Sygdommen bluetongue (BT) skyldes en infektion med bluetongue-virus (BTV) tilhørende genus Orbivirus i Sedoreoviridae-familien (orden Reovirales). Der er beskrevet over 30 BTV-serotyper, der blandt andet varierer i patogenicitet. BTV opformeres i Culicoides spp. mitter, som kan sprede smitten mellem dyr og under gunstige vejrforhold over større afstande. Smitte kan også ske transplacentalt via sæd, kolostrum eller iatrogent fx ved anvendelse af den samme kanyle til flere dyr (Darpel et al., 2016).
Sygdommen rammer drøvtyggere, og BTV-serotyperne 1-24 er anmeldepligtige til Fødevarestyrelsen (FVST) i henhold til Liste 1 (BEK nr. 1246 af 20/11/2024). Mistanker afklares af FVST, mens bekæmpelse påhviler erhvervet, da sygdommen vurderes kun at have produktionsmæssig betydning (Liste 4 i samme BEK).
Europa blev i 2006 ramt af et større udbrud af BTV serotype 8 (BTV-8), som begyndte i Holland og spredte sig til Belgien og Tyskland og videre ud over Europa. I Danmark blev udbruddet i 2008-2010 stoppet af en stort anlagt, pålagt vaccinationskampagne, der begrænsede det til en fårebesætning på Lolland i efteråret 2007 og 15 jyske kvægbesætninger i august-november 2008.
I efteråret 2023 blev Holland ramt af et udbrud af BTV serotype 3 (BTV-3), der spredte sig til det meste af Holland med flere end 5.000 inficerede fåre- og kvægbesætninger (Hansen et al., 2024) og fortsatte i foråret 2024 med samlet >2.000 inficerede fåre- og kvægbesætninger den 1/8-2024 (aktuel og tidligere situation kan følges på https://www.nvwa.nl/onderwerpen/blauwtong/documenten).
Tyskland fandt virus i mitter og havde enkelte BTV-3 udbrud i slutningen af 2023 (Voigt et al., 2024), og fra maj til juli 2024 var der over 1.000 udbrud (https://www.fli.de/de/aktuelles/tierseuchengeschehen/blauzungenkrankheit/). Udbruddet nåede Danmark i begyndelsen af august, hvor Statens Serum Institut (SSI) den 9/8-2024 påviste BTV-3 i de to første mistanker. Smitten begyndte i Jylland, men spredte sig i løbet af september til Fyn, Sjælland og øerne, dog umiddelbart i mindre omfang end i Jylland.
Frem til den 9/1-2025 er der påvist BTV-3 i over 900 danske fåre- og kvægbesætninger, og selvom antallet af ny-smittede besætninger pr. uge har været faldende siden midten af september, og der har været to korte frostperioder i november og januar, diagnosticerer SSI fortsat nye BTV-3 tilfælde hver uge.
SSI har i løbet af efteråret 2024 sammen med interesserede praktiserende dyrlæger undersøgt udviklingen af udbrud i et mindre antal danske besætninger. Formålet har været at afklare BTV-3-infektionens udbredelse i besætningerne og sammenholde denne med påvirkning af sundheden for at få et bedre vidensgrundlag for håndteringen, inden en ny mittesæson går i gang i foråret 2025.
Materialer og metoder
Der er undersøgt repræsentative blodprøver fra veldefinerede grupper af får og kvæg i 6 fårebesætninger fra Lolland-Falster/Sydsjælland (5) og Fyn (1) og fra 4 kvægbesætninger fra Skjern-området (3) og Sydsjælland (1) (Figur 1), som alle blev udvalgt af besætningsdyrlægerne efter kriteriet: Mindre og velafgrænsede grupper.
Figur 1. Danmarkskort med angivelse af besætninger der medvirker i dette studie i forhold til postnummer og dyreart (får/kvæg). I-X: projekt-besætningsnummer. Farveintensiteten på postnummer-områder angiver antal smittede besætninger fra august 2024 til 9. januar 2025. Figuren er lavet i BioRender (https://BioRender.com/t68u584) med kortdata fra Bing ©OpenStreetMap, TomTom.
