I år afholdt DA sin generalforsamling aftenen før, årsmødet blev skudt i gang. Det gav ro og tid til at lade generalforsamlingen vare hele to og en halv time – og den tid blev snildt fyldt ud med det nok største spørgsmål i arbejdsgiverforeningens historie: Hvor skal DA bo, og hvordan skal fremtidens arbejdsgiverforening se ud?
Efter en halv times forsinkelse afbrød daværende formand for arbejdsgiverforeningen, Mikkel Markussen, den stille summen af samtaler og skar igennem: Nu måtte de altså komme i gang. Hans Henrik Dietz blev hurtigt valgt som dirigent, og han konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt til og blev afholdt på et lovlig grundlag, hvorefter han gav ordet tilbage til Mikkel Markussen, så han kunne begynde bestyrelsens beretning.
Mikkel lovede, vanen tro, at fatte sig i korthed – hvilket blev mødt med spredt latter fra salen – og han holdt helt usædvanligt sit løfte. Bestyrelsens beretning blev strøget igennem og berørte kort de væsentligste emner fra det sidste år:
- Den økonomiske situation, DA havde befundet sig i ved sidste generalforsamling
- Den syvpunktsplan, som DAs bestyrelse var blevet pålagt af medlemmerne som betingelse for, at disse kunne godkende sidste års kontingentforhøjelse
- Arbejdet med de kollektive forsikringer
- Dialog med dyreforsikringsbranchen og arbejde med at opnå en fælles brancheforståelse
- En varslet voldgift rejst af ADO mod DA om en fejl i aftalen om den ensidige løngaranti – og en anden rejst af DA mod ADO omkring mæglingsreglerne ved tvister.
Han berørte også kort VetStat, PDAs fond, der lukker ned, og den nylige sag ved Pressenævnet, som DDD i samarbejde med DA vandt.
Han fortalte kort om året, der kommer: Der arbejdes på ny praktikantaftale med KU og en distribueret praktikmodel ved ANIVET (Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet), og derudover vil året også byde på overenskomstfornyelser.
Han afsluttede med et oplæg til alle fremmødte om at gå aktivt ind i debatten om foreningens fremtid, senere når emnet blev taget op som et punkt på dagsordenen.
Herefter kunne generalforsamlingen bevæge sig videre til ét af aftenens to hovedpunkter: Økonomien.
Genopretning og sikring af driften
2023 havde været et hårdt år for arbejdsgiverforeningen, der afsluttede regnskabet med et markant underskud. 2024 havde ikke været voldsomt meget bedre, og foreningen kom ud med et underskud på 2,5 millioner kroner og en negativ egenkapital på 1,266 millioner kroner. Oven på to hårde år understregede bestyrelsen, at DAs fortsatte drift i høj grad skyldtes en uddeling fra PDAs fond samt et lån fra DDD.
Underskuddet skyldtes hovedsageligt større udgifter til Det Faglige Udvalg for Veterinærsygepleje (DFU), overenskomstforhandlingerne og udgifterne til administrationsbidrag og Fællessekretariatet (FAD). Derudover kæmpede foreningen også med efterdønninger fra 2023.
Bestyrelsen kunne dog dokumentere, at der havde været færre udgifter, og arbejdet med at reducere mødeaktivitet og bestyrelseshonorarer havde haft en vis effekt. Sammen med kontingentforøgelsen fra sidste år, lidt overskud fra Goodwilludvalget og et administrationsbidrag fra foreningens forsikringsmægler tegner der sig dog et mere optimistisk billede - budgetterne varsler en positiv egenkapital ved udgangen af 2025.
Hvor skal vi sove i nat?
Efter lidt spørgsmål og svar frem og tilbage om, hvorvidt budgetterne er realistiske, og hvordan man vil gardere sig imod uforudsete omkostningsstigninger forårsaget af FAD – eller de andre foreninger i Enhedsforeningen – blev der taget hul på aftenens helt store emne: Skal DA fortsat være en del af enhedsforeningen, eller skal arbejdet med afsøge andre samarbejdspartnere og setups for sekretariatet fortsættes.
Flere deltagere udtrykte nysgerrighed, parathed og i flere tilfælde også decideret opbakning til ideen om at afsøge en ny sekretariatsmodel uden for DDD. Fra nogle af de større kæder og fællesskaber lød der direkte tilkendegivelser om, at de fandt tiden moden til at undersøge andre muligheder. Ikke for at forlade samarbejdet med DDD om politiske sager, men for at finde et setup, der i højere grad understøtter DAs særlige behov som arbejdsgiverorganisation.
