I morgenduggen, midt i stilheden mellem krat og græs, står Anton Johnsen med kikkerten for øjnene og ser sine dyr græsse. Han ved, at om et par timer vil solen stå højt, og flokken vil søge mod skyggen og tygge drøv. Det er i de små rytmer, han læser, om alt er, som det skal være.
– Dyrene lyver aldrig. De spejler mig altid 100 procent. Når jeg er ude hos dem, er jeg derfor tvunget til at finde ro, uanset hvor hektisk dagen har været.
Dyrevelfærd måles på positive indikationer
Anton Johnsen er stifter af virksomheden Krat & Ko, som udlejer store græssere til helårsgræsning og naturplejeprojekter primært på Sjælland. Og det sker med en tilgang til dyrevelfærd, der ligger et godt stykke fra det, man møder i traditionel husdyrproduktion.
Spørgsmålet er så, hvordan Krat & Ko sikrer, at dyrene har det godt under de forhold, de lever i?
- Vi tager udgangspunkt i den nyeste dyrevelfærdsforskning, som handler om at fokusere på positive indikationer, hvor lovgivningen lige nu er defineret ud fra fraværet af negationer. Så i stedet for at nøjes med at se på fx, om dyret har ondt eller sulter, ser vi på, om det har det godt.
- Det betyder selvfølgelig ikke, at man visker det andet væk. Fordi hvis dyret ikke har det godt, kan man gå tilbage og kigge på, hvad er det så? Er det stress? Eller er der smertepåvirkning? Er det noget med den sociale adfærd? Er det noget med foder… eller noget andet?
- Det er netop i dette tætte, tilstedeværende tilsyn, at velfærdsudfordringer kan opdages i tide – men kun, hvis tempoet følger dyrenes rytme. Når vi skruer op for tempoet, går det galt. Man overser ting. Man lægger ikke mærke til adfærdsændringer. Tilsyn kræver ro og nærvær – og det er måske det vigtigste redskab, vi har, siger Anton Johnsen og understreger samtidig, at Krat & Ko kun indgår i samarbejder, hvor de kan tage ansvar for dyrenes velfærd.
- En ting er, at vi har sat dem bag hegn. Vi har også bragt den genetiske pulje og fjernet deres mulighed for at vælge. I modsætning til en frø eller en hjort, som vi ikke har sat i en bestemt situation, har vi med dyrene både et ansvar og en reel mulighed for at handle – fx ved at skabe trygge hvilepladser og mindske lidelse.
Madpakker til et helt år
Ifølge Anton bygger naturpleje med græssende dyr både på praktisk erfaring og forskningsbaseret viden. Fælles for begge er erkendelsen af, at helårsgræsning kun fungerer, når græsningstrykket tilpasses nøje – og det betyder færre dyr pr. hektar, end mange måske forestiller sig.
– Hvis man har større græssere som kvæg eller heste ude hele året, er det afgørende, at der er nok foder i landskabet – også i vinterhalvåret, hvor intet gror. Derfor går der relativt få dyr pr. hektar, forklarer han.
Græsningstrykket varierer typisk mellem 10 og 300 kg dyr pr. hektar, afhængigt af jordens bonitet og vækstforhold. På frodig jord med stabilt plantegrundlag kan man måske have 250 kg dyr pr. hektar – svarende til én Galloway-ko på to hektar (20.000 m²). I mere næringsfattige områder må der sættes endnu færre dyr ud.
Pointen er, at vegetationen skal kunne bære hele årets behov, også når græsset ikke vokser. Halvdelen af året er væksten minimal, og det betyder, at sommerens overskud skal fungere som »madpakke« gennem vinteren, hvor dyrene i stedet må spise anden vegetation.
– Vi fodrer kun, hvis dyrene mistrives. Det skal være muligt, men ikke normen. Derfor starter vi altid konservativt og sætter færre dyr ud, end vi tror, arealet kan bære. Så kan vi justere, når vi kender stedet og ser, hvordan sæsonen udvikler sig.
Han understreger, at faktorer som tørke, nedbør og plantevækst varierer fra år til år, og at det kræver løbende vurderinger at opretholde balancen mellem dyrenes behov og naturens kapacitet.
Mangler egnede racerarter
Når dyrene skal kunne klare sig på egne præmisser gennem hele sæsonen, stiller det krav til både fysik, adfærd og robusthed, hvilket Anton Johnsen mener, ikke alle racer arter lever op til.
– Efter min mening mangler der egnede dyr til det her arbejde. Mange kødracer er for tunge og for afhængige af tilskudsfodring. De ved simpelthen ikke, hvordan de skal finde føde nok selv. Vi arbejder derfor med udavl – for at fremavle dyr, der er bedre tilpasset naturplejens vilkår.
Hos Krat & Ko anvendes robuste kvægracer som Galloway, Dexter og Skotsk Højland, der er kendt for deres vinterpels, nøjsomhed og flokmentalitet. På hestesiden bruges Shetlandspony, Konik og Exmoor, som alle er avlet til at klare sig i marginale landskaber.
