Annonce Banner Banner Banner

»Jeg kan godt lide at have orden i penalhuset«

DA I en dynamisk NGO som Kattens Værn er det afgørende at opretholde orden og professionalisme i alle led. For Therese Wilbert, administrerende direktør og dyrlæge, er det at have styr på både de administrative processer og personalets arbejdsforhold essentielt. Det er en af grundene til, at Kattens Værn har valgt at blive en del af DA (Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening).

Therese Med Kat © Kattens Værn
Interview

Therese Wilbert, der er uddannet dyrlæge i 2003, arbejdede i klinisk praksis i lidt over 10 år, inden hun i 2015 blev direktør for Kattens Værn. Therese forklarer, at det i de første par år var et stort organisatorisk oprydningsarbejde, hvor hun fik sat de rigtige teams og fik styr på en masse administrative arbejdsprocesser og godt hånd i hanke med arbejdsmiljøet.

Men da hun i 2018 fik tilbudt at komme tilbage til sin tidligere arbejdsplads, Anicura Centrum i Rødovre, i en stilling som klinikchef, takkede hun ja til det, da det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Men Kattens Værn trak, og hun var derfor atter klar til at hoppe på taburetten, da muligheden for at vende tilbage til direktørjobbet bød sig igen i 2021.

- Da jeg kom tilbage, tænkte jeg, at det ville være rart at få styr på alt. Jeg kan godt lide at have orden i penalhuset, at vores dyrlæger er på DDD-kontrakter, og at hvis der er nogle personalesager, så kan man få den juridiske hjælp, man gerne vil have, forklarer Therese Wilbert om baggrunden for, hvorfor Kattens Værn har meldt sig ind i DA.

Selvom Therese føler sig kompetent til selv at håndtere personalesager, anerkender hun værdien af at have adgang til ekspertise og rådgivning fra DA, især når det kommer til komplekse spørgsmål om ansættelsesforhold.

- Tidligere købte vi den rådgivning ude i byen. Rådgivningen har været ok, men nogle gange har jeg fornemmet, at de har manglet forståelse for, hvad vi laver. Så ud over, at det er dyrt at købe den hjælp ude i byen, så synes jeg, det ville være rart at få styr på processerne, og at jeg har et sted, jeg kan henvende mig, hvis jeg har spørgsmål.

Hun påpeger, at i NGO-branchen bliver det ofte sådan lidt ad hoc-agtigt, når det kommer til løn og ansættelsesforhold.

- Så har man dyrlæger på hjemmestrikkede kontrakter, og mange går til lidt dårlig løn. Jeg synes, at selvom vi er en NGO, og vi altid passer rigtig meget på vores penge, så er vi nødt til at drive foretagendet som en virksomhed. Og en af de ting, der i min optik hører med til at drive en virksomhed seriøst, er at have styr på tingene – have nogle ordentlige kontrakter og vilkår.

- Fordi vi er en NGO og lever af arv og testamenter, er det ikke sådan, at man skal have dårlige ansættelsesforhold. Så lige så vigtigt, det er at have et godt arbejdsmiljø og styr på økonomi med budgetter og sorte tal i regnskabet, er det også vigtigt, at der er styr på personalets ansættelsesforhold.

Faglig og kompetent backup

Hvis Therese Wilbert skal fremhæve de tilbud og fordele hun mener, er specielt attraktive, tøver hun ikke.

- For mig har det stor betydning, at jeg har en faglig og kompetent backup til personalesager. Jeg har god erfaring i håndtering af sagerne, men det er trygt at have kvalificeret juridisk opbakning og sparring. Og der synes jeg, at Ulf (chefjurist hos DA, -red.) har været fantastisk. Han er også selv vendt tilbage for at høre om sagens udvikling. Jeg har ikke skulle stå for at skabe kontakten undervejs i et sagsforløb, og det var lige nøjagtigt dét, jeg håbede på. Der har jeg på ingen måde fået den samme støtte og opbakning fra andre jurister.

For mig har det stor betydning, at jeg har en faglig og kompetent backup til personalesager.

Et af de særlige træk ved DA-medlemskabet, som Therese Wilbert lægger vægt på, er netværksdelen.

- Ved at være en del af en organisation, hvor medlemmerne er relateret til veterinærbranchen, får Kattens Værn adgang til en pool af ekspertise og ressourcer, der forstår organisationens unikke udfordringer og behov. Det gør det muligt for os at trække på relevante erfaringer og løsninger, der er skræddersyet til vores branche.

Arv, donationer og medlemskab

Thereses engagement i at styrke organisationen gennem professionalisme er tydeligt. Hendes baggrund som dyrlæge og hendes efterfølgende ledelseserfaring har rustet hende til at tackle de komplekse udfordringer, som Kattens Værn står overfor.

- Vi kører fuldstændig som en nonprofitorganisation og lever primært af arv, donationer og medlemskab. Arv og testamentesager er absolut vores største indtægtskilde, men desværre også en meget variabel indtægtskilde, som dog historisk set er relativ stabil.

Udover hovedafdelingen i Brøndby, hvor det administrative personale sidder, har Kattens Værn afdelinger i Aalborg, Billund, Ringsted og på Midtfyn til sommer.

Som den eneste organisation i Danmark tager Kattens Værn sig af de herreløse katte, som ikke er tamme. Det vil sige ikke socialiserede herreløse katte.

- Der er rigtig mange organisationer i Danmark, der tager sig af de tamme katte. Det prøver vi at lade være med – vi tager os af dem, som man ikke kan håndtere, og så har vi selvfølgelig udstyr til det.

På landsplan har Kattens Værn 12 katteinspektører, der fanger katte hver dag hele året rundt. De fanger 6.500 katte i snit.

- Det koster omkring 25 millioner kroner om året at drive Kattens Værn. Der er meget benarbejde i alt, hvad der hedder fundraising og hele tiden at være på beatet og gå ud og tale til folk på en måde, så de støtter op om det, vi laver. Vores vigtigste mission er at lægge pres på det politiske for at få kattene til at få en højere status i Danmark.

Denne artikel er del af

DVT årgang 2024 nr. 4