Vi mennesker er sociale dyr. For de fleste af os hænger livsglæde og lykke uløseligt sammen med gode relationer til andre. Disse er oftest andre mennesker i form af familie, venner eller kolleger. Blandt disse andre er der dog også hunde, som i et støt voksende antal rykker ind i de danske hjem. Det betyder, at der i dag er hunde i hver femte danske husstand, mens der til sammenligning er børn i hver fjerde.
At disse hunde udgør vigtige relationer for deres ejere fremgår af en undersøgelse blandt tilfældigt udvalgte danske hundeejere fra 2022, hvor 96 % var enige eller helt enige i, at hunden er en del af deres familie, og hvor knap 60 % gav udtryk for, at deres hund betød mere for dem, end deres venner gør.
Hunde er altså vigtige for mennesker, men hvordan ser relationen ud, når man betragter den fra hundens synsvinkel? Hvordan kan dyr, som ikke ret langt tilbage i tiden – set med evolutionens øjne – var ulve, fungere som medlemmer i vores menneskelige familier? Det korte svar er, at det kan de rigtig godt, hvis ellers deres menneskelige ejere forstår og respekterer dem som de unikke dyr, de er.
Antagelser om hunden bør gentænkes
Desværre er vores relation til hunden på mange måder påvirket af kulturelt overleverede – men fejlagtige – forestillinger om hundens væsen, som kan stille sig i vejen for en god relation. Dette er baggrunden for, at vi sammen med en kollega har skrevet bogen Din kompetente hund, som udkom i slutningen af april.
Bogens titel er inspireret af titlen på familieterapeuten, forfatteren og debattøren Jesper Juuls verdensberømte bog Dit kompetente barn fra 1995. Når vi har valgt denne titel, er det ikke, fordi vi ønsker at sammenligne børn og hunde. Derimod tager vi afsæt i Jesper Juuls ord om, hvordan han oplevede, at »børn og unge … måtte betale prisen… Ikke som et udslag af ond vilje – ofte endog som udtryk for kærlighed og velvilje – men som en række logiske konsekvenser af, at vores grundlæggende antagelse om, hvad børn er for nogle størrelser, er forkert.«
Når det kommer til hundene, mener vi lidt det samme, som Jesper Juul mente i forhold til børnene: Der er behov for at revidere nogle udbredte – men forkerte – antagelser om, hvad hunden er for et væsen.
Den vigtigste af disse antagelser er, at det alene er mennesket, som er den kompetente part i relationen mellem de to arter, mens hunden er en halvvild størrelse, som det er ejerens ansvar at disciplinere, så den kan »opføre sig ordentligt« og ikke »tager magten«. Antagelsen er ikke grebet ud af den blå luft, men har fået næring fra tidligere tiders forskning.
Ulveforskningens indflydelse på hundeopdragelse
I 1970’erne blev ulves sociale systemer beskrevet videnskabeligt baseret på studier af ulve i fangenskab. Her fandt man ud af, at ulve etablerede et magthierarki med en alfahan og en alfahun øverst i hierarkiet og en rangorden af ulve herunder. Alfaulvene var dem, der spiste det bedste af byttet først og efterlod resterne til de lavere rangerede ulve. Det var også dem, der fik de bedste liggepladser og førte an, når flokken skulle ud at jage.
Der gik ikke længe, før denne teori om ulves sociale struktur smittede af på opfattelsen af hundes relation til mennesker, og sådan blev der givet videnskabelig legitimitet til den allerede udbredte »dominansteori« inden for hundeopdragelse. Ræsonnementet var, at siden ulven er hundens forfader, må hunde have samme måde at leve på som ulve, og siden hundens flok er blevet erstattet af mennesker, må menneskene udgøre hundens flok. Deraf fulgte tanken om, at hvis ikke menneskene i familien sørger for at indtage de øverste pladser i hierarkiet, vil hunden forsøge at dominere familiens medlemmer.
