Politikpapiret omhandler forskellige træningsmetoder og giver 14 konkrete anbefalinger, der vil føre til bedre dyrevelfærd under træning og modificering af adfærd.
Hovedbudskabet er vigtigheden af, at dyrene har mulighed for at udøve naturlig adfærd i et miljø, der kan understøtte adfærden samt vigtigheden af at benytte træningsmetoder, som tager hensyn til dyrets fysiske og mentale velfærd.
Politikpapiret understreger, at dyrlæger bør spille en væsentlig rolle i forhold til vejledning om dyreadfærd og træning. De kan rådgive dyreejerne om forebyggelse af adfærdsproblemer, herunder oplysning om normal adfærd og velfærdsbehov. God rådgivning om, hvordan unge dyr bedst socialiseres til et liv sammen med mennesker, er vigtig for at forebygge senere adfærdsproblemer.
Hvis en ejer oplever adfærdsproblemer med sit dyr, bør dyrlægen være den naturlige rådgiver i forhold til, hvordan adfærden kan forbedres. Ved mere komplekse problemer bør der henvises til dyrlæger med speciale indenfor adfærd og træning.
Tidlig forebyggelse
Forebyggelse af adfærdsmæssige problemer begynder hos avlerne, da dyrenes adfærd vil være påvirket af de tidlige livserfaringer, hvor oplevelser som for tidlig fravænning, stress og smerte vil kunne føre til en negativ udvikling med adfærdsproblemer til følge.
Derfor anbefales en universal guide til avlere og et forbud mod alle unødvendige kirurgiske indgreb, der foretages af kosmetiske grunde.
Socialisering
Socialisering er kritisk i de første måneder af et dyrs liv. Det anbefales, at unge dyr udsættes for forskellige stimuli som mennesker, andre dyr og forskellige miljøer. Denne eksponering skal ske gradvist og under trygge forhold for at undgå frygtreaktioner. Dyrlægen bør rådgive om en passende socialiseringsplan af det unge dyr ved første konsultation.
Træning
Træning baseres på associativ læring, hvor dyret lærer at forbinde to eller flere stimuli. Dette kan omfatte klassisk betingning, hvor en stimulus fremkalder en følelsesmæssig eller fysiologisk respons, Pavlovs hunde- eksperimentet, og operant betingning, hvor adfærd forstærkes eller reduceres baseret på konsekvenserne. Der er fire træningsfilosofier indenfor operant betingning – se figur 1.
Figur 1. De fire træningsfilosofier indenfor operant betingning.
Dyrlægens rolle bør være at på det kraftigste fraråde gammeldags træningsmetoder, der benytter straf, og i stedet uddanne dyreejeren om positiv forstærkning, som ofte er mest effektiv, da det skaber en positiv læringsoplevelse for dyret.
Anbefalingerne i forhold til træning er derfor, at dyrlæger bør være veluddannet indenfor arternes normaladfærd og have et godt kendskab til træningsteori for den pågældende dyreart. Derudover er anbefalingerne, at træningsudstyr, der kan udsætte dyret for smerte og stress som fx stødhalsbånd, bør forbydes. Endvidere ønskes der regler og guidelines for træningsmetoder i forbindelse med sport, der involverer dyr.
Muligheder for at udføre normal adfærd
God dyrevelfærd afhænger af muligheden for at udføre højt motiveret artsspecifik adfærd. Er dyret forhindret i at udføre denne adfærd, kan det føre til stress og frustration og dermed adfærdsproblemer. Anbefalingen er, at opbindning i en længere periode eller isolation fra artsfæller bør forbydes.
Problemadfærd
Hvis en ejer henvender sig på grund af problemadfærd, er det afgørende, at årsagen til adfærden identificeres og håndteres korrekt. Simpel forebyggelse af adfærden som fx en form for afstraffelse uden at adressere årsagen, kan forværre situationen og øge dyrets stressniveau.
Det anbefales, at dyrlæger uddannes i at kunne genkende dyrearters signaler på henholdsvis positiv og negativ mental tilstand, og derudover anbefales obligatorisk kursus for kommende dyreejere – et »kørekort til dyreejer« – for at sikre den rette forståelse for det dyr, de har ansvar for. I forhold til dyr i sport og anden form for konkurrence og udstilling anbefales det, at dyrlægerne er med til at fremme synspunktet, at konfliktadfærd under træning og konkurrence aldrig må normaliseres.
Klinisk adfærdsekspertise
Professionelle med klinisk adfærdsekspertise spiller en central rolle i håndteringen af komplekse adfærdsproblemer. Specialiseret rådgivning og skræddersyede træningsprogrammer kan forbedre både dyrets og ejerens livskvalitet.
Adfærdsspecialister og trænere bør være akkrediterede for at sikre, at de anvender humane og evidensbaserede teknikker. Krav om kontinuerlig uddannelse og en gennemsigtig disciplinær proces bør fremmes internationalt.
Overordnet er politikpapiret et godt grundlag for arbejdet med at forbedre forståelsen for, at sammenhængen mellem dyreadfærd, træning og dyrevelfærd er kompleks og kræver en integreret tilgang. Gennem forebyggende medicin, korrekt socialisering, humane træningsmetoder og regulering af adfærdsspecialister kan man sikre, at dyrenes velfærd forbedres og opretholdes på højt niveau.
