Hun sidder uroligt på stolen og overvejer situationen. I sit arbejde er Kirstin Dahl-Pedersen vant til, at det er hende, der står foran folk og videnuddeler, men i dag er hun til foredrag og skal egentlig bare lytte. Det kan dog være vanskeligt, når det, der bliver sagt fra talerstolen, altså ikke helt passer.
- På et tidspunkt siger han noget om fisk, hvor jeg tænker, at det er jeg simpelthen uenig i.
Høflighed og faglig stolthed kæmper lidt med hinanden. Kirstin vil ikke være sådan en blandt publikum, der brokker sig og risikerer at sætte foredragsholderen i forlegenhed. Men hun kan heller ikke sidde usandheder overhørig. Særligt ikke når det handler om hendes eget felt.
- Så jeg skriver bare en seddel, som jeg går op og giver ham bagefter og siger: »Denne her bog om fisk kunne måske være interessant for dig at læse«.
Kirstin gengiver, hvordan foredragsholderen ser lidt på hende og spørger:
- Hvem er du?
- »Jeg er bare dyrlæge«, tror jeg faktisk, jeg sagde.
Fornærmede var der ingen, der blev. Tværtimod skulle mødet med foredragsholderen Peter Lund Madsen, også kaldet »HjerneMadsen«, vise sig at blive startskuddet for Kirstin Dahl-Pedersens formidling til den brede befolkning. Foruden at holde foredrag som læge og forsker er Peter Lund Madsen nemlig også radiovært med mange tv- og radioproduktioner bag sig. Og han kunne åbenbart hurtigt fornemme Kirstins sans for formidling.
»Du skal komme og lave radio sammen med mig«, sagde han med det samme, fortæller hun, og ser ud som om, hun stadig er overrasket over den hurtige respons.
Det gjorde hun så. Og snart fandt både Peter Lund Madsen og Kirstin selv ud af, at det passede. Det var hun faktisk ret god til - det med at formidle sin specialiserede viden til hele Danmark. Sidenhen blev det derfor til flere episoder af »Hjernekassen«, andre radioprogrammer som Orientering på P1 og Tv-programmerne »Maden flytter ind« og »Historien om menneskehjernen«, hvor Kirstin i kraft af sin viden som dyrlæge, ph.d. og forsker har medvirket som ekspert.
»Et naturtalent som formidler«
I dag har Kirstin Dahl-Pedersen så også en pris, hun kan tage frem og kigge på, hvis hun skulle blive i tvivl om sine kommunikationsevner.
Sammen med adjunkt fra Sektion for Klinisk Veterinær Mikrobiologi, Pia Ryt-Hansen, har Kirstin Dahl-Pedersen nemlig modtaget Veterinærskolens kommunikationspris 2025. Og selvom formidlingsarbejdet i sig selv er sjovt og berigende, så varmer prisen, fortæller hun.
- Jeg har besluttet mig for, at formidling skal være en stor del af mit virke både som forsker og som dyrlæge i det hele taget. Det er noget, jeg bruger meget tid på, og noget jeg løbende arbejder på at dygtiggøre mig i, så derfor er jeg virkelig glad for anerkendelsen.
Det er det videnskabelige personale på institutterne for Veterinær- og Husdyrvidenskab og Klinisk Veterinærmedicin, som kan indstille forskere til prisen. Denne gang var det professor Rikke Buhl, der pegede på Kirstin Dahl-Pedersen, som hun i sin begrundelse kalder en »eminent dygtig og aktiv videnskabsformidler«. Efter indstillingsfristen udvælger de to institutledere, Birgit Nørrung og Annemarie Thuri, hvem prisen skal gå til. Og årets modtager har i den grad gjort sig fortjent til prisen, mener Annemarie Thuri.
- Kirstin er et naturtalent som formidler. Hun er helt unik til at omsætte selv store datasæt og kompliceret forskning indenfor sine forskningsområder, herunder særligt transport af dyr, så det er helt tydeligt, hvorfor forskningen er vigtig for det enkelte dyrs trivsel og velfærd. Og så er Kirstin virkelig dygtig til at være i øjenhøjde med modtageren og bruge sin dyrlægefaglige baggrund i den bredere formidling af forskningen, skriver Annemarie Thuri til DVT.
