Vibrationsterapi til hest i form af vibrationsgulv har gennem flere år været udbredt særligt i USA, og er også nået til Danmark. Anekdotisk anvendes terapien til hest til at øge blodgennemstrømning, bedre sårheling, øge knogledensitet, opvarme før præstation, reducere mælkesyre efter arbejde, stimulere heling ved akutte muskuloskeletale skader og smertestille ved kroniske muskuloskeletale lidelser (Halsberghe, 2017).
Historie
Vibrationsterapi blev oprindeligt udviklet af en russisk forsker - Vladimir Nazarov – som et hjælpemiddel til at forebygge osteoporose og muskeltab hos astronauter under ophold i rummet, hvor den manglende påvirkning fra tyngdekraften svækker både knogler og muskler (Vasile et al., 2013). Herefter blev de første humane vibrationsapparater udviklet i 1990’erne til behandling af osteoporose (Schlachter & Lewis, 2016).
Human anvendelse af vibrationsterapi
De fleste humane studier har haft fokus på vibrationsterapis effekt på muskelstyrke, balance og knoglemasse (Rauch, 2009). Humant anses vibrationsterapi for en sikker træningsmodalitet ved korrekt dosering (Buchner et al., 2017), hvor den særligt har sin berettigelse til ældre mennesker for bevarelse eller generhvervelse af styrke og balance samt til patienter med osteoporose og neurologiske patienter (Cochrane, 2013; Rittweger, 2010; Schuhfried et al., 2005), hvor man for eksempel har fundet effekt af vibrationsterapi på blandt andet gangformåen hos børn med cerebral parese (Ko et al., 2016).
Funktion og anvendelse
Vibrationsgulvet til hest kan enten være udformet som en enkelt stor plade, som to plader separat til for- og bagben eller som 4 plader fordelt på hvert ben, hvor hver plade kan betjenes individuelt. Til pladerne er monteret en motor, der aktiverer pladen, hvorved vibrationsterapi udsætter hele kroppen for lavfrekvente vibrationer (Halsberghe, 2018).
Specifikationerne for et vibrationsgulv inkluderer frekvensniveauet målt i Hertz (Hz), der er antallet af cyklusser med op-ned-bevægelser per sekund, og amplitude, det vil sige størrelsen af vibrationerne, der angives i millimeter samt retningen af vibrationerne (Rauch, 2009). Intensiteten af en behandling øges således med graden af frekvens og amplitude (Rauch, 2009). Et vibrationsgulv til heste arbejder typisk med en frekvens fra 15 til 60 Hz, hvor humane vibrationsapparater typisk ligger mellem 25 og 45 Hz. Vibrationerne pågår i vertikal og/eller horisontal retning.
Hesten står på vibrationsgulvet, og vibrationerne forplantes op igennem benet og forplantes til resten af hestens krop. Herved stimuleres muskeltene og alpha-motorneuroner, som dernæst initierer ufrivillige muskelkontraktioner med 30-50 kontraktioner per sekund afhængig af den valgte frekvens (Rauch, 2009; Schlachter & Lewis, 2016).
Humant anvendes typisk flere korte sessioner af vibrationsterapi af nogle minutters varighed med indlagte pauser med en samlet varighed på 5-20 minutter og med en frekvens fra to gange dagligt til en gang om ugen i uger til år (Rauch, 2009). Humant anvendes vibrationsterapi blandt andet til at øge muskelstyrke, idet vibrationerne markant øger antallet af muskelkontraktioner i forhold til at gå, derhen at 9 minutters vibrationsterapi ved 20 Hz giver 10.800 stimulerende impulser til det nederste af benene, hvilket svarer til 3 timers gang (Rauch, 2009).
Knoglemasse
For at skabe en ændring i knogledensitet kræves en ændring i belastningstypen af knoglen i forhold til, hvad knoglen er vant til, hvilket for eksempel kan være en ændring i øget belastning eller øget frekvens (Hulak, 2015). Her har flere studier om vibrationsterapi vist sig at kunne bidrage.
Der er for eksempel set positiv effekt af vibrationsterapi på knogledensitet i studier på mus (Judex et al., 2007), på får (Rubin et al., 2002) og på kvinder (Verschueren et al., 2004) samt en markant osteogen effekt kombineret med et øget testosteronniveau, der yderligere har positiv effekt på knogledensiteten (Totosy de Zepetnek et al., 2009). En tese er, at pulserende vibrationer fremfor kontinuerlige vibrationer har bedre osteogen effekt (Schlachter & Lewis, 2016).