Besætningerne var fundet positive for BTV-3 i september eller november (IX), og tre fårebesætninger var vaccineret helt (IV og V) eller delvist (VI), mens en blev vaccineret på første prøveudtagningsdag (III) (se detaljer i Tabel 1).
Tabel 1. Oversigt over besætninger og prøvetagninger, samt sero-prævalenser af forskellige niveauer af antistoffer mod BTV.
i.v.: Ikke vaccineret; -: Ingen i denne kategori.
Der blev udtaget ustabiliseret blod og EDTA-stabiliseret blod én gang i kvægbesætninger og i to fårebesætninger, mens fire fårebesætninger blev blodprøvet 2-3 gange med 2-7 ugers interval. For besætningerne I-IX udgøres de epidemiologiske enheder af dyr (får eller kvæg), der har gået sammen på græs i september-november 2024, men hvor kvæg er taget ind efter BTV-3-diagnose i besætningen. I besætning X er der udført en sammenlignende undersøgelse af 10 raske og 10 svage kalve samt deres mødre, i alt 40 dyr (se Tabel 2).
Sera blev testet for antistoffer mod BTV i ID Screen® Bluetongue Competition ELISA kit (Innovative Diagnostics), hvor resultatet er angivet som S/N% (prøve-værdi/negativ-kontrol-værdi i %) med en internt valideret cut-off-værdi på 60 (≤60: positiv, >60: negativ).
For kvæg blev information om besætningsstruktur og kliniske iagttagelser indsamlet ved spørgeskema til besætningsdyrlæger og -ejere, opfulgt af telefoninterview med besætningsdyrlægerne. For får blev informationer udelukkende indsamlet ved telefoninterviews med besætningsdyrlæger.
Tabel 2. Antistofniveau i 10 raske og 10 svage kalve samt deres mødre i besætning X.
*S/N%: ≤20: +++; 21-60: +/++; 61-80: (-); 81-150: -. Blodprøver udtaget den 29/10-2024, 6 uger efter første kliniske tegn på BTV-3-infektion i besætningen, fra 10 raske kalve og deres mødre og fra 10 svage kalve og deres mødre. Mor-kalv par angivet som 1A/1B, 2A/2B, 3A/3B, osv.
Resultater
Der blev i alt indsamlet 333 blodprøver, heraf 242 fra 156 får og 91 fra 84 køer/kvier/kalve.
I sera fra ikke vaccinerede kvæg og får havde langt de fleste dyr enten højt niveau af antistoffer (S/N% 1-20) eller var klart negative (S/N% >80), mens 23 % af vaccinerede får havde lavt-moderat antistofniveau (S/N% 21-60) og 23 % lå i borderline-negativ-området (S/N% 61-80) (Tabel 3).
Hovedparten af sera med højt antistofniveau fra vaccinerede får (23/30) var, i lighed med alle 20 sera med højt antistofniveau fra ikke-vaccinerede får, fra påvist BTV-3-inficerede dyr (positive mistanke-får og får med højt niveau af antistoffer før vaccination), eller for 3 sera fra får med BTV-3-symptomer ved prøveudtagning. Fåre-sera med lavt-moderat, borderline-negativt og negativt antistofniveau var fra raske får, bortset fra syv sera fra får noteret syge med kliniske BTV-3-symptomer 2 (et vaccineret får) og 4-5 uger (seks ikke-vaccinerede får) før negativ blodprøve.
Vaccinerede fårs generelt moderate-lave, borderline-negative eller negative antistofniveauer skyldes formentlig, at den ELISA-test, SSI benytter, er designet til at påvise antistoffer efter infektion, og disse resultater kan derfor ikke tages som et udtryk for manglende beskyttelse af de vaccinerede får. Denne problematik vil blive belyst i en særskilt undersøgelse af BTV-3 vaccinerespons i tre grupper danske får, der forventes publiceret i DVTs april-nummer.
