Antibiotikaresistens debatteres jævnligt i de offentlige medier og er af verdenssundhedsorganisationen WHO udpeget som en af de største trusler mod verdensbefolkningens sundhed1, men hvordan ser det egentlig ud med resistens overfor de anti-parasitære midler?
Parasitter kan overordnet deles op i endoparasitter (e.g. orm og protozoer) og ektoparasitter (e.g. lus, lopper, flåter og mider). Kontrol og behandling af endoparasitter er primært baseret på anvendelse af antiparasitære midler samt hygiejniske tiltag. Den udbredte brug af de ormemidler, der kom på markedet i 60’erne, har ført til global udbredelse af ormemiddelresistens hos ormeparasitter i både produktions-2–5 og familiedyr6–8. I Danmark er der tidligere rapporteret ormemiddelresistens i mavetarmorm hos drøvtyggere9–13, svin14, kvæg15 og hest16.
Kontrol og behandling af ektoparasitter er primært baseret på anvendelse af ektoparasitære midler som fx makrocykliske laktoner, fipronil, imidacloprid, neonicotider, isoxazoliner eller pyrethroider. Forekomst af resistens/nedsat følsomhed overfor de ektoparasitære midler er væsentligt mindre undersøgt i sammenligning med de endoparasitære midler. Globalt set er der dog rapporteret resistens/nedsat følsomhed hos visse flåt-17–22, mide-23–26, lusse-27,28 og loppearter29,30. I Danmark er der i 1986 registreret et enkelt resistenstilfælde hos katteloppen, Ctenocephalides felis, overfor methoxychlor31. Globalt er den røde hønsemide, Dermanyssus gallinae, en væsentlig trussel for æglæggere i fjerkræsproduktionen både dyrevelfærdsmæssigt og økonomisk32. Kontrol og behandling af D. gallinae er udfordret af resistensudvikling, også i Europa, mod bl.a. de tidligere anvendte pyrethroider31. Dertil kommer at der af fødevaresikkerhedsmæssige årsager kun er få muligheder for behandling i EU (i.e. fluralaner)32, hvilket på sigt øger risikoen for resistensudvikling mod de få midler, der må anvendes.
Ormemidler er receptpligtige og forudsætter, med enkelte undtagelser, at der er stillet en parasitær diagnose33. Dette gælder også ektoparasitære midler til produktionsdyr, mens en del ektoparasitære midler til familiedyr fås i håndkøb. Brugen af disse er derfor ikke ledsaget af en veterinærfaglig vejledning om anvendelse og vurdering af behandlingseffektivitet, hvorfor viden om ektoparasitær behandlingseffektivitet er uvis.
Set i lyset af at især flåtbårne patogener er en stigende trussel for dyr, primært kvæg og familiedyr, samt mennesker i Europa, er det af både veterinær- og humanmedicinsk betydning, at behandlingen af ektoparasitter har høj effektivitet. Ligeledes er optimal behandling og minimalt medicinforbrug vigtigt, da flere af de nævnte stoffer kan persistere i miljøet og være økotoksiske34,35.
Formål
For at bestemme resistensstatus overfor de ektoparasitære midler, der anvendes i Danmark, igangsætter Veterinær Farmakologi og Toksikologi og Veterinær Parasitologi på IVH, KU, en spørgeskemaundersøgelse i efteråret 2024 med det formål at indsamle information om:
- forekomst af ektoparasitter på hunde, katte, fjerkræ og kvæg,
- hvilke ektoparasitære midler der anvendes, samt
- formodet behandlingseffektivitet af disse.
Det vil i undersøgelsesperioden være muligt for dyrlæger samt hunde- og katteejere at oplyse om mistanke om nedsat effekt og indsende relevant ektoparasitært materiale til fremtidige DNA-/RNA analyser.
Ved mistanke kontakt venligst: Tina V. A. Hansen, alstrup@sund.ku.dk.
