Den Danske Dyrlægeforening har givet fælles fodslag siden 1849. På slagmarken i den dansk-slesvigske krig fødtes et fagligt fællesskab for dyrlæger med et ønske om bedre betaling og forhold for deres arbejde. Gennem mere end 175 år har problemstillingerne ændret sig til nutidens komplekse veterinære landskab, men ønsket om en samlet stand af danske veterinærer består.
Som mange andre foreninger står også Dyrlægeforeningen nu ved et vendepunkt, hvor fundamentale spørgsmål om struktur, relevans og medlemsengagement presser sig på.
For det er tydeligt, at de yngre dyrlæger, der er på arbejdsmarkedet i dag, har andre forventninger og behov end deres forgængere. Men hvad søger de egentlig, og hvordan skal foreningen tilpasse sig for at forblive relevant de næste 175 år?
Personligt ansvar - en fælles retning
ADOs formandskab må tilstå at tilhøre det yngre segment i dyrlægestanden, og når vi taler med vores yngre kolleger, oplever vi, at de primært søger faglig støtte og et fælles talerør for dyrlægerne. Både hvad angår de traditionelle fagforeningsemner som løn og ansættelsesvilkår, men i høj grad også de personlige, etiske overvejelser, der opstår i dyrlægefaget. Mange af vores medlemmer møder regelmæssigt etiske dilemmaer - uagtet om de arbejder i klinisk praksis, i styrelser eller i industrien. Det kan være emner som sund avl af hunde, brug af heste i ridesport eller forholdene for produktionsdyr, hvor både faglighed og ansvar er i højsædet.
Selvom dilemmaerne er mangfoldige, synes en central del af dyrlægens arbejde at kunne summeres med et ord: Ansvar.
Hver dyrlæge har et personligt ansvar direkte knyttet til deres autorisationsnummer. Ansvaret gør sig gældende ved fru Jensens hund i praksis, men i mindst lige så stor grad, når man arbejder i styrelser eller i industrien. Her har man ikke kun ansvar for enkelte dyrs velfærd; dyrlægens beslutninger har potentiale til at lukke for eksport af fødevarer, miste forsøgsdyrstilladelser i store forsøgsopstillinger eller overse en produktdefekt, der ender med at koste menneskeliv. Dyrlæger ender derfor ofte i centrale positioner ved store beslutninger, hvor der opstår behov for faglig og moralsk stillingtagen fra den enkelte dyrlæge. Her har Dyrlægeforeningen sin berettigelse som støtte til den enkelte dyrlæge gennem en samlet linje fra den danske dyrlægestand omkring de faglige og moralske dilemmaer.
At få rygdækning og tryghed – at vide, at man ikke står helt alene med ansvaret for at udtale sig – er noget af det, vi oplever, at vores yngre kollegaer søger. I deres ansættelser såvel som deres faglige fællesskaber søger yngre dyrlæger trygheden i at vide, at deres faglighed har tyngde, der er verificeret af dyrlæger med mere erfaring og større kundskab, især om ting, de selv er usikre på.
What’s in it for me?
Flere og flere, især yngre dyrlæger, laver et personligt regnskab, når medlemskaberne til diverse foreninger skal gøres op: Kan det svare sig? Når selv banken spørger til den store årlige post på fagligt kontingent, skal den konkrete værdi vurderes. Når børnene kommer hjem fra vuggestue med snuden fuld af sygdom, og man har mange store udgifter til hus, bryllup og bil, så vægter en tur i Lalandia nogle gange højere end et medlemskab i en forening, hvor man måske er mindre personligt investeret i den politiske forening. Ligeledes er der medlemmer, der har haft sikre ansættelser længe, som sætter spørgsmålstegn ved den fortsatte værdi af medlemskabet i en fagforening.
Vi lever i individets tidsalder, hvor fællesskaber ikke baseres på historisk loyalitet, men derimod på, hvorvidt de skaber personlig mening og værdi. Det personlige valg om engagement er blevet afgørende, og oplevelsen af at være »tvunget« ind i en organisation har en decideret negativ effekt på forholdet til foreningen.
Det stiller Dyrlægeforeningen overfor et kompliceret dilemma: Hvordan opretholder vi kollektiv styrke i en tid, hvor individualisme prioriteres højt? Og hvordan sikrer vi, at foreningen drives af frivillighed og fagligt engagement snarere end tvang og tradition?