Et amerikansk studie fra 2015 så på effekten af vibrationsterapi på heste, der stod på boks (Hulak et al., 2015). Forsøget sammenlignede forsøgsheste (n = 6), der fik vibrationsterapi 45 minutter om dagen 5 dage om ugen ved 50 Hz med en kontrolgruppe (n = 6), der stod på stald, men også fik let motion 1 time om dagen 6 dage om ugen. Forsøget forløb over 28 dage. Begge grupper bevarede deres totale knoglemasse (Bone Mineral Content (BMC)) i løbet af de 28 dage, hvor boksro normalt vil føre til tab af knoglemasse. Et ældre studie påviste netop dette (n = 17), hvor 6 heste gik på fold, 5 heste stod på stald og 6 heste stod delvist på stald og gik delvist på fold i 28 dage (Bell et al., 2001). Her fik gruppen af heste på stald en reduceret knoglemasse på blot 28 dage sammenlignet med de to andre grupper (Bell et al., 2001).
Ligeledes har studier på galopheste vist, at løbstræning øger knoglemassen (Firth et al., 1999; Pagan et al., 2008), men studier på distanceheste har vist, at lange distancer i langsomt tempo ikke tilsvarende øger knoglemassen (Spooner et al., 2008). Også et nyere studie fra 2017 så på effekten af vibrationsterapi på knogletæthed hos heste i træning (Maher et al., 2017). Man sammenlignede en kontrolgruppe (n = 5) med en forsøgsgruppe (n = 6), der blev behandlet med vibrationsterapi i 45 minutter, 5 gange om ugen med 50 Hz i 28 dage. Alle heste blev yderligere motioneret 1 time dagligt, 6 dage om ugen. Her fandt studiet ingen statistisk signifikant effekt af vibrationsterapi på knogletæthed eller på markører for knoglemetabolisme og på skridtlængde, hvor man i det tidligere nævnte forsøg havde god effekt på knoglemassen for heste, der havde boksro (Hulak et al., 2015).
Vibrationsterapis effekt på knogler er et af de mest undersøgte områder humant, hvor man bl.a. har fundet positiv effekt på »Bone Mineral Density« (BMD) hos kvinder med osteoporose sammenlignet med en kontrolgruppe (Xiang-yan et al., 2008). Samme positive effekt af vibrationsterapi på BMD fandtes hos en forsøgsgruppe (n = 25) med Down Syndrom, der grundet deres sygdom konsekvent har et lavere BMD (Matute-Llorente et al., 2015).
Hovvækst
Et studie så på vibrationsterapis effekt på den dorsale hovvækst i forhovene (n = 10) (Halsberghe, 2018). Hestene blev behandlet med vibrationsterapi i 30 minutter, 2 gange dagligt, 5 dage om ugen ved 40 Hz i 60 dage. Hovvæksten blev målt med 30 dages intervaller startende 30 dage før opstartet behandling og frem til 60 dage efter endt behandling. Alle heste gik med 4 jernsko og blev skoet af den samme smed i hele perioden. Her fandtes en statistisk signifikant øget hovvækst efter 30 og 60 dages behandling sammenlignet med kontrolgruppen, hvor den største vækst sås indenfor de første 30 dage. Der fandtes ikke en vedvarende effekt på hovvæksten efter seponering af behandlingen.
Et andet studie fra 2017 så også på effekten af vibrationsterapi i relation til hovvækst (Lowe & Burk, 2017). Forsøgsgruppen (n = 12) blev sammenlignet med en kontrolgruppe (n = 12). Forsøgsgruppen fik vibrationsterapi ved 50-55 Hz i 15 minutter, 5 gange om ugen i den første del af forsøget og i 20 minutter i den anden del af forsøget, hvor hver del varede 12 uger. Studiet fandt ingen effekt af vibrationsterapi på hovvæksten. Dog sås en tendens mod øget hovvækst i forhold til kontrolgruppen i anden del af forsøget, hvor forsøgshestene blev behandlet i 20 minutter, 5 gange om ugen.
Opvarmning og bevægelse
Humant er vibrationsterapi fundet sikkert og anvendeligt som opvarmning til sportsfolk (Cochrane, 2013), og vibrationsterapi er netop også hos heste populær som opvarmning. Et studie så således også på anvendelsen af vibrationsterapi til dette (n = 10) (Buchner et al., 2016; Buchner et al., 2017). Her sammenlignede man heste, der stod stille i 10 minutter med heste, der fik 10 minutters vibrationsterapi, og man fandt ingen forskel mellem de to grupper i relation til overfladetemperatur, elektromyografi på m. triceps, m. quadriceps og m. longissimus dorsi samt på ridelighed, hvor sidstnævnte var baseret på et blindet spørgeskema til rytterne. Studiet kunne således ikke eftervise en opvarmningseffekt af vibrationsterapi i 10 minutter. Under studiet blev konstateret, at vibrationsgulvet ikke doserede den af producenten specificerede frekvens på henholdsvis 15 og 25 Hz, men derimod kun en frekvens på henholdsvis 7 og 11 Hz, som er betydeligt lavere end de humane anbefalinger på 25 til 45 Hz (Buchner et al., 2017), hvilket forfatterne foreslår potentielt kan være medvirkende til den manglende effekt (Buchner et al., 2016; Buchner et al., 2017). Humant har man fundet, at vibrationer fra 25-45 Hz gav øget muskelstyrke og muskelhypertrofi (Totosy de Zepetnek et al., 2009).