På baggrund af ovenstående benyttes antistofniveau i denne artikel til at skelne mellem inficerede får og får, der er vaccineret én gang, og procent dyr med højt antistof-niveau af testede dyr benævnes dyregruppernes sero-prævalens.
Tabel 3. Antistofniveauer i 333 blodprøver fordelt efter species og vaccinationsstatus.
*Får, der er blevet blodprøvet mere end en gang, indgår med flere blodprøver.
Opsummering og diskussion af antistof-resultater på besætningsniveau
I fem af seks fåregrupper var sero-prævalensen af BTV-3-inficerede dyr bedømt ud fra højt niveau af antistoffer mod BTV, begrænset til 5-17 %, mens væddergruppen i besætning III og de undersøgte kvæggrupper havde højere sero-prævalenser (45-100 %) (Tabel 1). Bemærk, at der ikke er tale om besætnings-sero-prævalenser, da blodprøverne er fra grupper af dyr på afgrænsede græsningsarealer og dermed ikke repræsentative for hele besætninger.
Kliniske iagttagelser i de undersøgte besætninger
BTV-3-sygdomsforløbene blev beskrevet som relativt milde i de undersøgte fårebesætninger med få syge dyr, der typisk er kommet sig efter ingen eller kort tids behandling med smertestillende og eventuelt antibiotika (Figur 2). Dog har besætning III, på trods af lavere dødelighed i den samlede besætning i 2024 end i 2023, mistet 2 af de oprindeligt 17 væddere i gruppen.
Figur 2. Lam i ringe tilstand med kliniske symptomer på bluetongue og en ægudskillelse på 14400 EPG. Tilset den 5/10-2024 og bekræftet smittet med BTV-3 den 9/10-2024. Lammet kom sig efter et par dages behandling med smertestillende, antibiotika og ormekur. (Kilde: Dyrlæge Inga Stamphøj.
Besætning IX, en ekstensivt drevet kødkvægsbesætning med cirka 40-50 køer/opdræt på forskellige marker og folde, fik medio december påvist BTV-antistoffer i 82 % af en gruppe med 11 køer/kvier uden forudgående iagttagelse af kliniske BTV-3-symptomer (Tabel 4).
Anledningen til test var, at fire voksne dyr i gruppen 2 uger forinden pludseligt døde i forbindelse med et snefald. Ved obduktion af to af de døde dyr fandtes forandringer i hjertet, men ingen makroskopiske tegn på BT. Der blev påvist BTV-antistoffer i begge dyr og BTV-3 virus i et af dem. Dødsfaldene tilskrives på den baggrund ikke direkte BTV-3-infektion, selvom det ikke kan udelukkes, at infektionen kan have forøget eventuelt stress for dyrene.
Tabel 4. Kliniske observationer i kvægbesætninger.
I modsætning hertil har de tre malkekvægsbesætninger oplevet øget sygelighed af forskellig karakter, der mere direkte kan tilskrives BTV-3-infektion. I to af tre malkekvægsbesætninger med 150-190 årskøer og tilhørende kvie-opdræt (VII og VIII) er der iagttaget sår/skorper i mund- og næseregionen i 12-33 % af de blodprøvede kvæggrupper (<1 % i hele besætningen), samt savlen, flåd fra næsebor og halthed i henholdsvis cirka 50 % og cirka 5 % af voksne dyr (Figur 3).
Figur 3. Eksempler på kliniske symptomer i Bluetongue inficerede køer. (Kilde: Dyrlægegruppen Skjern Å-Videbæk).
A) Haltheder iagttaget i 5-50% af dyrene i de undersøgte malkekvægs-besætninger: Smertende og hævede ben med ødem over og omkring forknæ, på underben og omkring koden.
B) Iagttaget i få/enkelte dyr: Ødem i øjenlåg. Øjenbetændelse nævnes jævnligt på indsendelses-sedler til SSI for undersøgelse for Bluetongue. (Kilde: Dyrlægegruppen Skjern Å-Videbæk).
