgerrighed at navigere i det. Men for Henrik Hagbard giver det mening – både som fagperson og som menneske. Han har fundet en ny rytme, en ny måde at bruge sin dyrlægefaglighed på.

– Jeg er virkelig glad for det. Det er spændende, og det giver en anden form for arbejdsliv. Jeg planlægger selv min tid, har mindre spild og færre akutte opgaver. Men det, jeg synes er allermest meningsfuldt, er at se dyr, der har det godt. Dyr, der får lov til at være dyr, siger han.

Han peger på, at arbejdet ikke kan stå alene. Der er brug for kollegial opbakning, faglig udvikling og klare rammer. Her mener han, at Dyrlægeforeningen allerede har bidraget positivt – blandt andet med vejledninger og kurser, men at der stadig er behov for at sætte barren og bakke op, særligt når tonen i debatten spidser til.

– Det er en ny måde at være dyrlæge på. Det er nyt for os alle sammen. Og så bliver vi nødt til at lytte, lære – og være med til at forme det.