Andre populære kødracer som Angus og Hereford vurderer Anton derimod som mindre egnede til helårsgræsning. Dels på grund af deres størrelse, dels fordi de – selv i føderige områder – ikke er dygtige nok til at udnytte vegetationen uden menneskelig hjælp. Og det er den helt afgørende faktor for at få succes med dyr i naturplejeprojekter.
- Dyr, der er gode i en kødproduktion, er sjældent lige så gode til at være små, adrætte og nøjsomme. Det er ikke rentabelt at have en ko, der minder mere om en hjort end et klassisk stykke kvæg. Men det er det, der skal til, hvis vi vil lykkes med naturpleje på dyrenes præmisser. Lad dyret være mest muligt dyr, konstaterer Anton Johnsen.
- Fokus er på at opretholde en dynamisk balance mellem dyr, areal og årstidens ressourcer. Koen i et naturplejeprojekt skal ikke producere noget. Hun skal være en del af flokken, bidrage med social adfærd, vise de unge, hvor de kan æde, og navigere i landskabet. Det er i sig selv værdifuldt.
Sygdom og velfærd
Hos Krat & Ko er dyrlægen en vigtig del af arbejdet med at sikre dyrevelfærd i naturplejen, men det er ikke nødvendigvis den første, man kontakter ved enhver afvigelse.
– Der er krav om årligt dyrlægetilsyn, og vi har som regel fem til ti besøg om året. Nogle er rutinetjek, andre er på baggrund af hændelser, siger han.
Anton lægger vægt på, at erfaring og kontinuerligt tilsyn med egne dyr ofte giver bedre forudsætninger for at vurdere, om og hvornår en dyrlæge skal inddrages.
– Vi bruger kikkerten rigtig meget. Jeg kan ofte komme tæt nok på til at vurdere både pels, adfærd og huld. Og fordi vi kender vores dyr og deres rytmer, kan vi hurtigt opdage, når noget afviger.
Blandt de hyppigst forekommende velfærdsudfordringer nævner han pelsreaktioner hos hestene – typisk som følge af insektbid – og klov- eller hovslid hos enkelte dyr. Det sker fx, at hove flækker i kanten, eller at der ses afskalning, særligt i bestemte perioder.
– Det kan se voldsomt ud, men vi har endnu ikke oplevet læsioner, der trængte op i den levende del. Vores tilgang er, at vi handler, når det er nødvendigt. Hvis vi vurderer, at et dyr lider, behandler vi det – og hvis der ikke er udsigt til bedring, så afliver vi.
Men ikke alle velfærdsvurderinger bør føre til handling. Blandt floklevende dyr kan selve håndteringen – fx at skille et individ ud til undersøgelse – være en kilde til stress eller destabilisering, fortæller Anton.
Her handler det om at afveje interventionens gavn op mod belastningen ved at fjerne dyret fra sin sociale kontekst.
– Dyrene er stærkt flokafhængige. At tage dem ud af flokken kan i sig selv være et overgreb. Derfor kræver det både faglig og etisk bevidsthed at vide, hvornår det er mere rigtigt at lade være, end at gøre noget. Erfaringen viser, at reproduktive flokke med både køer og tyre ofte er mere harmoniske – men de vokser, og det øger presset på både ressourcer og relationer. Derfor er det nødvendigt løbende at tage dyr ud.
Systemer skabt til produktion
Mange af de regler og rammer, der gælder for dyrehold i dag, er udviklet til produktionssystemer – ikke til fritlevende dyr i naturpleje. Ifølge Anton er det en af de største barrierer for at sikre høj dyrevelfærd i praksis.
Et konkret eksempel, som han peger på, er kravet om ID-mærkning af kalve kort efter fødsel. Det kan være vanskeligt at gennemføre uden at stresse både kalv og ko.
– ID-mærkning giver god mening i fødevareproduktionen, hvor dyr flyttes mellem besætninger og skal kunne spores. Men for en fritlevende kalv, der fødes i græsningen og måske ikke ses de første døgn, bliver det et problem. At fange den så tidligt skaber unødig stress, både for kalv og ko, siger Anton.
Udover en mere fleksibel tilgang til regulering ser han, at der bliver brug for mere faglig specialisering. For naturpleje kræver ifølge ham ikke bare andre rammer, men også andre kompetencer.
- Med den grønne trepartsaftale i ryggen står Danmark foran en massiv opskalering. Ifølge tal fra SEGES lægges der op til, at op imod 300.000 kvæg skal indgå i naturplejeprojekter over hele landet de kommende år. Hvis det holder stik, vil det kræve mange nye årsværk for dyrlæger og et stort ansvar for dyreholderne. Der bliver brug for nye rutiner, viden og efteruddannelse, slutter Anton Johnsen.