Begge besætninger har i efteråret oplevet en stigning i omløbninger (fra 5 % til 7 %), og der er som noget nyt set svagt-fødte/dvaske kalve (henholdsvis 12 % og 3 %) (herefter: Svage kalve). Besætning VII har oplevet ydelsesfald på 5 % og har af dyrevelfærdsmæssige årsager måttet aflive 4 dyr med symptomer på vomlammelse kombineret med kronisk regurgitation forenelig med oesophageal parese, der af flere forfattere er sat i forbindelse med BT-infektioner (Pardon et al., 2010). Besætning VIII har aflivet en kvie på grund af følgesygdom til BTV-3-infektion.
Malkekvægsbesætning X har i september-oktober haft en klar stigning i sygdomsregistreringer i forhold til de samme måneder i 2023 og til forår/sommer 2024, hovedsageligt i form af infektioner, lemmelidelser, klovbrandbylder og fordøjelsessymptomer. Der er i alt aflivet 15 voksne dyr på grund af vomlammelse kombineret med kronisk regurgitation forenelig med oesophageal parese (9 dyr) eller alvorlig halthed (4 dyr) eller begge dele (2 dyr).
Besætningen praktiserer sæsonkælvning i september-november, så de fleste køer/kvier har været i slutningen af drægtigheden, da BTV-3-infektionen blev introduceret, og der er i perioden set 20 % aborter/dødfødte kalve og ca. 20 % svage kalve. Udover et stort opstartsarbejde med de svage kalve har der været flere og tidligere tilfælde af lungebetændelse (ca. 50 %), og 8 kalve har måttet aflives.
Undersøgelse af sammenhæng mellem BTV-3-infektion og svage kalve
For at undersøge mulig sammenhæng mellem svage kalve og BTV-3-infektion blev der cirka 6 uger efter første iagttagelse af BT-symptomer i besætning X udtaget blodprøver fra 10 raske og 10 svage kalve samt deres mødre (Tabel 2).
Selvom der var flere antistof-positive køer og kalve i de »Svage kalve«-grupper end i de tilsvarende »Raske kalve«-grupper, hænger den enkelte kalvs BTV-antistof-status ikke direkte sammen med dens mors, og der forekommer således i begge grupper BTV-positive mødre med BTV-negative kalve og omvendt. Samlet har 12 positive og 8 negative mødre henholdsvis 5 (42 %) og 3 (38 %) BTV-antistof-positive kalve.
For de raske kalve har råmælksperioden været overstået, og kalve og mødre separerede, inden udbrudsstart, så her er kalve og mødre med stor sandsynlighed inficeret uafhængigt af hinanden.
De svage kalve er født lige omkring udbrudsstart og kan ved infektion af køer/kvier i slutningen af drægtigheden have været påvirket af BTV-3-infektion in utero. De har alle haft lungebetændelse i 2-3,5 ugers alderen, men da halvdelen af disse kalve er BTV-3-negative, viser data hverken en sammenhæng mellem svage kalve og BTV-3-infektion eller mellem BTV-3-infektion og lungebetændelse.
Alle svage kalve har haft en vanskelig start på livet, så det er ikke overraskende, at det netop er disse kalve, der tidligere og mere massivt end sædvanligt har fået lungebetændelse. En mulig forklaring kunne være for tidlig fødsel, eventuelt induceret af BTV-3-relateret sygdom i de 8/10 BTV-3 positive mødre.
Diskussion
Med én undtagelse lå BTV sero-prævalenser i de undersøgte fåregrupper lavt, mens de var høje i kvæggrupperne. Figur 1 viser en tydelig geografisk skævhed i smitteudbredelsen i Danmark, men BTV sero-prævalenserne i vores begrænsede datasæt afviger fra dette billede, da både en lollandsk væddergruppe og en sjællandsk kvæggruppe havde høje BTV sero-prævalenser.
