Peder Christian Abildgaard, grundlæggeren af Veterinærskolen på Christianshavn i 1773 og dermed af veterinæruddannelsen i Danmark, var en mand, der satte varige spor inden for både læge- og dyrlægefaget. Hans gravsted på Assistens Kirkegård på Nørrebro har en lige så fascinerende historie som manden selv.
På gravstedet, beliggende i afdeling A med nummer 619, troner et smukt monument designet af hans bror, den kendte maler Nicolai Abildgaard. Monumentet er en værdig hyldest til en polyhistor og pioner, men det var tydeligt mærket af tidens tand: Algebegroet, med knækkede inskriptionstavler og et slidt marmorrelief af gudinden Artemis – en central del af gravmælet.
I anledning af Abildgaards jubilæumssymposium i 2023 blev en vigtig beslutning truffet: Overskuddet fra symposiet og plakatsalget skulle bruges på at restaurere monumentet. Dette blev en anledning til at forene kræfterne inden for faget og sikre, at vores nestor fik et gravsted, der afspejler hans betydning.
Restaureringsprocessen
Efter dialog med Jeannette Trefzer, gravmindeforvalter ved Københavns Kirkegårde, og med væsentlig støtte fra Abildgaardkredsen, blev projektet sat i gang. Konservator Marianne Petersen fra Akanthus Stenkonservering forestod en nænsom afrensning af marmortavlerne, inklusive de to løse tavler for Abildgaards hustru Margrethe Kirstine og veterinæren Jens Neergaard – en dedikeret fan, som ønskede at blive begravet ved siden af sin store inspirationskilde.
Gravmonument under restaurering.
Til foråret færdiggøres restaureringen, når hovedsoklen afrenses af et specialiseret murerfirma. Resultatet bliver et gravsted, der både æstetisk og historisk afspejler Abildgaards store bidrag til vores fag.
Det færdigt restaurerede monument.
Inspiration til en historisk pilgrimsrejse
En tur til Assistens Kirkegård er nu ikke bare en historisk oplevelse, men også en mulighed for at reflektere over veterinærfagets rødder. Her kan vi mindes en af de mest betydningsfulde skikkelser i vores fag og lade os inspirere af hans pionerånd.
For dem, der ønsker at vide mere om P. C. Abildgaard, anbefaler vi dyrlæge Mogens Brix Christensens engagerende causeri, som kan ses online via dette link: https://studio.youtube.com/video/lsGyE7hhnfM/edit). Oplægget blev holdt i forbindelse med Abildgaardkredsens jubilæumssymposiet 9. juni 2023.