Da Sophia trådte ind ad døren til dyrlægeuddannelsen i Viborg for første gang, var det med både spænding og en lille knude i maven. Modsat mange andre dyrlægestuderende var det ikke en gammel drøm, hun realiserede, men snarere en ny og moden beslutning.
– Jeg har haft mange overvejelser om, hvad jeg ville. Men efter lang betænkningstid kom jeg frem til, at det skulle være denne uddannelse. Jeg tror, det var selve kombinationen af faglighed og formål, der tiltrak mig, siger hun.
Sophia kommer fra Holstebro og havde allerede besluttet, at hun ikke ville rejse langt for at studere.
– Jeg vidste med mig selv, at jeg i hvert fald ikke skulle til København. Og jeg var også meget sådan, åh, altså Aarhus, det er også lige på grænsen. Men da jeg opdagede, at der ville komme en uddannelse i Viborg, så var jeg sådan: Viborg som studieby – det kan noget.
Pionerår med indflydelse
At være blandt de første har ikke bare været noget, man taler om – det kan mærkes i hverdagen.
– Vi er meget bevidste om, at vi er med til at forme uddannelsen. Vores feedback er vigtig, og vi bliver hørt, siger Sophia.
Vi er meget bevidste om, at vi er med til at forme uddannelsen.
Både undervisningen og organiseringen har været under udvikling, og selvom det til tider har været lidt kaotisk – fx ved den første skriftlige eksamen, hvor kravene måtte ændres undervejs – har oplevelsen været positiv.
– Hvis ikke de havde ændret kravene, så var de fleste jo dumpet.
– Der har været bump på vejen, men ikke uvilje. Vi har haft gode dialoger med underviserne, og vi bliver opfordret til at sige til, hvis noget kan gøres bedre. Det er ikke kun universitetet, der skal tilpasse sig os – vi skal også finde vores rolle som studerende på en ny uddannelse.
Det lille hold på kun 30 studerende – alle kvinder – har også haft sine konsekvenser.
De studerende på årgang 0 er i gang med at lære at håndtere høns. Hver gruppe har fået et bur med høns, som skal flyttes over i en transportkasse – både for at afprøve forskellige løftemetoder og for at observere dyrenes adfærd og bevægelser undervejs.
– Det er lidt sjovt, at vi kun er piger. Vi kan godt savne lidt mandehørm en gang imellem, men vi glæder os til, at de kommende årgange bringer lidt mere variation. Samtidig har det også givet os et særligt fællesskab.
Praktik fra første semester
Noget af det, der har overrasket og begejstret Sophia mest, er den praksisnære tilgang til undervisningen.
– Det er virkelig fedt, hvor meget praktisk der er. Allerede i første semester har vi palperet køer, gættet vægt på kalve, lavet klikkertræning med grise og håndteret heste. Det har givet en helt anden forståelse og motivation.
Det praktiske følges op af et bredt fagligt perspektiv.
– Det er ikke bare den klassiske dyrlægerolle. Vi har mødt dyrlæger fra mange forskellige felter – også rådgivning og Fødevarestyrelsen – og det har åbnet mit blik for, hvor mange veje man faktisk kan gå.
Hun fremhæver især dissektionsøvelserne og den gode kontakt til underviserne som noget, der virker særligt godt.
Vi er små hold, og det er let at række hånden op, stille spørgsmål og få hjælp.
– Vi er små hold, og det er let at række hånden op, stille spørgsmål og få hjælp. Forelæserne er generelt åbne og nysgerrige – og også villige til at lære sammen med os.
Begyndende traditioner
Der er også godt gang i det sociale studiemiljø. Der er fredagsbarer og små udvalg, og Sophia håber, at kommende årgange vil bygge videre på det.
– Alle er jo med i noget – der er ikke nogen, der bare læner sig tilbage. Vi snakker om at få oprettet en veterinær studenterforening, og det bliver nok mere formaliseret efterhånden. Det kunne være fedt med nogle traditioner, der går igen.
Studenterhuset i Viborg spiller også en rolle i livet uden for campus. Her mødes studerende fra flere uddannelser til blandt andet løbeklub, bingo og brætspil.
– Det er rart at have et sted, hvor man kan være sammen med andre unge i byen – ikke kun dem fra ens eget studie.
På vej – men uden fast retning
I løbet af det første år har der også været plads til faglig refleksion og etiske samtaler i undervisningen. I første semester blev de studerende blandt andet introduceret til dyrlægens rolle og de svære dilemmaer, der følger med faget – både i teori og praksis.
– Vi havde virkelig gode snakke om aflivning, brug af forsøgsdyr og respekten for de dyr, vi dissekerer. Det gjorde indtryk.
Sophia oplever ikke, at der er mange, der sætter spørgsmålstegn ved de svære sider af faget. Men hun mener, det er vigtigt at tale om dem – også tidligt i uddannelsen.
– Det er jo netop det, vi skal rustes til: At kunne tage de svære samtaler og træffe nødvendige beslutninger med både faglighed og integritet.
Spørger man hende, hvornår hun for alvor mærkede, at hun var på vej til at blive dyrlæge, nævner hun især adfærdsundervisningen.
– Det har været vildt spændende at forstå, hvorfor en gris gør sådan, eller hvorfor en kat reagerer anderledes end en hund. Jeg føler virkelig, at jeg har fået nogle brugbare kompetencer allerede.
Men hvad hun skal bruge dem til, ved hun endnu ikke.
– Jeg valgte uddannelsen mere på grund af læringen end på grund af det job, der venter. Jeg er åben. Det kunne være rådgivning, forskning eller noget helt andet. Det må vise sig. Men jeg er ret sikker på, at jeg bliver et klogere menneske af at gå her.