Et studie om ældre postmenopausale kvinder gav vibrationsterapi til disse en gang om ugen kombineret med gåture to gange om ugen i 2 måneder og sammenlignede med en gruppe, som kun motionerede med gåture (Kawanabe et al., 2007). Her øgede forsøgsgruppen skridtlængden, varigheden hvormed de kunne stå på ét ben samt deres gå hastighed sammenlignet med kontrolgruppen, hvor ingen af disse parametre øgedes. Ligeledes er hos raske humane atleter fundet effekt på blandt andet skridtlængde og hastighed efter 6 ugers vibrationsterapi (Giorgos & Elias, 2007). Der er dog også studier, der viser negativ effekt af vibrationsterapi på præstation, såsom et studie med 30 minutters vibrationsterapi, hvor man så en reduktion i ben- og knæstyrke efter behandling (Jackson & Turner, 2003).
Halthed
Et studie fra 2017 (n = 8) så på effekten af vibrationsterapi på kronisk halte heste med en halthedshistorik på minimum 8 måneder (Halsberghe, 2017). Hestene blev behandlet med vibrationsterapi 30 minutter, 2 gange dagligt i 60 dage ved 40 Hz. Som kontrolgruppe blev 4 af de 8 heste udvalgt til monitorering 30 dage inden studiets opstart. Studiet fandt overordnet ingen effekt af behandlingen på graden af halthed. Ved opdeling i primære for- og bagbenshaltheder, så man for forbenshaltheder en overvægt af positiv effekt af terapien efter 30 dages behandling og en overvægt af negativ effekt af terapien efter 60 dages behandling. For bagbenshalthederne så man nogenlunde ligelig fordeling mellem positiv og negativ effekt.
Forfatterne pointerer, at forsøgsgruppen er lille, at der var stor variation i halthedsdiagnoserne, en stor variation i, hvor mange ben hestene udviste halthed på, og endelig udviste en enkelt hest med forbenshalthed en særlig stor grad af forværring, hvilket var en »outliner« i studiet. Studiet indikerede, at et behandlingsforløb af 30 dages varighed kunne være gunstigt for kroniske forbenshaltheder, men et længere behandlingsforløb af 60 dages varighed kunne forårsage forværring af visse ortopædiske lidelser. Et negativt respons på vibrationsterapi kendes også humant, men ses i højere grad efter meget længere tids behandling over flere år og med en hyppig behandlingsfrekvens (Cardinale & Pope, 2003). Studiet af Halsberghe (2017) må generelt anses for svagt, og resultaterne kan ikke anses for konklusive i relation til kroniske haltheder, hvor det må anbefales at tilgå denne terapi på individbasis.
Et amerikansk pilotstudie undersøgte effekten af vibrationsterapi i forhold til en lille ældre population (gennemsnitsalder 22 år) af heste (n = 6) med halthedshistorik (Nowlin et al., 2018). Hestene blev halthedsundersøgt subjektivt og objektivt (Lameness Locator®), fik vurderet ledbevægelighed (Range Of Motion (ROM)) samt målt skridtlængde i skridt og trav. Hestene blev opdelt i en forsøgsgruppe (n = 3) og kontrolgruppe (n = 3). Forsøgshestene blev behandlet 30 minutter på vibrationsgulv, 5 dage om ugen ved 50 Hz i 3 uger og kontrolgruppen stod på en tilsvarende platform i 30 minutter uden behandling. Statistisk fandtes ingen forskel før og efter behandling mellem de to grupper. Det er umiddelbart et svagt studie, idet det ikke inkluderer ret mange heste, og idet halthederne ikke er udredt.
Der mangler studier, der differentierer mellem forskellige ortopædiske diagnoser, således at man kan opnå viden om, hvorledes vibrationsterapi påvirker for eksempel gaffelbånds- og seneskader samt ledskader.
