Ny adfærdsafdeling på Københavns Universitet

Du kender sikkert situationen. Ejeren står allerede med hånden på dørhåndtaget, dyret i snor. »Han virker bare lidt anderledes for tiden… måske stresset?« siger hun, halvt spørgende. Du har ét øje på journalen og to minutter tilbage, og din intuition siger dig, at det her stikker dybere end det, der bliver sagt. Du gør, hvad du kan – stiller et par spørgsmål, vurderer så godt som muligt. Men ofte mangler du ét afgørende redskab – at se mulighederne for at henvise til en kollega, som har forstand på klinisk adfærd.

Men fra februar i år har Universitetshospital for Familiedyr ved Københavns Universitet fået en klinisk adfærdsafdeling – og det kan ifølge professor Peter Sandøe, leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, påvirke måden, dyrlæger i familiedyrspraksis arbejder på. Ikke bare med dyr, men med hele relationen mellem dyr, ejer og fagperson. Han understreger, at der allerede er en række meget kompetente dyrlæger, som arbejder med adfærdsbehandling i praksis. Det nye er, at klinisk adfærd også kommer ind i dyrlægeuddannelsen.

- Det har i årevis været et savn. At have en veterinæruddannelse uden en adfærdsafdeling svarer til at have et lægestudium uden psykiatri. På veterinærskolen ved Københavns Universitet har vi manglet både viden, praksis og faglig tyngde på området, og dermed har vi haltet bagud i forhold til ledende veterinærskoler i udlandet. Nu begynder der endelig at ske noget, siger Peter Sandøe.

Et lille skridt med store ambitioner

Adfærdsafdelingen er etableret med støtte fra Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd og bliver drevet af Irena Czycholl, som er professor i dyrevelfærd og etologi, tysk fagdyrlæge i etologi, hundetræner og viceleder af familiedyrscenteret. Hun får hjælp af dyrlæge Christina Krarup, som har flere års erfaring med adfærdsbehandling fra praksis og en god ballast af efteruddannelse.

- Vi starter småt med en dag om ugen. Men allerede nu kan vi mærke, at behovet er der. Folk ringer, henvisninger begynder at tikke ind – både internt og udefra. Og de studerende er nysgerrige og engagerede. Det lover godt, siger Christina og tilføjer, at arbejdet med adfærd ofte er komplekse forløb, der kræver tid, fordybelse og en helt anden arbejdsramme, end de fleste dyreklinikker har mulighed for.

- Adfærdsudredning kan ikke klemmes ind i en standardkonsultation. Vi starter typisk med en halv times samtale, og så følger en længere udredning. Det kræver ro, struktur og samarbejde med ejeren – og ikke mindst respekt for, hvor presset dyr og ejer i forvejen er, siger Christina.

Afdelingen tager imod alle dyr, der normalt ses i smådyrspraksis – men hovedparten af patienterne vil nok være hunde. Adfærdsproblemerne, der lander på bordet hos en dyrlæge med interesse for adfærd, er sjældent små. Ofte handler det om voldsom angst, udadreagerende adfærd eller massive alene-hjemme-problemer. Christina ser især mange hunde, der har mistet evnen til at regulere sig selv.

- Vi har patienter, der har været isoleret i årevis. Ejeren tør ikke gå ud, tør ikke få gæster, fordi hunden reagerer voldsomt. Nogle kan ikke efterlade hunden alene. Det er invaliderende – både for dyret og mennesket.

Alligevel understreger hun, at mange af problemerne kunne være forebygget.

- Dyrlægerne ved, hvornår de kritiske perioder i hundens liv kommer. De ved, hvad de skal spørge om. Men de får det ofte ikke gjort. Måske fordi de ikke føler sig klædt på, måske fordi de ikke har tid. Men dyrlægerne ser hundene flere gange det første år – der er masser af muligheder, hvis de tør gribe dem.

Symptom på sygdom

Et vigtigt omdrejningspunkt i den nye afdeling er det tværfaglige samarbejde med de øvrige kliniske specialer. Mange adfærdsproblemer har nemlig rod i somatiske problemer – som smerter, hudlidelser eller maveproblemer. Samtidig kan ubehandlede adfærdsudfordringer forstærke mistrivsel og udvikle sig til egentlige helbredsproblemer.