At turde tale uden forbehold
Det kan være vanskeligt at slippe videnskabens skrivebord og reducere konklusionerne til hurtige overskrifter. Så hvordan finder man alligevel vej fra det specifikke til det populære? Fra fremmedord og fagudtryk til fængende og forståeligt?
- Ja, men det er også svært. Det gælder for dyrlæger, men også for forskere i det hele taget, at vi er hårdt skolede til at skulle have alle forbeholdene med. Vi udtaler os jo helst aldrig skråsikkert om noget, vel? Vi siger: »Det peger på…« eller »med stor sandsynlighed« og »på den ene side, og på den anden side«, siger Kirstin Dahl-Pedersen.
Så hvad skal man gøre, når man som forsker ønsker at formidle sin viden til den brede offentlighed?
- Man må øve sig. For de vil have korte sætninger med ting, man kan forstå. Så man skal tage en dyb indånding og sige »det tør jeg godt«.
Man må øve sig. For de vil have korte sætninger med ting, man kan forstå.
Øvelsen fandt Kirstin dels løbende sammen med Peter Lund Madsen, men også gennem Formidlingsakademiet, som er et gratis kursusforløb i kommunikation for forskere udbudt af Videnskabernes Selskab. Efter at have skrevet en ansøgning blev Kirstin i 2022 tildelt en kursusplads, hvor hun i selskab med 19 andre forskere blev undervist i at sætte nye ord på sin viden.
- Vi kom fra alle mulige forskningsinstitutioner i Danmark, med helt forskellige faglige baggrunde og fra forskellige steder i vores karriere. Så lærte vi om måder at formidle på og øvede os på hinanden. Det var rigtig skægt og godt, så det havde jeg meget ud af.
Udenfor øvelokalet med de andre forskere fortsatte Kirstin med at få opringninger. Især fra Danmarks Radio, som havde fået hende på deres radar.
- Bare det, at jeg var i »Hjernekassen« et par gange, affødte at andre folk fik øje på mig. Jeg røg ligesom ind i DRs kartotek under »dyr«, tror jeg. Og så bliver man jo ringet op, når de søger svar på alt muligt, som de tror, man ved noget om. Her gælder det om at gøre op med sig selv, hvor langt ens vidensfelt rækker, forklarer Kirstin Dahl-Pedersen.
- Der er jo forskere, som helst kun vil udtale sig om noget, de nærmest selv har skrevet ph.d. i, og så er der andre som mig. Jeg har det sådan, at hvis det bare er nogenlunde indenfor for, hvad jeg ved noget om, så vil jeg godt sige noget om det. For selvom jeg ikke kender alle detaljer, så ved jeg typisk mere end den almindelige tv-seer eller radiolytter.
Når man stikker næsen frem
Men hvad så, hvis der sidder en vidende person, svarende til Kirstin Dahl-Pedersen selv derude og lytter med, når hendes viden om dyrs følelser og intelligens fylder æteren? Én, der ligeledes får lyst til at sende eksperten en huskeseddel med en bog, hun bør læse - eller det, der er værre.
- Det har jeg også tænkt meget over. Når man stiller sig frem, så risikerer man jo også at få nogle hak over næsen.
- Så jeg hører gerne på fagligt konstruktiv kritik, men hvad folk måtte mene og synes i kommentarsporene på de sociale medier, bruger jeg ikke så meget tid på.
Ytringsfrihedens lange rullegardiner på Facebook, holder Kirstin sig altså fra. Til gengæld lytter hun gerne på den respons, publikum giver hende direkte på mail eller over telefonen. Selvom det også her kan ske, at en lytter ringer for at bemærke, at Kirstin altså ikke er den eneste, der har interesseret sig for dyr.
- Oftest ringer de, fordi de synes, noget er godt, men det kan også være for at byde ind med deres egne erfaringer. Så kan vi snakke lidt om, hvorfor radioen dog inviterer en dyrlæge ind og ikke fru Jensen, når nu hun altså også har en masse oplevelser med dyr. Og så snakker vi lidt om det, smiler Kirstin.
Dyrlæger bør holde fanen højt
Der er rigtig mange mennesker, der gerne vil høre noget om dyr. Færre vil høre en times radio om dyretransporter, bemærker Kirstin Dahl-Pedersen, der lige fra sin ph.d. har beskæftiget sig med dyr under transport.