Og netop setup’et var et tilbagevendende emne. Flere deltagere fremhævede, at det nuværende setup – trods mange kvaliteter – er komplekst og vanskeligt at forklare, både for medlemmer og deres ansatte. Det nævntes, at den oplevede uigennemskuelighed også afstedkom utryghed blandt de ansatte, hvis fagforening, ADO, jo delte hus med DA. Flere rejste pointen om, at både arbejdsgiverforening og fagforening ville have gavn af et langt klarere skel og en fysisk opdeling.
Klarhed frem for hast
Selvom det var en debat om selve foreningens fremtidige eksistens, og passion og engagement ikke fejlede noget, var der en udpræget konstruktiv stemning. Der blev stillet relevante spørgsmål – ikke for at afvise, men for at kvalificere. Hvor stor er forskellen i udgifter egentlig mellem nuværende og alternative modeller? Kan man forhandle realistisk uden at have taget de første formelle skridt? Og hvordan sikrer man, at en ny konstruktion rent faktisk bliver bedre?
Et gennemgående synspunkt var, at processen ikke måtte forceres, men at den heller ikke kunne trækkes i langdrag. Det blev bemærket, at bestyrelsen allerede havde gjort et stort forarbejde som led i den syvpunktshandleplan, de blev pålagt af medlemmerne. Derudover er der resten af enhedsforeningen, som nok også gerne vil have en form for afklaring – og selvfølgelig også DAs opsigelsesfrist for udtrædelse af sekretariatsfællesskabet – som gør, at en decideret skilsmisse uanset hvad er løbende år plus et år. Måske var det bedste at få rubbet neglene og komme i gang?
Dirigenten opfordrede forsamlingen til at drøfte, hvorvidt der skulle indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med et klart formuleret mandat: Dels til at opsige det nuværende samarbejde, dels til at indlede realitetsforhandlinger om et nyt. De opponerende stemmer talte for at holde fast i den nuværende struktur og først få styr på de interne linjer – prøve lidt parterapi, før man skred direkte til skilsmissen, som én formulerede det – men også her med blik for, at en forandring kan være nødvendig.
Selvom ikke alle var enige om, hvordan fremtidens DA skal se ud, var der bred enighed om én ting: Beslutningen skal træffes på et oplyst og demokratisk grundlag. Flere opfordrede til at fastholde medlemsdialogen og sikre, at alle relevante stemmer bliver hørt.
Debatten blev afsluttet med beslutningen om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i 2025.
Farvel til en formand – og en fond
Efter debatten genopstillede både Kenneth Engelund Lassen og Tanja Sewohl Pedersen som suppleanter. De blev genvalgt uden opposition – Tanja som førstesuppleant, Kenneth som andensuppleant. Herefter fulgte aftenens overraskelse – formand Mikkel Markussen takkede for tillid og opbakning gennem hans fire et halvt år i spidsen for DA og gik af som formand. Hvem der skulle overtage hans post – og om det skulle være en ekstern, eller om bestyrelsen ville konsolidere sig og vælge en fra egne rækker – var endnu uvist. Eneste bekendte var, at Tanja nu ville indgå i bestyrelsen.
Efter behørige klapsalver sivede de fremmødte lige så stille ud af salen. En dedikeret kerne blev dog tilbage til PDAs Fonds generalforsamling – den sidste af sin slags.
PDAs Fond havde sandet, at det var en underskudsforretning at holde fonden kørende, og at administration lige så stille åd fondens egenkapital – hvorfor dens bestyrelse et stykke tid havde haft interesse i at få doneret fondens formue til værdige formål og derefter lukke den.
Sidste år var det blevet varslet, at dette ville være sidste chance for at søge midler hos fonden, og den havde da også modtaget hele otte ansøgninger, hvoraf de syv var blevet enten helt eller delvist imødekommet. Fem af de syv ansøgninger stammede fra DA og drejede sig om midler til at påbegynde arbejdet på nogle af de projekter, foreningen havde skitseret i visionsdelen af formandens beretning. DA endte med at blive tilkendt 60 % af det ansøgte beløb.
Det var også blevet besluttet, at DA ved årets udgang ville overtage fondens formue eller gæld, hvilket tillod fonden at lukke og slukke. Efter et opfølgende spørgsmål om en eventuel formue eller gælds størrelse (det ville være relativt beskedent, uanset om det blev tab eller gevinst) sluttede fondens generalforsamlingen, og de fremmødte trak mod kongrescentrets anden ende for at nå et glas bobler, inden de skulle videre til en toretters menu og et foredrag med Rune Strøm.