Strukturelle udfordringer og muligheder
I løbet af de sidste nu 176 år er der løbet en del vand gennem den politiske å, der er Dyrlægeforeningen, og med tiden opstod der knopskydninger, der kunne favne de nye roller, som dyrlæger påtog sig – som ejere af klinikker og arbejdsgivere for andre dyrlæger.
Man bevarede fællesskabet og talerøret, men skabte rum for forhandlinger og separate juridiske sekretariater. Herved bibeholdt man styrken i den fælles brancheorganisation, og som dyrlægerne ved Dybbøl erkendte man fortsat: At samlet står vi stærkest.
Drevet af en konkret nødvendighed for økonomisk bæredygtighed, foregår der i skrivende stund et arbejde med at reducere kompleksiteten, der er opstået i Dyrlægeforeningen gennem årene. I den anledning synes det naturligt at kigge på, hvordan man fortsat kan skabe engagement og vilje til at deltage aktivt i foreningen. Fremfor at forkaste individualismen og reminiscere om livslang loyalitet, bør man så i stedet omfavne samfundstendensen og forsøge at arbejde med den?
En del af svaret ligger måske i at erkende, at fagorganisering og fagforening ikke nødvendigvis er det samme. Moderne dyrlæger kan være fagligt organiserede på mange måder – gennem netværk, interessegrupper og specialiserede fora – uden nødvendigvis at være traditionelle fagforeningsmedlemmer. Og på samme måde kan de have svært ved at se sig repræsenteret i den faglige del af foreningen, som i mange år har fokuseret på de mere traditionelle roller, dyrlægerne har haft, men stadig have et ønske om repræsentation af en specialiseret fagforening med kendskab til dyrlægens specialiserede arbejdskraft.
Hvis vi skal møde de medlemmer, som i dag vælger os fra, kræver det mere fleksible medlemsformer. Selvom et one-size-fits-all-medlemskab er praktisk og let anskueligt, skal der ikke meget til, at det føles som et one-size-fits-none. At kunne vælge til og fra kan gøre foreningen bedre i stand til at tilpasse sig fremtidens medlemmers ønsker, behov og livsomstændigheder.
Én ting er sikkert; stilstand er ikke en mulighed. Hvis vi vil sikre foreningens fortsatte eksistens, må der foretages forandringer. Konsekvenserne af ændringer bør vurderes grundigt, men det kan være vanskeligt at forudsige handlingerne af samtlige nuværende og fremtidige medlemmer.
Fremtidens fleksible tilvalg
I ADOs bestyrelse har vi gennem længere tid - baseret på egne erfaringer og et blik på lignende foreninger – arbejdet med scenarier for fremtidens Dyrlægeforening.
Et af scenarierne er en ophævelse af stavnsbåndet mellem DDD og ADO, så medlemmerne frit kan vælge mellem det faglige talerør gennem DDD, fagforeningen ADO – eller forhåbentlig fortsat kan se sig selv være med begge steder. For os er potentialerne klare. Med øget fleksibilitet, tydeligere værditilbud og mulighed for foreningsspecialisering kan vi positionere os bedre overfor vores medlemmer og tydeliggøre den kæmpe indsats, der lægges for den danske dyrlægestand. Det vil selvfølgelig ikke være uden udfordringer, og vi risikerer, at bølgerne går højere, end skibet kan bære. Vi erkender, at der er risiko for at ende i situation, hvor mange fravælger dele af fællesskabet. Foreninger på skrump risikerer at ende med svækket politisk indflydelse eller i værste fald en total opsplitning.
Vi ser dog den risiko som nødvendig at løbe samtidig med, at vi tror på, udfordringerne kan løses. For fremtidens fagforening handler om at finde den rette balance mellem kollektiv styrke og individuel fleksibilitet – bevare det bedste fra 175 års fællesskab, mens man tilpasser sig medlemmers behov uden at opgive grundtankerne.
ADOs bestyrelse arbejder med en model, hvor medlemskab af henholdsvis Den Danske Dyrlægeforening og ADO kan stå alene. Her er let skitseret, hvilke konsekvenser det opdelte medlemskab vil have for medlemmerne, idet nogle goder vil frafalde, såfremt man som medlem kun er med det ene sted. Modellen vil være udgangspunkt for debat om strukturen på ADOs medlemsmøde på dyrlægernes årsmøde torsdag den 23. oktober kl. 14.00.
