Et hektisk første år

Da den første årgang af veterinærstuderende trådte ind ad dørene til ANIVET, var der fortsat meget, der var undervejs. Bygningerne var stadig under renovering, laboratorierne manglede udstyr, og kursusbeskrivelserne var på mange måder stadig kun skitser. Alligevel stod underviserne klar. Én af dem var Heidi Larsen Enemark, professor i infektionsbiologi og parasitologi – og en af de allerførste veterinære kræfter, der blev ansat til at opbygge den nye dyrlægeuddannelse fra bunden.

Sammen med kolleger fra både veterinær og ikke-veterinær baggrund har hun været med til at forme et studieforløb, hvor teori og praksis mødes fra første dag. Blandt kollegerne er også Stig Purup. Han er ikke selv dyrlæge, men biolog med en ph.d. i medicin og har mange års erfaring i arbejdet med gymnasieelever. Han underviser i det fællesfaglige fag Cellen 1, som dækker både cellebiologi, biokemi og kemi. Kurset er et af de steder, hvor veterinær- og dyrevidenskabsstuderende har mødtes i undervisningen.

- Vi startede faktisk fra scratch med kurset her, siger han.

Mange bolde i luften

En af intentionerne bag den nye uddannelse var at skabe en mere tværfaglig tilgang. Men det tager tid at lære hinandens fagligheder at kende, når alle starter samtidig.

- Hvis man skal lave virkelig tværfaglig undervisning, skal man vide, hvad alle de andre laver. Og det er klart, at det kan vi ikke fra dag 1 – også set i lyset af at ikke alle undervisere har været ansat fra starten, siger Heidi.

Alligevel er der sket meget i løbet af det første år. Grundfag som kemi og statistik er ikke lagt som enkeltstående fag, men er blevet integreret i undervisningsblokke på tværs af fag. Det har krævet mange møder og grundig koordinering mellem underviserne – en proces, der har været mere tidskrævende end forventet.

- Det er en kunst at få det hele til at gå op i en højere enhed, pointerer Stig.

- Vi skal planlægge undervisningen, så vi både holder det faglige niveau og gør det relevant for de studerende.

De to undervisere ser tilbage på et hektisk første år, hvor de ikke alene skulle etablere en helt ny uddannelse, men samtidig jonglere med egne forskningsaktiviteter og opbygningen af laboratoriefaciliteter.

- Det positive er jo alle de gode kræfter, der kommer ind. Men det negative er, at ting tager tid – især fordi der sker så meget på én gang. Vi skal både opbygge studiemiljøet, fagmiljøet og samtidig være med til at udvikle de lokaler og faciliteter, vi arbejder i. Det tager bare lang tid, siger Heidi, der selv har manglet tid til at udvikle sin egen forskning og få forskningsfaciliteterne helt på plads.

- Bare dét at få indkøbt udstyr tager tid. Det skal i EU-udbud – det er ikke bare sådan »køb, køb, køb«.

Midt i al det har det været vigtigt for underviserne at udstråle ro og stabilitet overfor de studerende, påpeger hun.

- Selvom der foregår meget bag kulisserne, og mange ting stadig er usikre, skal de mærke, at vi er til stede og har overblik. Det tror jeg faktisk, vi er lykkedes med.

Trygt og engageret studiemiljø

Både Heidi og Stig fremhæver, at det faglige og sociale engagement blandt de studerende har været højt.

- De er enormt motiverede. De er super dygtige, og de spørger meget. De siger også altid tak for i dag, siger Heidi med et smil.

- I starten klappede de endda efter undervisningen. Det gør de ikke mere, men det var faktisk meget sødt.

De lægger vægt på, at det første hold er lille, og det har skabt nærvær og tryghed.

- Det er jo et privilegium af begynde med en så lille årgang. Det gør jo, at der er meget mere interaktion til de folk, som underviser, og det gør også, at de studerende er mere aktive. Der er mange diskussioner. Det er meget mere trygt - så overordnet synes jeg, at det virker som om, de har det godt og trives, siger Heidi.

Begge lægger de vægt på, at der efterhånden er skabt nogle virkelig gode fysiske rammer både i forhold til undervisning, faglig fordybelse og studentermiljø.

- Men som en, der selv har læst i København, kunne jeg godt savne lidt mere studiemiljø. Det kommer selvfølgelig hen ad vejen, når kommer flere dyrlæger ind på studiet, siger Heidi eftertænksomt.

Dyr fra dag ét

En anden vigtig prioritet har været at give de studerende kontakt med levende dyr helt fra starten. Det sker blandt andet gennem faget  Dyr, dyrlæge og samfund, som er et af de første fag, de nye studerende møder på uddannelsen.

- Det skal forberede dem på livet som dyrlæge. De bliver introduceret til levende dyr og får lov til at lave nogle praktiske, simple øvelser. Og så har vi inviteret en hel række dyrlæger fra branchen ind – både fra klinisk praksis, slagteri, Fødevarestyrelsen og medicinalindustrien – til at fortælle om, hvad dyrlægearbejdet indebærer i praksis, forklarer Heidi.

Kurset rummer også elementer som etik og kommunikation.

- Som dyrlæge skal man jo kunne kommunikere med kolleger, klienter og med landmænd, siger hun.

Det nære møde med virkeligheden er i det hele taget et vigtigt pejlemærke for uddannelsen – ikke kun i undervisningslokalet, men også ude i praksis i forbindelse med den distribuerede model, hvor dele af undervisningen foregår i tæt samarbejde med praksisdyrlæger rundt om i landet. Det ligger dog stadig et par år ude i fremtiden.

- Vi får henvendelser fra dyrlæger, der gerne vil være med, men vi starter langsomt op. Første årgang er lille, og vi har kun brug for få klinikker til at starte med, forklarer Heidi.

- Men det bliver jo en decideret del af uddannelsen, så det skal kvalitetssikres. Uddannelsesdyrlægerne skal gennemgå et pædagogisk forløb, og der skal laves individuelle kontrakter.

Hvad skal de tage med sig?

Når Heidi Larsen Enemark og Stig Purup bliver spurgt, hvad de håber, de studerende vil tage med sig fra uddannelsen i Viborg, er de enige: Det handler både om faglighed og fællesskab.

- Jeg håber, at de vil føle sig fagligt godt klædt på – uanset hvilken del af erhvervet, de vælger. Men også, at de forholder sig kritisk til deres egen faglighed, siger Heidi.

Stig lægger vægt på, at de studerende ser tilbage på deres uddannelse som noget mere end bare kompetencer.

- Jeg håber, at de tænker, det har været et godt sted at tage sin uddannelse. Et sted, hvor det faglige har været i orden – men også et sted, hvor det har været rart at være.

Også for Heidi er det menneskelige bånd mindst lige så vigtigt.

- Jeg håber, at de danner relationer til hinanden, som holder hele livet. Det betyder så meget at have nogen, man kan ringe til. Det har jeg selv haft stor glæde af. Og så håber jeg, at de også holder kontakten til os undervisere. At de ringer, når de får en spændende case. At vi bliver ved med at være en del af deres faglige liv.