Da alle dyrene har gået på græs, kan forklaringen på det forskellige resultat af introduktion af BTV-3 i dyregrupperne heller ikke findes her. Der kunne være tale om artsforskelle, fx at ulden beskytter fårene mod mitternes bid, men en verserende teori om, at væddere er mere udsatte end får kunne ikke bekræftes, da kun en af to væddergrupper har høj sero-prævalens. Der kan meget vel være tale om tilfældigheder eller forskellige kombinationer af flere faktorer i de 10 besætninger, fx lokale forhold på græsningsstederne, driftsform, opstaldningsforhold, antal inficerede mitter per dyr, smitteniveau i mitterne, alderssammensætning, race, og så videre.
Uanset forklaringen, hænger niveauet af iagttagne kliniske symptomer godt sammen med BTV sero-prævalensen i begge arter, og på trods af det milde forløb i de undersøgte fåregrupper skal man nok hverken forvente besætningsimmunitet fra 2024-udbruddet, i hvert fald blandt østdanske får, eller undervurdere BTV-3-infektionens potentiale til at forårsage sygdom. Rapporter fra Holland viser, at BTV-3-infektioner i både kvæg og får har givet sygdom på linje med eller endda alvorligere end BTV-8 (van den Brink et al., 2024) og med over 4 gange forøget dødelighed blandt får i forhold til normalen (Santman-Berends et al., 2024).
I de undersøgte malkekvægskvægbesætninger er der udover savlen og sår/skorper set alvorlig sygdom med halthed, klovlidelser og reproduktionsforstyrrelser hos mange dyr. De involverede kvægbesætningsdyrlæger har efter BTV-3-infektionens introduktion bemærket følgende nye eller mere hyppige kliniske symptomer: Vomlammelse kombineret med kronisk regurgitation forenelig med oesophageal parese, svage kalve og usædvanlige infektioner. Der er desuden i andre besætninger iagttaget kalve med uklarheder i øjne/cornealt ødem (Figur 4) kombineret med reversibel blindhed, et fænomen, som tidligere er observeret i Holland efter intrauterin infektion med BTV-8 (Holzhauer & Vos, 2009).
Figur 4. Bluetongue inficerede kalve med uklare øjne/cornealt ødem. Kilde: Dyrlæge Camilla Givskov Håkansson.
I Danmark har 2024 BTV-3-udbruddet haft en meget større udbredelse og produktionsmæssig konsekvens end BTV-8-udbruddet i 2008, specielt i Jylland. Årsagerne til den store forskel er ikke afklarede, men kunne inkludere flere mitter, indblæsning af flere og mere inficerede mitter sydfra, eventuelt større infektivitet og/eller virulens af BTV-3 end af BTV-8 samt tilbageholdenhed med vaccination.
En særskilt undersøgelse af BTV-3 vaccinerespons i tre grupper danske får er under udarbejdelse og forventes rapporteret i april-nummeret af DVT.
Konklusion
BTV-3-infektionen har i efteråret 2024 givet anledning til ganske alvorlig sygdom og besætningstab, i denne undersøgelse specielt i kvægbesætninger. I vores undersøgelse varierer BTV sero-prævalensen mellem de undersøgte dyregrupper, men da der er set på grupper af dyr, ikke hele besætninger, og på grund af variationen og det lille antal undersøgte dyregrupper, er det ikke muligt at forudsige niveauet af besætningsimmunitet og sygdom, hvis udbruddet forsætter eller gentages i 2025. Der er derfor god grund til i 2025 at fortsætte arbejdet med afklaring af infektionens spredning og kliniske betydning, samt varighed og effektivitet af maternelt overførte antistoffer og infektions- og vaccineinduceret immunitet. Mange besætninger planlægger at vaccinere i løbet af foråret, og dette skal tages i betragtning, når nye undersøgelser planlægges.
Projektet er støttet af Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET) og Fødevarestyrelsen (FVST) via det veterinære beredskab. De involverede praktiserende dyrlæger takkes for stor indsats, og dyrlæge Camilla Givskov Håkansson for billeder. En speciel tak går til laboranterne i Sektion for Veterinær Virologi for en ekstraordinær indsats i en meget travl periode.