Ryg
Ryglidelser og styrkelse af særligt ryggens små multifidi muskler har fokus både humant og hos heste. Et studie fra 2017 så således på effekten af vibrationsterapi på heste med ryglidelser (Halsberghe et al., 2017). Forsøgshestene (n = 9) blev behandlet med vibrationsterapi 30 minutter to gange dagligt, 5 dage om ugen ved 40 Hz i 60 dage ud over deres sædvanlige træning. I 30 dage op til studiet fulgte man på 5 af hestene tværsnitsarealet af m. multifidi ved ultralydsscanning thorakolumbalt, men derudover inkluderede studiet ikke en kontrolgruppe. Inklusionskriteriet for hestene var, at hestene havde ryglidelser og var halte fra 1-4 grader (skala: 0-5), havde en anamnese om kronisk eller recidiverende halthed og ikke havde været behandlet indenfor de seneste 6 måneder. Hos 6 af de 9 heste fandtes Kissing Spines, og hos to af disse heste fandtes også thorakolumbal facetledsartritis.
Det var yderligere et krav, at hestene stod på stald, gik på en mindre fold (8 x 16 meter) og undergik stabil træning 6 dage om ugen fra 3 måneder før forsøgets opstart samt under studiet, hvor de mest halte heste dog ikke blev trænet. Efter 30 dage og i højere grad efter 60 dage fandtes et statistisk signifikant øget tværsnitsareal af m. mulitidi, og efter 60 dage fandtes også en statistisk signifikant bedret højre/venstre symmetri af denne. Humant er ligeledes fundet øget tværsnitsareal af m. multifidi efter 8-10 ugers vibrations-terapi (Belavy et al., 2008; Machado et al., 2009) og hos mus efter blot 6 uger (Xie et al., 2008). Gymnastiske øvelser har også vist positiv effekt på m. multifidi ved et 3 måneders træningsforløb (Stubbs et al., 2011), men disse øvelser er meget tidskrævende og kræver en dedikeret ejer. Studiet indikerer således, at vibrationsterapi potentielt kan være et supplement til gymnastiske øvelser for styrkelse af overlinjen (Halsberghe et al., 2017).
Stress påvirkning
Vibrationsterapi er også blevet vurderet på heste, der stod på stald (n = 12) i relation til skridtlængde, halthed, cortisolniveau i spyt samt puls (Sugg, 2018). Forsøgshestene (n = 6) blev behandlet med vibrationsterapi 45 minutter 1 gang dagligt, 6 dage om ugen ved 50 Hz i 28 dage, og kontrolgruppen (n = 6) stod blot på stald. Studiet fandt ingen statistisk signifikant effekt af vibrationsterapi på hestenes bevægelsesmønster for heste, der var på stald (Sugg, 2018), hvor man humant har set effekt af terapien på bevægelsesmønster og -kapacitet (Kawanabe et al., 2007; Giorgos & Elias, 2007). Studiet fandt derimod en beroligende effekt af vibrationsterapi på forsøgshestene, hvilket kom til udtryk ved en reduktion i puls og cortisolniveau umiddelbart efter behandlingen sammenlignet med kontrolgruppen. Samme effekt på puls er fundet under selve vibrationsterapien i et studie af Maher et al. (2017), og endelig fandt Nowlin et al. (2018), at forsøgsheste var mere afslappede under behandlingen end kontrolheste, der stod på en fast platform uden behandling. Hos svin har man tværtom fundet en stigning i cortisolniveau efter behandling, hvilket indikerer et øget stressniveau (Perremans et al., 2001).
Kontraindikationer
Kontraindikationer for vibrationsterapi er akutte frakturer og yderligere er interaktionen med diverse ortopædiske fiksationer såsom en intraosseøs skrue ukendt, hvormed man bør afholde sig fra at sætte sådanne heste på vibrationsgulv (Schlachter & Lewis, 2016). Endelig skal det noteres, at ikke alle heste har fordel af og trives med vibrationsterapi (Schlachter & Lewis, 2016).
Konklusion
Vibrationsterapi finder humant særligt anvendelse til bedring af muskelstyrke, balance og særligt knoglemasse, hvor sidstnævnte har været et fokusområde i relation til astronauter og patienter med osteoporose. Vibrationsterapi til heste har vundet meget frem i udlandet og de seneste år også i Danmark. Anekdotisk har vibrationsterapi et væld af gunstige effekter på hesten, men forskningsmæssigt er studierne sparsomme. Der er fundet modstridende resultater for vibrationsterapis effekt på hovvækst, hvor behandlingen kun potentielt øger hovvæksten, så længe behandlingen pågår. Der er fundet positiv effekt på knoglemassen hos heste med boksro, men ikke på heste i træning, og der er fundet positiv effekt på udviklingen og symmetrien af m. multifidi hos heste med ryglidelser. I forhold til kronisk halte heste er studierne ikke entydige og udviser resultater i både positiv og negativ retning. Endelig er der i flere studier fundet en afslappende effekt af behandlingen. Der er behov for flere studier på området for at kunne lave en målrettet behandling med denne rehabiliteringsmodalitet.