Meget hundeadfærd er gennem tiden røget ind under kategorien »dominerende« adfærd. Eksempler på dette er, at hunden knurrer, hvis ejeren vil flytte den fra sofaen eller tage et kødben fra den, at den laver parringsbevægelser på familiemedlemmernes ben, går først ud ad døren, stiller sig i vejen, stjæler fra bordet eller udviser opmærksomhedssøgende adfærd såsom at gø. Som en løsning på den problematiske adfærd har tilhængere af dominansteorien rådet hundeejere til at »dominere hunden« og sørge for, »at den kender sin plads« – nederst i hierarkiet vel at mærke.
Rådene var udbredte i 1980’erne og 90’erne, men eksisterer stadig blandt hundetrænere, på internettet og i tv-programmer, hvor fx selvudnævnte »hundehviskere« videregiver og demonstrerer råd om dominans og lederskab. Nogle af rådene er relativt harmløse, mens andre kan være med til at stresse hunden og mindske dens velfærd, som når ejere bliver rådet til at tage ting fra hunden jævnligt og ikke lade den snuse for længe det samme sted på turen for at vise den, hvem der bestemmer.
Dominansteorien holder ikke
Gennem de seneste årtier er der dog kommet meget ny forskning og viden om både hundes og ulves sociale liv, som gør det muligt at konkludere, at dominansteorien ikke holder. For det første har senere studier af ulve i det fri vist, at ulve i naturen lever langt mere fredeligt end tidligere antaget, at de danner en form for familiestruktur snarere end et strikt hierarki.
En anden ting, vi har lært, er, at ulve og hunde på trods af deres slægtskab og mange fælles træk også er ret forskellige. Hunde er langt mere individualister end ulve, og til gengæld har de nemmere ved at knytte sig til og samarbejde med mennesker. Hunden er altså hverken magtsyg eller inkompetent, når det kommer til at leve sammen med mennesker, men kommer tværtimod med både evne og vilje til samarbejde og fredelig sameksistens.
Der er ikke er noget, der tyder på, at hunde skulle opfatte mennesker som artsfæller på to ben.
Endvidere er der ikke er noget, der tyder på, at hunde skulle opfatte mennesker som artsfæller på to ben. Den menneskelige familie er ofte hundens primære sociale kontakt, men det betyder ikke, at hunde opfører sig over for os, som de ville gøre over andre hunde. De mange råd, der efter sigende skal etablere et hierarki mellem familiens mennesker og hunde, som fx at spise før hunden, holde den ude af møblerne, eller knurre af den og lægge den ned på ryggen, når den gør noget forkert, er altså i bedste fald nyttesløse og i værste fald skadelige for hundens velfærd og forholdet mellem hund og ejer.
Dermed ikke sagt, at vi som hundeejere skal gå i den modsatte grøft og ende på samme måde som de såkaldte curlingforældre, der lader børnene bestemme alt og aldrig stiller krav eller sætter grænser. Tværtimod er det i forhold til hunde – lige som i forhold til børn – vigtigt både at støtte og hjælpe på en opbyggende måde og at stille krav og udfordre, så hunden forstår de menneskelige regler og udvikler sig i en positiv og hensigtsmæssig retning.
Hunden vil høre til og have det godt
Så, hvad pønser hunden på? En normalt udviklet og socialiseret hund vil først og fremmest pønse på sammen med sin ejer at opleve verden og have det rart. Via forståelse for hunden som den særlige størrelse, den er – hverken en ulv eller et barn – og via samarbejde baseret på belønning snarere end straf, vil hunden på samme tid opleve glæde, selvtillid og hengivenhed til sine mennesker.
Alle relationer kræver dog en indsats fra begge parter for at fungere godt, og at leve sammen som forskellige arter kommer ikke uden udfordring og frustration. Hundeejere er kun mennesker, og indimellem kommer vi til kort og ender med at skælde ud, fordi vi ikke kan få hunden til at forstå eller »makke ret«. Heldigvis er de fleste hunde meget tilgivende, og vi mennesker får som regel en chance til. Vi får igen og igen en chance for forsøge at forstå, samarbejde og gøre vores til at etablere en relation, der skaber livsglæde og lykke for begge parter.