- Det er et virkelig spændende emne. Der er jo millioner af dyr, der bliver transporteret hele tiden, jorden rundt, i alle mulige retninger til alle mulige formål. Og når man tænker på, hvor mange dyr, der bliver transporteret, så findes der faktisk relativt lidt forskning om det.
Derfor inddrager hun sin viden om dyretransporter, når hun kan. Grundlæggende er det vigtigt, at man holder fast i sin passion som dyrlæge og ikke bliver »rå og afstumpet«, siger Kirstin.
- Vi må hele tiden »holde fanen højt«, citerer hun sin første chef på IVH, professor Henrik Elvang for at sige.
Men kan man godt mærke de levende dyr, når de som i Kirstins arbejde ofte fremstår som tal i endeløse kolonner af transporterede dyr?
- Ja, selv når dyrene kun er på papir, så kan jeg godt tage det ind og blive berørt. Jeg er jo også ude og lave forskning, hvor jeg står ved transporterne, men igen er det jo nogle resultater, der skal bredes ud til mange millioner dyr, som jeg aldrig ser. På den måde kan det godt føles lidt som at tømme Atlanterhavet med en teske.
Samtidig er det vigtigt at være neutral både i sin forskning og formidlingen af denne, siger Kirstin. Især når det kommer til dyrevelfærd, hvor man skal samarbejde med meget forskellige parter, hvis resultaterne skal føre til forbedringer for dyrene.
- Personlige holdninger og følelser må ikke skinne så meget igennem, at man mister muligheden for at samarbejde på kryds og tværs. Det øver jeg mig dagligt i, når jeg skal formidle om dyretransporter, hvor man har branchen på den ene side og forbrugerne på den anden. Begge parter vil indimellem gerne tage ens udsagn til indtægt for deres egne holdninger. Der skal man virkelig prøve at holde tungen lige i munden og ikke komme til at holde med nogen.
Journalisten er ikke ude efter dig
Det lader til at ske lidt af sig selv, når ny viden strømmer fra forskergerningen og videre gennem Kirstins levende personlighed ud til både lyttere, seere og læsere. Alligevel ser hun det også som en pligt at formidle og henviser til universitetsloven, hvor formidling nævnes på lige fod med kravet om forskning og undervisning.
- Jeg er ansat af staten og har jo en forpligtelse til at formidle, det jeg ved. Men jeg synes også, det er vigtigt at deltage i den offentlige debat, fordi det er med til at kvalificere ens egen forskning til at få input udefra. At isolere sig i sine egne små fagbobler kommer der ikke nødvendigvis kun gode ting ud af.
Træder man ud af forskerboblen, skal man indstille sig på lidt andre tidshorisonter. Men det betyder ikke, at det er journalistens ur, der skal have lov at vinde hver gang, siger Kirstin Dahl-Pedersen.
- Man må godt lige trække vejret, træde et skridt tilbage og spørge sig selv – kan jeg overhovedet svare på det her, eller er det nu, jeg bør henvise til en kollega?
For selvom journalister ikke har ry for at være det mest nænsomme folkefærd, så behøver man heller ikke gå i panik, når de ringer, forsikrer Kirstin.
- Man skal huske, at journalister jo ikke er ude på at få skovlen under en. De er bare ved at løse en opgave og har fundet frem til dig som en mulig kilde. De er også interesserede i, at samarbejdet forløber fint.
Alle dyrlæger er formidlere
De danske veterinæruddannelser sætter spor mange steder i arbejdsmarkedet, og som dyrlæge kan hænderne arbejde med alt fra skalpeller til lovstof. Er der et værktøj, der giver mening at mestre i alle afkroge af faget, er det dog at kunne omsætte sin viden – om det så er til embedsmanden, hundeejeren eller Hjernekassens lyttere.
Kommunikation og formidling er jo en hjørnesten for dyrlæger.
- Kommunikation og formidling er jo en hjørnesten for dyrlæger. I praksis er det jo nærmest halvdelen af en vellykket konsultation, at man har en god kommunikation med klienten. Og jeg tror, at det i de kommende år vil blive stadig vigtigere - både som dyrlæge og forsker - at kunne formidle sin viden.
- Folk bliver massivt påvirket af alle mulige informationsstrømme hele tiden, og hvis man ikke er så kildekritisk, kan viden hurtigt blive til meninger, synsninger eller folks personlige erfaringer. Så der er virkelig en opgave i at bibeholde den videnskabelige autoritet.