- En hund, der reagerer aggressivt, kan i virkeligheden være en smertepatient. Og en kat, der ikke bruger bakken, kan have et urinvejsproblem. Der er behov for helhedstænkning, og det kræver, at vi arbejder på tværs i klinikken. Og et dyr, der ikke trives, reagerer ikke nødvendigvis med »problematisk« adfærd – det reagerer med den eneste adfærd, det har til rådighed, siger Irena Czycholl.

Denne helhedsforståelse er fundamentet for afdelingens kliniske arbejde og for undervisningen af de studerende. I dag indgår adfærdsafdelingen som en fast del af de kliniske rotationer på veterinæruddannelsen, og  alle studerende møder den nye tilgang i løbet af deres studie i forbindelse med rotationen på Universitetshospital for Familiedyr.

- De studerende arbejder med cases, observerer adfærd i receptionen, og vi lærer dem at læse dyrenes signaler. Det handler om at træne blikket og finjustere sin opmærksomhed – på tilsvarende måde som man lærer at få øje på en halthed eller en hudlidelse, siger Christina.

Fagligt funderet adfærdsarbejde

Irena og Christina mener, at adfærdsområdet længe har været præget af et uensartet landskab, hvor hundetrænere, dyreejere og velmenende fagfolk arbejder ud fra meget forskellige metoder og forståelser. Det har efterladt både dyr og ejere i et krydsfelt af modstridende råd og manglende faglig forankring. Og det er også årsag til, at mange ejere møder op med en følelse af fiasko. De har prøvet alt. Eller det føles sådan.

- Når vi siger til ejeren, at deres hund ikke er ulydig, men overbelastet, så sker der noget. Skylden lettes. Vi får skabt omsorg. Og så kan vi begynde at bygge op igen, siger Christina.

Hun og Irena arbejder med begrebet »den kompetente hund« – en hund, der ikke nødvendigvis kan »sit« og »plads«, men som kan regulere sig selv, lade sig håndtere, være i rum med andre. Det kræver træning og tålmodighed. Men det kræver også, at vi som dyrlæger italesætter, hvad der faktisk er vigtigt.

- Når folk går til hundetræning, bliver de ofte mødt med krav, deres hund ikke kan honorere. Den er måske allerede for stresset, for ung eller har aldrig lært at være tæt på andre hunde. Så føler ejeren sig forkert og giver op. Dér starter mange af de problemer, vi ser senere, siger Christina og tilføjer:

- Vi skal meget tidligere i gang med rådgivning. Mange problemer opstår i de første leveår. Vi ved, hvornår frygtperioderne kommer. Vi ved, hvornår unghunde udfordrer deres omgivelser. Men vi får ikke talt med ejeren på det rigtige tidspunkt.

Derfor efterlyser hun en ændret praksis i de almindelige konsultationer: En mere systematisk gennemgang af hundens sociale, emotionelle og kognitive udvikling – og en åbenhed for at stille de spørgsmål, der kan fange problemerne, før de vokser sig store.

Et felt i forandring

Henvisningerne til adfærdsafdelingen er så småt begyndt at komme – både fra interne og eksterne kolleger. Håbet er, at flere vil se det som en faglig styrke at sende videre både til adfærdsafdelingen og til adfærdskyndige kolleger i praksis, når adfærdsproblemer kræver mere tid og specialiseret indsigt – på samme måde, som man i dag henviser komplicerede tand- eller hudpatienter.

Men ambitionerne stopper ikke ved den nyetablerede klinik. Afdelingen ønsker også at løfte adfærdsfagligheden bredere ud i professionen gennem efteruddannelse, supervision og stærkere faglige fællesskaber. Christina har allerede undervist på fagveterinærsygeplejerskeuddannelsen i adfærd i samarbejde med dyrlæge Iben Meyer og nye kursustilbud er på vej.

Samtidig er både Christina og Irena gået i gang med at søge om at blive del af et residency-forløb i European College of Veterinary Behavioural Medicine – med målet om at blive Danmarks første diplomater på området. Det vil ikke blot styrke den kliniske faglighed herhjemme, men også bane vej for en dansk diplomatuddannelse og flere fremtidige specialister i veterinær adfærdsmedicin.